Efter Anders Foghs tale ved Folketingets seneste åbning kunne man også i Politiken læse om hans »tårnhøje personlige troværdighed«. Politiken står langtfra alene med dette synspunkt, hvis man skal tro diverse meningsmålinger. Men det burde give anledning til dyb undren, eftersom Fogh ofte har optrådt dybt utroværdigt. I sin tid som skatteminister blev han f.eks. ved flere lejligheder advaret - fra såvel Told & Skat som fra bagmandspolitiet - mod de omsiggribende 'selskabstømninger'. Men han foretog sig intet. Det kom til at koste det offentlige adskillige milliarder i skattetab og mange millioner i de efterfølgende retssager. Forklaringen på Foghs passivitet var ifølge den daværende formand for Skatterevisorforeningen, Mogens Elgaard, at han havde »stor forståelse for folk, der snød og arbejdede sort, fordi det var udtryk for en sund modstand mod det høje skattetryk« - der i øvrigt for første gang oversteg 50 procent af BNP i 1987 og 1988 - så vidt jeg husker verdensrekord - i Foghs tid som skatteminister. Og ifølge formanden for Told & Skatteforbundet, Erling Andersen, var det i Foghs ministertid »ikke befordrende for karrieren at kræve mere kontrol. Ordet måtte ganske enkelt ikke bruges. Told & Skat skulle være en service for erhvervslivet« - ikke en kontrol! I 1992 gjorde Fogh sig som skatteminister skyld i såkaldt kreativ bogføring, hvorefter han vildledte Folketinget herom. Det medførte i december samme år hans afgang til fordel for Peter Brixtofte. Til alt held måtte Poul Schlüter træde tilbage måneden efter på grund af Ninn-Hansen-sagen, kaldet tamilsagen. Med blot lidt længere tid til sin disposition havde Brixtofte formentlig nået at lease fædrelandet ud til et eller andet skuffeselskab eller måske til Thor Pedersens selskab Jydsk Rengøring. Mon Nyrup eller Lykketoft ville kunne have stillet op som statsministerkandidater efter at have vildledt Folketinget? Næppe - og i hvert fald ville det have ført til massive borgerlige protester. Hvad hørte man til Foghs vildledningssag, da han stillede op som statsministerkandidat i 2001? Intet! I 1993 beklagede Fogh i sin minimalstatsbog, at borgerne i vort velfærdssamfund var blevet reduceret til »tæmmede og lydige sociale dyr«. Befolkningen prægedes af »en ynkelig slavenatur« og »trællementalitet«. Ja, Danmark havde ligefrem »udviklet sig til et samfund af livegne«. Disse synspunkter - som fremkom efter 10 års borgerligt styre med ham selv som skatteminister - burde én gang for alle have stemplet deres autor som værende aldeles utroværdig - for nu ikke at bruge stærkere ord. Endnu i marts 1998 førte Fogh valgkamp mod »velfærdsnarkomanien, der som al anden narkomani er vanedannende«. Måneden efter bekendte han sig imidlertid til »det grundlæggende princip, der ligger i den skandinaviske velfærdsmodel« (Berlingske Tidende 19.4. 1998). Det må være et af de største vælgerbedrag, nogen ledende dansk politiker har præsteret i parlamentarisk tid. Den mest hadefulde kritiker af velfærdmodellen siden Ths. Madsen-Mygdal støttede pludselig denne model! Nu venter vi kun på, at Fogh springer ud som marxist, den dag hvor han også får brug for venstrefløjens stemmer. I bogen 'Bolig og økonomi' (1987) karakteriserede Fogh lejeværdibeskatningen som værende »velbegrundet«. Ikke desto mindre var Venstres - inklusive Foghs - hovedløfte under valget i 1998 lejeværdibeskatningens fjernelse. På sit første landsmøde som venstreformand i 1999 erkendte han, at »velanskrevne økonomer advarede« mod en sådan fjernelse. Men for Fogh var det også dengang vigtigere at 'smøre' parcelhusejerne end at tage de nødvendige samfundsøkonomiske hensyn. Foghs hovedløfte op til valget i 2001 blev som bekendt et ufravigeligt skattestop - samtidig med at han udstedte velfærdsløfter i milliardklassen. 14.12.00 stillede Jyllands-Posten ham derfor dette relevante spørgsmål: »Ifølge Venstre vil det være muligt både at indføre et skattestop og samtidig bevare den offentlige service ... ja endog forbedre den ... Har I lavet beregninger på, hvordan I vil finde disse penge, når det offentliges indtægter bliver mindsket på grund af skattestoppet?«. Fogh svarede: »Vi har taget udgangspunkt i den rapport, som Udliciteringsrådet fremlagde. Her tales om besparelser på mellem 30-40 milliarder kroner«. 5.1.01 afslørede Jyllands-Posten, at denne 30-40 milliarder kroners udliciteringsrapport aldrig havde eksisteret! Det er ganske tankevækkende at sammenligne den udeblevne reaktion på denne Foghs megaløgn med den efterlønssag, som har plettet Nyrup. Hvad er mest utroværdigt: Som Nyrup at videreføre efterlønnen i ændret form eller som Fogh at støtte dens videreførelse, skønt han ved valget samme år lovede at afskaffe efterlønnen? Hvorfor er det Nyrups ændring af efterlønnen, der har ætset sig ind i vælgernes bevidsthed og ikke Foghs svigt af et valgløfte? Og hvorfor husker ingen hans henvisning til den ikkeeksisterende 30-40-milliarders udliciteringsrapport? Hvorfor har medierne tiet denne løgn ihjel? Op til valget i 2001 hævdede Fogh, at ventetiderne på hospitalerne var blevet »længere og længere« i Nyrupperioden, skønt der var gennemført ventetidsforkortelser for over 90 procent af patienterne. Fogh påstod også, at det danske »sundhedsvæsen« ifølge en WHO-undersøgelse skulle befinde sig på en yderst beskeden 34.-plads blandt alle FN's medlemslande. Men nu var det faktisk den danske sundhedstilstand, der var placeret så lavt - fordi vi spiser, drikker og ryger for meget og motionerer for lidt. Hospitalsmæssigt lå vi på en smuk tredjeplads. Fogh hævdede videre, at ældreplejen i Nyrupperioden havde udviklet sig til »en skandale og en skamplet på velfærdssystemet«. Men 10.10.01 offentliggjorde Kommunernes Landsforening en undersøgelse af godt 18.000 ældres syn på den i sommeren 2001 af VK og DF stærkt kritiserede hjemmehjælp. I alt 93 procent erklærede sig tilfredse med den personlige pleje, mens 84 procent erklærede sig tilfredse med den praktiske hjælp. I Nyrupperioden blev Danmark i øvrigt det land, som ydede mest hjemmehjælp per indbygger med en personalestigning på næsten en tredjedel. Fogh påstod igen og igen, at skatte-afgifts-trykket steg i Nyrupperioden. Men bortset fra to år blev det i Nyrupperioden holdt under de 50 procent, som det som nævnt steg til i 1987 og 1988, da Fogh var skatteminister. Han fremhævede også, at der i Nyrupperioden blev gennemført 105 nye skattestigninger, det vil sige en ny skat per måned - uden at nævne, at der samtidig blev gennemført 103 skattesænkninger eller -fjernelser. Og skønt pinsepakken gav 4,5 milliarder i skattelettelser, karakteriserede Fogh denne 'pakke' som værende særligt skattebelastende. Underskuddet på de offentlige finanser beløb sig til 26 milliarder det sidste år i Schlüterperioden. Det blev ændret til et overskud på 38, 33 og 38 milliarder i de tre sidste år under Nyrup. Den offentlige gæld udgjorde 81 procent af BNP, da han overtog regeringsmagten i 1993. Den blev nedbragt til 49 procent, og Danmark blev flyttet op i den fineste klasse med hensyn til kreditværdighed, hvor vi to gange var blevet flyttet nedad i Schlüterperioden. Verdens førende finansavis, Wall Street Journal, karakteriserede Nyrupdanmark som »et økonomisk mønsterland«, og Mogens Lykketoft fik prædikatet »EU's dygtigste finansminister«. De 350.000 - tre hundrede og halvtreds tusinde - arbejdsløse i det sidste år i Schlüterperioden blev reduceret til 140.000. Der blev skabt flere job i den private sektor i Nyrupperioden, end der blev tabt i Schlüterperioden: et plus på 130.000 mod et tab på 120.000. Næppe nogen anden dansk regering har ført en så flot økonomisk, beskæftigelsesmæssig og velfærdsmæssig politik som Nyrypregeringerne. Alligevel led S i november 2001 sit største valgnederlag siden Glistrupvalget i 1973, mens Fogh - efter en gennemført løgnagtig valgkamp og et massivt vælgerbedragerisk ideologisk hamskifte - vandt en stor sejr. Kort tid før Nyrup udskrev valget i 2001, havde Told & Skat opdaget, at en række store danske virksomheder med TDC i spidsen benyttede sig af kunstige milliardfradrag. SR-regeringen udarbejdede derfor et lovforslag med henblik på tildækning af dette gabende hul. Men Foghregeringens første skatteminister, Svend Erik Hovmand, lagde forslaget til side. Fogh havde jo dekreteret skattestop! S tog sagen op, hvorefter Fogh omgående fik nedsat en undersøgelseskommission - hans probate middel til at udsætte afgørelser i delikate sager med Velfærdskommissionen som det kendteste eksempel. I sin første nytårstale som statsminister foretog Fogh som bekendt et frontalopgør mod eksperterne, eller som han kalder dem: smagsdommerne. Han erkendte minsandten, at »eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden«. Men »når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter«. Ja, naturligvis, hvem bestrider det? De eksperter, som Fogh havde i tankerne, var imidlertid ikke eksperter, der skulle blande sig i personlige valg. Det var eksperter, som beskæftigede sig med miljø- og indvandrerpolitik. Hans nytårstale var således et af mange eksempler på ren og uforfalsket populisme. I forlængelse af nytårstalen fik Fogh nedlagt godt 100 råd og nævn. I første omgang afviste han, at der lå ideologiske grunde bag. Men det lykkedes Berlingske Tidende at få hans indrømmelse af, at der var »en påfaldende tendens til, at udsagn fra eksperter i råd, nævn og institutioner var udtryk for 68-tænkning og systematisk var kritisk over for os« (5.9.02). Og så var der jo - for en overbevist 'liberal', det vil sige frisindet, statsminister - ikke andet at gøre end at lukke munden på de formastelige. Siden har Fogh så fået oprettet knap 300 nye råd (Børsen 6.10.05) - godt polstret med borgerligt orienterede smagsdommere. »Regeringen vil sikre et godt arbejdsmiljø« kunne man læse i VK-regeringsgrundlaget fra nov. 2001. Ikke desto mindre fik Arbejdstilsynet nedskåret sin bemanding med cirka en femtedel. Sikkerhedsarbejdet på de små virksomheder blev indstillet, skønt det især er disse virksomheder, der er plaget af arbejdsmiljøproblemer. Bedriftssundhedstjenesten (BST) blev fjernet. Der er blevet sparet godt 1 milliard, skønt en bedre forebyggelse af arbejdsbetingede skader ifølge Arbejdsmiljøinstituttet ville kunne spare hospitalsudgifter svarende til 12 milliarder om året. I et svar i Folketinget 6.2.02 gjorde beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen det imidlertid klart, at det er »lønmodtagerbeskyttelsen, vi skal have gjort op med«. »Regeringen vil føre en aktiv miljøpolitik« ifølge VK-regeringsgrundlaget fra nov. 2001, således at Danmark bliver »blandt de bedste til at nedbringe forurening«. Men antallet af ansatte inden for miljøkontrollen er blevet beskåret med cirka 600. I de næste par år skal der fyres yderligere godt 300. Der er sparet i alt knap 4 milliarder. Indsatsen mod sundhedsfarlige kemikalier og støtten til forskning med henblik på udviklingen af nye former for vedvarende energi er blevet skåret drastisk ned. Det samme gælder støtten til energibesparelser, skønt de i særlig grad mindsker udslippet af CO{-2}. Dansk klimapolitik er blevet ændret ved, at den hjemlige teknik til forbedringer neddrosles. I stedet skal vi købe CO{-2}-kvoter fra andre lande - uden sikkerhed for, at de penge, som de herved modtager, bliver brugt til miljøforbedringer. Miljøvurderingen af finanslovene er blevet indstillet, og ambitionsniveauet i forbindelse med vedtagelsen af pesticid- og vandmiljøplanerne har været yderst beskedent Fogh lovede under valgkampen i nov. 2001, at det skulle være slut med en hjemmehjælp baseret på »stregkoder, stopure og manualer«. Men i marts 2004 offentliggjorde Institut for Folkesundhed ved Københavns Universitet resultatet af en undersøgelse af cirka 10.000 hjemmehjælperes arbejde, hvoraf det fremgår, at hjemmehjælpen i Foghregeringens tid i endnu højere grad er blevet baseret på stregkoder, stopure og manualer, ligesom der er blevet mindre tid til omsorg. Det er siden hen blevet bekræftet af en undersøgelse gennemført af Ældre Sagen. For at demonstrere vilje til at bryde 'den negative sociale arv' oprettede Fogh Rådet for Socialt Udsatte. Det udsendte sin første rapport i efteråret 2003. Heraf fremgik det bl.a., at der i de første knap to år af Foghs regeringstid blev gennemført nedskæringer af kontanthjælpen med i alt 720 millioner kroner, og »at det især er socialt udsatte med de mindste indkomster, som er blevet ramt af disse nedskæringer«. 26.11.03 blev Fogh i Folketinget bedt om at tage stilling til de nævnte nedskæringer. Hans svar var krystalklart: »Jeg anerkender ikke de pågældende rapporter«. Samtidig beklagede han »den vanvittige debat, der har været om en fattigdomsgrænse«. Men en sådan grænse findes faktisk i flere lande - f.eks. i Norge og Sverige og i EU. I VK-regeringsgrundlaget fra nov. 2001 kan man læse, at »dagbladene har en særlig betydning for den demokratiske debat, (men) forudsætningen er en flerhed af dagblade«. Hvordan har Fogh så prøvet at sikre muligheden for en mere demokratisk debat i medierne, det vil sige en politisk mindre skæv orientering? Det har han gjort ved at fjerne portostøtten, hvad der bl.a. rammer alle fagblade. Cirka 500 af dem har måttet dreje nøglen om. Men tilskuddene og momsfritagelsen til aviserne - med de borgerligt orienterede som værende altdominerende - opretholdes. 17.1.03 kaldte Fogh til værdidebat i et stort interview med Weekendavisen - han, der officielt har opgivet alle sine egne minimalstatsliberalistiske værdier. Da 13 partifæller med ultraliberalisten Søren Pind i spidsen samme sommer mindede Fogh om disse værdier ved at fremsætte 10 teser bl.a. om beskæring af den offentlige sektor og nedskæring af overførselsindkomsterne - tanker, som ifølge Gallup har massiv opbakning blandt Venstres vælgere - lukkede Fogh af for al videre debat og truede med at trække sig som partiformand. Hvilken liberalitet! Hvilket frisind! Fogh fremhævede i sin store, udenadslærte og til bristepunktet floskelfyldte tale på V's landsmøde sidste år, at Danmark skulle være »en uddannelsesmæssig frontløber ... Vi skal give voksen- og efteruddannelsen i Danmark et massivt løft«. Men siden han overtog regeringsmagten, er der i alt skåret cirka 4 milliarder væk på uddannelsesområdet. Og i modsætning til alle andre skal de mange, som er uden uddannelse, selv betale for deres såkaldte arbejdsmarkedsuddannelse. Betalingen kan nå op på 30.000 kr. I sin tale ved Folketingets åbning i 2004 opfordrede Fogh til, at »Afrika ikke bliver det tabte kontinent«. Det sagde han, skønt den milliardnedskæring, som han har gennemført med hensyn til ulandsstøtten, især har ramt Afrika. »Vi skal bekæmpe fattigdommen, fordi menneskelig anstændighed kræver det«, fremhævede Fogh i sin tale ved Folketingets seneste åbning. Jamen, har den mand dog slet ingen skamfølelse? Op til fejringen af 60-året for Danmarks befrielse tidligere på året undskyldte Fogh den tilbagesendelse af nogle fra Nazityskland flygtede jøder, som fandt sted såvel før som efter den tyske besættelse af Danmark. Det skal man høre af lederen af en regering, som i adskillige tilfælde har accepteret tilbagesendelse af flygtninge til lande, hvor de risikerer alvorlige, ja i værste fald livstruende sanktioner. Hvor længe endnu kan det mon lykkes for Anders Fogh selv, hans spindoktorer, partifæller, den altdominerende borgerlige presse og dens - alt for ofte ukritiske tv-avis-ekkoer - at opretholde billedet af ham som en politiker med stor troværdighed, skønt kendsgerningen er, at han med alle midler - herunder løgnen og den ideologiske forstillelse - har søgt og fået den magt, som han nu bruger til ved hjælp af skattestoppet at undergrave den velfærdsmodel, som han i april 1998 pludselig gav sig til at elske højt, efter at han indtil da havde været dens skarpeste kritiker?