Paa denne smukke Eftermiddag begiver jeg mig op til min hvide Laage i et andet Ærinde end ellers, med det taabelige, kraftødende og naturstridige Formaal: At fjerne den. Det er Nytaarsaften i Aften, og tager jeg ikke min Laage af hængslerne og gemmer den, vil andre gøre det for mig. Inden jeg begynder at slæbe, kan jeg, for sidste Gang i Aar, en kort Tid hengive mig til min Yndlingsfornøjelse og eneste virkelige Hobby: Laagehængeriet. Laagen har samme Funktion som en Tivolibænk ud til Promenaden, med den Forskel, at dér betragter man de Spadserende, her de Firhjulede. Det er jo for Bilernes Skyld, vi hænger over Laagen, i Sæsonen, om Sommeren. Feriegæster fra Storbyen tror først, man er tosset, naar man inviterer dem paa en Tur op til Laagen, næste Aften foreslaar de selv, at vi skal tage en gang Laagehængeri, og Trediedagen staar de der alene, uden at tage deres Vært med, fra tidlig Formiddag. Lige udenfor løber Vejen, Øens Hovedvej, temmelig smal og meget bugtet og bakket. Den ligger nu næsten øde hen, og kommer der Biler, er det lokale. Biler, man kender. For det er jo saadan, at man hilser Bilerne, ikke dem, der sidder indeni, man véd bare, at i dén Volvo sidder hun og i dén Folkevogn han. Derfor maa Bilmennesker finde sig i, at man ikke vinker eller tager til Kasketten den første tid efter, at de har skiftet Køretøj. Man skal vænne sig til at identificere ham og hende med dén og dén Vogntype og Farve. Fugle omgiver mig i den begyndende Skumring, klodsede Solsort, som galer op, vimse Gærdesmutte, tillidsfulde Rødkælk med de yndige Øjne, Spurvene paa Tagrenden. Det er beroligende og opmuntrende at se paa Fugle, det har samme Virkning paa Sindet, som naar man sidder dybt inde i en Granskov og hører den suse, som naar man ser paa en pillen gammel Mand, der fejer for sin Dør. Saa stille er det, at jeg kan følge dem, de lokale Biler, deres Lyd hænger efter dem, deres specielle Lyd. Nu runder han Svinget ved Kirken, nu er han i Rødby, der skifter han Gear op ad Bakken, saa suger Mosen hans Lyd til sig et Øjeblik, indtil han kommer frem igen og staar op paa Sømmet henover den nye Vej. Fire-fem-seks Kilometer sydpaa kan jeg registrere hans Kørsel, hans Bevægelser, hans forlængede Rygmarvs Reaktioner. Det er koldt at staa her, og lidt ensomt. I Sæsonen har man gerne selskab, ogsaa af Børn. De kigger Biler paa en speciel Maade, de bruger dem i en Slags Spil. Vejen her udenfor er ypperlig til Formaalet: Et Stykke Bakke, som begynder med et Sving og ender i et Sving. Bilspillet har flere Variationer. Man kan gætte Nummerplader, Bilmærker eller Farver. (Hvis man vælger det sidste, er her et Tip til Begyndere: Sort er bedst, men snyd, hvis det er ved at være Rutebilstid og hold paa rød). Voksne Hængere interesserer sig mere for, hvordan de Kørende opfører sig. Dette i to Betydninger. Først deres Chaufføregenskaber, og hvor er der mange vilde Ratmennesker til. Dernæst de One-Minute-Plays, der udspiller sig for vore undrende Øjne. For det rigtige Bilfolk er Kassen ganske enkelt en ekstra Stue, en Udvidelse af Hjemmet. De Bilendes ugenerte Opførsel viser det med al Tydelighed. De peger Fingre og griner og opfører sig i det Hele, som om Ruderne i Vognen var af den sindrige Slags, man kun kan kigge ud igennem. Alt - eller næsten alt - hvad man foretager sig i sin Stue, foretager man sig aabenbart ogsaa i sin Bil. Ryger og drikker og spiser, sover og omfavner hinanden og lægger ble paa og strikker og læser Avis. Bagsædebørnene er et lille Folk for sig, og hvor har man ofte ondt af dem. Hvis Turen er nogenlunde ny, slaas de eller leger (man kunne i et Blad i Sommer se Anvisninger paa velegnet Legetøj til Børn paa Bagsædet) - men passerer de os efter en Køretur paa maaske flere hundrede Kilometer, ser de blege, trætte og fortudede ud. Og hvad der er allerværst: Maaske giver denne Form for Tilværelse dem det uudslettelige Indtryk, at deres Ben er Rudimenter. Man bliver fyldt af alle Slags Tanker, alle Slags Følelser, naar man en Dag i Sæsonen betragter Bilerne og deres Indhold: Medlidenhed, som sagt, Harme og Raseri. Og Taknemmelighed. De fylder Vejene, men bevæger sig til Gengæld nødigt udenfor dem. Man har Skoven for sig selv, hvis man bare følger de Stier, hvor Motorkøretøjer enten ikke maa eller ikke kan komme. Og man har Underholdning for alle Pengene, thi intet synes at være umuligt. En af mine Gæster citerede henrykt, da han kom ind fra en Solohængetur, den gamle Sang til Chicagos Pris: »I saw a man, he danced with his wife«. Maaske har han overdrevet en Smule - maaske var det slet ikke Mandens Kone. Udsigten denne sene Vintereftermiddag er blevet normal igen: Fra højre Huse, Hus og et Hus, som bag sig har en sneklædt Banke, om Sommeren gaar der græssende Kvier og en sort Tyr. Saa Hus igen, et Træ - et mærkeligt Træ, hvis Art Ejeren og jeg ikke kan blive enige om. Er det Sølvpoppel eller Pyramidepoppel? - Træet er synligt ogsaa fra min Seng, min faste Trøst, naar jeg vaagner efter en ubehagelig Drøm. Det ligner en af van Goghs Cypresser, har Flammeform, som de har det. Og der sidder Alliker i det, næsten konstant sidder der et par eller to par eller mange Par, thi Alliker har det som de Søler, Ondine fortæller om i Giraudoux' Skuespil, de er trofast monogame. Folks Sommerland netop nu, sneklædt, de kender ikke, ville ikke kunne genkende det. Men vær forvisset om, at man her, som i alle Sommerlande, forbereder sig paa næste Sæson. Mangeartede Forberedelser, komiske, frastødende, rørende. Vigtige og velbesøgte er sagtens Aftenkurserne, for selvom det er besværligt at lære at sige »Gnädige Herrrrssscchafften« og »Einhundertvierundzwansig«, saa betaler det sig jo. Til venstre Huse, og Nabohus, et lavt eet, over hvis Rygning knejser et Monstrum af en Fjernsynsantenne, fra den hvide Laage set er den saa høj som Poplen, og den har Krone foroven, til FM, til Tyskland og til Fynssenderen. Ligefrem begejstrede blev vi ikke, da Teknikken rejste sig saa nær paa, i dén Vælde, men Teknikkens Modstander, Naturen, kom omgaaende med sin blide Belæring: Allikepar sidder ligesaa gerne paa Antennen som i Træet. Hvor er det sørgeligt at se paa nu, dette Tomrum mellem de to Laagestolper, det ser naturstridigt og lidt uhyggeligt ud. Laager er Tryghed. Naar Folk faar en Bid Jord, en Parcel paa aaben Mark, er noget af det første, de gør, at sætte en Laage op. Der staar den, omhyggeligt laast, har tilsyneladende ingen Berettigelse eller Funktion de første Aar, man kan gaa udenom, men den forestiller noget, den er et Tegn. Jeg holder af min hvide Laage, af dens Styrke, dens Trofasthed og Kønhed. Jeg holder af dem, der har skabt den og malet den, af Fuglene, som sidder paa den og klatter paa den, af Rønnen, der skærmer den med sit Løvhang, af Kattene, som kravler over den, og jeg holder af dem, der er gaaet igennem den med venlige Tanker. I Aften og i Nat skal den staa som en taabelig Ting i et aflaaset Udhus, den som selv er Laas. Saa er det da en Trøst, at gennem den laageløse Aabning mellem Stolperne vil venlige Mennesker, som holder en hyggelig gammel Skik i Hævd - Slagter og Nabo og Skrædder maaske - i Aften komme for at ønske os et glædeligt Nytaar.