Røde murstenshuse. I horisonten står de som brændt brød i toastristeren. Når jeg stiller mig på tæer, kan jeg se deres tage fra mit køkkenvindue. Et sted under tagene trisser min mormor rundt. Mellem lugten af frisklavet kaffe og sukkersmåkager tænder hun for radioen. Så tænder hun en smøg og stiller sig på altanen. Misser med øjnene mod morgensolen. Jeg lukker køkkenvinduet og skynder mig ud ad døren. På universitetet koncentrerer jeg mig om logik og analyser. Jeg tager sent hjem. Med et tungt hoved tænder jeg for computeren i soveværelset. En af de næste dage må jeg besøge mormor, tænker jeg og falder ned i dynerne med drømme om i morgen. Drømme fulde af fremtidens farver; Mexicos palmer, min kæreste og egen virksomhed. Blefarvede er de ikke. Drømmene. For hvad skal vi egentlig med familien? Det skete for et år siden. Min veninde ringede med en glææædelig nyhed og foreslog, at vi mødtes til brunch søndag formiddag. Klokken 9:30. Da jeg så hende, naaj'ede jeg over den store mave. Siden da har vi set hinanden to gange til brunch. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide bacon med skramlede æg. Jeg er bare ikke god til at stå tidligt op, sagde jeg. Egentlig vil jeg ikke forstyrre min venindes nyudklækkede familie alt for meget. Hun ruger som en rovfugl over sine æg. Det gør barnets far for den sags skyld også. De opdyrker et frø, hvorfra en familie skal udfolde sig. Tiden udfylder de med besøg hos bedsteforældre og børnefamilier. Og på den måde får kernefamilien sit eget lille netværk af kernefamilier, hvis tråde vikler sig om hinanden. Mine tråde vikler sig i stedet om venner, studiekammerater og arbejdsforbindelser. Om mor og far. Ofte vikler de sig ind i og ikke om. Nogle gange er det svært at vælge, hvor knuderne skal bindes. Måske ville det være rart med nogle ganske få tråde. Men hvad så, når kernefamiliens barsel ophører? Så klippes trådene over, og forældrene flyver fra reden. I DR 1's dokumentar 'Har vi travlt, mor?' fløj forældrene ikke bare fra reden, de var også flyvende, når de var hjemme. Forældrene fløj fra skrivebord til mobiltelefon til e-mail. Alt imens børnene sad på gulvet og skreg efter opmærksomhed. Hjemmearbejdspladserne er så praktiske, for så behøver forældrene ikke at få passet deres børn. Så kan de holde møder hjemmefra, mens de laver mad, arrangerer grillfest og passer børn. Superfamilierne klarer det hele, og børnene forstår godt, hvor vigtige deres forældre er: »Meningen med livet er, at man har et arbejde, og at man kan passe det arbejde«, siger Oskar på ni år. Så kan vi andre sidde her foran tv-skærmen og se på tv-familiernes perfekte liv. Vi, der ikke engang har tid til at besøge vores bedsteforældre lidt oftere. Og diverse boligprogrammer fortæller os, at der er masser af overskudsfamilier derude, der både har tid til et rigt familieliv og til at give flere uger af det til indretningseksperter. Min mormors stemme runger af gamle dage. Når hun taler, blander larmen fra Anden Verdenskrig sig med min mors hinkende børneskridt. Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg se min morfar for mig. Siddende i sofaen, der nu er på lossepladsen, med et stort grin i ansigtet. Min mormor får mig til at hænge sammen med fortiden, nutiden og fremtiden. Hun stopper det nu, der farer af sted med mig. Et kort øjeblik føler jeg mig som en kerne. Indtil min computer taster mig tilbage til et ekko af hakkende nuer. For størstedelen af min vennekreds, inklusive jeg selv, er det at arbejde blevet eksistentielt. Det er ikke velanset at have et arbejde, som man bare har for at tjene penge. Det bedste er faktisk frivilligt arbejde, for der kan man dyrke sine interesser, mens man får point på CV-tavlen. Det er det samme med at studere. Studierne er en interesse, der ikke kun åbner porten til jobmarkedet. En af mine veninder gør rent. Når hun fortæller det til folk, ryster de skræmte på hovederne. Vender sig væk og hvisker i hjørnerne. Lige indtil hun råber efter dem, at hun altså også læser på universitetet. Når hun ikke lige har orlov. Hun gør altså bare rent, fordi hun vil holde fri, når hun har fri. Det er vel også derfor, den blev opfundet; fri-tiden. I dag siger statistikkerne, at hver femte forælder føler sig mere stresset derhjemme end på arbejdet. »Du er ikke bedre end dit sidste job«, siger man. »Goddag, jeg hedder Jens Mikkelsen, jeg er personalechef«, ville være en normal præsentation. Fordi »Hvad laver du så?« er et normalt spørgsmål. Jens Mikkelsen siger ikke længere, at han bor med Kirsten og er søn af Erik Mikkelsen. Familien er ikke længere så stor en del af vores identitet. I hvert fald ikke på det ydre plan. På det hjemlige plan har familien dog stadig et formål. Den kan minde os om, hvem vi var og måske også, hvem vi er. Minde os om, hvor vi kom fra, når vi er på vildspor. Familien er en velkendt stemme, der aldrig går i overgang. Men familien opfylder også et praktisk behov. Det er nu smart at dele hus med den, man har fået børn med. I hvert fald ville det være besværligt, hvis man hver gang man fødte endnu et barn, skulle diskutere med vennerne, hvem der stod for opdragelsen denne gang. Hos kernefamilien kan man få tilfredsstillet sit behov for kærlighed af den helt tætte slags. Behovet for at kunne se ind til knoglerne af en anden person. Og sit behov for sex. Mange foretrækker dog i større og større grad at få det andetsteds. Om ikke andet den spændende af slagsen, for så kan der både eksperimenteres og forelskes. Så kan man få den dér spændte knude indeni, som minder om den, man får, når man finder et nyt job eller en ny hidtil ukendt rejsedestination. Men kærligheden, er den ikke større end det? spørger du måske dig selv. Ikke hvis der hverken er tid eller tålmodighed nok. Men vi kan jo ikke bare afskaffe familien, for slægten skal reproduceres. Vi skal tilføre vækst til samfundet. Og det gør vi ved at lave børn. Opdrage dem og sørge for at de indgår i den arbejdsmæssige produktion. Børn, som selv får børn, som føder børn. Som selv får børn, som føder børn. »Lediggang er roden til alt ondt«, siger vi, når vi puffer den yngste ud til sin første avisvogn. Jeg er ikke fuldstændig kynisk over for den glæde, nybagte forældre må opleve. Jeg misunder den, som jeg misunder den fuldendte boble, de og barnet svæver rundt i. Mine æggestokke klør efter reproduktion. Lige indtil arbejdet lukker luften ud af familiens boblende lykke. Det er søndag. Min mormor er alene hjemme. Det er hun altid. Hun sidder sikkert i den slidte lænestol ved morfars gamle båndoptager og trommer med hånden på bordet. I takt til musikken. Måske tænker hun på dengang, hun var ung. Jeg er sikker på, hendes mening med livet ikke var at arbejde på Tom's Chokoladefabrik. Men hun smiler ved tanken alligevel. Smilet bliver større, når hun tænker på at være mor. Arbejdet var for hende en deltidsbeskæftigelse, der havde det ene formål at supplere morfars indtægt. Moderrollen derimod var en fuldtidsbeskæftigelse, som hun levede og åndede for. Det var hende, der gjorde hjemmet til et hjem og familien til en familie. Det var hende, der modtog børn og mand med åben favn og friske grøntsager. Men så en dag flyttede børnene i kollektiv. På samme tidspunkt som kvindefrigørelsen i 68. De fik sig en ny familie, der havde mere end biologi til fælles. De var fælles om en politisk ideologi. De valgte hinanden ud fra rent egoistiske årsager, som man i dag vælger et job. Sådan er det også i dagens kollektiver - lige med undtagelse af den politiske ideologi. Mange andre kulturer binder kollektiverne sammen med biologiske bånd. Men det er en helt anden sag. Jeg ville sikkert tabe tålmodigheden, hvis jeg skulle bo under samme tag som min mormor. Det er jeg alt for egoistisk til. Det samme, hvis jeg skulle overtage et familieforetagende eller være hjemmegående. Da min mormor fik børn, var det en fremtidsinvestering. At få børnebørn var det samme. At investere i en familie var ensbetydende med ikke at blive ensom på sine gamle dage. I dag investerer man i samfundets vækst. Men hvis familien hverken giver en fast kerne eller eksistentiel mening i livet, hvorfor så overhovedet få børn? »Verden er jo overbefolket«, som Nicolas Bro siger i filmen 'Voksne mennesker'. Men han er bare ked af det, fordi han ikke selv har fundet én at formere sig med. Som mange andre bliver han ramt af jalousi, når han ser familier skyde i vejret omkring sig. Men som regel er den typiske kommentar: »Jamen det skete bare« eller »Der er jo alligevel ikke noget tidspunkt, der er det rigtige«. Men hvorfor så ikke sørge for, at der er et tidspunkt, der er det rigtige? Nogle flytter på landet. Andre skifter karrieren ud med en feng shui-ekspert. Det er det, livsstilsmagasiner kalder for 'simple living'. En modreaktion på det forhastede liv. Min farmor havde engang et hus på Møn. Et palæ med en grund på størrelse med en fodboldbane. Min kusine og jeg kunne bruge hele dagen på at udforske haven. Om aftenen majede vi os ud for hinanden. I farmors bh'er og prinsessekjoler. Imens hjalp forældrene til i huset og haven. Sådan gik der flere weekender i træk. Hverken boligprogrammer eller indretningseksperter kom de voksne til undsætning. Vi spejlede os ikke i andre familier og tid var der masser af. Nu bor vi alle i København og omegn. Når vi ses, taler vi om arbejde og ambitioner. Min farmor sidder stum og rokker i hjørnet, mens vi andre er dækket af sort samvittighed, fordi vi har glemt den bærbare computer derhjemme. Det er ikke samfundets skyld. Ikke arbejdets skyld. Jeg kunne flytte på landet eller få mig et rengøringsjob. Men jeg bliver begejstret, når jeg iværksætter nye ideer og får udvidet min horisont, når jeg netværker med andre med samme interesser som mig selv. Vi kan kalde os den kreative klasse. Det siges, at vi er vigtige, fordi vi formidler viden og bidrager til kreativ vækst i samfundet. Den generation der kom før min, er blevet kaldt børnehavegenerationen. Sociologen Henrik Dahl finder navnet passende, fordi børnene født mellem det store boom i starten af 1960'erne og 1973 havde svært ved at blive voksne. De blev født voksne, fordi forældrene enten var fraværende eller optaget af at realisere sig selv. Jeg er årgang 79. Der er endnu ikke fundet noget passende generationsnavn til mig. Medieforskere taler om, at den stadig stigende informationsstrøm påvirker os. Fordi vi kan kommunikere med én, der befinder sig på den anden side af jordkloden, bliver vores samfund udvidet. Vi er pludselig i samfund med alle, og vi bliver nødt til at udnytte det. Vi skal spænde vores netværk så langt ud, at det er lige ved at springe. I hvert fald hvis vi vil leve for at arbejde. For halvdelen af alle job får vi gennem vores netværk. Lad os kalde os for netværksgenerationen. Som børnehavegenerationen er vi ikke gode til at vælge en ting og stå ved det. Vores uddannelse, venner, rejser og familier er varer i et supermarked. Der er frit valg på alle hylderne i livsstilssupermarkedet, hvor holdbarhedsdatoen på de forskellige varer er kort. Hvis en anden familievare har flottere emballage, skiftes den da bare ud med den første. Det er vigtigt, at vi ikke sætter os fast på en uddannelse og derefter fast på 8-16-job de næste 35 år. Ikke kun for generalister som mig. Men også for de faglærte, der bliver nødt til at bruge fritiden til at tillære sig nye kvalifikationer, fordi de fleste erhverv konstant er under forandring. Vi kan efteruddanne os resten af livet, så hvorfor ikke udskyde familien, til livet er slut? Nogle udskyder familiedannelsen til midt i livet, men også her bliver de overhalet af kompetencetoget, mens fysikken og psyken halter bagud. Vi skal udvikle kompetencer, så vi kan indgå i mange forskellige jobsituationer. Vi skal være freelancere og frie agenter. Omstillingsvenlige. Og det kan vi da også bruge hjemme hos familien, hvor vi bliver gode til at skiftes til at passe vores børn. Lige til vi glemmer at passe hinanden. Så bliver der en skilsmisse og to singlefamilier mere. Men med singlefamilien bliver der måske en smule mere tid til at udvikle kompetencerne, den uge børnene bliver passet andetsteds. Det er en ganske smart ordning. Så kan man vie sit liv til børnene og lege overskudsfamilie den ene uge. Og den næste uge kan man ånde ud og passe både netværk, interesser og kompetencer. Heltidsfamilien er egentlig også en halvtidsfamilie for dem, der er underlagt arbejdsvilkårene. Halvtidsfamilien er sikkert en smart konstellation for nogen. Men den er kun en halv familie og dens stemme hakker sig gennem ordene. Lad mig klippe trådene til mit netværk. Uden at sno dem om kernefamilierne. Jeg melder mig ud af samfundet og ind i familien. Shopper mig nogle singlevenner til at stikke hul på kerneboblen i tide og utide. Og næste gang min mormor spørger, om jeg da ikke snart får mig en forlovet og nogle børn, kan jeg svare med et smil, mens jeg glæder mig over alligevel at skulle videreføre slægten.