I den sydligste by på det afrikanske kontinent var der engang en kvindebedårer, som vågnede op midt om natten og til sin rædsel opdagede en kobraslange, der varmede sig i hans skød. Siden har jeg for en sikkerheds skyld altid undersøgt mine sydafrikanske soveværelser for uvelkomne gæster, før jeg turde lukke mine øjne. Men i går skete det. Gæsten viste sig at være uhyggeligt hurtig, men efter en hidsig jagt lykkedes det mig at få dyret skovlet ud ad altandøren med et sammenkrøllet eksemplar af Cape Times. I kampens hede mistede gekkoen desværre sin hale. Det var jeg ked af, for det var på ingen måde min mening at skade dyret. På god gammeldags apartheidvis ville jeg blot separere gekkoens verden fra min egen, ud fra en filosofi om, at vi var alt for forskellige til at dele det samme univers. Som det store sydafrikanske apartheiddrama endte også gekkoens og mit forsøg på at isolere os i hver sin verden tragisk. Kun gekkoens hale stivnede ikke i en tragisk positur. Rasende kastede den ensomme hale sig rundt om sig selv, som søgte den desperat kroppen, imens den haleløse gekko bedrøvet betragtede sin tidligere legemsdels sidste dans. Så bedrøvet så det lille dyr ud, at mediemennesket i soveværelset i en af Cape Towns mere velstillede forstæder fik mindre pæne tanker om sig selv. Ja, så vred blev jeg på mig selv, at jeg forbandede ikke bare mig selv, men hele det miljø af sensationslystne tøffelhelte, som jeg var en del af. For at komme på bedre tanker kastede jeg mig over det sammenkrøllede eksemplar af Cape Times, som havde adskilt gekkoen fra dens hale med en for medierne typisk mangel på barmhjertighed. En kvinde havde hyret tre mænd til at myrde sin mand. Mens den stakkels ægtemand blev myrdet med en økse inde i dagligstuen, stod hans livs kærlighed udenfor og kørte garageporten op og ned for at overdøve hans skrig. Måske smilede hun undskyldende til naboerne, mens hendes mand krympede sig under sin kones finale kærtegn. Og mediemennesket gjorde naturligvis straks en lille notits om den originale sammenkædning af en mands garagedør og sammes skrigabsorberende funktion i sin skabers dødsstund. Havde den døende ægtemand mon tænkt over, hvad skuffede hustruer kan bruge mænds selvbyggerprojekter til, dengang han installerede garageporten, som var en bryllupsgave fra hans svigerforældre? Da garagedørens skrigende fjedre mistede deres lettere atonale andenstemme, var hun blevet en lykkelig enke, og han havde for sent forstået, at alle kan nynne med på mordets melodi. Et originalt scenario for et mord, som måske senere kunne bruges til at profilere en tekst, et filmmanuskript, talen ved vennernes sølvbryllup. Den næste avishistorie havde jeg derimod læst hundreder af gange før. Kun navnene på ofrene skiftede. En mand går gennem de støvede gader i sit township. En mindreårig skolepige krydser uheldigvis hans vej, og han voldtager hende, skærer halsen over på det maltrakterede pigebarn og smider hendes lille lig i en olietønde med brændende skrald. Så fortsætter han hjemad for at sove branderten ud. Da politiet vækker ham for at udspørge ham, husker han dårligt pigen, selv om han er smurt ind i hendes blod. Chokeret ser jeg op fra avisen. Hvorfor skal alt i dette land være så forbandet voldeligt? Hvorfor kan man ikke bare en enkelt gang imellem få lov at læse sin avis uden at blive fyldt med forfærdende beretninger om voldtægter og mord? Jeg smider avisen fra mig og opdager, at firbenets hale ude på gårdspladsen endelig har set sin egen død i øjnene og nu ligger ubevægelig hen i lyset fra den sataniske sydafrikanske sol. Men den haleløse gekko glor bebrejdende ind på sin banemand med udspilede reptiløjne, som var jeg den store sydafrikanske morder, som det af diverse historiske, økonomiske og psykologiske grunde er usigeligt svært at fratage incitamentet til at dræbe. Sydafrika spiller som altid sindssyg, men udtryksfuld musik på mine nervetråde. Jimmy Hendrix med blodige fingre. Michala Petri med ild i blokfløjten. Sanne Salomonsen med tegnestifter i tungen. Aviserne er fulde af de mest bestialske mord, som historien om den hårdtarbejdende xhosakvinde med barnet bundet på ryggen, der bliver slået ihjel af sin idiotiske mand, som efterlader liget med deres fælles barn skrigende på ryggen. Han går bare videre. Som holdt verden op med at eksistere, når han ikke længere kan se den. Som er livet kun virkeligt foran ham. Så dum er jeg trods alt ikke. Jeg ved, at det landskab, som man har passeret, ikke forsvinder, men bliver en del af det landskab, man er på vej imod. Dagen i går lever videre i dagen i morgen. Fremtiden bliver ført hen over tidens dansegulv af fortiden. Det er derfor, gekkohalens dødedans har gjort større indtryk på mig end de fleste balletter, selv de kongelige. Det er også derfor, jeg er i Cape Town. Jeg snakker fortid med ældre jødiske damer for at finde ud af, hvad fremtiden bærer i sit skød. Damerne byder mig på småkager og te og chokerende ord om dengang, arierne var arrige. Og det står lysende klart, at det, som de fortæller mig, om ikke sluttede for 61 år siden, men foregår lige nu i holocaustoverlevernes øjne på den anden side af tebordet og snart også i mig, som lytter. Det står skræmmende klart, at det, som de ældre kvinder beretter om, også vil være en del af vores fremtid. Hitler skriger, »had, brændende had er, hvad vi vil hælde ned i millioner af tyske sjæle, indtil raseriets flamme sætter ild til vores tyske nation og hævner sig på dem, som korrumperede vores land, jøderne!«. Og Goebbels tilføjer: »En lille løgn vil ingen tro, men en stor løgn, der bliver gentaget med tilstrækkelig styrke og hyppighed, vil med tiden blive indkapslet i de uinformerede massers sjæle«, og den ældre kvinde på den anden side af bordet i sin lille fine lejlighed i Sea Point, Cape Town, South Africa, siger stille, »hvorfor jeg overlevede deres had, mens alle mine kære forsvandt i gaskamrene, det tænker jeg over hver dag. Og det fylder mig med skyld. Hvorfor lige mig?«. Selvfølgelig kan hun aldrig finde et svar, men hun har fundet en grund til at overleve alle dem, hun elsker, og det er at give vidnesbyrd om de rædsler, vi mennesker kan skabe for hinanden, hvis vi mister vores medmenneskelighed. Derfor taler hun til mig med en alvor, som gør, at jeg ikke kan se på hende gennem kameraet, men må se hende direkte i øjnene. Og hendes ord er ikke, som jeg havde forventet, søgende og uvante med at formulere holocausts ubeskrivelige rædsler over for en fremmed. Hun leder mig derimod ned ad Auschwitz', Birkenaus og Majdaneks ensrettede gader med en raffineret kunstnerhånd, der som alle kunstnerhænder gør alt, hvad hånden rører ved, til nutid. For følelsen lever kun i nuet. Det er tydeligt, at hun gennem livet har arbejdet med at give sin smertelige erindring en beskyttende rede i ordenes velordnethed. Kun tæmmet i formens greb er hendes erindring om de forfærdelige dage i nazismens udryddelseslejre mulig at leve med årti efter årti. Så snart formen mister grebet om hendes beretning og ordene falder tilfældigt fra hendes mund, kan jeg mærke, at erindringsfragmenterne fra det europæiske helvede nedbryder rytmen i hendes åndedræt, som blev hun pludselig ramt af voldsomme smerter. Men hun er ikke den eneste, der trækker vejret uregelmæssigt i denne by på kanten af Afrika, hvortil hun flygtede efter befrielsen i 1945. Der er også et atomkraftværk med uregelmæssig hjerterytme. I de sidste tre uger har de måttet lukke det ned flere gange af sikkerhedsmæssige årsager. Folk er begyndt at blive nervøse for, at kernespaltningerne skal brede sig til swimmingpoolerne i de hvides forkælede forstæder. Jeg har en dårlig påvirkning på atomkraftværker. Det samme skete for mange år siden i New York. Fyldt af angstdæmpende sprut flygtede jeg ud af byen i en overfyldt greyhoundbus proppet med andre flygtninge. Da jeg mange timers flugt senere vågnede op, stod bussen stille. Og den var tom. Selv chaufføren havde forladt den, selv om hans nøgler stadig dinglede ildevarslende fra tændingslåsen. Måske troede han, at den enlige passager på bagsædet allerede var bukket under for det atomare anarki i Harrisburg, Pennsylvania. Jeg kikkede ud i natten og så en menneskeforladt busstation med et stort, neonoplyst skilt, som ønskede mig 'Welcome to Three Mile Island'. Forfærdet opdagede jeg de kriseramte atomreaktorer, som lyste op mod nattehimmelen, mens de kæmpede for at holde deres altødelæggende ånde for sig selv. På min flugt bort fra bestrålingen var jeg endt i atomkværnens hjemby, hvor fugleskeletterne svirpede rundt på himmelen uden formildende fjer. Jeg prøvede at trøste mig med, at en eller anden selvlysende gud havde skænket mig evnen til altid at ende i begivenhedernes centrum, hvor radioaktivt det end måtte være på denne martsnat i 1979. 26 år senere holder atomkraftværket Koebergs hjerte lange, uventede pauser, som slukker strømmen i vores pigtrådsomkransede sydafrikanske drømmeboliger. Hvis jeg virkelig har evnen til at placere mig i centrum, er det et centrum, der lig uranen i atomkraftværkets tarme konstant spaltes i de forskellige tider, som vi lever vores liv i ... nutid, fornutid, fremfortidnu ... Så selv om jeg blev født efter krigen og voksede op i en kultur, som ikke ville fortælle os, hvad der virkelig skete, dengang vores fædre kunne være blevet helte, så er jeg nu med en gammel jødisk kvinde i hånden på en rejse ud i krigens landskaber. En nutidsrejse i fortiden. På trods af gruen i hendes smukke ord føler jeg en befrielse ved endelig at møde et menneske, som kan belyse en verden, som altid har levet sit eget tusmørkeliv inden i mig og givet mig en ubehagelig fornemmelse af ikke at kunne se mit eget spejlbillede klart. Da hun i sin tid kom til Sydafrika, var hun så tæret af krigens gru, at hun besluttede at vende Europa ryggen. Hun ville ikke lade fortidens skygger formørke hendes muligheder på det nye kontinent. Derfor fortalte hun aldrig sin nye familie, at hun overlevede Hitlers udryddelseslejre. Hun lod, som om hendes familie, ligesom alle familierne i villakvarteret for foden af Table Mountain, var kommet til Sydafrika for generationer siden. Præcis som hun havde fået fjernet det tatoverede fangenummer fra Auschwitz på sin arm, før hun kom til Sydafrika, besluttede hun at tie om sin fortid i Europa. Da hun blev gammel og hendes datter midaldrende, fik datteren et nervesammenbrud. Moderen besøgte hende på nervesanatoriet og brød pludselig sin livslange tavshed om sin fortid. Målløs hørte datteren sin mor berette om sin grusomme barndom i Europas koncentrationslejre, men samtidig var det, som om datteren endelig så det landskab, som hun havde levet i hele sit liv uden at være sig det bevidst. Måske var det roden til hendes sygdom. Ved omsider at stå ansigt til ansigt med sin mors europæiske fortid lykkedes det datteren at få fat i tøjlerne til sit eget liv, fordi hun endelig forstod den del af sin egen historie, som hendes mor havde gennemlevet engang langt væk fra Sydafrikas solblegede nutid. (En dag snakkede jeg med en ældre herre, som kom til Sydafrika før Anden Verdenskrig på et flygtningeskib fra Hamburg. I 1937 lagde skibet til kaj i Cape Town, og han følte endelig, at han og hans familie var i sikkerhed for Hitlers umennesker. Men da den lille, hårdtprøvede familie gik ned ad landgangsbroen for at sætte fod på deres nye fædrelands jord blev de modtaget af demonstrerende lokale nazister. Så voldsom var modviljen mod at modtage de flygtende jøder, at der blev vedtaget en lov i landets parlament, der forhindrede yderligere flygtningeskibe fra det europæiske helvede. »Jeg tror, den eneste grund til, at vi jøder blev kategoriseret som værende af 'den hvide race' var, at det gik op for de toneangivende afrikanere, at Jesus var jøde«, fortalte han mig smilende. »Hvis de kategoriserede os som 'farvede', måtte de enten flå Jesus af korset eller finde sig i at knæle foran en frelser fra en i deres øjne laverestående race«). I forbindelse med researchen til min kommende film besøgte jeg Cape Towns holocaustmuseum. For at samle styrke til den videre færd gennem rædslerne fra 1933 til 1945 startede mit besøg i restauranten. Jeg bemærkede, at en af tjenerne lignede personerne på de fotografier fra koncentrationslejrene, som jeg vidste, jeg skulle ind og se efter min frokost. Kronraget, mørk om øjnene. Et ansigt, der bærer et helt folks depression i blikket. Det stirrede utålmodigt på mig, som var det ikke vant til gæster, der havde svært ved at vælge imellem de ganske få retter, som menukortet tilbød. Da jeg efter frokosten går rundt blandt museets fotografier fra udryddelseslejrene, ser jeg pludselig hans ansigt igen. Det stirrer mig lige i øjnene fra et identifikationsfotografi blandt tusindvis af andre identitetsfotografier af folk, der blev henrettet i Auschwitz i 1944. Sådan er det med tiden. Den lader, som om den går sin vej, men i virkeligheden forlader den os aldrig.