Den første overraskelse fik jeg på den ukrainske ambassade i København. Det viste sig, at nu behøver borgere fra EU ikke visum for at rejse til Ukraine! Mærkeligt nok er der ingen, der ved det, og den ukrainske ambassade henviser bare til sin hjemmeside: www.ukraine-embassy.dk. Og det skal siges, at Vesten ikke har gengældt præsident Jusjtjenkos gestus: Ukrainske statsborgere har stadig meget svært ved at komme ind i Danmark på en individuel invitation. Ganske vist har Danmark genåbnet sin ambassade i Kijev, som blev lukket for tre år siden. »Nu er danskerne kommet tilbage!«, fortalte fjernsynet, og begivenheden opfattes af ukrainere som et godt tegn. Så man kan altså tage til Ukraine uden nogen forhindringer: Man kan bare købe en billet til fly eller tog, ligesom man også nu gør til Tallinn eller Riga. Ukraine er et stort land og har meget at byde på: fra Karpaterne og de gamle østrig-ungarske byer i vest til Krim i syd. Og så er der selvfølgelige Kijev! Kijev, som russerne kalder 'alle russiske byers moder'. Nogle russere i Moskva (og i udlandet) er af den overbevisning, at de efter USSR's sammenbrud ikke kan rejse til Ukraine, for »ukrainerne kan ikke lide os«. For at afprøve den påstand udførte jeg et eksperiment: Når fremmede spurgte mig, hvor jeg kom fra, sagde jeg ikke, at jeg kom fra Danmark, men at jeg kom fra Moskva. Og i løbet af mine tre ugers rejse rundt i Ukraine stødte jeg ikke en eneste gang på antirussiske udtalelser. Det halve af Ukraine taler russisk, og selv blandt etniske ukrainere er der mange, der sympatiserer med Putin og ikke med Jusjtjenko. I oktober 2005 fik jeg et tvetydigt indtryk af folk i Kijev: På den ene side er ukrainere mere åbne og kontaktsøgende end russere. De har let ved at falde i snak med fremmede. Der er ikke den aggression og vrede, der kendetegner menneskemængden i Moskva. På den anden side var det lige meget, hvem man talte med på gaden og i toget (folk henvendte sig som regel selv til mig), så skældte de alle sammen ud på deres politikere, herunder også lederne af den orange revolution. De bebrejdede disse valgte politikere - både til højre og venstre - at de er korrupte. I løbet af dette år, sagde kritikerne, har folket fået det værre, mens korruptionen er blevet mere omfattende. De tror ikke på nogen mere. Sådan siger 'manden på gaden'. Og denne frustration kan ikke undgå at gøre indtryk. Der er jo snart parlamentsvalg ... Det minder alt samme om Moskva i 1990'erne: tusinder af demonstranter, der i kor råbte: Jeltsin, Jeltsin! Forventningerne om de hurtige forandringer, der blev afløst af skuffelse over Jeltsin og længslen efter 'lov og orden'. Hvilket førte Putin til magten. Også vestlige iagttagere udtrykker skuffelse over den orange revolution. Ukraines to bedste aviser, Serkalo Nedeli (Ugens spejl) og Denj (Dagen), der begge kommer på både russisk og ukrainsk, refererer systematisk, hvad man skriver om Ukraine i Vesten. Her læste jeg en oversat artikel fra The Guardian, hvor forfatteren først og fremmest kritiserede Jusjtjenko for ikke at have arresteret en eneste oligark i det forløbne år. En mærkelig bebrejdelse! Vil The Guardian have, at Jusjtjenko skal følge eksemplet fra præsident Putin, der arresterede Mikhail Khodorkovskij? Og skal en præsident måske udføre politiopgaver? Det siges, at korruptionen ikke er blevet mindre efter den orange revolution. Men som en udenlandsk iagttager har bemærket, så får politibetjente så lidt i løn, at de lever på et eksistensminimum og ser sig nødsaget til at modtage bestikkelse. Altså må man hæve deres og andre funktionærers løn til et niveau, hvor det bliver vigtigere at bevare sin stilling end at tage imod bestikkelse. Men hvis man skal hæve funktionærers løn, hvad så med resten af befolkningen? Der bliver tale om en ond cirkel. Og i det hele taget er Ukraines problemer ikke kun ukrainske: De er fælles for hele det postsovjetiske område - fra Mongoliet til Litauen, inklusive Rusland. Her kan man iagttage en karakteristisk skizofreni. For eksempel siger folk, at »Vesten udplyndrer os«. På den anden side forstår alle udmærket, at levestandarden i Vesten er højere end hjemme, og mange er parat til at rejse til Vesten for at arbejde eller sende børnene til Vesten for at studere. På den tredje side ses Ukraines mulige indtræden i NATO som endnu et skridt på vejen mod, at Ukraine bliver Vestens 'livegne'. I toget fra Simferopol til Hvideruslands hovedstad Minsk fortalte en bygningsingeniør mig, at en tysk kontormøbelfabrik har åbnet en filial i Kharkov. »Der får en arbejder 200 dollar om måneden! Men der er streng kontrol, og der er kun rygepause hver anden time«, sagde han anklagende. To hundrede dollar om måneden - en sådan løn kan en ukrainsk arbejder kun drømme om, og mange vil gerne arbejde på den pågældende fabrik. Men min samtalepartner var stadig utilfreds: »Tyskerne«, sagde han, »får 200 dollar om dagen hjemme hos sig selv«. Ergo: »De udplyndrer os«! Et forslag om at oprette Røde Kors-lejre omkring de lande, der 'producerer' flygtninge, herunder Ukraine, fik mange antivestligt indstillede ukrainere til at rejse børster. 'Vi bliver sidestillet med Tanzania!', lød en utilfreds overskrift i en ukrainsk kommunistisk avis og henviste til listen over de lande, hvor man ville oprette sådanne lejre. »Vesten opretter lejre til flygtninge i Ukraine, men fra disse lejre vil kriminaliteten brede sig, og i sidste ende kommer vi til at betale for disse flygtninges underhold«. I det østlige Ukraine, især i kulmineområdet Donbass, er Janukovitjs vælgere utilfredse med Sovjetunionens opløsning. Og ingeniøren fra Kharkov i toget regner denne opløsning for en enorm tragedie. Da jeg anførte, at hvis ingen havde forhindret denne opløsning, kunne det tyde på, at hele konstruktionen var uholdbar og før eller siden måtte falde fra hinanden, svarede han: »Det var en djævelsk plan fra USA's side at ødelægge USSR. Og det lykkedes dem«. »Men hvordan?«, spurgte jeg. Han svarede: »Vi ved endnu ikke, hvilke mekanismer der blev sat i værk. Vi overså dem ... Men engang vil vi få hele sandheden at vide«. Jeg kunne have mindet ham om, at USA faktisk var imod USSR's opløsning (USSR's præsident Gorbatjov passede amerikanerne bedre end Ruslands uforudsigelige præsiden Jeltsin), men han ville ikke have troet mig. Sådanne konspirationsteorier hører man mange af, ikke alene i Ukraine, men også i Rusland og i Serbien efter Jugoslaviens opløsning. Det er dog især de ældre, der nærer antivestlige følelser. Ungdommen stemte også i landets østlige del på Jusjtjenko. Og i modsætning til unge russiske mænd risikerer en ukrainer ikke at blive dræbt i Tjetjenien. Der er mange partier i Ukraine; nogle af dem er temmelig eksotiske. For eksempel har partiet Bratstvo (Broderskab) et billede af Jesus Kristus på sin fane. Der er også et parti, hvis slogan er 'Gud og Rusland er med os'. Det svarer til, at man i Danmark sagde: 'Gud og Tyskland er med os'! Ideen om at 'genforenes' med Rusland er stadig populær i det østlige Ukraine og på Krim. Disse tendenser må præsident Jusjtjenko tage højde for og søge kompromisløsninger på. Han har underskrevet en aftale med sin konkurrent og modstander Janukovitj om at undgå konfrontationer med millionerne af vælgere i landets østlige del. Men da præsidenten kom til Lviv i den vestlige del af landet, blev han modtaget som en forræder mod den orange revolution. Efter mange vestukraineres mening skulle Jusjtjenko ikke have underskrevet en aftale med Janukovitj, men i stedet have straffet samme Janukovitj for at forfalske stemmetallene ved sidste års valg. Levestandarden i Ukraine er generelt lavere end i Rusland. Man ser overalt tegn på armod: først og fremmest i form af mennesker, der forsøger at finde mad i affaldscontainere (i Ukraine sorteres affaldet ikke). Alle har vænnet sig til fænomenet. Mange fattige ville være glade for en madkasse som den, man i Danmark giver til flygtninge, der venter på udvisning. I princippet har enhver ukrainsk by butikker på niveau med Irma og Føtex, men de ligger uden for mange befolkningsgruppers muligheder, og de fattige kommer der aldrig. Hvis noget er billigt i Ukraine, er det vodkaen, 'gorilka' på ukrainsk. En flaske koster det samme som to liter Coca-Cola, halvanden liter mælk eller to kilo tomater. Så det er ikke så underligt, der bliver drukket meget. Selvfølgelig kunne regeringen hæve prisen på vodka. Men for det første ville befolkningen protestere, og for det andet ville det resultere i hjemmebrænding. Imidlertid er befolkningens alkoholisering skyld i, at mændene dør, inden de er 60 år (her står Ukraine ikke tilbage for Rusland). Landets befolkning formindskes - som i Rusland. For at standse denne tendens har den ukrainske regering for nylig indført en engangssum for hvert nyfødt barn. Dens størrelse er kolossal efter ukrainsk målestok: 8.000 griven, eller ca. 9.000 danske kroner. I en ukrainsk avis læser jeg, at ethvert land søger sin egen 'niche' på verdensmarkedet: Sydkorea er specialiseret i elektronik, Island i fisk etc. »Og hvad kunne Ukraine så specialisere sig i?«, spørger avisen. Og svarer - uden skyggen af spøg: »Vores piger er smukke og søde, de er efterspurgt i Vesten. Lad os eksportere vores piger!«. Der er ingen grund til at misunde præsident Jusjtjenko. Han har økonomiske, sociale, demografiske og etniske problemer ... og udenrigspolitiske. Ukraine er jo nødt til at holde sig gode venner både med Vesten, med Putins Rusland og med Lukasjenkos Hviderusland. Ukraine er afhængigt af den russiske gas, selv om det har sit eget kul. Men kulfyrene blev i sovjettiden revet ned og erstattet af gasfyr. Rusland vil i 2006 hæve prisen på gas mere end 300 procent. Hvis det sker, kan det have katastrofale konsekvenser for Ukraines økonomi. Med andre ord, det er utilladeligt at blive uvenner med Rusland. Mange ukrainske intellektuelle sagde til mig, at Jusjtjenko er en overgangsfigur, og at der er mere kompetente og passende personer til præsidentposten. En af dem kunne være Konstantin Morosov, forsvarsminister 1991-93. Man siger og skriver, at Jusjtjenko omgiver sig med oligarker i stedet for med jurister. Og at han - skønt kirke og stat er adskilt i Ukraine - opfordrer til at bygge nye kirker, selv om de store penge, der går til det, kunne være brugt til mere uopsættelige behov ... Halvøen Krim, som har været ukrainsk i 50 år, er en historie for sig. Både den russiske og den ukrainske kommunistiske presse skræmmer sine læsere med islamisk ekstremisme på Krim. Krim er en tidligere krimtatarisk republik, hvor tatarerne for 300 år siden udgjorde det absolutte flertal. Tatarerne blev for 60 år siden med vold deporteret af Stalin og udgør nu 10 procent af befolkningen på Krim. De er repræsenteret i Ukraines parlament ('Verkhovnaja rada'), og deres ubestridte leder er den tidligere politiske fange Mustafa Djemilev - han er en slags tatarernes Atatürk, sekulær og vestligt orienteret. Han var den første, der kondolerede på USA's Kijev-ambassade efter tragedien 11. september 2001. Men noget tyder på, at de pantyrkiske ideer blandt krimtatarerne er ved at blive fortrængt af Hizb-ut-Tahrir. »Arbejdsløsheden blandt unge krimtatarer og korruptionen blandt statens funktionærer fører til, at unge mennesker melder sig til Hizb-ut-Tahrir«, sagde en gammel tatar til mig. »Shariatet vil afskaffe korruptionen!«. Hizb-ut-Tahrir, der er forbudt i Tyskland og Rusland, er stadig tilladt i Ukraine. Det er dog uklart, hvor stor organisationens indflydelse er blandt Krims tatarer. Krim kunne blive et ferieparadis, også for danskere. Naturen, bjergene og strandene står ikke tilbage for de spanske. Her er også hoteller af en standard, som kan sammenlignes med dem i Benidorm og på De Kanariske Øer. Men der er endnu ikke den nødvendige infrastruktur. En sådan ville også afhjælpe arbejdsløsheden i Krims befolkning. Da man i Danmark diskuterede Tyrkiets indtræden i EU, faldt det af en eller anden grund ikke nogen ind at tænke på Ukraine. Ukraine er ellers Tyrkiets nabo på den anden side af havet og befinder sig rent faktisk i Europa. Mens jeg var på Krim, var udenrigsminister Per Stig Møller i Kijev. Jeg læste et interview med ham i Serkalo Nedeli (Ugens spejl). Per Stig Møller sagde: »Vi hilser på alle måder Ukraines bestræbelser i forhold til EU velkomne«. Udenrigsministerens ord: »Håbene og forventningerne er enorme« - var sat som overskrift på interviewet. Hver lørdag og søndag er bilfri dage i Kijevs centrum. Så er Kijevs brede hovedgade Kresjtjatik forvandlet til en gågade på størrelse med H.C. Andersens Boulevard, og på den slentrer folk roligt af sted: par, familier, børn. Synet af den slentrende folkemængde giver fred i sindet og indgyder optimisme. Oversat fra russisk af Marie Tetzlaff