Op til jul oplever vi år efter år tilbagevendende historier om, hvordan omsætningen i julehandlen slår alle rekorder. Mens nogle beskæftiger sig med trend-analyser af, hvorfor årets pakker primært er bløde eller hårde, og andre med de økonomiske, politiske og psykologiske årsager til, at juleforbrugsfesten hvert år bliver større og større, så er der sjældent nogen, der tænker over, hvor de gaver, vi lægger under juletræerne, kommer fra og hvorfor. Jeg vil gerne bruge den kommende juletid og ikke mindst det forestående WTO-møde i Hongkong som anledning til at debattere julegavernes oprindelse, som desværre ikke er så romantisk, som børn og barnlige sjæle forestiller sig. For juleglæden spredes faktisk ikke kun der, hvor gaverne gives, men i høj grad også der, hvor de produceres. Og der står desværre sjældent 'Made in Ghana' eller navnet på et andet fattigt udviklingsland på julegavens emballage. Sandheden er, at Afrika syd for Sahara med sine 689 millioner mennesker ikke har en større andel af verdenshandlen end Belgien. Og da der kun er 10 millioner belgiere, er det ikke et juleeventyr. I en globaliseret verden er der ikke længere nogen god grund til, at varer ikke produceres der, hvor de produceres billigst. Det vil komme forbrugere i alle lande til gode i form af billigere priser, og det vil være den bedste hjælp, vi kan give til Afrikas millioner af fattige, fordi det er hjælp til selvhjælp. I Danmark ved vi fra egen erfaring, at international handel forbedrer den økonomiske udvikling. Det samme vil kunne gælde for fattige udviklingslande. Alle lande har komparative fordele. Derfor vil udviklingslandene også stå som vindere ved øget handel. For lande i Afrika er international handel på mange måder en helt afgørende forudsætning for vækst og dermed også for reduktion af fattigdom, sygdom og sult. Denne erfaring har mange asiatiske lande i de senere år også gjort sig. I Kina har den økonomiske vækst over de sidste årtier løftet 400 millioner mennesker ud af dyb fattigdom. Der er ingen tvivl om, at kineserne har nydt godt af, at mange af de produkter, vi bruger i dag, er lavet i Kina. Kan vi gentage historien for Afrika? Et Afrika, hvis andel af den internationale handel faktisk er faldet støt siden midten af 1960'erne ligesom indkomsten pr. indbygger? Er det realistisk at tro, at vores børn om 20 år kan fortælle et juleeventyr om, hvordan øget handel på verdensmarkedet løftede Afrika ud af fattigdom? Mit svar er enkelt. Historien kan gentages. Afrika kan løftes ud af fattigdom - og handel kan blive løftestangen. Men det er ikke en udvikling, som vil give sig selv. Langtfra. Hvis udviklingen skal vendes, skal der handles - og det i mere end én forstand. Problemet er nemlig, at mange udviklingslande hverken har noget eller nogen at handle med. Der er ingen tvivl om, at udviklingslandene selv skal gøre meget mere for at styrke de produktive sektorer og ikke mindst det private erhvervsliv. Og her er det beskæmmende igen og igen at konstatere, at udviklingslandenes egne politikker ofte er uhensigtsmæssige og i nogle tilfælde direkte skadelige for muligheden for at opnå udvikling gennem økonomisk vækst og handel. Der skal gennemføres økonomiske, politiske og retslige reformer, så erhvervslivet får bedre eksistensbetingelser. Forretninger trives bedst, hvor der er god regeringsførelse og stabile rammer. Ansvaret for at sikre disse rammer ligger klart ved udviklingslandene. Men vi kan hjælpe dem på vej via vores udviklingsbistand, hvor vi hjælper landene med at bekæmpe korruption, skabe bedre vilkår for erhvervslivet, forbedre infrastrukturen, højne sundheds- og uddannelsesniveauet og overføre knowhow og teknologi. Men ansvaret ligger i sidste ende hos udviklingslandene selv. Det, vi kan give, er hjælp til selvhjælp. Dog: der er et sted, hvor hovedansvaret klart er de rige landes. Vi skal sikre, at de fattige landes muligheder ikke fjernes gennem et restriktivt handelssystem. Udviklingslandene har ofte meget dårlig adgang til at afsætte deres varer på verdensmarkedet, og det er bestemt ikke en gulerod eller motivation for øgede investeringer i de produktive sektorer. Det gavner hverken den politiske eller private entreprenør-ånd i udviklingslandene, at der er så store tekniske og økonomiske barrierer for handel over grænserne. Og det er dobbelt beklageligt, fordi de afledte effekter af øget produktion og handel i form af arbejdspladser og økonomisk vækst er de stærkeste drivkræfter bag udvikling generelt. Helt centralt er også, at udviklingslandene - og i høj grad de afrikanske lande - arbejder for at mindske handelsbarrierer på tværs af grænserne på det afrikanske kontinent. Men det internationale samfund kan og skal også ændre kurs, blandt andet ved at afvikle handelsforvridende eksportstøtteordninger og give bedre adgang til verdensmarkedet for udviklingslandene. Regeringens udgangspunkt er klart. Vi ønsker at bruge det forestående WTO-møde i Hongkong den 13.-18. december til at promovere en liberalisering af den internationale handel. Det vil være til fordel for alle lande - rige som fattige. Særligt tre aspekter af de nuværende forhandlinger i WTO (den såkaldte Doha-runde) vil være afgørende for udviklingslandene: For det første øget markedsadgang for udviklingslandene. For det andet en kraftig reduktion af handelsforvridende landbrugssubsidier, herunder fuld afvikling af alle former for eksportstøtte. Og for det tredje teknisk assistance til udviklingslandene, så de bedre kan udnytte nye markedsåbninger som følge af en WTO-frihandelsaftale. EU er Afrikas vigtigste partner, både når det kommer til handel og i udviklingssamarbejdet. Derfor er de beslutninger, vi træffer i EU på handelsområdet, af afgørende betydning for den økonomiske udvikling i Afrika. 'Alt undtagen våben'-initiativet har givet EU en global førerposition i sammenkædning af handel og udvikling ved at give de mindst udviklede lande told- og kvotefri markedsadgang for alle varer undtagen våben og ammunition. Hen over sommeren nærede jeg et lille håb om, at statsledere fra f.eks. USA eller Japan, som havde chancen på et af de mange møder i Gleneagles (G8), New York (2005-topmødet) eller Washington (Verdensbanken/IMF's årsmøder) ville have annonceret lignende konstruktive forslag til gavn for Afrika. Desværre er mine forhåbninger indtil videre gjort til skamme. Men jeg håber stadig, at tilbuddet til de fattigste udviklingslande om told- og kvotefri markedsadgang vil komme i Hongkong. Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at der stadig er plads til forbedringer i EU's 'alt undtagen våben'. Derfor presser vi fra dansk side på i EU for, at aftalen udvides til at omfatte alle lande i Afrika syd for Sahara. Vi ønsker også et opgør med de komplicerede oprindelsesregler, der forhindrer udviklingslandene i at udnytte EU-initiativet fuldt ud. Lad mig give et eksempel. En af de vigtigste eksportvarer i Ghana er tun på dåse, hvor konkurrencen på de internationale eksportmarkeder er hård. I henhold til oprindelsesreglerne tilknyttet Ghanas frie markedsadgang til EU skal fiskeriet dog foretages af ghanesisk-ejede fartøjer. Derudover må stillinger på ledelsesniveau ikke bestrides af udlændinge, ligesom mindst 50 procent af personalet skal være ghanesere. På den måde begrænser EU's oprindelsesregler i vid udstrækning Ghanas muligheder for at trække på udenlandsk ekspertise - fra andre afrikanske lande eller fra store fiskerinationer som Korea - til at videreudvikle den ghanesiske fiskerisektor og ekspandere eksporten til EU. Beregninger fra Verdensbanken peger på, at gevinsterne ved et udviklingsvenligt resultat af Doha-runden langt overvejende vil komme fra landbrug. Og især udviklingslandene vil høste de største fordele ved liberaliseringer på landbrugsområdet. Det er derfor vigtigt for især udviklingslandene, at vi får gjort op med den handelsforvridende eksportstøtte, som på landbrugsområdet skaber unfair konkurrencebetingelser på verdensmarkedet, og som lader vores produkter underbyde udviklingslandenes eksportvarer. Jeg er derfor glad for, at regeringen netop har fået Folketingets opbakning til forslaget om at arbejde for en aftale om parallel udfasning af alle handelsforvridende eksportsubsidier senest 5 år efter Doha-rundens ikrafttræden. Bomuld er et indlysende eksempel på den handelsforvridende landbrugsstøtte, som udviklingslandene med vores opbakning kæmper for at få afskaffet. Nogle af verdens fattigste lande - Mali, Burkina Faso, Benin og Tchad - er dygtige og konkurrencedygtige eksportører af bomuld. I Burkina Faso koster det eksempelvis kun 21 cents at producere et pund bomuld, mens det i USA koster 73 cents. Alligevel har Burkina Faso svært ved at klare sig i konkurrencen, når subsidierede amerikanske bomuldsbønder oversvømmer markedet med bomuld til kunstigt lave priser. Det er et klassisk eksempel på, at markedet ikke kan fungere som regulator, når produktionsstøtte forhindrer udnyttelse af landenes komparative fordele. Sammen med ligesindede handelsliberale lande støtter vi derfor de bomuldsproducerende udviklingslandes forsøg på at få deres vanskelige situation på WTO's dagsorden. Og gennem udviklingsbistanden har jeg taget mere utraditionelle metoder i brug, f.eks. ved at styrke de vestafrikanske landes forhandlingskapacitet i WTO i Genève og ved at finansiere tiltag som en markedshåndbog for bomuldseksportører i Benin. For øget markedsadgang og afvikling af landbrugssubsidier er ikke i sig selv tilstrækkeligt. Udviklingslandene har også behov for vores støtte til at udvikle et konkurrencedygtigt erhvervsliv. Det er en forudsætning for at handle med nogen, at man har noget at handle med. Her gør dansk udviklingsbistand en reel forskel. Vi arbejder intenst på at sikre, at handel og vækst fremover bliver en integreret del af landenes fattigdomsstrategier. Vi bidrager til, at rammerne for at drive erhverv i udviklingslandene forbedres. Både hvad angår lovgivning, finansiering og i forhold til den service, som de offentlige myndigheder skal yde. Og vi forsøger at hjælpe landene med at forbedre deres produktstandarder og kvalitetsudvikling. Kun på den måde kan de overvinde de handelshindringer - som ikke skyldes toldsatser - som kan stikke en effektiv kæp i hjulet på et ellers lovende eksportinitiativ. Der er mange gode danske bistandserfaringer med erhvervssektorprogrammerne. For eksempel i Tanzania og Ghana. Der har vi lagt hovedvægten på at skabe gode vækstbetingelser for små og mellemstore virksomheder. Nu prøver vi at oprette endnu et erhvervssektorprogram i et afrikansk land. Det er en konkret opprioritering af den danske bistand til handel og udvikling. Vi har også gode erfaringer fra andre områder af bistandssamarbejdet. Mangel på elementær økonomisk, social og fysisk infrastruktur er en alvorlig hæmsko for erhvervsudviklingen i mange udviklingslande. Her gør vores uddannelsesprogrammer, sundhedsprogrammer og så videre også en forskel. Ikke mindst finder jeg det helt afgørende at få styrket uddannelsesniveauet i udviklingslandene for at sætte udviklingslandene i stand til at udnytte globaliseringens positive kræfter. Under forberedelserne af Hongkong-ministerkonferencen har der været en del snak om økonomisk kompensation til de lande, der ellers vil tabe på en WTO-aftale. Jeg vil gerne understrege, at regeringen arbejder på at sikre et runderesultat, der er til alle landes fordel. Samtidig vil jeg advare imod overvejelser om at anvende udviklingsbistanden til at købe fattige landes accept af et WTO-forhandlingsresultat, der ikke er til deres fordel. Jeg deler dog bekymringen over de potentielle konsekvenser for den gruppe af fattige lande, der har behov for støtte i deres langsigtede økonomiske omstillingsprocesser, eller som er afhængige af import af fødevarer. Derfor skal vi være parate til at støtte disse mindst udviklede lande, hvis det bliver nødvendigt. Vi skal hjælpe landene med at tænke handel ind i deres overordnede økonomiske politikker og nationale fattigdomsstrategier, så de bedre kan udnytte liberaliseringernes mange muligheder. Udfordringen er støtte til økonomisk omstilling, ikke økonomisk kompensation. Vi vil alle blive tabere - især udviklingslandene - hvis Doha-runden ikke skaber resultater. Vi har behov for lige spilleregler for alle i den globale økonomi. Og derfor har vi behov for en organisation, der beskytter de svageste økonomier mod jungleloven. Men et stærkt WTO giver ikke sig selv. Der er behov for politisk vilje ikke mindst fra de rige landes side. Vi har en klar forpligtelse til at tage særligt hensyn til udviklingslandene, så øget frihandel kan omsættes til reduktion af fattigdom. For selv om forhandlingerne i WTO handler om tekniske spørgsmål som subsidier, toldtariffer og kvoter, så er det i sidste ende et spørgsmål om at forbedre levevilkårene for millioner af mennesker i den fattigste del af verden, især Afrika. Afrika har mere end noget andet kontinent behov for høje økonomiske vækstrater. Ellers vil deres chancer for at igangsætte selvforstærkende økonomiske udviklingsprocesser forpasses. Verdensbanken siger, at et udviklingsvenligt resultat af forhandlingerne vil kunne reducere antallet af fattige med 8 procent i 2015. Det er 140 millioner mennesker, mænd, kvinder og børn, og halvdelen af dem vil bo i Afrika. Jeg synes om noget, at lige præcis dette tal siger alt om vigtigheden af den opgave, vi står overfor. Jeg vil ikke lægge skjul på, at mødet i Hongkong er helt altafgørende for at holde Doha-forhandlingerne på sporet. Men forhandlingerne er svære, og vi må sætte alle sejl til for at undgå forlis, som det skete i Cancun i 2003 og Seattle i 1999. Men vi må ikke slække på ambitionerne: Udviklingsemnerne skal sikres fuld opmærksomhed i Hongkong. Samlet set lægger jeg stor vægt på, at vi udnytter Hongkong-mødet til at presse på for at udvide udviklingslandenes adgang til vores markeder og afvikle de handelsforvridende eksportstøtteordninger. Men vi skal gøre os klart, at liberaliseringer og markedsadgang alene ikke er nok. Vi skal også sætte udviklingslandene i stand til at udnytte nye og eksisterende markedsåbninger. Det kræver bistand, der understøtter udviklingen af nationale private sektorer, så landene får noget at handle med. Handel er den bedste form for hjælp til selvhjælp, vi kan give verdens fattigste lande. De største tabere ved et manglende resultat i Hongkong vil være de fattigste lande. Det er hyklerisk at give bistand med den ene hånd og samtidig opretholde handelshindringer og handelsforvridende landbrugsstøtte med den anden. Vi må i fællesskab arbejde for at fremme et positivt udfald af Doha-runden, som er til fordel for alle. Det ville være et godt juleeventyr.