Biler, skoler og forretninger sættes i brand i Paris' forstæder. Mange medier spiller blot tamtam. Jeg skriver en Kronik, fordi det, som er på spil, er gæstfriheden, trygheden, velstanden, freden, demokratiet. Og det gælder ikke blot i Frankrig. Volden er faktisk det, som demokratiet frygter mest. Noget af det essentielle i demokratiet er forkastelsen af volden, som forsøges tæmmet ved hjælp af retsstatens forskellige instanser: Folketinget, domstolene og politiet. For at demokratiet kan fungere, skal der være debat, opdragelse, valg, beskyttelse af de individuelle rettigheder, et engagement i det fælles anliggende og en ordensmagt. I et ægte demokrati skal volden forkastes af befolkningen, de individuelle rettigheder beskyttes af de folkevalgte og hensynsløsheden tæmmes af politiet, som selv må respektere loven. Selvfølgelig kan det vise sig nødvendigt, at befolkningen må gribe til vold i et demokrati, men det skal være for at sikre demokratiet, når det er truet, og det må ikke være hensynsløst. Urolighederne i Paris er hensynsløse og truer demokratiet. Selv om de uden tvivl bunder i uretfærdighed, elendighed, ulighed, marginalisering og håbløshed, er deres væsentligste udtryk had, foragt, vilkårlighed, ødelæggelse og selvdestruktion. Selv om de har gjort det endnu tydeligere, at det er nødvendigt at gøre noget ved årsagerne, kan en fortsættelse af volden nu kun bidrage til en endnu større adskillelse og segregation af dem, som trænger til at blive fuldgyldige medlemmer af et demokratisk samfund. Urolighederne bevirker, at endnu flere mennesker ikke kan leve trygt og sikkert - hvilket er uacceptabelt i sig selv og kaster endnu flere vælgere i armene på dem, som hverken kan eller vil gøre noget ved årsagerne - hvilket kun kan resultere i endnu større problemer for alle senere. De seneste meningsmålinger viser allerede stor fremgang for Jean-Marie Le Pen. Og begivenhederne kommer uden tvivl også til at påvirke stemmeafgivelsen ved det danske kommunalvalg. Frygt og forargelse udnyttes altid af dem, hvis løsningsforslag består i udelukkende at skyde skylden på dem, som er det sidste led i processen: uromagerne, og i at adskille dem endnu mere fra den del af befolkningen, som føler sig truet. Allerede af den grund er det vigtigt, at republikanerne viser, at de hurtigt og effektivt kan stoppe volden, samtidig med at de viser forståelse for dens årsager. Og de skal også vise, hvor fejlagtig og farlig en løsning det er blot at kræve endnu mere adskillelse og indvandrerstop. I tider, hvor usikkerheden og uvisheden vokser, er det eftertanke, oplysning og debat, der skal til. Men det er også i sådanne tider, at fristelsen for det letkøbte og det overfladiske er størst. Falder man for den fristelse, går man glip af muligheden for at forstå sammenhængene og drage nytte af sagkundskaben. Det politiske valg skal støtte sig til analyse. Hvad er det så, som kan forklare, at det er kommet så vidt? Den væsentligste årsag for mig at se er det, jeg benævner som det tabte bånd. Samfundet formår ikke at knytte det bånd, som forener dets medlemmer med hinanden, med systemet og med fremtiden. Det er derfor, at anden- og tredjegenerationsindvandrere hujede under den franske nationalsang på det parisiske fodboldstadion for fire år siden, da Zidane og det franske landshold skulle spille en venskabskamp mod det algeriske landshold. Og allerede i 1998 kunne man i Danmark opleve, hvordan grupper af andengenerationsindvandrere jublede, da det danske hold tabte en kamp, ligesom disse også kan nyde at irritere politiet og ødelægge ordensmagtens biler. Ligesom det er for groft at pege på indvandreres manglende vilje til at blive integreret, er det mangelfuldt at henvise til politiets såkaldte provokationer. På denne måde kommer man ikke ret meget længere. Og begge argumenter har alt for meget til fælles med troen på, at piger, som bliver voldtaget, selv er ude om det. Man skal snarere gøre noget ved relationen. Begge parter skal forstå bedre, hvordan de faktisk hænger sammen i et samfund. For politiets vedkommende handler det om at forstå, hvorfor disse unge er så følsomme og mistolker alt, hvad der kan mistolkes. Det handler også om at opføre sig anstændigt; at forklare, at politibetjente sætter en ære i ikke at miste fatningen; og sørge for, at de ikke mister den; at behandle alle lige og med respekt; sikre, at loven bliver overholdt; og selv at holde sig til deres beføjelser. For politikernes vedkommende handler det om at sikre frihed, lighed og broderskab. For mange indvandreres vedkommende er det tydeligt, at de ikke føler sig som en del af det etablerede fællesskab, som udarbejder lovene, tilpasser dem og håndhæver dem. Tværtom, de føler sig tilsidesat. Jeg beskrev fænomenet i Danmark tilbage i 1999: De opfatter ikke alt det, som samfundet gør for dem, som en hjælp, men tværtimod som forhindringer. Efter min mening har de endnu mere grund til at opleve, at det forholder sig sådan i de franske byers forstæder. Allerede i 1992 hørte jeg en fransk gymnasierektor fra de nordlige parisiske forstæder sige, at han ikke så sig i stand til at gøre ret meget mere end at holde sine elever inden døre, så der var fred udenfor, mens de var inde. Han klagede over, at det var så svært at holde disciplin, at selv de, som stadig troede på skolen som en vej til integrationen, faktisk ikke kunne få lov til at lære noget. Så vidt er vi ikke kommet i Danmark. Og det skal siges, at jeg også kender til franske gymnasier i voldelige omgivelser, hvor det lykkes at gennemføre undervisningen. Ikke desto mindre er vi ved sagens kerne: Disse unge har ikke længere tillid til de institutioner (bl.a. skoler, politiske partier, domstole, politi, medier), som skal sikre, 1) at ingen føler sig tabt, 2) at alle kan se, at samfundet gør alt det, det kan for at orientere om, hvad man selv kan gøre for at blive en del af fællesskabet, og 3) at folkestyret også sikrer livlinen til dem, som trænger. For et par generationer siden fandt de dårligerestillede sig i at skulle vente på at få en større del af kagen, fordi de havde tillid til, at deres børn ville få det bedre takket være netop disse institutioner. Men i dag har de mistet håbet. Dertil kommer, at de oplever endnu mere vold og endnu mere adskillelse. De hører i medierne meget om nutidens elite, som bevæger sig langt omkring, selv på verdensplan, som kan drage fordel af deres beskyttede villakvarterer og hurtige og behagelige kommunikationsnet, og som kan anskaffe sig dyre forbrugsgoder og skifte dem ud, lige så snart en nyere model er tilgængelig på markedet. I medierne får de også indtryk af, at livet handler om magt og forbrug, og at de fleste af dem, som giver sig ud for at tjene fællesskabet, meler deres egen kage. De hører, at der ikke er arbejde til alle, og at det kun er de højtuddannede, der vil få arbejde i fremtiden. De ved, at man skal kunne bevæge sig for at få del i samfundet, men trafikstrømmen går uden om dem. De er henvist til byens dybe huller, dvs. til boligkvarterer, hvor busserne ikke tør køre efter kl. 21, og hvor ens knallert eller bil kan blive stjålet eller brændt når som helst, og hvor selv politiet ikke kan opretholde lov og orden. De føler sig fanget, hvorimod de rige frit kan vælge en isolation, de oplever som en befrielse. Det nittende århundredes arbejderforstæder var en bevægelig zone. Befolkningen, som boede dér, var mobil. Den rejste frem og tilbage mellem by og land. Den bevarede sin tilknytning til landet, alt imens den opbyggede sin integration i byen. Modsætningsvis har beboere af udenlandsk oprindelse i disse bebyggelser i dag sjældent midler til at rejse til og fra deres hjemland, og de er ofte bange for at vende tilbage til det af angst for ikke at kunne komme ud af det igen. Dette afstedkommer to politiske reaktioner. Den ene kommer fra dem, som trods alt har lidt håb endnu, og som har noget, de gerne vil forsvare, men som oplever vold og forfald alt for tæt på. Disse mennesker holder fast ved deres zoner trods alle vanskeligheder, fordi de føler, at de har valgt dem, og at de har ret til at være hjemme hos sig selv. Samtidig føler de sig også fanget i en fælde og ude af stand til at nyde denne ret. De ved, at salget af deres bolig ikke ville kunne indbringe nok til at hjælpe dem ud. De frygter, at situationen vil forværres yderligere som følge af kvalitetsforringelsen af skolerne, den kollektive trafik m.m. De er bange for at blive overfaldet eller bestjålet. Det er disse grupper, som bliver meget modtagelige for taler, som gør sikkerhedsspørgsmålet til det centrale. Og det er vi også vidne til i Danmark. Den anden reaktion kommer fra dem, som ikke føler, de har noget som helst at tabe. Det var faktisk Amadeo Bordigas definition på proletariatet. Bordiga var en af grundlæggerne af det italienske kommunistparti. Han mente, at det var »dem, som ingen reserve havde«, som ville vælte det system, som udbytter dem, fordi de ikke kunne andet end at forsøge at tilegne sig et eller andet for at overleve, når krisen kom. De andre klasser ville stadig have penge, fødevarer, muligheden for at rejse væk eller en stump jord, de kunne dyrke. Som bekendt skulle proletariatet derpå overtage produktionsmidlerne til egen fordel. Men som altid henter alle samfundslag inspiration i det, Max Weber kaldte tidsånden, i deres samtids fortællinger, billeder og forestillinger. Borgerskabet kopierede aristokratiet ved kapitalismens opkomst. Og den store forskel på proletariatet på Bordigas, Simmels og Marx' tid og nutidens socialt udstødte og lovovertrædere er, at nutidens udstødte støtter modellerne og stereotyperne i borgerskabets massekultur. De 'taler' nemlig ikke om produktion og politik, som man gjorde for hundrede år siden, men om nydelse, magt og forbrug, som resten af samfundet også gør i dag. Inspireret af underholdningsindustriens mange videoklip og film og stimuleret af reklamernes moralprædikener vælger de at nyde magt og forbrug som resten af samfundet, blot på en anden måde. De føler sig magtfulde, berømte og rige, når de brænder biler og kan se sig selv omtalt i medierne og genkende deres handlinger på internettet. Det er deres måde at være med i 'Stjerne for en aften' på. Det er deres måde at opleve den magt på, som det er at råde over en af de store og flotte biler, de så tit har set blive brændt af i actionfilm. De føler sig som en del af et fællesskab, der kan kommunikere og sætte dagsordenen i stedet for at føle sig fanget, når de ved hjælp af mobiltelefoner koordinerer deres ødelæggelser, måler sig med ordensmagten og skræmmer offentligheden. Ligesom graffitimalere og hooligans behøver de ikke at have deres navn frem. De har nok i deres egne spilleregler. De betragter samfundet som en bowlingbane, og dermed ligner de lidt de andre forbrugere, der heller ikke interesserer sig særligt for det fælles anliggende og vælger at betragte samfundet som et supermarked, hvor man frit kan vælge blandt varerne uden at føle ansvar for konsekvenserne. Nutidens 'elendige' er deres egne dommere, som de fleste efterhånden er i det hver for sig-samfund, vi lever i i dag, og hvor enhver selvfølgelig som altid skal støtte sig til sin egen gruppe, men som nu gør det på en måde, som ikke længere fremmer solidaritetsformer. De nuværende byer, som er blevet til et specialiseret kludetæppe af strømme og varehuse, gør det nemlig meget vanskeligere at udvikle solidaritetsformer såvel internt i som på tværs af samfundsgrupper eller klasser. I det 19. århundrede kunne hver gruppe føle deres indbyrdes afhængighed på deres egen krop. De mødtes på produktionssteder og i byen. Arbejderne var ikke så interesseret i at blande sig med de borgerlige. Tvungne til at leve i et hierarkisk system på arbejdspladsen foretrak de at være sig selv derhjemme frem for at være stillet til skue for middelklassen. I deres kvarterer kunne de dyrke deres egen kultur og udvikle solidaritetsformer, som kunne finde politisk udtryk. Ligesom aristokraterne ikke var bange for at blande sig med pøblen i 1700, var arbejderklassen i 1870 ikke særlig imponeret af borgerskabet, men havde sin særlige stolthed. I arbejderklassens familier kunne de unge finde stolthed i deres fælles væremåder og pejlemærker i de politiske fremtidsbilleder, de voksne talte om omkring dem. De havde også en vis respekt for deres egne autoriteter, som kunne være fagforeningsformænd, politikere eller familiemedlemmer med en vis erfaring. I dag er sammenblandingen af og modsætningen mellem grupperne, som vi har kendt den fra industrisamfundet, blevet erstattet af indpakningen af individer og stammer i forbrugersamfundet. Således er komplementariteten i byen og på arbejdspladserne ophørt. Dermed er det blevet endnu sværere at frembringe solidaritet, udkæmpe politiske kampe og skabe lighed. Tidligere kunne de unge proletarer også kropsligt udtrykke det, de var konfronteret med. Det handler nemlig ikke blot om at kunne sætte ord på tingene, men også om at kunne finde en passende reaktion med hele kroppen. Mennesker tilegner sig ikke kun erfaring ved at sætte det oplevede på begreb, men også ved at skabe egne billeder og måder at gebærde sig på. Men i dag er mange unge så overladt til sig selv i deres lille gruppe bestående af lige så forvirrede unge, at de ikke kan lære at bearbejde alt det, der gør indtryk på dem. Det er ikke kun forståelsen for solidaritet og politik, de mangler. Mange når ikke at udvikle en sammenhængende identitet i relation til samfundet. Mange når ikke i nærheden af en forståelse af, hvor nødvendigt det er at respektere andre for at kunne respektere sig selv. Det, man øver vold mod, respekterer man ikke. Hvis man er ligeglad med, hvad andre mennesker føler, når man opfører sig voldeligt mod dem og deres omgivelser, er man ikke bærer af et politisk projekt. Derfor kan man ikke forvente noget som helst konstruktivt fra disse grupper, som har mere til fælles med hooligans end med revolutionære. Derfor er det stadig de politiske kræfter, som skal gøre alt, hvad de kan for at modvirke de årsager, som skaber disse problemer i det postindustrielle samfund, hvor flere og flere bliver udstødte. Et samfund uden en politik, som modarbejder adskillelse og inddrager alle grupper i det politiske arbejde, er ikke et demokrati.