Hvad kan og bør EU gøre for at løse den palæstinensisk-israelske konflikt? Først er man måske nødt til at svare på, hvorfor EU overhovedet skal hjælpe med at løse denne konflikt. For konflikten er jo stort set begrænset til det pågældende område, og da den ene part er langt stærkere end den anden, har den været nogenlunde inddæmmet. Desuden er der rundt om i verden og også i selv samme region adskillige konflikter, der koster flere menneskeliv. Der er to vigtige grunde. For det første er der det etiske aspekt: Det, palæstinenserne har været ude for, er en alvorlig og historisk uretfærdighed, der allerede har varet i 60 år, og jo længere konflikten fortsætter, desto større bliver uretfærdigheden. Det internationale samfund er medskyldig i denne situation, så længe det ikke tager folkeretten alvorligt. Der findes en løsning, og det er en løsning, der følger folkerettens bestemmelser, som det er fastslået i flere FN-resolutioner. Israel har i årtier fået lov til at overtræde disse resolutioner uden at blive straffet for det. Det er uacceptabelt og fører os til den anden grund til, at EU må gribe ind for at ændre situationen. Mellemøsten er Europas baghave. Det er en region, som Europa deler årtusinders historie og kulturelle forbindelser med, og det i et sådant omfang, at det er umuligt at forstå den ene region uden at kende påvirkningerne fra den anden. I takt med at EU konsoliderer sig, vil det uvægerligt ændre sit fokus fra indre stabilitet til stabilitet i naboregionerne. En af de mest urolige af disse regioner er Mellemøsten og det nordlige Afrika. Og det er samtidig en region, hvis ustabilitet kan få meget alvorlige konsekvenser i Europa. Det er derfor en region, som EU på den ene eller den anden måde må forholde sig til. Det er sagt før, og det tåler gentagelse, at Vesten ikke kan løfte den moralske pegefinger i sine krav til Mellemøsten, så længe den palæstinensisk-israelske konflikt får lov til at fortsætte. Det er svært at overvurdere, hvor meget den uretfærdighed, som palæstinenserne har været udsat for, påvirker psyken i hele den arabiske og ikke mindst muslimske verden. Det er måske den vigtigste grund til, at den arabiske og muslimske verden simpelthen ikke stoler på Vestens og dermed Europas intentioner, når det gælder denne region. Denne mangel på tillid kan kun føre til konfrontationer. Den bedste måde at håndtere situationen på er at handle i overensstemmelse med folkerettens bestemmelser. Når det er sagt, skal det også understreges, at Europa spiller en vigtig og positiv rolle i regionen og i konflikten. EU har blandt andet i kraft af Barcelona-processen, der blev sat i værk for mere end ti år siden, signaleret, at det forstår betydningen af at udvikle regionen økonomisk og politisk. Og med hensyn til konflikten mellem Israel og Palæstina, hvor kritikere har anklaget EU for kun at træde til og finansiere det, som USA finder politisk gennemførligt, har vi for nylig været vidne til, at Europa kan spille en vigtig rolle også på andre niveauer. Palæstinensere, men også andre i regionen, mener, at Europa ved at øge sit politiske engagement til samme niveau som sit økonomiske engagement kan få større indflydelse og være med til at erstatte konfrontationer og mure med en fredsproces. Tag for eksempel den seneste aftale om at åbne grænsen fra Gaza til Egypten. Aftalen var længe undervejs, og forhandlingerne blev styret af den såkaldte kvartets udsending, James Wolfensohn, men den faldt først endeligt på plads, da EU indvilgede i at deltage i overvågningen ved grænseovergangen Rafah. Den velvilje og det forhold, at både palæstinensere og israelere havde tillid til EU's evne til at løse opgaven, illustrerer, hvordan EU kan optrappe sit engagement. Tag for eksempel EU's arbejde med at uddanne og oplære de palæstinensiske sikkerhedsstyrker. Det er en fortsat proces, der langsomt, men sikkert har bevæget sig i retning af et rimeligt velfungerende palæstinensisk sikkerhedssystem, hvilket er en afgørende forudsætning for opbygningen af det palæstinensiske selvstyre. Den uafhængige rolle, som EU efter planen skal spille i Rafah, kan blive et eksempel til efterfølgelse på andre områder i konflikten. Den velafbalancerede og aktive mægling, som Wolfensohn og hans delegation - der i øvrigt havde et kraftigt europæisk islæt - satser på, er også et eksempel på effektivt diplomati, som kan være med til at fremme fredens sag. Her tegner der sig to muligheder, én på kort sigt og én på længere sigt. Palæstina skal afholde et valg, der har stor politisk betydning. Europa er indbudt til at være med til at overvåge valget med særligt henblik på at sikre, at palæstinensere i Jerusalem får lov til at benytte deres stemmeret. Israel er stærkt imod deres deltagelse i valget, og disse palæstinenseres stemmeret vil kun kunne garanteres gennem betydeligt pres udefra, for eksempel fra Europa. Den EU-rapport om Jerusalem, der for nylig blev lækket, selv om EU's udenrigsministre havde besluttet sig for ikke at offentliggøre den, vækker håb hos palæstinenserne, fordi den viser, at EU ikke blot forstår Jerusalems centrale betydning, men også har indset, at forståelsen skal følges op af handling. Rapporten rummede en række yderst anvendelige forslag til, hvordan EU kan lægge pres på Israel i spørgsmålet om Jerusalem. Netop spørgsmålet om palæstinenserne i Jerusalem og deres mulighed for at stemme anser jeg for at være den første virkelige test af, hvor langt EU er villig til at gå for at opfylde de hensigter, der udtrykkes i rapporten. Men øjeblikkelig handling i presserende spørgsmål - og dem er der en del af, herunder at få bremset udvidelserne af såvel bosættelser som sikkerhedsmuren - gør kun gavn, hvis man følger op med vedvarende og effektive diplomatiske bestræbelser med et klart defineret mål. Det vil på længere sigt sige oprettelsen af en palæstinensisk stat i overensstemmelse med folkeretten, men allerede på mellemlangt sigt vil det sige implementering af den internationalt anerkendte køreplans første fase. Med blikket rettet mod den slags målsætninger og i bevidstheden om, at Europa kan spille en afgørende rolle i et spørgsmål, der har afgørende betydning for europæerne selv, bør EU ufortøvet tage udfordringen op. Palæstinenserne vil sætte stor pris på, at EU påtager sig en mere aktiv politisk rolle. Det kan ligefrem være, at det netop er denne rolle, der hidtil har manglet i bestræbelserne på at finde en løsning på denne konflikt. Oversættelse: Tonny Pedersen