Kronik afJanne Helle

Eventyret om maskulinisterne

Lyt til artiklen

Der var engang en hel masse mænd. Der var rigtig mange af dem. De kom fra høj og lav, fra nær og fjern og havde mange forskellige størrelser og farver. Der var store mænd og små mænd. Tykke mænd og tynde mænd; rige så vel som fattige, og de var spredt ud over hele den vestlige verden. Der var det særlige ved disse mænd, at de havde en mission. Hvordan mændenes kald blev sat i gang, er ikke til at sige. Det rejste sig som en bølge, der overskyllede mange lande på en og samme tid. Men hvorfra kraften kom, ligger endnu hen som et mysterium. Måske eksploderede en stjerne et sted i universet, hvorefter småt usynligt stjernestøv regnede ned over jorden og prentede sig ind i de mange mænds bevidsthed som små bitte energiladninger, der satte nye og helt anderledes tanker i gang. Hvem ved, hvad det skyldtes. Men er det ikke også lige meget, men når vi i dag kender til budskabet og konsekvenserne af de ændringer, det førte med sig. Uanset hvordan det begyndte, så skete det en dag, at mændene vågnede op til dåd og udbrød over for den ganske verden; Vi vil ikke være undertrykte mere!Vi vil være maskulinister! Herefter gik alting meget stærkt. Mænd flokkedes i gader og stræder, på pladser og i parker, til indendørs og udendørs møder, ligesom det skrevne ord fik meget stor betydning i formidlingen af deres kald. Snart fyldtes boghandlerens vinduer med oprørte skrifter, i aviser blev skrevet spalte op og ned om alle mænds fortrædeligheder, og det stod snart det ganske land og rige klart, at det at være mand var en ganske rædselsfuld sag. I masser af år havde mænd været uden indflydelse. Kvinder havde bestemt på mænds vegne og havde krævet, at mænd egenhændigt skulle pukle for at forsørge familierne, mens konerne bare sad derhjemme bag hjemmets fire trygge vægge og gjorde sig det behageligt. Kvinderne havde haft tid til at drikke kaffe med nabokonerne og sove middagslur - ja, nogle af maskulinisterne havde endda koner med overskud til at lakere tåneglene og gå til vandondulation hos frisøren hver anden uge. Det skulle betales ud af det husholdningsbudget, som manden knoklede hårdt på sit arbejde for at hive hjem. Og når der blev brugt surt optjente penge på hår og kjoler, skulle han komplimentere hende - ellers blev hun undertrykkende over for ham, fik ondt i hovedet og gik i seng. Mænd havde bare overhovedet ikke nogen ligeret! Og når han så kom hjem efter en lang dag på det uinspirerende job, så rakte hun hånden frem og forlangte flere husholdningspenge til at forsørge den voksende børneflok. Forsøgte han at sige hende imod eller at kræve noget af hende, så blev hun følsom. Hvis han prøvede at hævde sin ret, begyndte hun at græde, eller hun blev hysterisk. Under alle omstændigheder fik han at vide, at kvinder havde det med nerverne, og kvinders nerver var ikke ligesom mænds; dem skulle man passe på og tage særligt hensyn til, ellers kunne hun ikke klare det mere. Ikke engang i de sparsomme fritimer kunne han opnå ro og fred. Så blev han jaget ud i værktøjskassen for at hamre, banke og reparere, så hjemmet og dets ejendele blev holdt i orden. Men nu var det nok! Maskulinisterne ville simpelthen ikke finde sig i det mere! De ville have samme rettigheder som kvinderne. Det kunne ikke være meningen, at de skulle acceptere at leve hele livet nede i arbejdshullet og ude i værktøjskassen, mens kvinderne afstak præmisserne for, hvordan det fælles liv skulle disponeres. Når mændene så på deres far, tænkte de: »Sådan et liv som nokkefår og skaffedyr vil jeg i hvert fald ikke have. Det er yt. Vi mænd vil have det sjovt og ansvarsløst ligesom kvinderne!«. Så mændene følte sig kaldet til at erklære endnu en bandbulle: Vi vil ikke være mænd længere, vi vil være ligesom kvinder! Vi vil også ind i hjemmene. Vi vil også have tid sammen med vores børn, og mulighed for at have tæt kontakt med andre af vores eget køn hver dag. Vi vil også have lov til at være følsomme og græde og give op, hvis der er noget, vi ikke kan klare. Vi vil være bløde. Vi vil have andre til at arbejde for os. Vi gider ikke bære ansvaret for familiens økonomi. Vi orker ikke at interessere os for alle de anstrengende beslutninger i samfundslivet. Vi vil hjem til kødgryderne! Så tog mændene fat. De fik permanentet håret, og moden blev ændret til bukser med smarte kapper og korte figursyede jakker. De opsagde deres job i stribevis, således at politikerne måtte tvinge kvinder til at gå i gang på arbejdsmarkedet, hvorefter de lagde hårdt pres på familielivet for at få en passende plads i hjemmet. Nabomænd i tusindvis ringede hinanden op for at starte timelange telefonsnakke, der gerne videre spandt sig i køkkenet senere på dagen over en kop kaffe. Mænd lagde vægt på at få lov til at passe deres egne børn og brød grædende sammen, hvis kvinderne forsøgte at holde dem ude på arbejdsmarkedet. Der blev oprettet klubber, hvor mænd kunne mødes og lære om finere bordopdækning og om kunsten at holde sin hud ung og ren. De dannede også klubber, som udviklede sig til organisationer, der havde til formål at fremme mænds interesser. Her mødtes mænd i små grupper, hvor de kunne klage over, hvor meget kvinder undertrykte dem og berøvede dem muligheden for at leve et tilfredsstillende liv. Her kunne de bakke hinanden op i arbejdet for at få mere plads i familien og i at lære at sige fra over for kvindernes egocentrerede følelsesudbytteri. Efter så mange års undertrykkelse var det klart, at mændene kom til at hade kvinder. Kvinder havde levet fedt på mænds knokleri. De havde taget hele den følelsesmæssige arena, så der ikke var plads til mandens personlige udvikling. De havde sat sig på kontakten til børnene, hvilket var en af de mest værdifulde gaver, mennesket kan få i sit liv. Og hvad havde de givet til gengæld?! Nul og en dyt. Men nu var maskulinisterne ved at tage revanche og få tiltvunget sig de rettigheder, som de var gået glip af - og det skulle ingen få dem bort fra! Men tænk, der var virkelig mænd tilbage, der ikke var til at hive ud af arbejdshullet, og som ikke gjorde noget for at stoppe kvindernes patent på blødhed. Det var mænd, der stadigvæk havde kort hår og som klædte sig i korrekte skjorter, der ikke skjulte deres brede skuldre og deres smalle hofter! Og de gik i de cowboybukser, som maskulinisterne ellers brændte på store bål, mens de sang til. Denne usolidariske holdning var så forargelig! Ifølge den nye trend skulle de mandlige former skjules. Den senede muskuløse krop var usexet. Manden skulle tage på, således at han fik blødere og mere runde former; om ikke andet gennem en piskeflødekur, der gav ham lidt mave og en kurvet røv. Med tiden kom der plastikkirurgi til, der kunne lægge fedtpuder ind omkring hofterne og under brystmuskelen. Det løste mange mænds problem med udseendet. Hvis de gammeldags mænd prøvede at sige noget om, at de egentlig var meget tilfredse med at leve som mænd i den rolle, de havde haft indtil nu, blev de mødt med et kor af forargelse: »I vil bare have os tilbage til arbejdshullet!«. Hvis de gik på arbejde flere dage om ugen og ikke vægtede nødvendigheden af at blive i hjemmet hos deres børn og tage sig af de huslige gerninger, blev de mødt med fjendtlighed. De mænd, der ikke forstod maskulinisterne budskab, blev til samfundets laveste kaste. Tænk, de blev ved med at slå græs og hugge brænde, mens kvinden sad og hyggede sig med at amme sit barn; og de tog sig af alt besværet med at fylde lønkontoen, så konerne havde tid til at sidde og sy tøj og få orden i skufferne; at de accepterede ikke at have indflydelse på madlavning eller familiens indkøb. Det var hovedløst og usolidarisk! Maskulinisterne foragtede den slags mænd for at være bundet til værktøjskassen. Disse mænd accepterede at være skaffedyr og lade deres køn ydmyge. De måtte hetzes! I samfundsdebatten, på trappeopgangen, ved private middage og sammenkomster blev de mødt med skuldertræk og kolde blikke. Dukkede de op et sted i stramme antræk, der fremhævede deres overarmsmuskler eller bulen i bukserne, hviskede maskulinisterne til hinanden: »Tænk, kan de ikke gøre sig gældende på en anden måde end det!«. Maskulinisterne holdt møder om det og følte megen afmagt, når de talte om den slags mænd. »Det går ud over os alle sammen«, sagde de grædende, når de holdt møder. At nogen mand kunne være så blind og dum, kunne maskulinisterne ikke forstå! Men historien endte såmænd godt, som eventyr jo gør. Med tiden fandt kvinderne ud af, at de måtte tage tørnen med at være mænd. Hvad ellers skulle de gøre? Holdt de fast i deres privilegier med at lade sig forsørge og være det svage og ubehjælpsomme køn, så ville mændene ikke have med dem at gøre. Hvis kvinderne ville gøre sig et håb om at blive gift, hvis de overhovedet skulle lykkes med at lægge en mand ned, så måtte de indrette sig efter mændenes forventninger. De måtte tage deres tørn i arbejdshullet! De måtte lære at være barske og tænke logisk og holde op med at snakke og føle så meget, at mændene også kunne komme til. De måtte acceptere, at mændene ville have indflydelse i hjemmet, og at mænd godt kunne finde ud af at sortere vasketøj. Det gjorde de, og mændene fik endelig deres ligeberettigelse. Mænd blev til kvinder, og kvinder til mænd, og sådan levede de ret lykkeligt. Som altid er der dog en slange i paradiset, og bagsiden ved medaljen her var, at mænd og kvinder ikke længere gad at gå i seng med hinanden. Det kunne have ført til slutningen på menneskeheden, hvilket måske ikke ville være så dårligt endda. Men sådan skulle det ikke gå. Smarte kvinder fandt ud af, at mænd og kvinder slet ikke behøvede at have sex for at lave børn. Man kunne tage æg og sædceller ud af kroppen og lave børn i reagensglas, lægge dem ind i rugemaskiner, og vupti, så var generationen næsten sikret. Heldigt, for så behøvede mænd ikke længere pines over, at de endnu ikke var i stand til at få del i kvindens måske største privilegium, hendes evne til at være gravid. Der er ikke noget skidt, uden at det er godt. Epilog januar 2006 I et andet univers havde kvindesagen gjort store fremskridt i løbet af de sidste 7 år og havde fået stor indflydelse i det samfundsmæssige liv, mens mænd langsomt var begyndt at få storetåen indenfor til kødgryderne. For en stor del skyldtes mændenes adgang til hjemmet, at den var krævet af kvinder, som ikke længere havde tid til at passe børn og hjem, fordi de skulle bruge tiden på at få mere magt i det offentlige rum. Konsekvensen af mændenes større tilgang til hjemmet var imidlertid, at de var begyndt at blive knyttet mere til deres børn. De oplevede saligheden ved nærværet med deres afkom - men - det havde en pris - eftersom mændene i dette univers var svage maskulinister, som slet ikke kunne stå op imod kvindernes følelsesmæssige dominans. For hvis kvinden så sig gal på manden, kunne hun fjerne hans børn fra ham, selv om han havde opbygget nær og kærlig kontakt til dem. Hun kunne gøre det med henvisning til, at hun var kvinde, og kvinder havde forstand på relationer, selv om de havde mistet kontakten til deres sande kvindelighed for århundreder siden. Hun kunne bestemme og herske med ordene: Duer ikke - ud! Maskulinisterne mødtes i små grupper og udvekslede deres vrede, frustration og dybe angst for at miste deres dyrebare eje. De havde opgivet at få hjælp af retssystemet, hvis hammer i 90 procent af tilfældene faldt til fordel for kvinden, uanset om hun var karakterafvigende, alkoholisk eller ude af stand til at tage sig af sit barn i dyb neurose. Og således levede mænd i mørke i mange år, mens børnene levede i limbo uden et konstant nært tilhørsforhold til voksne. En dag opfandt et kvindeselskab imidlertid den parole, at mænd skulle have lige ret. Utroligt, ikke?: Kvinder mente pludselig, at maskulinisterne skulle have lige ret! Og kvinderne holdt møder, hvor de bad mænd om at definere deres køn. Hvortil mændene svarede »Bu? Bæh?«. De stærke maskulinister ville have sagt; »Vi gider ikke al jeres intellektualisering om at definere vores køn - vi er vores køn og vi har vores egen verden, den vil vi have for os selv«. Men den slags tale kunne kvinderne ikke forstå, for de kendte ikke til det fænomen at være. De ville eje mandens ord, så de kunne få kontrol over ham. Og mændene så mistroisk op af mørket på disse væsener, der ville have dem til at tale om at være mænd, mens de selv vidste så lidt om at være kvinder. Dog lagde de mærke til, at kvinderne talte om, at det drejede sig om at være kønsløse, hvilket mændenes rest af potens ikke brød sig om ... Imens dansede de sande kvinder og mænd lidenskabeligt rundt i livet med hinanden og lod de andre om at udveksle tomme ord. Thi den virkelige sansning af kønnet er større, end tanken kan nå.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her