Han havdeet intenst gennemskuende blik, han var lynende intelligent, og så bandede han som en tyrk. Sådan lød - efter en kort tænkepause - den karakteristik af Ole Lippmann, som pensioneret overlæge Sten Madsen, der i dag lever i bedste velgående på Næstvedkanten, for ikke ret længe siden gav mig. I maj 1945 var Sten Madsen ung medicinstuderende og modstandsmand, og for at gøre nytte i befrielsesdagene meldte han sig til tjeneste på Hjalmar Brantings Plads. Dér havde Special Forces' danske faldskærmschef og de allieredes cheforganisator i Danmark, Ole Lippmann, indrettet sig med hele komparseriet: sine personal assistants , sin sekretær, sine livvagter, sin radiotelegrafist osv. Kunne Madsen køre? Ja, det kunne han. Så fik han jobbet som chauffør for faldskærmschefen hin eventyrlige dag, da englænderne kom, og Lippmann skulle til Kastrup og tage imod general Dewing. Derefter skulle generalen til sit hovedkvarter, der i huj og hast var rigget til på Hotel d'Angleterre. Lippmann var ureglementeret påklædt i sin slidte mørkeblå Heptonette påsyet frihedskæmperarmbind; blød hat og handsker, men hans uniform (han var major i regimentet The Buffs, der optog de danske faldskærmsfolk) var af gode grunde blevet i England, da han rejste derfra på sin tophemmelige mission til Danmark, og der var af lige så gode grunde ikke kommet nogen ny frem endnu. Bevæbnet var han (tilsyneladende) ikke, men det var hans livvagter, to andre unge medicinstuderende ved navn Jørgen Røjel og Ole Secher. Faldskærmschefen havde nok at tænke igennem på vej over Knippelsbro og videre ud over Amager. Var landingsbanerne mineret? Det havde de været et sted i Belgien for ikke så længe siden, med det resultat at den første engelske maskine, der landede, sprang i stumper og stykker. Så som det første ude i lufthavnen blev det tyske militære lufthavnspersonale gennet ud af deres huler - en fantastisk fornemmelse, husker Madsen: Vi kommanderede med tyskerne - efter fem år! Den stedlige øverstkommanderende blev afkrævet svar på, om der var nogen minering. Det benægtede han. Men Lippmann beordrede alligevel de tungeste lastbiler frem og lod dem køre op og ned ad banerne for en sikkerheds skyld. Tyskeren havde heldigvis - for dem - talt sandt. Sten Madsen glemmer aldrig synet af de summende engelske maskiner, der kom ind sydfra og kredsede nogle gange ligesom undersøgende over Kastrup, før de lagde an til landing og endelig trillede frem med næsen i vejret. Geleddet af frihedskæmpere i den mest umulige mundering var på plads: skistøvler og kedeldragter, hjemmelavede maskinpistoler, erobrede tyske håndgranater osv. Det fandt de pludselig så medgørlige tyskere ikke værdigt nok. De fik i en fart stillet op forrest i en regelret modtagelsesformation, hvad der bestemt ikke huede Lippmann. Han bad Røjel tage affære, og da det ikke virkede, måtte han selv til og tale med store bogstaver. Tyskerne makkede ret og forføjede sig som befalet i baggrunden i spredt orden. I mellemtiden var danske officerer kommet til i fine uniformer direkte fra mølposerne og med nypudsede knapper, bl.a. en vis kaptajn Svend Schjødt-Eriksen med skrårem og det hele. Ham havde Lippmann længe haft sit særlige hyr med. Hvis de vekslede blikke, var de i alt fald ikke venskabelige. Blandt officererne havde Lippmann været klart uønsket. Sten Madsen har en tydelig erindring om, hvordan tiden nærmest stod stille. Propellerne var standset. Det danske æreskompagni på grønsværen rørte sig ikke af pletten, men ventede kun på at stå face to face med de allieredes længe ventede mission to Denmark - da der med ét myldrede en gruppe 'røde baretter' ud af kabinen i den forreste maskine og smed sig på maven i en kreds omkring flyet med deres automatvåben. Det var jo ikke til at vide, hvad der ventede ... Igen gik et minut uden en lyd. Så først svingede døren op, en tynd metalstige blev stukket ud, og den noble general Richard H. Dewing i battle dress satte forsigtigt foden ned på første trin, hjulpet af en adjudant. Hvor var de smarte, 'de røde baretter', husker Madsen. Adrætte, solbrune, i nye velsiddende uniformer - over for de velkendte, efterhånden stærkt tyndslidte tyske. Sådan skulle befriere se ud. Omvendt faldt den brogede æresvagt af danske frihedskæmpere ikke udpræget i generalens smag, men han fandt en passende grimasse. Guerillaer er ingen ægte officers kop te (det ville kaptajn Schjødt-Eriksen om nogen kunne skrive under på!). I de første minutter, efter at håndtrykkene var udvekslet, frygtede Dewing for, hvad det dér resistance gang kunne finde på, og hvem de i givet fald ville ramme. Hans sikkerhedsgaranti var Lippmann. Han var hans forbindelsesofficer, og til alt held genkendte Dewing ham straks fra briefingerne i London i januar, hvor han havde fattet tillid til den unge dansker med det lyse hoved. Da Danmark så ud til at leve op til sit ry som et omgængeligt land, med eller uden tyskere, livede generalen kendeligt op og kunne stille sit første spørgsmål, før han satte sig ind i vognen til Sten Madsen: Er der landet russiske faldskærmstropper på Stevns? Det havde rygtet villet. Nej, det var der ikke. Da de var nået ud på Amager Landevej, og chaufføren efterhånden fik travlt med at navigere gennem stadig tættere jublende skarer, havde Lippmann også et spørgsmål, der trængte sig på: Skal vi foretage os noget med Bornholm? »No, no! Out of question«, lød generalens prompte og utvetydige svar. Inde på Kongens Nytorv, hvor jublen med 'He is a jolly good fellow' o.m.a. bølgede over pladsen, der ikke havde bølget med noget som helst over i fem år, stod Birthe Havsteen, med bøgeløv viklet om cykelstyret, i allerforreste række. Hun og Ole havde været legekammerater som helt små, og nu genkendte hun ham, da han - tynd som en pind - steg ud af vognen. Hun anede ikke, at hendes barndomsven i det skjulte var kommet så 'højt på strå', men det overraskede hende ikke. Lippmann ville for sit vedkommende næppe have genkendt hende, hvis han ellers havde haft øje for andet end sin opgave. Men den engelske general var til gengæld i mellemtiden blevet så tryg ved situationen, at han på vej til hotellets svingdør havde overskud nok til at sende hende et mere end anerkendende blik. Ligesom Sten Madsen er også Birthe Havsteen højt oppe i årene og færdes adræt hver morgen med sine gangstave på Kastelsvolden. Ole Lippmann var antagelig den travleste mand i Danmark i de historiske døgn, inklusive Vilhelm Buhl. Og det er ikke svært at forestille sig, at ordrerne faldt med et umisforståeligt eftertryk - der var ingen tid at spilde. Lippmann kom ganske vist fra det bedre borgerskab, men det var ikke just på bonede gulve, han havde bevæget sig det sidste halve år, derimod på de rå brædder i skotske træningslejre og telte, i barakker og hybler sammen med andre partisaner. Fart havde de på, fanden i hælene og nerverne uden på tøjet, som de ikke altid nåede at komme af, før de skulle videre. Alt i alt var det et liv, der nok kunne få en ilter sjæl til at svovle. I krigens slutfase havde den 28-årige københavnske erhvervsmand bevist både sin modstandsvilje og sin rådsnarhed, kort sagt den intelligens og karakter, man netop kunne bruge i London. Han blev optaget i SOE, senere kaldet Special Forces, en hemmelig organisation, som Churchill tidligt under krigen havde stillet på benene for at komme modstandsbevægelser i Europa til undsætning i deres kamp mod den tyske besættelsesmagt. En fuld og færdig agentuddannelse fik Ole Lippmann vel ikke i England. Det var der ikke tid til. Men nok til at vove sig ned bag fjendens linjer og drive undergravende virksomhed herhjemme samt have gode chancer for at slippe fra det med livet. Det gjorde han - i modsætning til mange andre SOE-folk. I europæisk målestok havde organisationen en frygtelig høj tabsprocent (40). Lippmann viste sig at være en fremragende elev på The Special Training Schools . Når lokummet brændte, havde han is i maven, og når faren var drevet over, havde han evnen til at se frem, forudse og derfor foregribe. En agent skal mere end noget andet være en god 'skakspiller'. Lippmann blev sendt inkognito til Danmark for at styre det samarbejde mellem de allierede og de danske modstandsstyrker, som kunne blive nødvendigt, afhængigt af krigens gang. Det var en tung og mangesidig opgave, de allierede lagde i hænderne på den unge mand. Som organisator var det hårrejsende forhold, han arbejdede under, dels med Gestapos ånde i nakken, dels midt i et uigennemskueligt dansk landskab af modstand og samarbejde, af kommunister og borgerlige, officerer, politikere og landssvigere, sabotører og værnemagere, englændere og svenskere, men som den store trøst: en befolkning, om hvilken man i alt fald - heldigvis - kunne sige, at den grundlæggende var antitysk og i stigende grad pro modstand. Lippmann vidste, nøjagtig hvor han hørte til i det komplicerede spændingsfelt, han blev sat til at operere i. For ham var det alfa og omega, at Frihedsrådet af alle parter blev respekteret som landets ledelse, indtil der igen frit kunne dannes regering. Her var han urokkelig. Det var modstandsbevægelsen og dens succes, der var garantien for Danmarks optagelse som allieret i den nye, frie verden. Og Frihedsrådets styrke var det eneste, der kunne afværge, at det blev neutralitets- og siden eftergivelsespolitikken, der stod med palmerne bagefter. Men den fane viste det sig at være så godt som umuligt at holde højt. Lippmann følte sig på Frihedsrådets og egne vegne mere og mere forrådt af officererne i Schjødt-Eriksens gruppe. De havde kun øje for eftertidskrigens problemer og forsømte de aktuelle og påtrængende, som var: sammen med de allierede at knække den tyske magt. Som Lippmann plejede at sige: »Tyskerne - dem ordnede Vorherre og Montgomery ...«. De systemloyale officerer åd sig - som de gamle politikeres forlængede arm - mere og mere ind i modstandshærens rækker og 'besatte' dens vigtigste kommandoposter. Meget - også meget, han ikke brød sig om at ane - foregik bag hans ryg. Selv London, hans eget bagland, var ikke altid til at blive klog på. Det kunne endog være gået gruelig galt. Det kunne i elvte time være kommet til et brud mellem rådet og officererne. Og så havde Lippmann måske ikke stået, hvor han stod i Kastrup. Så kunne en slags borgerkrig være blusset op. Hvem véd? Det brud var den unge major med til - med sin støtte til Frode Jakobsen på de allieredes vegne - at afværge, og dermed viste han et format, der snarere ligner en statsmands end en soldat og krigers. Jeg lærte Ole Lippmann at kende sent i livet - især sent i hans liv. Det var et sted i det daværende Tjekkoslovakiet, hvor vi var på tur med Det Udenrigspolitiske Selskab, som jeg dengang ikke anede, at han havde været medstifter af lige efter krigen - hvad han selvfølgelig heller ikke lod sig mærke med. Siden hørte jeg så om det alt sammen - eller skal vi sige næsten det alt sammen. Vi talte tit og længe om både hans liv - hvad der var sket, og ikke mindst hvad han havde fået til at ske. Vi talte om krigen, som Churchill havde kaldt den unødvendige krig - i betydningen: Den kunne være undgået. Og om den nødvendige modstand. Nødvendig, fordi det var det anstændige. Og så skulle vi i øvrigt bare ringe med kirkeklokkerne hver 5. maj om morgenen og takke for, at vi havde været så heldige i Danmark. I den kolde krig var han igen aktiv og igen i kulisserne, men det talte vi ikke meget om; Måske var han ikke sikker på, jeg kunne forstå ham. Lippmann var ikke spion. Han var ikke i nogen tjeneste. Men han mente, det til enhver tid var vigtigt at kende fjendens hensigter, og fjenden havde manifesteret sig for længst i skikkelse af en ny totalitær verdensmagt. Den lod sig ikke kun aflæse i krudt og kugler, som Lippmann ikke havde interesse for, men også i samfundslivet, levestandard, handel og vandel. Og kunne han yde noget dér, gjorde han det gerne, når det faldt for. Men mest var det nok livet i almindelighed, vi snakkede om, hvilket kan koges ned til to temaer: 1) Verdens både skæve og opløftende gang, især den store verden, og 2) Menneskenes mærkelige adfærd: De »har så mange sære ting for«, som Prædikeren sagde, og som Lippmann citerede med en indviet latter. Ole Lippmann var ikke et menneske, der bød sig til. Nok var han en dansker med en høj officiel status, i årtier leder af en stor estimeret erhvervsvirksomhed, familieforetagendet Simonsen & Weel, og overdådigt dekoreret både hjemme og i vest og øst. Og nok beklædte han i sit liv betydningsfulde tillidsposter i ind- og udland; så han var på sin vis 'fremtrædende'. Men hans mest fremherskende træk var diskretion. Hvis man ellers kan være påfaldende diskret, så var Ole Lippmann det. Han ønskede heller ikke en bog om Ole Lippmann. Men det gjorde jeg. Hans reaktion mindede om Samuel Becketts ved en tilsvarende lejlighed: »Jeg vil ikke bidrage til det, men heller ikke forhindre det«. Kort sagt: Det blev ikke med ham. Jeg spurgte ikke mere - men fik i stedet et venskab. Havde tyskerne taget ham - man behøver ikke at tvivle om konsekvensen af det - ville der have været stof i Ole Lippmann til et ikon a la Morten Nielsen, Kim Malthe-Bruun eller Anders Lassen. Nu fik han, gud være lovet, lov til at leve et langt liv og mange liv. Ungdommen i hjertet forlod ham aldrig, heller ikke handlekraften, når den var nødvendig, og evnen til at tage ansvaret. »Livet vindes ikke ved at blive skånet«, skrev han i et brev, hans søn skulle have, hvis han døde under sin livsfarlige mission. Der var den samme glød i ham fra først til sidst, og kompasset var altid det samme. Det førte ham ind i løvens hule igen og igen, f.eks. også i 1956, da han som eneste danske Røde Kors-mand opererede ti dage midt i krigens rygende helvede under opstanden i Ungarn og undervejs kom i audiens hos KGB-chefen i Budapest. Der var folk, hvis liv Ole Lippmann reddede med sit ufortøvede engagement. Men hans foretagsomhed kostede også liv. Det er der fromme mennesker, der har vældig ondt af. De trives dog heldigvis udmærket i den civilisation, som han og ligesindedes guerilla warfare var med til at løse af lænkerne. Hans egen historie har til syvende og sidst med kærlighed til livet at gøre. Og nu har den kunnet fortælles.