Da jeg i april i Svenska Dagbladet skrev en debatartikel om grænsen mellem religion og videnskab og mellem religion og politik, var den udløsende faktor den i mine øjne overgearede dækning af efterspillet efter Johannes Paul II's død. Det blev for mig en slags bevis på, hvor stærk den katolske kirke stadig er som politisk magt - en magt, som er blevet styrket i de senere årtier. Jeg mente at kunne se en generel tendens, et krav om stadig større indflydelse fra dogmatiske og fundamentalistisk religiøse kræfter. Jeg var naturligvis klar over, at der ville blive ballade. Og det blev der. Der blev skrevet over 500 indlæg til Svenska Dagbladets hjemmeside i løbet af det første døgn, efter at artiklen var blevet bragt. En stor del af indlæggene kom fra vrede troende, der anvendte så stærke skældsord, som en troende nu kan tillade sig. I den kristne avis Världen Idag kunne jeg læse, at min artikel var det hårdeste angreb på kristendommen, der længe var set. Det er altså stadig, i Sverige anno 2005, kontroversielt at bringe religionens betydning for samfundet til debat. Tonelejet i debatten blev opskruet, og der blev sagt og skrevet meget om mig, og hvad jeg står for. Så meget, at jeg finder anledning til at indlede med at understrege, hvad jeg ikke har sagt, og hvad jeg ikke mener. Jeg har ikke sagt, at Gud ikke eksisterer. Det har jeg ingen mening om. Den diskussion, jeg vil gøde jorden for, handler ikke om at være for eller imod religion. Jeg har ingen ateistiske synspunkter. Diskussionen handler om, hvordan tro og religion skal forholde sig til politik og videnskab, og til syvende og sidst om, hvorvidt religionen skal sætte grænser for, hvad politik og videnskab må og kan gøre. Jeg har heller aldrig sagt, at troende ikke må ytre sig i samfundsdebatten. Jeg har en baggrund som journalist og kunne aldrig drømme om at forsøge at give nogen stemme i debatten mundkurv på. Men hvad jeg vil sige er, at visse argumenter i mine øjne mangler relevans i en saglig samfundsdebat. Og det gælder argumenter af typen: Vi må gøre sådan eller sådan i politik, fordi Bibelen eller Koranen eller et andet skrift siger sådan eller sådan. Eller at videnskaben ikke må give sig i kast med visse typer forskning, fordi Bibelen eller Koranen eller et andet skrift siger sådan eller sådan. Jeg mener, at denne type argumenter mangler relevans, fordi de ikke er saglige. For det tredje: Jeg har ikke sagt, at staten skal være antireligiøs - som den var i Sovjetunionen eller Kina. Men jeg mener, at staten skal være religionsneutral, og at staten i en konflikt mellem et videnskabeligt og et religiøst verdensbillede skal vælge det videnskabelige. Det indebærer eksempelvis, at alle børn i Sverige skal lære, at det - så vidt vi ved i dag - er Darwins evolutionslære, der er den rigtige, og ikke Bibelens skabelsesberetning. Det var nogle ord om, hvad jeg ikke har sagt. Og hvad har jeg så sagt? For det første gjorde jeg i artiklen rede for en del af vores historiske udvikling. Jeg tror, at mange i vores sekulariserede land i vores sekulariserede tid har glemt, at religionen i århundreder også har fungeret som et uhyre stærkt magtinstrument - måske det stærkeste af alle. Den, som har blot det mindste kendskab til historien, vil også vide, at religionen har fungeret som et instrument til at styrke magtbasen for den, som har magten. Hvorfor blev Rom kristnet? Fordi kristendommen kunne tjene som et mere effektivt magtinstrument end den gamle hedenske tro. Samme årsager ligger bag kristningen af Norden. Det forholdt sig ikke sådan, at Olof Skötkonung (den første svenske konge, cirka 995-1022, der lod sig døbe, red.) pludselig vågnede en morgen og følte sig kristen. Det var snarere helt logiske årsager, som fik også de nordiske høvdinger til at gå ind for kristendommen. Og videre: Hvorfor blev Sverige lutheransk? Luther gav ikke kun Gustav Vasa muligheden for at få fingre i kirkens ressourcer, men også mulighed for at bruge den omfattende kanal, som en statslig kirkes præster og prædikestole repræsenterede, til at sprede sin egen propaganda. Nogle gange har der været tale om tilfældighedernes spil, men mønstret er tydeligt. Det viser, at religiøse dogmer og teser og de traditioner, religionen står for, på ingen måde er eviggyldige, men skabt af mennesker på en sådan måde, at de har tjent den ene eller den anden magthavers interesser. Med andre ord er religioner i vid udtrækning skabt af visse mænd for at udøve magt over andre mænd og kvinder. Sådan var det indtil 1700-tallet, men så skete der noget revolutionerende: Oplysningen. En fritænkende kraft opstod, da filosoffer og videnskabsmænd udfordrede kirkens monopol på verdensbilledet og nægtede at acceptere dens magtudøvelse. Blandt navne som Voltaire, Rousseau, Kant og andre tænkere, som vi forbinder med oplysningstiden, var der både ateister og troende, men de havde det tilfælles, at de ikke ville godtage religionens rolle i politisk beslutningstagning. Oplysningen var vigtig som sådan og inspirerede også til den franske revolution i 1789, men fandt først bred appel langt henne i 1800-tallet. Og da var det dannelsen af arbejderbevægelsen, der banede vej for demokratiet og ytringsfriheden. På arbejderbevægelsens dagsorden stod ønsket om at knuse kongehusets, krigsmagtens, adelens, kapitalisternes - og kirkens - magt. Magten blev knust, og dermed fulgte sekulariseringen. Det er ingen tilfældighed, at jo stærkere arbejderbevægelsen har været i et land, jo mere markant har sekulariseringen været. Sekulariseringen skabte et paradigmeskift i opfattelsen af verdensbilledet, som var medvirkende til, at videnskabelig metodik, rationalitet og logisk tænkning blev dominerende for, hvordan samfundet skulle tage form. I 1960'erne ændrede faget kristendom navn til religionskundskab. Børnene skulle ikke længere kun lære noget om en religion, men om alle religioner. Og de skulle ikke længere undervises i at tro på kristendommen ifølge Luther, men have mulighed for at danne deres egen opfattelse. Samtidig blev kristendommens hidtidige indflydelse på andre samfundsområder udfordret, ikke mindst når det gjaldt synet på moral og den enkelte borgers rettigheder. Seksualundervisningen i skolerne var vanskelig at sluge for mange konservativt religiøse. Men i det store hele gennemgik Sverige en stor forandring uden større modreaktioner, og faktum er, at gennembruddet skete overraskende smertefrit i Sverige. Derfor kunne mange, ligesom jeg, under skolegangen i 1980'erne blive meget forbløffede over, hvordan man i skoler og blandt delstats- og lokalpolitikere i USA stadig var uenige om, hvorvidt det skulle være Darwins teorier eller Bibelens skabelsesberetning, der skulle undervises i. Jeg, og mange andre, syntes, at den amerikanske debat var besynderlig, og vi undrede os over, at de ikke var kommet længere i samfundsudviklingen. Det er en meget hurtig sammenfatning, men den historiske udvikling, vi har oplevet i Sverige og i den øvrige vestlige verden, har brudt religionens rolle som magtinstrument. Er dette nu en veletableret virkelighed, eller er der ved at ske noget? Nu skal man naturligvis ikke overdrive, for det videnskabelige paradigmes indflydelse er meget stærk, men nok ikke helt så stærk, som vi nogle gange gerne vil tro. Frem for alt er den ikke lige stærk i alle lande i Vesten. Jeg vil mene, at vi lever i en tid, hvor vi ser stadig flere tegn på et tilbageslag for videnskabens rolle for udformningen af politikken og en genkomst af religionen som grundlag for udøvelse af magt. Vi ser det bl.a. i den katolske kirkes stærke position under Johannes Paul II. Den seksualmoral og den dertil knyttede politik, som han stod for, har bidraget til, at hundredtusinder af liv er gået tabt. Jeg tænker ikke kun på de mindst 70.000 dødsfald blandt kvinder, som hvert år sker i forbindelse med illegale aborter, hvoraf mange sandsynligvis kunne være undgået, hvis den katolske kirke mange steder på Jorden havde haft en mildere holdning til abort. Jeg tænker også på aids-epidemien. 40 millioner mennesker er i dag smittet med hiv, og 30 millioner af dem lever i Afrika. Trods alle de menneskelige tragedier, der er forbundet med hiv, fortsætter den katolske kirke ikke alene med at modarbejde kondomer som præventionsmiddel; den modarbejder også aktivt anvendelsen af kondomer. Det er efter min mening helt grotesk. Et andet eksempel er USA's præsident, George W. Bush, og hans stigende brug af religiøse argumenter for at motivere politiske holdninger. I abort- og kondomspørgsmålet ligger hans politik tæt på pavens, og det ser vi desværre også i USA's bistandspolitik og optræden i internationale sammenhænge, hvor fælles sundhedspolitiske indsatser skal forhandles på plads. Når man følger udviklingen i den amerikanske indenrigspolitik, kan man se, at Bush desuden bruger de homoseksuelle som rambuk for at opnå popularitet. Forslaget om, at der skal indskrives et forbud mod homoseksuelle ægteskaber i den amerikanske forfatning, er ikke andet end et politisk spil på homofobiske følelser, for at han med religiøst begrundede argumenter kan fiske stemmer i konservative religiøse kredse. For mig er argumenter af typen »homoseksuelle ægteskaber truer familien« decideret komiske. Jeg har selv familie, og vi fik for nylig vores andet barn. Hvordan skulle det kunne true min familie, hvis der flyttede et homoseksuelt par ind i huset ved siden af? Nej vel, det er så torskedumt. Men vi ser også eksempler på religionens fornyede indflydelse i det politiske rum her i Sverige. Jeg nævnte tidligere, at jeg i min skoletid i 1980'erne syntes, at det var mildest talt mærkeligt, at der i USA var en strid om retten til at lære noget om Darwins evolutionslære. I dag har vi haft tilløb til samme diskussion i Sverige, i forbindelse med forholdene i nogle af vores religiøse friskoler, kristne, muslimske såvel som dem, der følger andre overbevisninger. En del forældre vælger at sætte deres børn i friskoler, for at de kan få en opvækst, hvor de ikke kommer til at høre, at religiøse skabelsesberetninger strider mod videnskabelige iagttagelser, og ikke kommer til at høre om andre religioner. Og endelig for at de ikke skal møde andre børn med anden religiøs baggrund. For mig handler dette om modsatrettede målsætninger mellem på den ene side forældrenes ret til, ud fra egne religiøse overvejelser, at vælge skole til deres barn og på den anden side barnets ret til alsidig og objektiv undervisning. I denne konflikt står jeg på barnets side. Disse eksempler skal naturligvis ikke overdrives og forstørres urimeligt, men jeg mener, at det samlede billede ikke desto mindre er, at vi oplever noget af et tilbageslag for videnskaben. Det var derfor, jeg i min artikel rettede en opfordring til forskningsverdenen om at se situationen i øjnene og gå til kamp for det videnskabelige paradigme og bane vejen for en ny oplysning. Men i sidste ende handler spørgsmålet ikke blot om den videnskabelige frihed, men om demokratiets inderste væsen. Et provokerende spørgsmål: Kan religion og demokrati forenes? Ja, naturligvis kan det være sådan - religion er ikke ensbetydende med antidemokrati. Men det behøver ikke være sådan. Lad mig forklare hvorfor. Demokrati bygger på forestillingen om, at mennesket er menneskehedens herre. Mennesket bestemmer selv over, hvordan menneskets tilværelse skal udformes. Demokrati er et grundlæggende og uomgængeligt instrument for at opnå dette. Allerede her kan der opstå en konflikt med religiøse forestillinger, hvis disse forestillinger bygger på, at der findes en guddommelig plan for menneskeheden, der er styret af en højere magt. Demokratiet bygger også på forestillingen om alle menneskers ligeværd. Det lyder ukontroversielt, vil alle vel mene. Men måske alligevel ikke. Der findes en slags lakmusprøve for at afgøre, om en religiøs verdensanskuelse helt og fuldt går ud fra alle menneskers lige værd. Og det er synet på kvindelige præster. Det er efter min mening umuligt at hævde, at alle mennesker er lige meget værd, og i næste sætning sige: Men kvinder dur ikke til at være præster, imamer eller rabbinere og så videre. Så enkelt kan det siges. Hvis man ikke tillader kvindelige forkyndere af sin egen religion, tilpasser man sig heller ikke et af demokratiets grundprincipper fuldt ud. Når det er sagt, er det også på sin plads at sige noget om demokratiets begrænsninger - om mennesker har ret til at gøre hvad som helst. I diskussionen om skæringspunkterne mellem religion og politik ser man tit det argument, at religionen har en vigtig rolle at spille ved at lægge en fast etisk ramme, som demokratiet ikke kan bevæge sig uden for. Sat på spidsen er der altså behov for noget, der forhindrer, at 51 procent af befolkningen bestemmer sig for at begå folkemord på de resterende 49 procent. Det er klart, at der er behov for en sådan etisk ramme. Men på den anden side er Bibelen heller ikke altid den bedste rettesnor for den, der vil forhindre et folkemord. Det ved alle, der har læst Det Gamle Testamente. Princippet er dog vigtigt, nemlig at demokratiet skal kunne sætte sine egne grænser for, hvad demokratiske beslutninger kan omfatte. Har en demokratisk stat ret til at bestemme hvad som helst? Det findes der to svar på: 1) Demokratiet kan bestemme hvad som helst, så længe det ikke overtræder grundlæggende menneskerettigheder. Med andre ord grundlæggende og overordnede normer, som vi finder dem i demokratiske staters forfatninger og retssystemer eller i internationalt gældende dokumenter som FN's menneskerettighedserklæring og Europakonventionen. 2) Det andet svar er, ja, demokratiet kan beslutte hvad som helst, så længe det ikke krænker Guds ord. Der er en afgrundsdyb forskel mellem disse synspunkter, og når de kommer i konflikt med hinanden, opstår der ikke sjældent vanskeligheder med at hævde politiske holdninger grundlagt på menneskelige rettigheder og rationelle overvejelser om beslutningens effekt. For mig handler det om at løfte spørgsmålet om religionens indvirkning på demokratiets rækkevidde. Jeg mener, at der findes en række tegn på, at religiøse argumenter får negativ indflydelse på vores muligheder for at hævde grundlæggende rettigheder og muligheden for at imødegå alvorlige trusler mod menneskers liv og helbred. Jeg nævnte f.eks. aids-epidemien. Den omfattende debat og en del af de domme, der fældes over mig og mine hensigter, har også medført, at jeg har fundet gode grunde til at fremhæve, hvad jeg ikke mener. Jeg har ingen forestillinger om Guds eksistens. Jeg vil ikke arbejde for, at Sverige skal udvikle sig til en eller anden form for ateistisk stat. Jeg vil absolut ikke forhindre troende i at deltage i samfundsdebatten, men i stedet medvirke til, at debatten får større bredde ved at opfordre personer i den videnskabelige verden til at tage til orde for videnskaben mod de kræfter, som med religiøse argumenter forsøger at sætte grænser for såvel forskning som politiske beslutninger. Jeg har også beskrevet, hvordan jeg opfatter religionen som instrument til at få magt over verdslige forhold. Religionen har været et værktøj for kongelig og kejserlig magtudøvelse. Dette udfordres af videnskabelige fremskridt og oplysningstidens filosoffer og tænkere. Med arbejderbevægelsens gennembrud er også Sverige gået over til at være et religionsneutralt demokrati. Det ønsker jeg, at det skal blive ved med at være. Oversættelse: Helle Albeck og Peter MollerupMorgan Johanssons Kronik har også stået i det svenske magasin Humanisten