I øjeblikket verserer to retssager ved Vestre Landsret anlagt mod Kirkeministeriet. Sagerne rammer på grund af deres principielle - politiske, økonomiske og juridiske - interesse lige ned i folkekirkens særstilling i det danske samfund, og de angår begge spørgsmålet om religiøs diskrimination i dagens danske samfund, men de har delvis forskelligt fokus. Det ene sagsanlæg vedrører noget så jordnært som omkostningerne ved at blive begravet. Sagen er anlagt af en førtidspensionist i Sydjylland, som kan påvise, at hun som katolik vil blive afkrævet en betaling for sit gravsted og selve begravelsen, der er godt og vel to en halv gange det, et folkekirkemedlem skal betale for de samme ydelser. Sagt på anden måde: Hun skal betale cirka 4.350 kroner for det, som et folkekirkemedlem samme sted skal give cirka 1.600 kroner for - altså en ekstrabetaling på 2.750 kroner. En ren bagatel, siger Kammeradvokaten på vegne af Kirkeministeriet - og henviser til, at det må være berettiget at gøre forskel, eftersom folkekirkemedlemmer jo har bidraget til kirkegårdsdriften via deres kirkeskat igennem et måske langt liv. Der er altså tilsyneladende tale om en slags forsikringsopsparingssynspunkt. Men hertil svarer vor sagsøger, at merudgiften faktisk betyder noget i en førtidspensionists beskedne budget, og tilføjer, at hun har været medlem af folkekirken i en menneskealder, indtil hun konverterede til den katolske kirke: Hvad så med de penge, hun allerede har erlagt i kirkeskat? Endvidere siger sagsøger, at hun reelt ikke har noget valg i form af at blive begravet på en anden kirkegård end i den by, hvor hun bor - og altså ikke på en kommunal kirkegård. Sådanne findes nemlig kun i hovedstadsområdet og i de største provinsbyer - her gøres der interessant nok ikke forskel på begravelsestaksterne mellem medlemmer og ikkemedlemmer af folkekirken. Den anden retssag angår den tvungne civilregistrering hos folkekirken, det vil sige den anmeldelse af alle børn, som skal ske inden for to hverdage fra fødslen til kirkekontoret i det folkekirkesogn, hvor moderen boede på fødselstidspunktet. Det er en pligt, der gælder, hvad enten moderen var medlem af folkekirken eller ej. Registreringspligten bygger tilsyneladende på en forudsætning om, at alle danskere tilhører et eller andet folkekirkesogn ud fra et geografisk kriterium: Det er altså folkekirken som øvrighedsmyndighed, vi her har med at gøre - et typisk levn fra enevælden, kunne man mene, hvor alle »kongelig maiestæts« undersåtter var omfattet af den lutherske statskirke, og hvor præsten og degnen ofte var de eneste skrivekyndige i sognet ... Men hvad nu hvis en mor tilhører et »afvigende trossamfund« (grundlovens terminologi), eller måske slet ikke noget - kan hun så gå til f.eks. sin rabbiner, imam, baptistpræst, eller bare til kommunekontoret for at få sit barn registreret? Nej. Sådan er det ikke i dagens Danmark, hvor fiktionen om den monoreligiøse (og monokulturelle?) enhedsstat tilsyneladende stadig ønskes opretholdt. »For Danmark er et gammelt kristent land!«, som forhenværende kirkeminister Tove Fergo yndede at udtrykke sig, når hun ville lægge tryk på sin argumentation for folkekirkens særstilling. I stedet for at lade de civile myndigheder tage sig af registreringen af 'afvigerne', eller af alle nyfødte i samfundet for den sags skyld, sådan som det sker i de lande, vi plejer at sammenligne os med - ja, så har man her i landet valgt at lade folkekirken stå for det. Bemærk dog, at i Sønderjylland, der jo stemte sig hjem til Danmark i 1920, har man som en arv fra 'prøjsertiden' videreført et kontinentalt system for civilregistrering, nemlig ved den stedlige kommune. Efter genforeningen foreslog et sagkyndigt udvalg, at dette velfungerende system skulle udstrækkes til hele kongeriget, men den daværende kirkeminister, provst Hermansen, fik ideen jordet. Oven i købet har man valgt senere at styrke og udbygge folkekirkens civilregistrering. Det sidste tiltag på dette område er 'den elektroniske kirkebog', også kaldet Den Ny Kirkebog, et kostbart edb-baseret system, der kører parallelløb og derfor har fuld interferens med kommunernes registrering i cpr-systemet - mens den registrering, der naturligt nok fortsat må ske i de afvigende trossamfunds kirkebøger, ingen tilkobling har til dette system. I Den Ny Kirkebog registreres altså fødsler, dåbshandlinger, indgåelse og opløsning af ægteskab, flytninger, begravelser m.m., også selv om de berørte personer står uden for folkekirken. I denne anden retssag klager sagsøgeren ikke blot over, at han skal foretage fødselsanmeldelsen til en religiøs myndighed, som er ham fremmed. Han er nemlig irakiskfødt kristen, flygtet fra militærtjeneste i Saddam Husseins hær. Han er nu dansk statsborger og sammen med sin kone medlem af den katolske menighed i Aalborg, hvor parret har boet og arbejdet i en årrække. Tilmed blev han ved den obligatoriske anmeldelse af sit barns fødsel til det lokale kirkekontor udspurgt om sit religiøse tilhørsforhold, og om barnet dog ikke alligevel skulle døbes i folkekirken. Nej, han klager tillige over, at ægteparrets barn herefter permanent er omfattet af folkekirkens registrering. Måske vækker noget sådant dobbelt ubehag hos mennesker, der er flygtet fra politisk diktatur. Ved begge klager henvises der til den europæiske menneskerettighedskonvention og FN's menneskerettighedskonvention, der er tiltrådt og ratificeret af Danmark og derfor er en integreret del af dansk ret. Også medlemmer af andre 'afvigende trossamfund' føler sig krænket over den tvungne civilregistrering: I år valgte tre unge baptistægtepar at nægte at fødselsanmelde deres børn hos folkekirken. Foreløbig er reaktionen udeblevet. I begge sager klages der endvidere over den massive medfinansiering af folkekirkens aktiviteter, især forkyndelsesaktiviteterne, som sker via samtlige skatteyderes betaling af statsskatter. Her er det imidlertid ikke blot sådan, at de to sagsøgere, med henvisning til menneskerettighedskonventionerne, hævder, at der er sket en krænkelse af deres religionsfrihed, i og med at de er blevet tvunget til at medfinansiere en anden religion end deres egen via statsskattebetalingen. De påstår også, at en sådan medfinansiering er i strid med grundlovens par. 68, der fastslår, at »ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen«. Man kan sige, at der i grundloven foreligger en art regelkollision mellem denne bestemmelse og par. 4, som bestemmer, »at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og som sådan understøttes af staten«. Men, hævdes det i sagsøgernes procedure: Med henvisning til samfundets udvikling, Danmarks internationale forpligtelser (det vil sige de internationale konventioner) og nyeste domspraksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol - er der al mulig grund til at revurdere omfanget af muligheden for at pålægge ikkemedlemmer af folkekirken pligt til at medfinansiere den, i særdeleshed dens forkyndelse. Sagt på en anden måde: Der er nu tvingende juridiske og samfundsmæssige grunde til at fortolke par. 4 i grundloven indskrænkende og par. 68 efter ordlyden. Hvad er det så for en medfinansiering, der klages over? Hvilken størrelsesorden og hvilke udgiftsposter handler det om? At få overblik over folkekirkens økonomi er en vanskelig rebus at løse for den almindelige borger. Finanslovens måde at præsentere tingene på gør det heller ikke nemmere, for heraf fremgår kun statens andel til folkekirkens og Kirkeministeriets drift (se finansloven par. 22 om Kirkeministeriet og par. 36 om pensionsvæsenet). For det samlede overbliks skyld er det nødvendigt, at vi bevæger os længere ud i systemet. Folkekirken havde per 1. januar 2005 omtrent 4,5 millioner medlemmer, det vil sige cirka 83 procent af befolkningen. I hovedstaden er andelen nu faldet til under 70 procent. Desværre er Danmarks Statistik holdt op med at registrere religiøse forhold, så fordelingen af de resterende 17 procent af befolkningen må nødvendigvis blive meget skønsmæssig. Det kan dog siges, at det næststørste kristne trossamfund, den romersk-katolske kirke i Danmark, havde cirka 40.000 medlemmer. Folkekirkens indtægter og tilskud på, i meget runde tal, 6 milliarder kroner i 2004 stammer hovedsagelig fra kirkeskatterne: cirka 4,8 milliarder - fra egne kapitalindtægter: cirka 550 millioner - samt fra statsskattemidler: årlig omkring 630 millioner kroner, svarende til cirka 10,5 procent af indtægterne. Da det jo er medfinansieringen via statsskatten - og især af forkyndelsen - der er af interesse for retssagerne, vil jeg give nogle hovedposter, ligeledes i hele millioner kroner: tilskud til bispe-, provste- og præstelønninger samt deres pensioner: 545 millioner, tilskud til dansk kirkelig virksomhed i udlandet: 18 millioner, Kirkeministeriets departement: 30 millioner kroner Men herudover er der et par »vigtige håndslag« til folkekirken (et rammende udtryk brugt af biskop Jan Lindhardt i hans seneste bog, 'Folkekirke?'), som ikke kan læses ud af finansloven. Der tænkes på teologiuddannelserne ved universiteterne i København og Århus og organistuddannelserne ved musikkonservatorierne. Disse uddannelser finansieres ikke af kirkeskatten, men af henholdsvis Videnskabsministeriet og Kulturministeriet, det vil sige af de almindelige skatter. De færdiguddannede bliver helt overvejende ansat i folkekirken efter endt uddannelse. Ifølge 'Rapport om folkekirkens økonomi' udgivet af bl.a. Finansministeriet og Kirkeministeriet i 1995 således 89 procent af de teologiske kandidater i perioden 1988-1993! Da universiteternes teologiuddannelser stadig må karakteriseres som 'monokonfessionelle' (der findes således ikke faste undervisere eller forskere i andre konfessioners teologi, f.eks. katolsk eller ortodoks, modsat hvad tilfældet er ved universiteterne i Lund og Uppsala), og da præsterne i folkekirken ved deres præsteløfte forpligter sig til at bekæmpe vranglærdomme, er det ikke uberettiget at hævde, at der i det almindelige statsskattetilskud til disse uddannelser ligger en krænkelse af religionsfriheden. Teologiuddannelserne med dertil knyttet statsfinansieret forskning kostede i 2004 skønsmæssigt 60 millioner kroner. Forudsættes det, at 85 procent af kandidaterne får ansættelse i folkekirken, kan statstilskuddet til folkekirken altså beregnes til godt 50 millioner kroner. Det er yderligere interessant, at mens studerende ved de to fakulteter uden videre er berettigede til statens uddannelsesstøtte, har andre konfessioners teologistuderende som hovedregel ikke ret til SU. Lad mig også nævne, at det under retssagen er blevet fremhævet, at det offentliges hjælp med opkrævning og inddrivelse af kirkeskatterne er en uvurderlig service for folkekirken, som den - som det eneste trossamfund i landet - nyder godt af. Endelig skal det omtales, at kirken i Grønland finansieres via bloktilskuddet til Grønland, det vil sige 100 procent af statsskattemidlerne. I 2004 var der afsat cirka 36 millioner kroner på landstingsfinansloven til kirken. Herved forstås den evangelisk-lutherske kirke, der omfatter hen ved 90 procent af befolkningen, og så vidt vides har andre trossamfund ikke fået andel i denne bevilling. Den skønnede samlede værdi af disse øvrige statsskattetilskud runder 200 millioner kroner! Mens landsretten arbejder, er det fristende at give et par forslag til, hvordan man politisk kan løse de problemer, der ligger i de to retssager. Det forudsættes, at de klager, der er redegjort for, udspringer af, at sagsøgerne - med rette - føler sig diskriminerede. Som det fremgår af ovenstående, kan en sådan diskrimination antage forskellige former. Det er karakteristisk for det danske samfund, at der typisk ikke forekommer grove overgreb mod samvittighedsfriheden: Mennesker udelukkes jo ikke fra offentlige stillinger, halshugges, kastes i fængsel eller chikaneres åbent på grund af deres afvigende tro. Men det spørgsmål melder sig, om ikke der gennem en massiv favorisering af et enkelt trossamfund og dets sammenfiltring med statsmagten alligevel sker en underminering af trosfriheden og skabes et klima, som over for ikkemedlemmer af majoritetskirken bedst kan karakteriseres som 'repressiv tolerance': Trosfrihed og troslighed er to sider af samme mønt. Der er altså ikke blot tale om de tre punktuelle problemer, som retssagerne vedrører, men snarere om en grundlæggende fejl i hele systemet: Det, der skulle være en folkekirke, det vil sige en folkets kirke med rimelig frihed i forhold til staten (jf. løfteparagraffen i grundlovens par. 66 om, »at folkekirkens forfatning fastsættes ved lov«), er fortsat - mere end 150 år efter enevældens afskaffelse - en embeds- og statskirke, der synes lammet i selvtilstrækkelighed, berøvet evnen til initiativ, både på det samfundsmæssige og økumeniske område. I stedet for at prioritere løsningen af eksistentielle problemer vedrørende sjælesorg, samfund og økumeni involverer folkekirken sig tilsyneladende først og fremmest i den forskriftsmæssige varetagelse af embedshandlinger som registreringsopgaver, kirkegårdsforvaltning, overgangsriter m.m. Herefter synes løsningen af de tre problemer at ligge på den flade hånd: 1) Lad kirkegårdsvæsenet overgå til landets kommuner, og gør udgiften til at blive begravet ensartet for alle uanset (eventuelt) konfessionelt tilhørsforhold. 2) Ophæv den kirkelige civilregistrering, der tillige er en dobbeltregistrering, og lad den overgå til kommunerne, som det sker i Sønderjylland. Ved disse to forslag, der i øvrigt passer godt med kommunalreformen, vil der på sigt kunne spares trecifrede millionbeløb, samtidig med at værdifuld arbejdskraft i folkekirken frisættes til kirkens kerneopgaver. 3) Fjern tilskuddet af statsskattemidler: Aktiviteterne må finansieres med medlemsbidrag, på linje med andre trossamfunds, hvis præster typisk nøjes med langt lavere lønninger end folkekirkepræsternes, og i øvrigt tager til takke med folkepensionen. Besparelse: mindst 600 millioner kroner. 4) Omvendt bør det sikres, at tæppet ikke trækkes væk under folkekirken økonomisk. Her foreslås følgende enkle model: Samtlige danske skatteydere betaler 1 procent af deres skattepligtige indkomst til et af staten anerkendt formål, det være sig religiøst, humanitært eller kulturelt (f.eks. et konkret trossamfund, et museum, en uddannelses- eller forskningsinstitution, en nødhjælpsorganisation). Herved sikres også, at ingen borgere kan 'køre på fribillet' i forhold til livsområder, der er vitale for opretholdelsen af et menneskeligt og civiliseret samfund. Det må endvidere sikres, at trossamfund med bevaringsværdige kultbygninger (i praksis fortrinsvis, men dog ikke udelukkende, folkekirken) får tilstrækkelige øremærkede midler til vedligeholdelse af bygninger og inventar. 5) Det vil være i overensstemmelse med dansk demokratisk tradition, at realiseringen af disse tre forslag bliver del af en generel nyordning, hvor både folkekirkens forfatning og reguleringen af de 'afvigende trossamfunds' forhold ordnes ved lov (jf. grundlovens paragraffer 66 og 69), naturligvis efter et grundigt kommissionsarbejde, der inddrager samtlige parter. Virkeliggørelsen heraf må anses for en vigtig prøve på regeringens, Folketingets og folkekirkens evne og vilje til nytænkning - og sidstnævnte institutions økumeniske sindelag.