I 1994 blev det kurdiske parlamentsmedlem Leyla Zana anklaget for 'separatisme' sammen med 11 andre. Hun blev idømt 15 års fængsel for bl.a. at have talt kurdisk i det tyrkiske parlament. Hun blev løsladt uden tiltalefrafald i 2004 og modtog EU-parlamentets Sakharov-pris. Men i Tyrkiet fortsatte retssagen mod hende:

»Jeg var ikke spor overrasket over resultatet af retssagen mod de kurdiske parlamentarikere, der blev ført 16.1.2004 ved Statssikkerhedsdomstolen i Ankara, fordi jeg kunne forudse resultatet: ingen frifindelse! Vor højtærede retfærdighed gjorde det igen og fortsatte et spil, der har fundet sted i årevis for øjnene af hele Europa. Og det endda med juraen som redskab. Nu vil De sikkert sige: »Er du da jurist/dommer, siden du kan dømme så arbitrært?«. Hvis der havde været tale om et reelt og retfærdigt juridisk arbejde, ville jeg ikke have noget at indvende, men det tragiske og tragikomiske ved parlamentarikernes sag er åbenlyst for alle. I denne sag har en kurdisk kvinde, en mor, en frihedselsker, Leyla Zana, sat hele sin eksistens og alle sine værdier på spil. En kvinde, som for mange år siden viede sit liv til at tjene folket uden nogen forventning om personlig gevinst, og som gennem ti år i fængslet har betalt en høj pris. Vesten er forundret over hendes 'forbrydelse'. Hvordan kan det at ønske og kæmpe for fred, broderskab og frihed være en 'forbrydelse' i det 21. århundrede? Hvorfor bliver de, der suger blodet ud af folket og fører 70 procent af befolkningen ud i fattigdom, belønnet, mens de, der ønsker fred, bliver dømt til at tilbringe et liv i fængsel? Hvordan opstår denne situation? Vestlige iagttageres forundring er stor, men dog mindre end vores erfaringer på dette område, fordi vi ved, hvad der sker i dette land, og vi ved, hvem der ønsker at fortsætte med blod og terror. Derfor blev jeg ikke det mindste overrasket over kendelsen om, at parlamentarikerne fortsat skulle forblive fængslet. Og jeg vil heller ikke blive overrasket over en genoplivelse af den nationalistiske racistiske terror. Men hvor ender dette? Hvorfor er det altid os, der må stå for skud i en stat, der officielt har vendt ansigtet mod Vesten og EU, men hvor oprigtigheden kan diskuteres? Hvornår vil de unge hæve stemmen? For hvis håbet om et moderne og demokratisk Tyrkiet skal virkeliggøres, er det ikke os, der har betalt en høj pris, men de unge og de kommende generationer, der skal betale prisen. Deres sjæle og drømme vil forblive 'udsultet' og 'fanget' i et Tyrkiet, der står uden for en fri og moderne verden. Og til den tid vil der måske ikke være en Leyla Zana til at betale prisen for dem. Leyla Zana er en modig revolutionær i et land, hvor den kvindelige identitet bruges som seksualobjekt og tjenestepige. Hvert skridt, hun har taget i de forgangne ti år, viser tydeligt, at hun ikke er gået efter personligt gevinst, og at hun modigt har bekæmpet et diktatorisk system. Hvis det ikke forholdt sig sådan, ville hun have accepteret det tilbud, hun fik, om »amnesti på grund af helbred«, og hun ville have forladt Ulucanlar-fængslet, hvor hun har tilbragt ti år, og hun kunne have valgt et nyt og anderledes liv. Men det gjorde hun ikke. Hun var tro mod sine principper og sociale kampe og efterlod ikke sine kammerater derinde, ligesom hun ikke gik på kompromis med sin holdning om at forblive »revolutionær til det sidste«. Dette valg var - på grund af hendes helbredsproblemer - faktisk et valg mellem liv og død. Derfor ville det heller ikke overraske, hvis Leyla Zanas krop giver op som følge af den tyrkiske stats ubegribelige holdning. Hvad bør man gøre i et sådant land? Man skal selvfølgelig være revolutionær og synge en sang for revolutionen! Leyla Zana og hendes venner komponerer en sådan sang. Lad os alle synge den«. 19. januar 2004 I mange år har tyrkiske myndigheder støttet såkaldte 'landsbyvagter' med våben og træning til at øve selvjustits i de kurdiske områder. I november 2005 afslørede civile kurdere i Semdinli en bombemand, der ifølge Amnesty International var støttet af det tyrkiske gendarmeris efterretningstjeneste til at udføre planlagte og voldelige angreb på politiske modstandere, som ikke er involveret i væbnet kamp:

»Det var 14. januar 1996. En minibus med 11 personer blev sat i brand efter at være blevet gennemhullet af maskingeværer i regionen Güclükonak i Sirnak. Denne grusomhed resulterede i et meningsløst drab på 11 personer, heriblandt landsbyvagter. Et par timer efter hændelsen samlede den øverste militære enhed, Genelkurmay, udvalgte mediefolk og fløj dem med militærhelikopter til gerningsstedet og sagde: »Det er PKK's værk«. Da denne nyhed kom frem i pressen som »PKK's grusomhed«, meddelte PKK, at de intet havde at gøre med sagen, og at staten var den ansvarlige. På denne baggrund dannede menneskerettighedsforkæmpere en komite af repræsentanter for civile organisationer, politikere, journalister, intellektuelle og kunstnere, der tog til Güclükonak. Efter en lang og anstrengende tur kom vi til stedet, hvor minibussen var brændt af. Det var et forfærdeligt syn. På trods af at der var gået adskillige dage, stod minibussen stadig, så man kunne se forkullede arme og ben. Resultaterne af en detaljeret undersøgelse ledte os meget snart til 'gerningsmændene', som viste sig at være statens væbnede styrker. Da vi fremlagde vores resultater for offentligheden på et pressemøde, kom der ikke en lyd fra 'helikopterjournalisterne', mens andre afkrævede svar fra staten. Genelkurmay benægtede som sædvanlig det hele og sagsøgte nogle af dem, der havde været med til at bringe denne grusomhed frem i dagens lys. Anklageren rejste tiltale, de blev dømt, men sandheden ændrede sig ikke. Det var staten selv, der stod bag denne grusomhed. Vi ved, at mange lignende sager aldrig er kommet frem. Men vi ved også, at hundredvis af bombeattentater, uopklarede mord, afbrænding af landsbyer og tortur er blevet begået af kriminelle bander, støttet og trænet af staten. Det var sådan, Semdinli-banden opstod, og denne bande blev afsløret ved hjælp af det kurdiske folk, og jeg frygter, at det ligesom tidligere vil blive mørkelagt af myndighederne. Det hele er ellers så åbenlyst! Det, der er sket i Semdinli, er resultatet af statens holdning til kurderproblematikken. Det viser, hvilke konsekvenser denne mangeårige, beskidte krig har fået. Og de, der viger for at finde en politisk løsning, søger nu flugtveje for at komme ud af dyngerne fra de beskidte bomber, der falder i Semdinli. At erkende, at der er et 'kurdisk problem', uden at gøre det nødvendige for at løse det er det samme som at overlade initiativet til væbnede bander. Semdinli-affæren er et billede på det. Statens politik i kurderspørgsmålet viser tydeligt den skam, der er eksploderet midt i Semdinli. Det er ligeledes opsigtsvækkende, at enkelte militærpersoner har påtaget sig skylden for handlingen. Dette er et forsøg på at retfærdiggøre det. Tidligere premierminister Tansu Ciller sagde i forbindelse med en anden bande: »Både den, der affyrer, og den, der modtager en kugle for landet, er ærefuld«. På trods af at staten handler på denne måde, har folket i Semdinli vist deres insisteren på fred ved at fange denne morderiske bande på fersk gerning og overdrage dem til domstolene. Og hvad gør staten til gengæld? Den fortsætter med at dræbe. Derfor bliver der svaret med våben i det kurdiske folks bestræbelser på at skaffe fred i Semdinli og få fjernet banderne. Regeringsstyrkerne skød folk ned for øjnene af alle i Yüksekova og Hakkari. Og folk døde for øjnene af os alle. Sådanne svar fra staten får vores håb om fred og demokrati til at briste, det bekymrer og foruroliger offentligheden, som kæmper for fred og demokrati, fordi staten dræber sit eget folk. Men det kurdiske folk fortsætter sin stræben efter fred. Det er det, der samler titusinder af mennesker til demonstration i Diyarbakir, og der vil komme en dag, hvor intet kan modstå folkets krav om fred. Men det må meget gerne ske, inden der sker flere dødsfald. Og det er først og fremmest statens og politikernes opgave. Come on, lad der for en gangs skyld ske gode ting«. 18.11.2005 Den militante kurdiske gruppe PKK tager somme tider tyrkiske soldater til fange. Mange gange har menneskerettighedsgrupper forsøgt at forhandle disse fri, og i august 2005 var Ferhat Tunc en del af en sådan forhandlingsdelegation, det lykkedes at få frigivet en soldat. Det officielle Tyrkiets reaktion var at anlægge retssag mod bl.a. Ferhat Tunc.

»Efter at vi fik frigivet menig Coskun Kirandi, som var blevet kidnappet af PKK, er vi af anklagemyndigheden i Tunceli blevet beskrevet som »såkaldte menneskerettighedsforkæmpere« og beskyldt for at føre »propaganda for en ulovlig organisation«. At anklagemyndigheden sagsøger os uden at afvente rettens dom og udpeger os som en ulovlig organisations håndlangere, har ført til, at racistiske og fascistiske kredse er gået i aktion. Jeg er begyndt at få dødstrusler over telefonen, på mail og på forskellige internetsider. Det er beklageligt, at en handling for at redde et menneskeliv er blevet vendt til en lynchstemning mod mig. Den tyrkiske republik vil være den eneste ansvarlige, hvis disse trusler bliver til virkelighed, fordi en offentlig myndighed, hvis opgave det er at garantere borgeres sikkerhed, udpeger borgere som mål for overgreb. Jeg forventer, at de samme myndigheder også reagerer på de trusler, der rettes mod os, der fik forhandlet soldaten fri. Jeg skal understrege, at vi som menneskerettighedsforkæmpere blot gjorde vores menneskelige pligt. Vi handlede ikke efter nogens ordre, og vi vil heller ikke i fremtidige aktioner tage imod ordrer fra nogen. Dette overgreb og tilsvining af anstrengelser for at redde et menneskeliv indeholder derimod ingen menneskelig dimension. Det er ikke tidligere set i noget demokratisk land i verden, at menneskerettighedsforkæmpere er blevet stemplet som terrorister for en sådan menneskelig handling, eller at de retsforfølges på denne måde. Men dette er Tyrkiet, hvor mentaliteten ikke har fået sin del af medmenneskelighed. Vi genforenede soldaten Coskun Kirandi med sin familie i god behold. Vi skånede Kirandis familie for den smerte, som et tab af en søn giver, og som titusinder af mødre har oplevet gennem denne 'aftagende krig'. Synet af moderens glædestårer styrkede vores tro på, at vi havde gjort det rigtige, på trods af den pris vi nu må betale. Uagtet de sager, der er rejst imod mig, vil jeg uden den mindste tøven fortsætte med at deltage i medmenneskelige aktiviteter, der kan fremkalde glædestårer frem for sorg. Den bortførte politibetjent Hakan Acil har været i hænderne på PKK i månedsvis. De offentlige myndigheder har på trods af familiens ihærdighed, insisteren og bønner intet foretaget sig. De har ikke rørt en finger for Acil. Derfor fortsætter hans lidelser. Vi mener, at Acils liv er lige så vigtigt som Kirandis. Vort ønske er, at han bliver frigivet med det samme, og at der gøres en ende på hans og hans families lidelser. Den slags handlinger skal stoppes, og hvis der dannes en menneskerettighedskomite, der skal redde Acil, vil jeg være at finde iblandt dem, og jeg er klar til at gøre min pligt. For mig er livet vigtigt. Uanset identitet, overbevisning eller erhverv har mennesker retten til livet. Jeg vil til enhver tid kæmpe for at forsvare denne ret, og det gør ondt at måtte sige, at så længe der ikke bliver fundet en politisk løsning på kurderproblemet, vil sådanne begivenheder høre til dagsordenen i Tyrkiet, og blod, død og tårer vil fortsat flyde«. 3.1.2006 Ferhat Tunc er født i den kurdiske del af Tyrkiet og har studeret musik på universitetet i Mainz i Tyskland. En sang på kurdisk til en koncert førte til hans første anholdelse. Han er blevet chikaneret ved udgivelse af hvert eneste af sine i alt 16 album og afholdelse af koncerter. I 1988 blev han tilbageholdt og tortureret. I en periode var Tunc forment adgang til Sydøsttyrkiet og måtte hverken afholde koncerter eller tage på familiebesøg i området. I oktober 2005 forbød politiet forud for en koncert Tunc at synge 114 af sine sange.

Den officielle tyrkiske radio og tv-station tillader ikke Tuncs kærlighedssange. Han er endvidere tiltalt i henhold til den tyrkiske straffelovs paragraf 301 for at have fornærmet domstolen i artiklen om Leyla Zana. Tunc risikerer op til tre års fængsel. Klaus Slavensky har introduceret teksterne i Kroniken. Han er bestyrelsesmedlem i Dansk PEN og Freemuse, som har arrangeret et offentligt møde med Ferhat Tunc i Folketinget i morgen.