Hallo! Hvor er Krøyer - og hvor er Kronborg? Og helt ærligt, hvad skal vi med 'Dansevise' i en dansk kanon? Det kan i hvert fald ikke være dens tekstlige kvaliteter, der har gjort indtryk. Reaktioner af den karakter skal der nok komme mange af i den kommende tid, når kanon-udvalgene i dag har offentliggjort de værker, som efter medlemmernes skøn fortjener særlig opmærksomhed. Og det er netop det, der er meningen med det hele: at sætte gang i drøftelserne af, hvilke kunstneriske oplevelser man ikke skal snyde sig selv for. Men hvorfor lige 12 værker på hver liste? Det varierer meget, hvor mange enheder man opererer med, når der er tale om rangordning. I klassisk tid talte man om verdens syv underværker, i sportskonkurrencer drejer det sig ofte om de tre første pladser (guld, sølv, bronze), avisernes lister over de mest solgte bøger er gennemgående på ti numre inden for hver genre. Politiken har bedt om læsernes hjælp til at udpege Danmarks syv arkitektoniske makværker (en slags omvendt kanon). Tennisspillere rangordnes på verdensplan på en liste med over 100 spillere, cognacer forsynes med stjerner og bogstaver og rangordnes i et overskueligt system. Berlingske Tidende kunne i sit rejsetillæg 7.1. fortælle om hitlister over Europas top 10-byer (Firenze øverst), USA's top 10-byer (San Francisco nr. 1), Afrikas (Cape Town), Amerikas (minus USA) med Vancouver som vinder, Asiens (med Bangkok som vinder) - og Sydney blev verdens bedste by. I børnenes verden begynder man ofte med at udpege sin yndlingsserie i tv, sin yndlingsfilm og yndlingsskuespiller (ofte udtalt 'ynglings-'), man nøjes altså med én, ligesom man ser det i tillægget Bøgers serie, hvor forskellige mennesker skal fortælle om deres største læseoplevelse, altså pege på en enkelt. I radioens Kulturnyt hørte jeg forleden Thomas Thurah vånde sig lidt, da han i sin bogsamling skulle udvælge tre bøger, der stod ham særlig nær, men han gjorde det dog! Præcis sådan har udvalgsmedlemmerne i kanonprojektet også haft det med deres opgave. Man kan altså ikke finde noget antal, der er specielt egnet til opgaven. Men nu har kulturministeren altså bedt udvalgene om at pege på 12 værker; så vil der i alt være under 100 værker at se nærmere på. Havde han bedt om 25, ville det være uoverkommeligt for modtagerne af den nye kanon at sætte sig ordentligt ind i værkerne. Det er svært at følge 200 gode råd! Men er de nu så gode? Jeg synes, at langt de fleste er interessante, velbegrundede og gode. Men der er ikke en eneste værkliste, jeg selv ville have udarbejdet på samme måde. For nu at vende tilbage til Kronborg: Unesco har på sin fortegnelse over verdens kulturarv fra Danmark optaget Roskilde Domkirke, Kronborg og Jellings gravhøje, runesten og kirke; ingen af dem er med i Kulturministeriets nye kanon. Her er eksperterne altså uenige, og det skal man sådan set ikke undre sig over, for i æstetikkens verden er der ikke objektive smagskriterier. Det gælder på alle felter. Alpernes skønhed er af nyere dato, den jyske vestkyst havde man næppe sans for i 1700-tallet, Bachs musik blev længe undervurderet, Aarestrups lyrik var ligesom van Goghs malerier nærmest usælgelig, de middelalderlige kalkmalerier var i århundreder overmalede, og synes hr. og fru Jensen, at Brugsens papvin smager bedre end en dyr Chateauneuf du Pape, kan selv Flemming Hvelplund ikke bevise, at de tager fejl. Ribe Domkirke kan opfattes som et skrummel, præget af stilforvirring både ude og inde, men kan også gøres kanonisk og udpeges til en særlig seværdighed. Ikke kun lægfolk, men også fagfolk er uenige om den slags. Et ofte fremhævet dansk forfatterskab er efter min mening stærkt overvurderet; forfatteren kan overhovedet ikke skrive. Synes jeg! Her og nu! Men måske bliver jeg klogere. Ligesom jeg er blevet på en lang række andre områder. Som barn kunne jeg ikke forstå min fars interesse for snedkermestermøbler. Undertiden anskaffede han en grim, hård stol, som erstattede en kær gammel blød polstret lænestol, som man kunne falde ned i - og pludselig var plyssofaen erstattet af en høvlet, hård og kold sag, som man skulle beundre. Kaare Klint, Arne Jacobsen og Børge Mogensen fik jeg først sent sans for, og da min far som den første i provinsbyen anskaffede Ægget, kunne jeg ikke tage det alvorligt, et underligt uintegrerbart skrummel i stuen, syntes jeg - indtil jeg fandt ud af, at man kunne terrorisere familien ved at dreje rundt i den. Der gik også en del år, før jeg kunne se Jørn Utzon-værket Bagsværd Kirkes skønhed, og herlighederne ved Østerport Station og Klampenborg Station har jeg først for nylig fået øjnene op for; før stod jeg bare og ventede på toget. Smagsdomme er ikke endelige, men præget af tid, sted og personlighed. Men udgangspunktet for at fælde dem kan kvalificeres, hvis man går på opdagelse i kunstværkerne. Man skal derfor opfatte medlemmerne af kanonudvalgene som vejvisere og rådgivere, men ikke som orakler, der kan fortælle, hvad der skønt, sandt og godt. Medlemmerne er faglige autoriter, der har brugt år af deres liv på at udvikle deres viden og deres smag inden for én eller flere kunstarter, men de har ikke som opgave at fortælle andre, hvad de skal kunne lide. Men er det nu en opgave for Kulturministeriet og staten at sætte sådan et projekt i gang? Vi har en lang tradition for folkeoplysning her i landet; måske lyder ordet efterhånden lidt gammeldags og slidt, men det er dannet, dengang kun få mennesker havde let adgang til oplysning, uddannelse og kunstneriske oplevelser. I dag kan ordet lyde lidt autoritært: Folket skal oplyses, vi alene vide. Men tanken bag var god og rigtig dengang. Og spørgsmålet er, om den ikke kan genbruges på en ny tids præmisser? For mange mennesker kommer kun sporadisk i berøring med kunsten og bliver derfor snydt for store og gode oplevelser. I skolen er de såkaldt musisk-kreative fag i defensiven, tv har stort set svigtet kunst og kultur, selv om skiftende generaldirektører har stået på hovedet for med tvivlsomme statistikker at vise, at der skam er mere end nogensinde. Se tv-programoversigten en tilfældig weekend og døm selv! Og er der noget de øvrige dage, er det placeret i særlige nicher, placeret sent på aftenen. Kunst i tv fås efterhånden kun på recept. I radioens udmærkede P1 er der tendenser til udvikling af en snakkeradio, hvor det ene snakkeprogram afløser det andet. Der er hele tiden nogen, der mener noget, og nogle, der så har som opgave at mene det modsatte, og så går snakken op og ned ad stolper time efter time, program efter program, og genudsendt senere på dagen; alt for sjældent er der nogen, der fortæller noget, og nogen, der ved noget. Men der er altid nogen, der mener noget. Musikken er langt bedre stillet, vistnok bedre end før, og man kan håbe, at udvidelsen af programmet Kulturnyt trækker i den rigtige retning. De fleste morgenaviser eksponerer efter min mening kunst og kultur udmærket, og problemet er her, at læsningen af disse aviser er i tilbagegang, ikke mindst hos unge mennesker. Masser af mennesker læser hverken bøger eller aviser. Jeg var for nylig inde hos nogle veluddannede mennesker i nabolaget. Ingen reoler eller aviser, men en stor fladskærm og nonstop-tv var vægudsmykningen. De mennesker kan jo indrette sig, som de vil, og jeg skal ikke puste mig op og bilde mig ind, at jeg kan stille mig til dommer over denne livsform, men de børn, der vokser op med dette kommercielt iscenesatte medieforbrug, kan let blive snydt for en dimension i tilværelsen. Snydt, skrev jeg - der er altså en værdiforestilling på spil. Ja, jeg tror, livet bliver rigere og bedre, hvis man åbner sig for kunsten. Men jeg ved det ikke. Kulturministeren synes at mene det samme, siden han sætter 35 kunstkendere til at pege på værker, der kan åbne kunstens verden for andre. At det så skal være danske værker, er faldet nogle for brystet. Men det er nu engang dem, vi har lettest adgang til og i nogen grad lettest ved at forstå; det gælder i hvert fald de litterære frembringelser. Og hvad gør det i internationaliseringens tidsalder, hvor det fyger ind med kulturpåvirkninger vestfra, at vise, at vi selv har en materiel og immateriel kulturarv, der er en del af forudsætningerne for den moderne tilværelse i Danmark? Grunden kan være, at 'dansk' og 'danskere' og 'danskhed' i den politiske debat efter manges mening har været overdoseret i en halv snes år og kan opfattes som symptom på navlebeskuelse og selvtilstrækkelighed. Men skal vi nu ikke ryste hovedet og slå fast, at ingen skal tage det ord fra os eller tage patent på det. Man kan også få for meget af 'globalisering', men ordet i sig selv er både godt og nyttigt - hvis det vel at mærke er veldefineret i sammenhængen. 'Dansk kultur' betyder ikke 'kun dansk kultur', eller 'at dansk kultur er bedst'. Og kanonen er kun i en vis forstand en kulturkanon. Mere præcist er det at kalde den en kunstkanon. Kunsten er en delmængde af og et udtryk for kultur. Men dansk kultur er andet og mere end de kunstneriske udtryk. Begrebet dækker livsformer, traditioner, pædagogik, kønsrelationer og meget, meget andet, som dårligt lader sig afbilde i form af en kanon. Selv om man sikkert godt kunne sætte én sammen med forsamlingshuse, kolonihaver, julemad, andelsmejerier, fagforeninger og så videre. Men skal vi ikke stoppe her? Det har for udvalgene været vigtigt at understrege, at værkerne i den danske kanon skal ses som udtryk for dansk kulturs vekselvirkning med kulturen uden for landet, den nordiske, europæiske og den øvrige verdens kultur. Man kan ikke forstå den som særdansk. Vi har altid vekselvirket med omverdenen, og det har afspejlet sig i noget så dansk som det danske sprog. Allermest påvirket er det af tysk, men også fransk, italiensk, latin og græsk har sat sig stærke og varige aftryk i sproget - i de sidste 50 år navnlig engelsk. Men også fjernere sprog som grønlandsk, russisk, kinesisk, finsk, indisk, afrikanske og amerikanske sprog har bidraget til danskernes ordforråd. Professor Erik Hansen og jeg skrev for en halv snes år siden en bog om ordstoffet, specielt fremmedordene i dansk, og vi kaldte den 'Kulturens gesandter', for det er det, ordene er, de er repræsentanter for kontakten med den øvrige verden. Og den har været rig, fra middelalderen og frem til i dag. Det afspejler sig naturligvis også i skønlitteraturen; oplysningstid og romantik er eksempelvis ikke særdanske foreteelser, og det er impressionisme og ekspressionisme så sandelig heller ikke. Inden for malerkunst, skulptur, musik, design, teater, film og arkitektur gør det samme sig gældende, og det fremgår tydeligt af værkpræsentationen i kanonen. Så dette, at udvalgene skal pege på danske værker, udtrykker blot det naturlige udgangspunkt for forståelsen af de større kunstneriske kredsløb, og det står enhver frit for at udarbejde en kanon for verdenskunst. God fornøjelse! Kanon- og rangordningstendenserne er heller ikke særdanske, selv om vi måske er alene om at have en kanon over eliteidrætspræstationer og sangfugle. International Herald Tribune (15.9.2005) fortæller om britiske forhold. Man har haft afstemninger om de bedste fædrelandssange, sømandsviser, børnerim, romaner (Tolkien slog Jane Austin), 1900-talsromaner, kriminalforfattere og film, ligesom man har stemt om, hvem der er den største og vigtigste person i England. Winston Churchill slog Isaac Newton på stregen, og prinsesse Diana placerede sig højere end både Shakespeare og Darwin. Man havde nok ikke fået fagfolk til at medvirke i den slags. Det ville gå lettere med det danske modstykke til den engelske BBC-øvelse, der går ud på at udpege den mest hadede bygning. Som det nøgternt konstateres: »There are plenty of buildings in Britain worth blowing up«. Linie 3 havde engang et nummer, hvori de i satirisk øjemed demonstrerede to kropspositioner: jeg-positionen, hvor man står med rank ryk og hænderne over kors, og du-positionen, hvor man står med åbne arme, let foroverbøjet. Kritikerne af projektet har gerne villet se os som repræsentanter for jeg-positionen, smagsdommerne med inappellable domsafsigelser. Selv har vi forstået vores opgave som den modsatte, at invitere indenfor til noget, vi har haft glæde af og gerne vil dele med andre. Men man skal være meget velkommen til at være uenig med udvalgene. Vi er netop interesseret i at appellere til engagement og diskussion, og meget tyder på, at det vil lykkes. Allerede nu har man i mere end et år haft kanondrøftelser, flere aviser har haft kanonlister, enkeltpersoner er kommet ud af skabet med deres personlige kanon, og i mange forsamlinger har debatten været heftig; for at have mulighed for andre samtaleemner har jeg ladet fremstille et visitkort, hvor der på bagsiden med store typer står skrevet 'KANONPAUSE, TAK'. Det siger jeg ikke nu, tværtimod: Fyr løs! Lad bare kritikere efterlyse flere værker af kvinder, lad bare Lars von Trier, Jess Ørnsbo eller andre protestere over, at deres værker er kanoniserede. Det er deres ret. Men udvalgene har også ret til at fremhæve dem. Det er værket, det drejer sig om!