Jeg er blevet optaget med skjult kamera i to terapisessioner med den seksuelt forstyrrede patient Mette Pedersen alias journalisten Signe Daugbjerg fra Ekstra Bladet. I den første session indgik vi den terapeutiske kontrakt, mens den anden session var begyndelsen af terapien. Det var en fælde sat op for at 'afsløre mine metoder', som nu ellers ikke er så hemmelige, eftersom de er fremlagt i min bog 'Bevidsthedsmedicin', i en række videnskabelige artikler, på min hjemmeside (www.livskvalitet. org) og i vores nyhedsavis Ny Medicin (se f.eks. artiklen om vaginal akupressur i nr. 2). Journalistens opgave var, som jeg oplevede det, at forføre mig og få mig til at røre ved hendes kønsorganer. Hun vendte hele tiden tilbage til vaginal akupressur, som interesserede hende meget, for så ville jeg være en død mand, afsløret. Jeg takkede venligt nej til begge tilbud ved flere lejligheder og sagde derimod ja til at hjælpe hende med hendes seksuelle problemer. Jeg noterede i journalen, at vi bl.a. skal arbejde på at rehabilitere hendes seksualitet. Og det arbejder vi så med i den session, der bliver klippet og lagt frem i TVA som bevis på, at jeg bruger uetiske metoder. Alligevel fremgår det af denne optagelse, hvordan jeg arbejder: I min terapi møder jeg først patienten, så jeg kan støtte ham eller hende; derefter består terapien i både at støtte og provokere patienten - f.eks. i det seksuelle felt, vi har aftalt at arbejde i, i Mette Pedersens tilfælde. Når de mest intense provokationer fra en seksuelt orienteret session over en hel time bliver klippet sammen til 1 minuts underholdende tv på skjult kamera, der skal dokumentere, at jeg krænker mine patienter, bliver det naturligvis meget krydret - det var denne forvrængning af virkeligheden, der gjorde mig så rasende på tv. Det ville hjælpe seerens forståelse mere at se optagelserne i fuld længde, også fra den første terapitime, hvor vi aftaler, præcis hvordan vi skal arbejde. Her fortæller jeg i øvrigt også journalisten, at hun ikke kan få vaginal akupressur, for det gives kun med bestemte lægelige begrundelser, som hendes tilfælde ikke umiddelbart lever op til. Hvad der begrunder denne metode, vender jeg tilbage til. Andre aspekter af min brug af intensiv terapi er blevet kommenteret offentligt i den sidste tid. Således er jeg blevet fejlciteret for at påstå, at jeg kan helbrede kræft og hiv. Hvad jeg har sagt er, at jeg kan behandle disse patienter med det formål at forbedre deres livskvalitet og derigennem måske også hjælpe dem til at blive mere raske og få mere modstandskraft over for sygdommen. Dette er i overensstemmelse med en meget omfattende viden fra forskningen (en fin oversigt findes i Dean Ornishs bog 'Love and Survival'). Jeg kan naturligvis aldrig love, at en patient bliver rask, om ikke andet så af den grund, at det jo er patienten selv, der gør sig rask i terapien ved at bruge terapeuten som værktøj, ikke omvendt. Og hvis patienten ikke gør noget ved det eller afbryder terapien, sker der intet fremskridt. Jeg har flere gange set kræft udvikle sig langsommere end forventet, når patienterne arbejder med at forbedre livskvaliteten i min klinik, og enkelte gange har jeg ligefrem set knuder forsvinde (som beskrevet i mine videnskabelige artikler om holistisk behandling af patienter med kræft). En af mine patienter, Hanne Lillehagen, har valgt offentligt at fortælle sin historie om, hvordan hun efter statistikken havde fem måneder tilbage at leve i, da hun kom til min klinik. Hendes lever var på det tidspunkt fyldt med store metastaser fra brystkræft, og kemoterapien kunne ikke gøre mere for hende. Det er er nu flere år siden, og Hanne lever stadig. Men endnu er erfaringerne med psykosomatisk behandling af kræftpatienter alt for små til, at jeg kan love nogen de samme resultater. Internationalt er der kun lavet få, men dog lovende studier af patienter med kræft med spredning, der har overlevet længere gennem forbedring af livskvaliteten (f.eks. af David Spiegel). Også psykisk sygdom er en lidelse, som intensiv holistisk terapi tilsyneladende kan hjælpe på. En af mine patienter er en ung mand, der kom til mig med en alvorlig form for skizofreni, der gjorde ham voldelig og utilregnelig. Da han kom til mig, var han stadig formelt indlagt på en lukket afdeling for psykisk syge unge med alvorlige adfærdsvanskeligheder, selv om han ikke ville tilbage til afdelingen og opsøgte mig for at få hjælp. Kommunen var forstående og betalte for hans behandling i min klinik. Da han kom til mig, mente han, at han var tysker fra Anden Verdenskrig, og han var stadig soldat midt i krigen. Han havde så tydelige personlige erindringer fra krigen, at hans opfattelse ikke kunne korrigeres. Det lykkedes mig i løbet af et års tid at få ham tilbage til denne verden, hvor han i dag er en velfungerende ung mand, der klarer sig godt i skolen. Igen er mine erfaringer med holistisk behandling af psykisk syge begrænsede. Jeg har i to videnskabelige arbejder fremlagt min strategi for holistisk behandling af patienter med psykisk sygdom, hvor jeg fokuserer på at hjælpe patienten til at tage mere ansvar for eget liv. Jeg er blevet kritiseret for min stil som terapeut. Det er rigtigt, at jeg bærer mig usædvanligt ad, når jeg arbejder med min patient. Jeg er ofte en smule ubehagelig, direkte, intens, arrogant, farlig etc. Dette er med velberåd hu. At lave terapi handler om at få patienten til at komme i kontakt med gamle smertefulde livsbegivenheder, hvor patienten enten blev krænket eller svigtet. Terapi skal derfor vække patientens erindring om begivenheder med krænkelser og/eller svigt. Da følelserne forbundet med traumerne jo netop var så ubehagelige dengang, at de ikke kunne rummes, oplever patienten stadig, at følelserne er ubærlige. Så i udgangspunktet skal jeg hjælpe patienten med at møde ubærlige følelser - følelser, der ofte er så forfærdelige, når de bryder frem til overfladen, at patienten tror sig døden nær. Så min kunst som terapeut er at støtte patienten så meget, at der er ressourcer til dette svære møde med fortiden. Samtidig skal jeg være så provokerende og irriterende, at de gamle smerter rent faktisk kommer op til overfladen. Tidligere var det almindeligt, at når man skulle i terapi, gik man i 'analyse', freudiansk, jungiansk eller lignende. Man gik typisk i analyse ugentligt, og man måtte regne med, at der skulle en del år til at gøre en forskel. Syv år var normen, og mange gange gik folk i analyse livet igennem. Udgangspunktet var, at lidelser, især i sindet, er forårsaget af traumer, vanskelige oplevelser tidligt i livet med så stærke negative følelser, at de var ubærlige for barnet, der var nødt til at fortrænge dem. Moderne psykosomatik arbejder på et tilsvarende grundlag: Fortrængte negative følelser forstyrrer krop og sind. Når følelserne bearbejdes, kan personen blive rask igen. Fortrængningen sker ved hjælp af beslutninger, som personen, ofte som barn, træffer, når det ikke kan rumme sine egne følelser. Den store udfordring har været at accelerere terapien og gøre den mere effektiv, så den ikke skal tage 300 timer, men 30 eller 10, og så der kommer egentlig objektive resultater af den. Dette har ført til konceptet 'intensiv terapi'. Ideen i terapi er yderst simpel: Patienten har et gammelt, skadet og forpint nu og et aktuelt nu, hvorigennem terapeuten kan tilføre ressourcer, så det gamle nu kan mødes og integreres. Dette er grundlaget for al følelsesbearbejdende terapi, som det har været det siden Freud og Jung. Intensiv terapi handler om at øge helingshastigheden ved at øge den hastighed, hvormed ressourcer kan overføres fra terapeut til patient. Det har vist sig, at tillid og nærhed ofte er flaskehalsene i terapi. Jo mere tillid og nærhed, des mere effektiv er terapien. Forudsætningen for tillid og nærhed er god kemi mellem læge og patient. Jo bedre kemi, des hurtigere opnås tillid og nærhed. Størst er kærlighed; nogle gange er der en særlig godhed eller kærlighed i forholdet, en helt utrolig kemi, og i sådan et læge-patient-forhold er alt muligt. Intimitet er ikke seksualitet, som enhver læge, der har trænet gynækologiske undersøgelser til bevidstløshed, er klar over. Intimitet er fysisk og psykisk nærhed med patienten - helt på samme måde som med et barn. Det er ikke et seksuelt forhold, det er ikke et kærestelignende forhold, det er et forældre-barn-forhold. Jo mere forholdet ligner det lille barns forhold til den gode forælder, den gode mor og den gode far, des hurtigere går terapien. Re-forældring er det tekniske ord for dette. En anden ting, der i voldsom grad øger hastigheden af terapien, er at inddrage hele patienten. Det vil sige på samme tid at arbejde med krop, følelser, sind og sjæl og alt, hvad patienten ellers rummer. Vi kalder sådan en tilgang helhedsorienteret eller holistisk. Så holistisk terapi med re-forældring i et terapeutisk forhold med god kemi går ofte ganske hurtigt. Selv med disse intensive metoder kommer den læge, der ønsker at arbejde uden brug af antipsykotisk medicin, ofte til kort, især når det drejer sig om meget alvorligt fysisk og psykisk syge mennesker. De vanskeligste patienter at hjælpe er dem, der også er skadet på deres seksualitet som følge af seksuelle overgreb. Sådanne mennesker er ofte ekstremt traumatiserede. En af mine patienter var således blevet voldtaget af en gruppe på fem unge mænd; en anden sadistisk seksuelt misbrugt omkring 100 gange som barn, en tredje kvindelig patient var blevet lånt ud som barn til syv forskellige mænd. Det drejer sig efter min erfaring med 550 patienter om nogle få procent af kvinderne. I sådanne sager overgår virkeligheden næsten altid fantasien. Den følelsesmæssige smerte fra traumerne er fuldstændig overvældende. Når traumerne kommer op til overfladen, sker der de mest voldsomme overføringer, man kan forestille sig, og er forholdet mellem terapeut og læge ikke nært og tillidsfuldt nok på dette tidspunkt, brister det, og patienten løber sin vej midt i terapien, frygtelig forpint. Det er en forfærdelig situation at komme i. Den eneste måde, den kan forebygges på, er ved ikke at vække de gamle traumer, før re-forældringen er på plads. Først når patienten har givet sig tillidsfuldt over og er helt tryg i terapien, kan helvede åbne sig. Og det gør det så. Men her forekommer af og til noget meget overraskende. Hvis man som behandler kan tilføre ressourcer i overskud, bliver terapien næsten smertefri. Så et meget vigtigt punkt i terapien er smertefriheden. Intensiv terapi, der sender patienten tilbage i de mest horrible traumer, kan være uendeligt smertefuld. Men det behøver den ikke at være. Hvis lægen er villig til at strække sig og give patienten, præcis hvad der er brug for i sessionen, bliver smerterne ofte tålelige. I den mest intensive terapisession, hvor lægen kommer fra dyb medfølelse med sin patient, kan der derfor ikke være nogen grænse for, hvad lægen gør for at støtte patienten. Det er her, vaginal akupressur kommer ind i billedet. Massive traumer direkte på kønsorganerne kræver ofte efter min erfaring støtte direkte på kønsorganerne for at hele. Hvordan kan jeg vide det? Fordi det ofte er ganske enkelt i terapien at se, hvor forpint en patient er, og hvad der hjælper, støtter og gør det bærligt. Seksuelle traumer er forbundet med den allerstørste skam, og kun berøring med en hensigt at give accept kan hele denne skam. Så fingrene i skeden tjener til at støtte kvinden, mens hun genoplever sit seksuelle traume; hjælper hende til at komme til stede i kroppen og mærke præcist, hvad der skete, og komme igennem skammen. Det er, hvad der somme tider kræves for at hele de gamle sår her. Måske er det vigtigt at sige, at denne behandling går helt tilbage til Hippokrates 300 f.v.t. og er beskrevet i den oldgræske bogsamling 'Corpus Hippocraticum'. Metoden var tilsyneladende udbredt hos læger over hele Europa, helt op til år 1900, hvor den blev fordømt som seksuel og gik af mode blandt læger - for at leve videre hos de alternative behandlere, der i dag tilbyder metoden. Faktisk er der i København en skole, der uddanner alternative terapeuter i vaginal akupressur, så der er mange, der kan teknikken. Lægerne på Hippokrates' tid diskuterede medicinsk etik. Et rimeligt gæt på grunden er netop, at de var nødt til at give afkald på deres egen seksualitet i forhold til patienten for at kunne gennemføre Hippokrates' bækkenmassage gennem kropsåbningerne. Det er vigtigt at erindre, at grækerne var ganske frigjorte omkring seksualitet, formentlig langt mere frigjorte, end vi er i dag i det danske samfund, hvor VA-behandling kan tiltrække så stor interesse i medierne. Men det er noget af det mest forunderlige: at god terapi er uhyre effektiv og kan være næsten smertefri. Naturligvis er det altid forfærdeligt og chokerende for patienten at konfrontere det, der skete, men hvis det aktuelle nu med terapeuten er rigtig godt, varmt, trygt og støttende, bliver mødet med de gamle smertefulde begivenheder alt i alt en fin, god og hel oplevelse. Hvis lægen eller terapeuten i det aktuelle nu magter at tilføre præcis det, som manglede i det gamle nu, heler patienten hurtigt. Hvor det i traditionel analyse kan vare 500 eller 1.000 timer at hele meget svære traumer, kan disse nu klares på 20-50 intensive terapitimer, i et forløb over 3-6 måneder. Interessant nok er det denne nye effektivitet i terapien, der også gør det muligt at hjælpe patienter med fysiske og psykiske sygdomme. Det er velkendt fra forskningen, at de fleste alvorlige fysiske sygdomme som kroniske smerter, kræft, autoimmune sygdomme som leddegigt og sklerose har et meget væsentligt psykosomatisk element, ligesom der kan være bidrag fra svage gener og ydre belastninger. Den psykosomatiske behandling af den fysisk syge patient vil ofte have to fokuspunkter. Dels en fokus på en generel forbedring af livskvalitet og modstandskraft, og dels en fokus på det syge område i kroppen og de følelser, der efter teorien sidder her og er med til at skabe sygdommen. Den psykosomatiske behandling af den psykisk syge patient vil handle om at udvikle sundhed, livskvalitet og funktionsevne, ved at behandleren støtter patienten i at tage mere ansvar for eget liv, livsholdninger og personlige relationer. Behandling af fysiske, psykiske, eksistentielle og seksuelle lidelser er med intensiv holistisk terapi blevet et reelt alternativ til lægens piller.