De andre kunne. 'De andre' var Susanne, Helen, Merle, Dorte, Inge, Nina og Jette, og det, de kunne, var at skrive med pen og blæk uden at klatte det mindste. Det var en kunst, jeg ikke mener, at nogen af drengene mestrede. Og så var der mig, der heller ikke rigtig kunne få pennen med billedet af en gammel konge med overskæg til at opføre sig, som den burde. Det var, som om kongepennen med stor energi bed sig fast i papiret og ikke var til at overtale til at efterlade sig de fine blå-sorte op- og nedstreger, der skulle til, for at ens bogstaver kom til at ligne dem i skrivesystemet, vi lærte efter: Herman Larsens system. Mine bogstaver blev for det meste til nogle underligt flossede nogle, som hr. Larsen bestemt ikke ville have brudt sig om. Det blev gjort til noget meget højtideligt at skrive med pen og blæk, noget, man først kom til, når man havde gennemlevet de første klasser. Og som voksen kan man godt forstå lærernes forsøg på at opretholde både højtid og disciplin, når børnene skulle til at omgås blæk og blækhuse - sært navn, fandt jeg, for huset var jo en lille flaske - for tænk på, hvilket kaos der ikke kunne blive åbnet for, hvis ... Kaosset indtraf dog alligevel en gang imellem: Blækhuse kunne - selv om det var meningen, at de kun skulle opholde sig fast i blækhushullet, det hul i pulten, man delte med sidekammeraten - alligevel på en eller anden måde finde på at kravle op af hullet og vælte sit indhold ud over det hele, ligesom hullet også kunne bruges til andre ting end til at huse et blækhus. Engang blev der i et af dem brændt snørebånd af. Det var selvfølgelig hullet i et drengebord, der blev brugt til den manøvre. Det lugtede ganske rædsomt, kan jeg oplyse om, og læreren, der skulle have holdt styr på klassen, fik et sandt raserianfald og styrtede ned til den formastelige og hev ham op ved at gribe ham i ørerne. Og så hang Jens så sørgeligt og dinglede frem og tilbage i sine ører, så at vi - tilskuerne - blev noget betuttede. Billedet af den dinglende Jens og lugten af det brændte snørebånd er stadig ganske intakt. Skrivning og blækregning var ikke mine favoritter, og jeg fandt aldrig ud af, hvorfor man skulle skrive regnestykkerne ind med blæk, men det skulle man, og pennen skrattede, og pennens ben slog knuder på sig selv, og kongen på pennen med overskægget så stram ud. Lidt bedre, det vil sige morsommere, blev det, da kongen abdicerede til fordel for fyldepennen. Jeg var ikke en af de første, der fik en sådan, men på et tidspunkt kunne jeg også med den særlige mine, som kendetegnede fyldepenneejerne, trække en smuk rød fyldepen, mærket Parker, op af tasken. Jeg havde ønsket mig den i flere omgange, og endelig, endelig ... Men den vakte nu ikke synderlig stor opmærksomhed, for næsten alle pigerne havde efterhånden fået sådan en. Fyldepenne kunne også drille. Værst var det, når der gik hul på den lille gummisæk, der sad inde i pennen. Så lækkede blækket nemlig på det grusomste og satte sine blå-sorte pletter overalt. At få gummisækken fyldt op var en lidt højtidelig proces. Først skulle pennen skrues fra hinanden, og herefter skulle pennen med den tilhørende gummisæk dyppes i en stor blækflaske, og så skulle man først trykke på sækken og herefter langsomt slippe den, og ved denne handling blev blækket - hvis det gik, som det burde - suget op i pennen. Hvor længe sådan en blækpåfyldning kunne vare, var naturligvis afhængigt af, hvor ivrigt man skrev, men ét var sikkert: Pennen løb altid tør på de mindst belejlige tidspunkter, det vil sige, altid ti minutter før en eller anden dødssyg stil skulle afleveres ved en terminsprøve, eller endnu værre: til en skriftlig eksamen. Kuglepennen, som jo var betydelig nemmere at have med at gøre, var i mellemtiden kommet frem, men af en eller anden grund blev den foragtet af lærerkorpset på den skole, jeg frekventerede. Der var især en lærer, der nærmest fnyste, når man spurgte, om man ikke måtte skrive med kuglepen. Det var, som om det var djævelens redskab og ikke en gevinst. Så derfor nej. Hvad så med skrivemaskine? var der én frimodig, der spurgte. Ansigtsfarven blev nærmest blodrød. Det kunne der ikke være tale om, og - spurgte han - var vi i øvrigt klar over, hvor svært det var at skrive ordentligt på skrivemaskine? Jeg havde ingen maskine, men det kunne vel ikke være så svært, tænkte jeg. Det var det, viste det sig, da jeg engang i gymnasiet fik fingre i et stort, ældgammelt hakkebræt af en skrivemaskine. Det var på trods af sin alder nogenlunde funktionsdueligt. Jo, han havde ret, surmanden, det var møgsvært ikke at slå forkert, og det var endnu vanskeligere at rette, og tid til at skrive det hele om havde man aldrig. Den store, tunge maskine blev stående, da jeg drog hjemmefra, og et par år senere fik jeg min egen, en mindre, flytbar én. På den lærte jeg at skrive nogenlunde hurtigt, om end jeg ikke lærte at skrive 'rigtigt'. Det gør jeg stadigvæk ikke, jeg bruger kun fire fingre og ikke de ti, jeg har hørt, er det korrekte. En dag skete der det, at min skrivemaskine blev elektrisk! Det var næsten lykken, for nej, hvor det gik. Men at lave kopier af det, man havde skrevet, var stadig en enormt besværlig ting. Jeg afskyede nemlig at skrive på det, der hed en stencil. Det var svært nok i forvejen at rette - det gjorde man for det meste med en lille pensel, der blev dyppet i en hvid, tyktflydende væske, kaldet korrekturlak. Lakken havde på trods af sin konsistens trang til at løbe ud, og så var der et nyt problem, der skulle løses! Brød man sig ikke om at bruge lak, fandtes der nogle hvide strimler, som jeg heller aldrig fik et godt forhold til, så det var kort sagt besværligt. Den elektriske skrivemaskine udviklede sig og blev efterhånden ganske sofistikeret. En tid lang skrev jeg på en kuglehovedmaskine, som den avis, jeg skrev anmeldelser til, venligst havde udlånt. Den var stor som et hus, men hovedet fungerede til min overraskelse, og det var ganske sjovt at se det i funktion. Ikke at jeg gjorde det så tit, for jeg hører til dem, der må se ned på tasterne, når jeg skriver. Kuglehovedet snurrede, men så en dag havde det snurret for sidste gang hjemme hos mig og vandrede tilbage til avisen, hvor den kom fra, og jeg sad tilbage - men ikke maskinløs. En lille, fiks ny maskine var kommet i hus, og den havde jeg det så fint med, at jeg med fast røst erklærede, da nogle var begyndt at tale om de mageløse maskiner, man kaldte computere, at sådan et instrument skulle jeg aldrig have! Var skrivemaskinen nu ikke god nok? Og det med at lave kopier, det var jo faktisk ganske let, når man havde lært det, og hvad havde man arkivmapper til? Ja, rigtigt, til at gemme skriverierne i. Men en dag så stod der alligevel en bastant herre på familiens bord. En herre var han, for på forsiden af ham stod der højt og tydeligt 'Sir Henry' - og jeg gik sammen med 'Sir Henry' en ny tid i møde, en tid med megen dramatik, med mange rædsomme oplevelser i form af forsvundne dokumenter og programmer, som kørte døde, og det, der forsvandt, hørte naturligvis altid til det bedste, man nogensinde havde skrevet. Hvor dokumenterne forsvandt hen, er ikke godt at vide. Men væk var de, forsvundet ud eller op i den blå luft, hvis man da ikke valgte at kalde den blå luft ved sit mere interessant klingende navn: cyberspace. De forsvandt, selv om man - det vil sige jeg - mente at have gjort sig umage med de sære tingester, der blev stoppet ind i 'Sir Henry', og som gik under navnet floppy discs. Disse var i sandhed temmelig særegne, men det skal dog siges, at det ofte lykkedes at få gemt det, man i sin selvbevidsthed fandt på det nærmeste var udødelige tanker. 'Sir Henry' havde mange næsten gode egenskaber, men hurtig var han ikke, og flyttes kunne han heller ikke, og de programmer, som styrede ham, var heller ikke de hurtigst reagerende. Så en dag var også 'Sir Henry's dage udrundne. Tavs og udslukt stod han på gulvet i en rum tid, inden han blev afleveret på kirkegården for ham og hans slags. Jeg fik en ny af dem, man kaldte stationære, til forskel fra de transportable eller bærbare, som man havde valgt at kalde dem. En bærbar var en lille fiks sag, som reklamerne fortalte gav én den totale frihed. Man kunne jo slæbe den med alle steder og sidde og arbejde hvor som helst. Og det er rigtigt. Forleden var jeg med toget fra Odense til København, og på den fine klasse, den, der nu til dags hedder business, var der tændte pc'er på alle borde. Jeg lyver ikke: på alle borde - og deres ejere, som alle var mænd, sad og stirrede stift ind i hver sit skærmunivers, når de ikke lige blev afbrudt af en ringetone fra mobilen. Den nye stationære var klart bedre at skrive på end både den flotte kuglehovedmaskine og 'Sir Henry'. Det gik hurtigere, og jeg fik ikke længere ondt i skuldrene. Fremskridt - altså. Men, men, men ... Skal jeg være ærlig, så er kvaliteten af det, jeg skriver, ikke blevet bedre, og jeg mener heller ikke, at kvaliteten af det, mine kolleger i ind- og udland leverer med den nye teknik, egentlig er blevet markant bedre. Men bøgerne er blevet større - meget større. Især romanerne har haft det med at svulme op, og forklaringen ligger i, at det med pc'ens indmarch er blevet så herligt nemt at skrive. Pludselig har man skrevet syv til otte sider, hvor man i de slidsomme skrivemaskinedage højst kunne præstere tre, måske fire sider, inden skulderen smertede. Og selv om man godt kunne flytte fingrene på en skrivemaskine, så går det langt hurtigere på pc'en end på selv den smarteste elektriske skrivemaskine. Når jeg ser på, hvad jeg selv skriver, og på, hvad andre forfattere præsterer, så ser jeg en tendens til et blomstrende adjektivforbrug. Måske skulle der i stedet for 'blomstrende' stå 'overforbrug af adjektiver', og det mener jeg blandt andet skyldes det 'nemme' ved at skrive på 'Sir Henry's hurtige efterkommere. Nu sidder jeg på de mange års afstand - nej, egentlig er de ikke synderlig mange, men de opleves som mange, for i den nye tidsalder løber tingene hurtigere, end jeg tror, de gjorde i fjerpennens og Christian IX-pennens lange levetid - og tænker på, om mit liv nu med forholdsvis nye pc'er er blevet enklere og mere overskueligt, end det var tidligere? Og om familiens investeringer i hard- og software har kunnet betale sig? Jeg er egentlig ked af at måtte sige, at det er livet ikke. Jeg bruger til eksempel enormt megen tid foran mine skærme, og når noget går ned eller ud, eller hvor det nu går hen, så sidder man der i dagevis uden at få lavet noget, kun optaget af at finde ud af, hvad der er sket, og eventuelt reparere skaderne. Når jeg skriver skærme, skyldes det, at jeg har én maskine, jeg bruger til at skrive 'rigtigt' på, og én til kommunikation med omverdenen, det vil sige til e-mail - den kommunikationsform, som ganske eller rettere næsten ganske har afløst det gammelkendte brev. Efterhånden modtager jeg så få breve, at jeg bliver opløftet, når jeg får et 'rigtigt' brev. Et rigtigt brev består af et sammenfoldet papirark, hvorpå brevskriveren, inden hun foldede det, har nedskrevet sit budskab, hvorefter hun har puttet det i en konvolut, som hun med en grimasse har slikket til, for herpå at finde et frimærke bagerst i en skuffe og sætte det på i øverste højre hjørne for til slut at bære det ned/hen til en brevkasse, hvorfra det ved hjælp af Post Danmark - så længe det nu varer - er blevet puttet ind gennem min brevsprække. Det er en god oplevelse, men dem bliver der færre af. Faktisk bliver der så få, at en ny prognose for konvolutsalg lyder på en 40-procents tilbagegang de næstfølgende år. 40 procent! Det må være en hård nyser at få stukket ud, hvis man er konvolutfabrikant. Mailen har formået at slå brevet ud, og ingen vil om hundrede år derfor vide, hvad vi har tænkt og skrevet til hinanden, for vore tanker befinder sig i den blå luft. Der vil ikke kunne udgives brevsamlinger med vore tanker og følelser, sådan som det er blevet gjort af flittige forskere med til eksempel H.C. Andersens og Kamma Rahbeks breve. Slut med det, og ingen vil vide, hvad vi har tænkt! Det er ret mærkeligt at have været med det meste af skrivevejen. Når jeg skriver 'det meste', skyldes det, at jeg mangler fjerpennen og griffelen. Den sidste blev, da jeg begyndte at gå i skole, endnu brugt ude på landet, men i min byskole var den forsvundet. Måske var der nogen, som savnede den.