Kun få er i tvivl om, at vi i disse år står midt i en forandringsproces, der på grundlæggende måde vil forandre produktions- og livsvilkår ikke blot her i landet, men over den ganske verden. Der tegner sig et billede af en ny global arbejdsdeling, hvor det økonomiske center gradvist rykker mod øst. Det startede for mange år siden med flytning af løntung produktion til øst- og ulande. Op gennem 1990'erne blev vi vidner til markedsudvidelser og økonomiske vækstrater af hidtil uset størrelse i klassiske ulande som Indien og Kina. Forsknings- og udviklingspotentialet i Østen har vi svært ved at hamle op med. Globaliseringen og dens konsekvenser har ikke underligt været et af de største emner i den daglige debat i aviser, fagpresse, radio, tv og på nettet i de seneste år. Regeringen kom tidligt på banen med synspunkter om den globaliserede verdens mange muligheder og udfordringer, men også barrierer og problemer. Handlingsplanen 'Vækst gennem globalisering' og nedsættelsen af Globaliseringsrådet er eksempler på sådanne konstruktive politiske tiltag på regeringsniveau. Globaliseringstemaet udgør en særlig politisk udfordring, som der står i regeringens handlingsplan 'Vækst gennem globalisering'. Og, som der også står: »Vores velstand afhænger i stigende grad af vores evne til at konkurrere på ny viden og nye ideer, som anvendes til produktion og nye arbejdspladser med en høj værditilvækst. Det stiller krav om bedre uddannelse og forskning«. Og det er netop i globaliseringsdebattens krav om uddannelser i verdensklasse, at vi tre rektorer fra små specialiserede kulturministerielle uddannelsesmiljøer med et nationalt monopol vil blande os. Umiddelbart peger udtrykket 'nationalt monopol' mod noget, der fundamentalt strider mod tidsånden. Konkurrence, også mellem uddannelsesinstitutioner, er et tidsåndens mantra og opfattes ofte som grundlæggende godt. Det mener vi faktisk også. Men set med globaliseringens briller forekommer det os og formentlig alle uden for landets grænser aldeles uinteressant, om der i Danmark med under 1 promille af verdens befolkning forekommer intern konkurrence, når den afgørende konkurrence reelt udspilles på hele den globale scene. Når vores ret så forskellige uddannelsesinstitutioner alle tre i dag er blandt de mest anerkendte og mest markante institutioner inden for hver sit felt internationalt set - to af dem er endda verdens største - hænger det sammen med monopolet i det mindste på to måder: 1. Samtlige danske kræfter er samlet på hver vores institution og løfter det faglige potentiale op over en kritisk masse. 2. Den 'manglende' hjemlige konkurrence har givet vores institutioner national plads og overskud til at opbygge stærke faglige miljøer, der sammen med deres respektive brancher har skabt internationale partnerskaber og demonstreret styrke i den internationale konkurrence. Det har altså været muligt at samle kræfterne om det kulturelle, kunstneriske og forskningsmæssige niveau og løfte uddannelserne gennem dette konstante samspil med og konkurrencepres fra det store udland og dermed skabe en synlighed omkring institutionernes resultater. Vores pointe er, at nok presser globaliseringen os til generelt set at tænke stort, men dette må ikke skygge for den kendsgerning, at mindre eller små specialiserede uddannelsesinstitutioner som et særligt træk måske står med en enestående dansk tradition, der kan blive af stor betydning i den internationale konkurrence. Hvorfor ikke fastholde dette danske særtræk ved nogle uddannelser? Hvorfor risikere at skylle barnet ud med badevandet - det barn, som netop opfylder de ambitiøse mål, som ligger i regeringens udspil om et Danmark helt i front. Stort er muligvis ofte godt, men langtfra altid det bedste i det globaliserede videnssamfund, ligesom stordriftsfordele og den form for effektivitet knytter sig mere til industriel masseproduktion end til videnssamfundets krav om kulturel, kunstnerisk og kreativ nyskabelse, under ét kaldet oplevelsessamfundet. Sagt på en anden måde: Der bør tænkes og handles mere nuanceret, især når der skal tænkes globalt, også når det drejer sig om danske uddannelser. Og denne nuancering tilsiger ikke nødvendigvis enshed i stor skala, men forudsætter i første omgang detaljerede og meningsfulde analyser af vores uddannelsessystem. Hvad der måske er god strategi for nogle typer af faglighed, er det måske ikke for andre. Hvis vi bruger vores egne tre institutioner som eksempler, er der på trods af indbyrdes faglige forskelle mange og stærke fællestræk, det, kombineret med nogle af de mest markante danske kulturtræk, kunne være værd at udnytte i en dansk uddannelsesstrategi - hvis Danmark i al sin lidenhed ved blindt at følge strømmen og gøre som alle de andre ikke bare skal sygne væk i den globale sammenligning med andre meget større lande. For lige meget hvor store vi forsøger at gøre os, så vil vi være små, og lige så store, de største er, så ved vi fra historien, at enkeltpersoner kan gøre en forskel i kunstens, videnskabens eller sportens verden, og at disse enere trives bedst i de mest attraktive og fagligt udfordrende miljøer. Det kendetegner de kulturministerielle uddannelsesinstitutioner, at de meget direkte er rundet af og uddanner til en praksisverden. Relationerne til praksis udgør institutionernes livsnerve og eksistensberettigelse. På alle institutionerne gøres derfor et stort arbejde for at styrke de tætte bånd til hver vores side af den danske kulturverdens praksis, hvad enten det gælder landets mange små og store museer, arkiver, filmbranchen, tv og biograferne, landets mange hundrede biblioteker eller erhvervslivet. Vi er i vores forsknings- og kunstneriske udviklingsarbejde bevidste om, at det netop er i et respektfuldt samspil med praksis, at vores aktiviteter får relevans, inspiration, potens og mening. Bl.a. af samme grund indgår uddannelsesråd med stærk repræsentation fra praksisverdenen i Kulturministeriets uddannelsesinstitutioners styringssystem. Og omvendt er det tankevækkende, at praksisverdenen har erkendt nødvendigheden af vores institutioners forsknings- og udviklingsarbejde og derfor har vist stigende interesse for vores institutioner. På indholdssiden er de kulturministerielle uddannelsers fælles særkende, at de tager udgangspunkt i og sætter fokus på kulturarven i hele dens bredde, dens produktion - bl.a. kunstnerisk arbejde, indsamling, registrering, konservering og formidling til hele befolkningen. For de kulturministerielle uddannelser spiller forskningens og det kunstneriske udviklingsarbejdes formidlingsaspekt derfor en ganske særlig rolle. Det kendetegner også vores institutioner, at endemålet for vores uddannelser, det kunstneriske arbejde og forskning er den almindelige borger, altså hele befolkningen i Danmark. Vores uddannelser er til for at berige landet (bredt forstået) og tilfredsstille interesser, nysgerrighed og behov hos de mange, mange millioner årligt besøgende i biografer, på museer, internet- og biblioteksbrugere - på et højt niveau. Men derudover skal uddannelsesinstitutionerne også kunne virke som samlende og inspirerende centre for professionernes og fagenes nationale udvikling. Dette kan alene lade sig gøre, hvis de samtidig virker som magneter på det internationale miljø af professionelle institutioner, fagfolk og studerende. Alt dette har Kulturministeriet på fremsynet måde erkendt tidligt og indbygget i de kulturministerielle uddannelsesinstitutioners nuværende 4-årige resultatkontrakter. Gennem kontrakterne er vi som institutioner blevet pålagt at beskrive og begrunde vores institutioners samfundsmæssige placering og mening i såkaldte omverdensanalyser. En øvelse, der ikke umiddelbart er let, men som har vist sig særdeles nyttig. På tilsvarende vis har Kulturministeriet med strategisk blik for fremtidige krav sat fokus på uddannelsesinstitutionernes forandringskraft og prioriteringsevne ved i kontrakterne at sætte fokus på ændringer i institutionernes udviklingsretninger. For institutionerne har sådanne krav givet ledelserne særlige og nye udfordringer - når nye aktiviteter skal opprioriteres, skal der forandringskraft til, og naturligvis er der eksisterende aktiviteter, der må stå for fald. En ikke let manøvre, men set i bakspejlet har den været nyttig. Vores uddannelsesmiljøer er som nævnt små, men netop grundet deres lidenhed og et strategisk pres fra vores ministerium indeholder de en kreativitet og et forandringspotentiale, der må forekomme vanskeligt at mobilisere i helt anderledes store miljøer med flere hierarkiske styringsniveauer. Og netop fordi miljøerne er små, opstår der hos den enkelte medarbejder en stærk identifikation med institutionen, som igen afføder en faglig kompetence, engagement og lyst, som smitter af på underviserne og de studerende. For er der noget, som kræves for at få en uddannelsesinstitution på landkortet, så er det mennesker, der brænder for det, de arbejder med, og som er villige til at understøtte de studerende, koste hvad det vil. Men naturligvis er sådanne miljøer også sårbare, hvorfor ledelse og udvikling af dem må afvige fra styring af organisationer i stor skala. Faren for osteklokkeagtig introverthed er naturligvis til stede, men erfaringerne fra vores institutioner viser faktisk det modsatte. I den forstand passer Kulturministeriets strategi og dets uddannelsesinstitutioner godt til videnssamfundets krav om nuanceret diversitet. For nogle uger siden sad vi tre kulturministerielle rektorer i anden sammenhæng og drøftede oplevelser, vi uafhængigt af hinanden havde haft med internationalt kendte kolleger fra udlandet. Selv om oplevelserne naturligvis havde forskellige indholdsmæssige udgangspunkter, konservering, film og biblioteker, havde de nogle tankevækkende fællestræk. Vi fik stillet stort set samme spørgsmål, nemlig hvordan det kunne være, at vi i et så lille land kunne have en praksisverden og uddannelser med så stærk international gennemslagskraft inden for hvert vores afgrænsede område. Et ikke helt enkelt spørgsmål at svare på. Vi er jo udmærket klar over, at hverken vi, vores medarbejdere eller vores studerende som personer er klogere eller bedre end så mange andre af verdens borgere. Og underligt nok, men ved nærmere eftertanke måske ikke tilfældigt, forfaldt vi hver for sig til samme forklaring, der nok kan forekomme lidt vel højstemt i Jantelovsdanmark. Vores argument var, at vi i Danmark har en lang tradition med rødder tilbage i vores skole- og folkeoplysningsarbejde for at danne den åbne, demokratiske og tillidsfulde borger, der tør indgå i uformelle, men forpligtende samarbejder, også på tværs af forskellige interesser og uenigheder af anden karakter. Vi har på netop dette felt et af de nationale særpræg, som det vil tage andre samfund generationer at opbygge, som en amerikansk kollega udtrykte det. Dette er også fremgået af pressen i den seneste tid, således også Politiken 6. november under overskriften 'En kreativ stormagt'. Mikael Lindholm peger her bl.a. på danskernes enestående evne til at tilpasse sig nye produkter og i det hele taget evnen til omstilling, hvilket får ham til at se muligheden for, at Danmark bliver verdens udviklingscenter. Tankevækkende nok slutter Mikael Lindholm af med at skrive: »Så længe vi insisterer på at se Danmark som et lille industriland frem for en kreativ stormagt, risikerer vi at blive mast af den globale stoledans«. Måske har vi i denne særlige tradition en unik global konkurrenceparameter af de helt store. Generelt set er danskerens vilje til at bevæge sig ind på nye vilkår og muligheder væsentligt større, end vi oplever den i flere af de lande, vi sammenligner os med. Måske har vi her en af forklaringerne på, at vores nationalt set små og mere eller mindre kendte kulturministerielle institutioner har skabt sig en uforholdsmæssig stor og stærk global position. Skal der skabes uddannelser i verdensklasse, og det er vi mange danskere, der gerne vil, kan det ikke gøres på én måde. Det er alt for enkelt. Der skal meget mere end industrisamfundets stordriftstænkning til. Og mindst af alt er der brug for institutioners fokusering på intern national konkurrence. Det er spild af tid og ressourcer. Vi mener, at vores tre små specialiserede institutioner som eksempler illustrerer, at noget af det, der med kortsynede nationale briller ser monopolagtigt småt og 'andedamslukket' ud netop med deres anerkendte internationale profil i samspil med vores tradition for samarbejde og omstillingsevne, kan udgøre en unik dansk konkurrenceparameter. Måske skulle vi i Danmark gøre en dyd af ikke altid at gøre som alle de andre, men i vores uddannelsestænkning forstærke og udnytte de særlige danske fordele i arbejdsdelingen og specialiseringen på den skærpede globale konkurrences scene. På nogle områder har vi allerede opfyldt regeringens ambition om uddannelser i verdensklasse, uden at dette skal opfattes som en sovepude, tværtom, det kræver fortsat forandringsvillighed og nye mål. Men vi kan noget, mange andre ikke kan, og måske kan der i disse kulturministerielle institutioners udvikling og erfaringsopbygning være elementer til inspiration også uden for kultursektoren.