Før Irakkrigen talte amerikanske politikere og embedsmænd gerne om »regimeskift«, når de begrundede beslutningen om at fjerne Saddam Hussein og hans regime. Kort tid efter kunne politikere, akademikere og tænketanke observere, at USA nu omtalte sin opgave som »nationsopbygning«. Og nu hedder det, at USA er involveret i »demokratiopbygning«. Men en mere korrekt og realistisk anskuelse ville være at betragte den politiske proces i Irak som statsgenopbygning med henblik på at forlige Iraks heterogene befolkning og på sigt skabe demokrati og sikkerhed. Demokratiske processer, institutioner, normer og værdier vil på sigt gøre disse mål mere opnåelige. Politikere, diplomater, bureaukrater og militæret er på nuværende tidspunkt engageret i omorganisering og rekonstruktion af de grundlæggende elementer af den kommende irakiske stat. Da Saddam Husseins regime forsvandt under den amerikanske konfrontation, kollapsede Iraks stats- og regeringsinstitutioner uden for Kurdistan. Befrielsen af Irak og fjernelsen af Saddam Hussein og hans regime blev hurtigt til en FN-anerkendt besættelse under den USA-ledede koalition. I løbet af de første år har CPA (Coalition Provisional Authority) og den USA-udpegede Governing Council (GC) kæmpet for at genskabe en række grundlæggende institutioner og mekanismer med henblik på at skabe sikkerhed for den USA-ledede koalition og den regerende irakiske koalition, bestående af tidligere sunnimuslimske og shiamuslimske oppositions-eksilgrupper og politiske kræfter fra Kurdistan. Overdragelsen af suveræniteten til politiske grupper, partier og enkeltpersoner havde til hensigt at fremskynde den politiske proces i Irak. Der blev også gjort adskillige forsøg på at skabe såvel nye politi- og sikkerhedsstyrker som militære enheder. Desuden har koalitionsstyrkerne sammen med irakiske embedsmænd genskabt sundheds-, uddannelses- og andre serviceorienterede institutioner, primært uden for Kurdistan. Og ved at skabe en midlertidig regering og ved i marts 2004 at godkende en midlertidig forfatning - officielt kaldet TAL, Transitional Administrative Law - har den politiske proces formået at ændre nogle af de grundlæggende mekanismer i landet. Iraks politiske kræfter fik, i hvert fald teoretisk, ansvaret for den politiske proces. Med valget af landets første politiske forsamling efter Saddam Hussein 30. januar 2005 blev Iraks første demokratiske institution en realitet, og denne blev efterfulgt af en overgangsregering, der nu vil blive afløst af en 'permanent' regering efter parlamentsvalget på onsdag, 15. december. Valget af Iraks første forsamling 30. januar 2005 gav klare vink om landets fortsatte politiske udvikling. På trods af at mere end 200 politiske partier og grupperinger stillede op til valget, var det som forventet Shia-koalitionen - fulgt af Kurdistan-alliancen - der fik klart flertal i den nye forsamling. Sunnimuslimerne, der i stort tal boykottede valget, blev repræsenteret ved mindre grupper, centreret om enkeltpersoner, som hjemvendt fra eksil valgte at samarbejde med andre politiske grupper og med de amerikanske styrker om fjernelsen af Saddam Husseins regime. Valgresultatet afspejlede både sammensætningen af de irakiske vælgere - shiamuslimer, sunnimuslimer og kurdere - og den måde, hvorpå de er repræsenteret i forskellige dele af landet. Sådan blev resultatet: Den shiitiske alliance fik 48 procent af stemmerne (140 af de 275 pladser i forsamlingen). Kurdistan-alliancen fik tæt på 26 procent af stemmerne og 75 pladser, mens den første midlertidige premierminister Ayad Allawis gruppe, som samlede både shiamuslimer, sunniarabiske og sekulære stemmer, fik tæt på 14 procent og 40 mandater. Den største sunniarabiske gruppe samlet omkring Ghazi Yawar, den første midlertidige præsident, fik 2 procent og 5 pladser. Små venstreorienterede grupper, islamister og minoritetsgrupper fik 1 procent eller mindre. Valgresultatet afspejlede den nye politiske realitet, som vil ligge til grund for Iraks fremtidige politiske system. Den store Kurdistan-alliance fik tæt på 94 procent af stemmerne - og 104 af de 110 mandater i Kurdistan - mens den kurdisk-islamistiske gruppe fik 5 procent og 5 mandater og Kurdistans kommunistparti blot 1 procent og et enkelt mandat. Valgresultatet til Kurdistans forsamling bekræftede den politiske udvikling, som regionen har gennemgået i løbet af de seneste 15 år. Den vil formentlig fortsætte i den nærmeste fremtid. Denne afgørende proces førte til vedtagelse af den midlertidige forfatning ved folkeafstemningen 15. oktober 2005 (med 79 procent for og 21 procent imod), hvor også de sunnimuslimske arabere deltog. Det faktum, at folkeafstemningen blev afholdt, og at Iraks forskellige og splittede befolkningsgrupper deltog, var i sig selv en præstation, der opmuntrede og forstærkede den politiske proces. Dels fordi nogle af de politiske grupper i Irak formåede at skabe og fremlægge en fælles tekst, dels fordi sunnimuslimer i stort tal deltog, selv om deres politiske repræsentanter havde afvist forfatningsudkastet. Det gav yderligere legitimitet til den igangværende proces. Vedtagelsen af forfatningen er således grundlaget for denne uges parlamentsvalg, hvor en ny forsamling skal vælges og en ny regering dannes. Ud over valgene til den irakiske forsamling og til Kurdistans nationalforsamling valgte den irakiske befolkning i januar 2005 også repræsentanter for de enkelte provinser. Men på onsdag gælder valget på grundlag af den nyligt vedtagne forfatning kun valg til den nye nationalforsamling (som formelt hedder Council of Representatives) i Bagdad. Vedtagelsen af forfatningen kan vise sig at være et afgørende vendepunkt for Irak på to punkter. For det første udgør forfatningen grundlaget for et føderalt Irak, hvad angår institutionelt design, magtdeling, fordelingen af naturressourcer og anerkendelse af Kurdistan som en føderal enhed. Hvad angår spørgsmålet om andre 'enheder' - f.eks. sunnimuslimske eller shiamuslimske regioner - er den mulige beslutning herom overladt til det nye parlament, der har mulighed for at afgøre, under hvilke bestemmelser nye regionale enheder kan etableres. For det andet vil Iraks diversitet og ændrede magtbalance ikke blot blive genkendt, men også reflekteret i de fremtidige politiske systemer. Shiamuslimerne vil gøre, hvad der er muligt, for at befæste deres nye politiske dominans, mens kurderne vil kæmpe for at bevare, hvad de har opnået siden 1991, men også deltage i rekonstruktionen af Irak for at sikre, at de er repræsentativt repræsenteret. Sunnimuslimernes vilkår er anderledes. De vil kæmpe på grund af det faktum, at de har mistet deres politiske dominans under det foregående regime. De vil være nødsaget til at affinde sig med den nye politiske virkelighed og den realitet, at de nu på trods af al arabisk og islamisk retorik udgør et mindretal i Irak. USA's administrator, Paul Bremer, talte på et tidspunkt om »vejen til et nyt Irak ..., hvor majoriteten ikke er sunnimuslimsk, shiamuslimsk, arabisk, kurdisk eller turkmensk, men irakisk«. Ikke desto mindre vil den politiske proces i landet i højere grad handle om magtforholdet mellem disse grupper, end det vil handle om nogen form for 'irakiskhed'. Genopbygningen og rekonstruktionen af staten i det nye Irak vil mere end noget andet blive baseret på et tydeligt system for magtdeling - teknisk kaldet consociationalism - mellem landets regionale dele. Siden fjernelsen af Saddam Hussein og hans regime og kollapset af staten og dens institutioner i den arabiske del af Irak har den politiske proces netop handlet om etableringen af en magtdeling, der først og fremmest vil inkludere tidligere ekskluderede grupper i den nye politiske orden og på længere sigt også den tidligere dominerende minoritet, altså sunnimuslimerne. Som i andre nye demokratier vil indførelsen af demokrati i Irak både omfatte en deling af magt mellem den rådgivende, dømmende og lovgivende magt og en konkurrence om magt ved valg til parlamentet. Men på grund af Baathregimets folkedrabspolitik mod kurderne og shiamuslimerne opfattes magtdelingen i den nye politiske orden som det mest presserende for disse to grupper. Det grundlæggende element i denne problematik har været at skabe et fælles shiamuslimsk og kurdisk grundlag for en rekonstruktion af Irak og - om muligt - et fælles grundlag for at lede landet. Siden skabelsen af Governing Council har amerikanske, shiamuslimske og kurdiske ledere såvel opmuntret til som gjort det muligt for sunnimuslimer at deltage i processen. Et andet vigtigt element i spørgsmålet om magtdeling har været princippet om repræsentativitet i regeringen, i Governing Council og andre statsinstitutioner og i fordelingen af ressourcer. Et tredje element er ideen om, at partnerskab i et nyt og rekonstrueret Irak skal baseres på et lighedsprincip, der tillader meningsfyldt selvstyre og anerkendelse af de regionale institutioner. Kurdiske politikere har arbejdet intenst for at implementere denne ide inden fjernelsen af Saddam Husseins styre og yderligere siden indførelsen af Governing Council. Et fjerde element af magtdelingen har været at sikre vælgernes og enkelte regioners vetoret. De primære spørgsmål siden Saddam Hussein-styrets kollaps har været, (1) om en magtdelingsordning er ønskelig for hele den irakiske befolkning og for alle dele af Irak; (2) om en sådan ordning er realistisk set i lyset af den nuværende situation i Irak, og (3) hvorvidt en sådan magtdelingsordning er egnet til et rekonstrueret Irak? Svaret på det første spørgsmål er, at såvel shiamuslimske som kurdiske politiske ledere ser det som den eneste mulige løsning, idet begge parter i årtier har været udelukket fra deltagelse i andre ordninger. Svaret på det andet spørgsmål er, at de ligeledes ser en magtdelingsordning som realistisk, fordi den inkluderer en klar majoritet af landets befolkning. Og svaret på det tredje spørgsmål er, at det må være håbet, at sunnimuslimer på sigt vil indse, at en sådan ordning også vil beskytte dem langt bedre end alternative løsningsmodeller. Både shiamuslimske og kurdiske ledere opfatter magtdelingsordningen som en passende politisk løsning, der vil forhindre gentagelse af tidligere tiders folkedrab og undertrykkelse. Således vil beslutningen om at dele magten mellem eksisterende forskellige territorier og samfund give mulighed for at hindre, at regeringen i fremtiden kan gribe til etniske udrensninger. Det vil ligeledes fremme politiske afgørelser frem for en politik baseret på vold og undertrykkelse. I stedet for at fokusere på assimilation og integration vil en deling af magten give både befolkningen og de forskellige enheder en mulighed for at leve side om side inden for rammerne af det godkendte politiske system. Dette argument styrkes af det faktum, at ledere af alle de forskellige samfund er enedes om, at der er mere end ét folk i landet, og at alle befolkningsgrupper og enheder har retmæssige krav på magtdeling, repræsentation og retfærdighed. Ved at undlade at insistere på en fælles identitet eller en fælles vision for landet kan de grupper, der deles om magten, i højere grad fokusere på fælles interesser og på en fælles frygt for tilbagevenden til vold. Når det gælder Irak, er den eneste gruppe, der vil modsætte sig en sådan ramme, den fortrængte sunnimuslimske elite, som ved krigen mistede magten. Men ved at opmuntre til deltagelse i processen håber sunnimuslimske, shiamuslimske og kurdiske ledere, at den tidligere dominerende minoritet med tiden vil acceptere den nye ordning, fordi den vil være lige så gavnlig for sunnimuslimerne som for andre grupper i Irak. Skal ordningen tages seriøst, må de enkelte samfund og befolkningsgrupper i Irak anerkendes og respekteres. I stedet for at tale om ét samfund og ét folk er det nødvendigt at gøre op med den udbredte forestilling i Mellemøsten om, at pluralitet, hvad angår befolkning og samfund, er kætteri. Frem for at fokusere på konflikt og konfrontation må de forskellige grupper i Irak søge at samarbejde for at finde holdbare politiske løsninger på politiske problemer. I denne sammenhæng er det ikke umuligt at forestille sig fredelig sameksistens mellem to eller flere befolkningsgrupper i et rekonstrueret Irak. Irak ville trods alt ikke være det eneste land, hvor tidligere tiders orientering mod vold kan afløses af en ny politisk orden, der ikke bygger på én befolkningsgruppes magt over en anden. Selvstyre og fælles styre vil styrke et politisk samarbejde mellem de folkevalgte, netop fordi en magtdeling giver mulighed for at arbejde med forskellige kompetenceniveauer for at sikre ligheden mellem de deltagende parter og for at gøre fredelig sameksistens til et meningsfyldt initiativ. Men da en magtdelingsordning er vanskelig at planlægge, er det en kompliceret proces, der afhænger af politisk vilje til konstant at genforhandle ordningen, når der sker ændringer i de underliggende magtstrukturer. Et vigtigt aspekt ved den godkendte irakiske forfatning er, at den indeholder både traditionel demokratisk deling af magten mellem den dømmende, den udøvende og den lovgivende magt og en fordeling af magten mellem de føderale og regionale myndigheder - ligesom forfatningen rummer kompetencer, der vil være delt mellem føderale og regionale myndigheder. Et bemærkelsesværdigt aspekt ved denne magtdeling er, at Iraks nye forfatning giver fortrinsret til de regionale love i tilfælde af konflikt mellem føderale og regionale myndigheder. Artikel 111 fastslår således, at: »All powers not stipulated in the exclusive authorities of the federal government shall be the powers of the regions and governorates that are not organized in a region. The priority goes to the regional law in case of conflict regarding other powers shared between the federal government and regional governments« (alle beføjelser, der ikke er stipuleret i forbundsregeringens myndighed, tilfalder regionerne og de distrikter, der ikke er organiseret i en region. Den regionale lovgivning har forrang i tilfælde af tvister mellem andre beføjelser, der er delt mellem forbundsregeringen og regionale regeringer, red.). Hvis denne artikel bruges konstruktivt, kan den modvirke centralisering af magten i Irak, især hvis kurdere og sunnimuslimer ønsker at hindre shiamuslimsk dominans. Selv om det i skrivende stund er vanskeligt at se nogen form for fredelig sameksistens i Irak, er folk i Kurdistan allerede begyndt at nyde en grad af frihed, som de i generationer har været foruden. Som en flygtning hjemvendt til den problemfyldte by Kirkuk siger, er det »en fantastisk følelse at være fri. Det er en fantastisk følelse at leve i fred og ikke føle truslerne fra en tyran som Saddam Hussein. Hvis dette hus tages fra mig, vil jeg bo i et telt. Og tages teltet fra mig, er jeg tvunget til at bo under et træ, men jeg vil stadig være fri«. Oversat fra engelsk af Lone Beukel