Året var 1972. En antisemitisk stemning i Polen havde fra 1968 og fremefter tvunget polske jøder i eksil. Der kom vel omkring 2.000 polske jøder til Danmark i løbet af disse 4 år, fra 1968 til 1972. Jeg var danskstuderende, færdig med alle eksaminer, men manglede specialet. Kom tilfældigt på sporet af den første skole for flygtninge, som i disse år var under udvikling, og søgte et job som underviser. Min første klasse var en gruppe polske jøder. Jeg opfangede straks, at disse mennesker, hvoraf de fleste var midaldrende eller ældre, havde en særlig form for hjertelighed og varme. Den var iboende, ægte og umiskendelig. Dens virkning var stærk. Jeg tilskrev dette vidunderlige fænomen en ældre europæisk kulturtilstand, der endnu levede i de ældre, men som jeg anede var ved at forsvinde. I klassen sad Adolph, hans kone, Paja, og en søn, blandt andre. Adolph: en lille mand med mørke, vidt åbne øjne - følsomme, bedrøvede øjne, der syntes at registrere alt. Paja med samme slags øjne, et vagtsomt udtryk, tandløs, med indfaldne kinder, som man ser det på rigtig gamle mennesker. De to havde været partisaner under krigen dybt inde i de polske skove, fik jeg at vide, privat, som et dystert privilegium, efter måneders samvær i klassen fire timer om dagen. En vinterdag under krigen blev højgravide Paja overvældet af pludselige veer og måtte føde i sneen, da en gruppe tyske soldater dukkede op, ud af det blå. De måtte flygte uden barnet. Da de en time senere vendte tilbage, så de det nyfødte barn gennemboret af en bajonet. Sådan lød mit første bekendtskab med de navnløse lidelser, som mange flygtninge har gennemgået. Adolph og Paja lærte sig ikke særlig meget dansk. Det tog de med godt humør. De vidste, at de var for gamle. Paja var analfabet. Adolph så vi kun på skolen et par gange om ugen. Resten af tiden sad han hjemme og skrev sine erindringer for at få hold på et hensvundet liv, hvis hovedtema var forfølgelse. Først af nazisterne, dernæst af polske kommunister. De første flygtninge, der kom til Danmark efter Anden Verdenskrig, var ungarere. Det var i 1956. De fik ingen danskundervisning. Da så de polske jøder kom til Danmark, besluttede Dansk Flygtningehjælp at oprette en skole. Det var der, jeg begyndte som flygtningelærer. Vi var ansat på daglejervilkår, undervisningen foregik i fritidsundervisningens regi, og vi kunne miste jobbet fra dag til dag. Vi var en blandet flok uden nogen særlig viden om at undervise i dansk som fremmedsprog for voksne. Vi prøvede os frem, gjorde vore erfaringer og prøvede at udvikle det nye og spændende fag, samtidig med at vi prøvede at absorbere det stigende kendskab til alle former for menneskelig ondskab og de frygtelige lidelser, både fysiske og mentale, som er flygtninges lod. Man følte på en mærkelig måde en form for skæbnefællesskab med disse mennesker, skønt man jo slet ikke havde oplevet, hvad de havde. Senere igen kom der andre flygtningegrupper til. Chilenere, vietnamesere, kurdere, palæstinensere, iranere, irakere, bosniere, somaliere foruden en række enkeltindivider fra lande over hele verden. Det var spændende år. Mennesker fra hele verden, fra forskellige kulturer, sad der lige foran os og skulle lære det mærkelige danske sprog. Der var både tale om kultur- og sprogmøde. Det er en hårfin proces at mødes omkring et nyt sprog. Så meget afhænger af det. Hele identiteten. Man er sårbar, meget sårbar. Jeg er stolt af den hjælp, som Danmark har givet alle disse mennesker. Vi var i spidsen i kampen for menneskerettigheder i mange, mange år, både i ord og handling. Vi kæmpede mod racediskrimination. Vi gik ind for tolerance og respekt for det enkelte menneske. Hvor andre lande tog de bedst uddannede FN-flygtninge, de såkaldte kvoteflygtninge, gjorde vi en dyd ud af at modtage handikappede FN-flygtninge. Vi havde sågar, i kraft af det humanistiske ry, en flygtningehøjkommissær, Poul Hartling. Sådan kunne jeg blive ved. Listen over fortjenester er lang. Men ord som respekt, tolerance og menneskelighed lyder så gammeldags nu om dage, ikke? Historien om undervisningen af indvandrere og flygtninge er også historien om det største politiske svigt i nyere tid. Fra de mange år helt tilbage fra begyndelsen af 1980'erne, hvor politikerne med tomme, uforpligtende paroler ignorerede de stigende problemer med integration af indvandrere og flygtninge og end ikke gad formulere en politik, til den formørkelse, der nu har sænket sig over landet. De gamle regeringsbærende partier - Socialdemokratiet, Venstre, de konservative, de radikale - svigtede alle. Og mens politikernes fejl og undladelsessynder nu overføres på indvandrere og flygtninge - som om det var deres fejl, at vi ikke har haft en integrationspolitik - anfører Dansk Folkeparti hetzen mod dem, både i tale og lovgivning. Racismen og hadet træder frem, både på dansk side og indvandrerside. Og de gamle partier, dog ikke de radikale, medvirker aktivt i hadets og nedgørelsens politik. Eftersom vi ikke kan feje for indvandrernes dør - og der er rigeligt at feje op der - så lad os dog i det mindste feje for vores egen. Lad os se det i øjnene: Vi er gået fra det ene yderpunkt til det andet. Fra menneskelighed til umenneskelighed, fra respekt for den enkelte til ringeagt, fra tolerance til diskrimination af ikke-etniske danskere. Situationen spidser til. Som mange flygtninge fra Bosnien tidligere har fortalt mig: »Vi fortryder, at vi ikke gik imod propagandaen, mens den endnu kunne stoppes. Det startede med et mindretals uhæmmede nationalistiske propaganda i medierne. Man hamrede igen og igen på det nationale, oppiskede had i et uhelligt samarbejde mellem medier og yderliggående politikere. Senere tog begivenhederne fart. Det kunne have været stoppet, hvis vi havde gjort modstand. Men flertallet tav, og mindretallene - på både den ene og den anden side - fik deres grusomme vilje«. Drag selv andre historiske paralleller. Det er ikke svært, men aktuelt. Det er dertil, vi er nået. Digerne er brudt ned. Det skete i 90'erne under Svend Ove Gades og Ekstra Bladets hetz mod flygtninge og indvandrere og Dansk Folkepartis fremmarch. Der er klar bane nu ... ingen yder jo i virkeligheden modstand. Heldigvis er nogle dog begyndt at sige fra: forfattere, psykologer, præster, forhenværende statsministre og ambassadører. Også i Europa kan vi finde nogen støtte. Europarådet (46 ministre) kritiserer Danmarks udlændingedebat og udtrykker bekymring over danske mediers og politikeres intolerance over for etniske og religiøse minoriteter. Rådets resolution siger bl.a., at der er »et lag af intolerance i det danske samfund, såvel i den politiske sfære som i visse medier«. Rådet mener desuden, at den danske udlændingepolitik »kan medvirke til at skabe et fjendtligt klima over for forskellige etniske og religiøse grupper«. Europarådet anbefaler Danmark at fremme tolerancen og slå ned på fremmedhad. Integrationsminister Rikke Hvilshøj kalder, ikke overraskende, kritikken diffus og siger, at Europarådet burde forholde sig til den politik, der faktisk føres ud i livet. Det vil jeg gøre sidst i denne Kronik. Dansk Folkepartis integrationsordfører, Jesper Langballe, udtaler i samme anledning: »Europarådet er ikke oraklet i Delfi. De burde optræde med en vis nøgternhed, men nu svækker de deres egen troværdighed, fordi de kommer med partiske holdninger«. Og tilføjer: »FN har også kritiseret Danmark, selv om et stort flertal af FN's medlemmer består af barbarstater«. Der fik de så den. Et par dage efter når han frem til, at det europæiske Center for overvågning af racisme og fremmedhad bør nedlægges. Sådan har Langballe det med alle organer, der ikke uden videre samtykker. De bør nedlægges. Ligesom statsministeren kan Langballe ikke lide 'smagsdommere' ... Lad os opholde os lidt ved intolerancen, som Europarådet har fat i. Racismeparagraffen siger følgende: »Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år«. Vi har masser af den slags udtalelser. Pladsen er trang i denne Kronik, så jeg begrænser mig til et par smagsprøver, blot for at illustrere den råhed, hvormed debatten føres: Mogens Camre (årsmødetale 16. september 2001): »Alle Vestens lande er infiltreret af muslimer - nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive nok til at slå os ihjel ...«. Jesper Langballe (fra Folketingets talerstol 31. maj 2002): »... vi har sagt, at islam skal bekæmpes, for selvfølgelig skal den da det, ligesom nazismen og kommunismen ... Der er tale om at bekæmpe en religion, som med det gamle udtryk af Hartvig Frisch er en pest over Europa«. Søren Krarup påstår (Berlingske Tidende 2.2.05), at islam er udtryk for en højere selvretfærdighed, der »rent logisk ender ud i et altædende had og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker«. Pia Kjærsgaard (Ugebrev, 13. juni 2005) mener med reference til de af hende forhadte muslimer at kunne fastslå, at »store bydele i København og andre danske storbyer i 2005« er befolket af »mennesker på et lavere civilisationstrin«. Det er et uhørt toneleje, vi her har med at gøre. Men som sagt: Digerne er gennembrudt. Nu kører den politiske selvhypnose. Forfatterne har sagt det udmærket: »Vi er inde i en farlig tilvænningsproces, der gør os døve og blinde over for skreddet i vore værdier. Dagligt optrappes retorikken, dagligt optrappes doserne af aggressivitet i politik og medier, men vi hører det ikke mere, ser ikke uretten, for vores målestok for demokratisk anstændighed synes at være gået tabt ...«. Hvordan må det ikke være for indvandrere og flygtninge at opleve et sådant had. Så meget om tolerancen. Hertil kommer, som Rikke Hvilshøj efterlyser, den politik, der faktisk føres ud i livet. Jeg skal udtale mig om mit eget område, undervisningen af indvandrere og flygtninge. Vi har p.t. tre danskuddannelser, som udlændinge skal tage i løbet af deres første tre år i Danmark. Danskuddannelse 1 er for udlændinge, der starter deres uddannelsesforløb som analfabeter. Danskuddannelse 2 er for mennesker med kort skoleuddannelse fra hjemlandet, typisk 10 år, mens uddannelse 3 er for mennesker med en mellemlang eller lang skolegang, typisk 12 år eller mere. Det skyldes, at der er rimeligt høje krav til skriftlig fremstilling og analyse i uddannelse 3, som mennesker med kort skolegang ikke har mulighed for at klare. Alle tre uddannelser er opdelt i moduler (5 eller 6) med tilhørende modultest, der skal bestås, før man går videre til næste modul. På alle moduler, fra den første dag og uanset uddannelse, skal man undervises i temaerne uddannelse, arbejde og medborgerskab. Det kan man da vist kalde en tematisk besættelse. Det er monomant, hypnotisk, fantasiløst, og det blokerer for pædagogiske tiltag, som tidligere var mulige. Mennesker er en hel del mere end arbejde, uddannelse og medborgerskab. Jeg er som lærer i dag kun i stand til at bruge en brøkdel af de pædagogiske værktøjer, jeg tidligere kunne betjene mig af. Med den nyeste lovgivning inden for udlændingeområdet, fra finansloven 2005, nås et nyt højdepunkt af urimelighed. Sådan ligger landet: Mennesker, der tager uddannelse 1, har allerede i flere år været afskåret fra at søge om statsborgerskab. Det lader ikke til, at de er mennesker som os andre. De dur ikke. Med den nye lov fra 2005 afskæres også mennesker med danskuddannelse 2 fra at søge om dansk statsborgerskab. De dur heller ikke. Hertil kommer flygtninge, som grundet såvel sjælelige som legemlige skader ikke er i stand til at lære dansk nok til at bestå danskuddannelse 3. De blev ødelagt og dur heller ikke. Stemplet endnu en gang. Kasseret. Kort sagt: Cirka 70 procent af de flygtninge og indvandrere, som er i gang med at tage en uddannelse i dansk, vil aldrig opnå dansk statsborgerskab, selv om mange af dem har arbejde, samtidig med at de lærer dansk og således opfylder regeringens krav til integration, nemlig at de har et arbejde, og at de kan tale dansk - ikke perfekt, men nok til at klare sig i hverdagen. Hvordan vil de på denne baggrund i fremtiden kunne finde motivation til at tage danskuddannelse 1 og 2? Det er svært nok i forvejen både at have arbejde og finde overskud til at lære dansk. Og slinger i valsen på grund af f.eks. boligproblemer, sygdom eller andet accepteres ikke - som hvis det var danskere, der var tale om. Har de ikke taget en danskuddannelse i løbet af tre år, må de selv betale for den. Man savner ord for en sådan kynisme. Mange af de mennesker, som vi underviser på sprogskolerne, udfører særdeles samfundsgavnligt arbejde hver eneste dag - ofte arbejde, som danskerne ikke gider, f.eks. rengøring, lagerarbejde, opvask på restauranter, taxakørsel. Her finder vi højtuddannede som ingeniører, læger, biologer og så videre, såvel som mennesker med kort uddannelse fra hjemlandet. De påtager sig samme pligter som danskere, men nægtes tilsvarende rettigheder, f.eks. retten til at stemme ved folketingsvalg, retten til at blive beskyttet af den danske stat, hvis de kommer ud for problemer i udlandet, formentlig også retten til pension? De er fra nu af defineret som Underdanmark, som dem, der tager det beskidte arbejde, dem, som Overdanmark ikke vil lege med, men bare udnytte. Blot fordi de er ikke-etniske danskere. Diskrimination er det klareste ord, der findes for det. Rendyrket, åbenlys diskrimination. Ikke nok med det: De 30 procent af udlændingene, som det lykkes at tage uddannelse 3, skal i fremtiden også til en prøve i dansk indfødsret, hvor de skal demonstrere indsigt i dansk kultur og danske samfundsforhold - formentlig en prøve, som mange indfødte danskere ikke ville kunne bestå. Prøven eksisterer ganske vist ikke endnu - men med retningen i den hidtidige politik in mente forekommer det at være et rimeligt gæt. Dette, Rikke Hvilshøj, er den politik, der faktisk føres ud i livet. Men hermed slutter det ikke. I fremtiden vil Venstre kræve danskkundskaber af indvandrere fra alle lande, inden de sammenføres med familie i Danmark. Venstres integrationsordfører, Irene Simonsen, vil have alle danske ambassader til at give kurser i dansk. »De skal have bestået et lettere danskkursus og have gennemgået et lille kursus i, hvad det er for et land, nemlig Danmark, de skal til«, siger hun til Radioavisen. Hun er blevet inspireret af Holland, hvor en lignende prøve er en betingelse for familiesammenføring. Det skal nok kunne begrænse indvandringen. Og endelig, for fuldstændighedens skyld, påtænkes det direkte at lukke for familiesammenføringer for mennesker fra lande ved navns nævnelse: Iran, Irak, Somalia og Libanon. Sådan ligger landet nu, i mørke. Hvad bliver det næste?