Ingen tvivl om pengenes magt til at styre verden og sindene, men evangelisten har ret: I begyndelsen var Ordet. Ordet og tonefaldet. Sproget styrer bevidstheden, angiver tankens retning og de rammer, som handlinger siden kan fylde ud. Til illustration kan tjene sprogbrugen over for muslimer bosiddende i Danmark. Ikke mindst efter 2001 er den undergået væsentlige forandringer. 2001 var det år, da Dansk Folkeparti blev stuerent og fik direkte indflydelse på udlændingepolitikken. En beskrivelse af udviklingen i sproget over for udlændinge ville være meget oplysende. Vi har her i landet et holocaustcenter. Var det ikke en relevant opgave for dette center at iværksætte en undersøgelse af det skiftende sprog, som 'nydanskere', 'af anden etnisk herkomst', 'perkere' etc. har givet anledning til? Hvilke sproglige vaner har udviklet sig, hvilke skred har fundet sted? Hvor og hvornår er den distancerende sprogbrug opstået, hvor og hvornår har den fundet vej til massemedierne? Et relevant og aktuelt forskningstema! Hvilket sprog tillader hvilke danskere sig at bruge offentligt om 'herboende' muslimer? Og hvilket sprog bruges af dem, der anstrenger sig for hensynsfuldt netop ikke at støde 'de fremmede'? Hvad betyder det for tonen i debatten, at politikere er gået foran i sprogudviklingen - Glistrup var den første, Mogens Camre, Pia Kjærsgaard m.fl. har siden vist vej. Hvordan virker dette sprog tilbage på vor egen oplevelse af indvandrerne? Hvad betyder det for deres syn på os? Og hvad er det, der fremtvinger den stadige provokation og eskalering? Når den sproglige forråelse synes at måtte trække vejret et øjeblik efter Louise Freverts bizarre topmål, så må tegninger (af profeten) tages i brug for yderligere at ydmyge og provokere de fromme. (Hvorfor kan vi dog ikke lade dem være i fred dér, hvor de har mest brug for det; det eneste sted, hvor de mente at have helle?). Udlændinge i Danmark er årvågne, nærtagende. De lytter til tonefaldet før end til ordlyden, og det gør de ret i. Når de præsenteres for en 'Erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund', så ved de, hvad det handler om: Deres værdighed og stolthed skal knækkes én gang til. I radioen fortalte en udlænding - mellemtekniker - hvorfor han foretrak rengøringsarbejde: Dér arbejder han alene. Er fri for bemærkninger fra danske kolleger. Hvor mange integrationserklæringer skal han skrive under på for at slippe for sådanne bemærkninger? Tilbage til de sproglige forhold. Samtidig med at det danske ordvalg om indvandrere er ændret så markant, har det besværlige fremmedord terror fået indpas og er gennem hyppig anvendelse blevet slidt ned til terr. Terr vil sige en utilladelig form for krigsførelse: de andres. Det meget udanske ord bruges primært for at legitimere USA's angrebskrig i Irak og imperiets tilstedeværelse andetsteds, Bushregeringens behandling af fanger m.v. Det er terr, når et menneske sprænger sig selv og et udpluk af sin omverden i luften. Det er ikke terr, når en amerikansk jagerflyver ved tryk på en knap dræber personer, han aldrig får at se, ligesom han heller ikke får de jamrende efterladte at se. Måske den, der selv bruger klyngebomber, bør beherske sin forargelse over selvmordsbomber? Den amerikansk-engelsk-danske krig har kostet langt flere sagesløse civile ofre end selvmordsbomberne nogensinde vil nå op på - tallet angives til mellem 20.000 og 100.000. Usikkerheden er sigende i sig selv. Terr er kort sagt den rige verdens navn for den fattige, specielt den muslimske verdens modstandsbevægelse. Ordet skal understrege vores moralske overlegenhed og legitimere vore fortsatte militære overgreb. Samtidig fungerer det som et forskrækket og selvophidset Danmarks forsøg på at dæmpe sin egen angstfulde forventning. Tænk, hvis nogen fandt på at gøre gengæld her hos os!? Det ville i hvert fald bekræfte vores mistanke: Af dem kan man vente sig det værste. Krigen mellem de rige og de fattige udkæmpes økonomisk, militært og kulturelt. I mine øjne er det kulturelle det afgørende. Når pengene spiller så stor en rolle hos os, er det et kulturelt træk. Vi tjener dem, som tjeneren tjener sin herre, vi arbejder for dem på måder, der truer glæden ved livet, undergraver selvagtelsen og tvinger til fortsat forceret indsats for at tjene endnu flere. Ufriheden er evident, og demokratiet et figenblad. I andre kulturer end vor er disse penge knap så dominerende, i store dele af den fattige verden er der endnu en vis stolthed bevaret som noget umisteligt. At leve i fattigdom og håbløs stagnation er da heller ikke i sig selv nogen ydmygelse, men det kan være svært at gøre det med et 21-tommers vindue ud til sorgløs rigdom og beslutsom effektivitet. Det syn kan godt gøre nærtagende. Når så den rige verden ikke længere nøjes med de vante former for udbytning - vi kalder det økonomisk politik - men også overfalder en udvalgt del af den arabiske verden og erklærer overfaldet for en krig mod terror, så griber de for ydmygelser særligt modtagelige ganske rigtigt til det, vi kalder terr, og som de selv forstår anderledes. Blandt dagens muslimer i Palæstina, Afghanistan og Irak har de forskellige israelske, amerikanske, engelske og danske overfald og ydmygelser kaldt modstanden frem. De besejredes stolthed er krænket på måder, vi selv har glemt, og som vi derfor ikke har øje for. Men unægtelig har besættelsestroppernes adfærd været usædvanligt og meningsløst provokerende. Den spontane solidaritet med de overfaldne og krænkede må røre sig i enhver muslim bosat i andre dele af verden. Den militære underlegenhed hos de ydmygede er imidlertid så total, at de kun har 'fortvivlelsens selvhjælp' at gribe til. Og det gør de ved at bryde de regler, der gælder for godkendt krigsførelse i vor våbenspækkede, våbenfikserede og våbeneksporterende del af verden. Vestlig militær overlegenhed har gjort os så sikre i sadlen som klodens overklasse, at vi fordømmer enhver modstand som terr og lovgiver imod den. Ingen må bryde vedtagne spilleregler for god gammeldags krigsførelse. De, der dræber andre ved at påføre sig selv døden, kaldes terrister, og der er (ifølge Søren Espersen, DF) »ingen anden årsag til deres handlinger end rablende vanvid«. - Næppe nogen frugtbar analyse af en modstanders motiver. Bushs analyse, ondskab, stikker lige så dybt. Hvad der byder os så stærkt imod ved selvmordsangrebet er for det første fotografierne og tv-billederne. Fotograferne får ofte lov at komme tæt på rædslerne umiddelbart efter selvmordsbombens sprængning. Det gjorde de derimod ikke eksempelvis efter det amerikanske angreb på Fallujah. Dernæst handler det om selve selvmordet. Det Gamle Testamentes stærke Samson må kaldes alle terroristers fader. Han ofrede sit eget liv, da han væltede filistertemplets mure ned over sig selv og samtidig over tusinder af mænd, kvinder og børn. Men han er undtagelsen i vor kultur, vi har som regel undgået det direkte selvmord, foretrukket - og elsket - risikoen, legen med døden. Helst i en kamp mod overmagten (David mod Goliat, frihedskæmperen mod den tyske krigsmaskine, tv-helten mod skurkene). »De gav deres liv for fædrelandet« står der på mindestenene. »Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder«: Risikoen for at falde i krigen er dens nødvendige omkostning, men vi undgår selvmordsaktioner som de muslimske. Vi oplever selvmordsbomberens handling som forkastelig, mens vi ikke fordømmer jagerbomberens nok så morderiske indsats. Der er historiske grunde til, at det er anderledes i den arabiske verden. Her har det politiske selvmord rødder næsten tusind år tilbage i historien, nemlig i korstogstiden. Hassan as-Sabbah - der var højt kultiveret, satte pris på poesi og interesserede sig levende for videnskab - grundlagde cirka 1090 den sekt, der siden kaldtes assassinere. Amin Maalouf fortæller i 'Korstogene som araberne ser dem' (Gyldendal 1997) om denne Hassans shiitiske »politisk-religiøse organisation, hvis effektivitet og disciplin er uden sidestykke i historien«. »Tilhængerne var inddelt efter uddannelsesniveau, pålidelighed og mod, fra novice til stormester. De blev grundigt indført i den rette lære og gennemgik hård fysisk træning. Hassans foretrukne våben til at slå fjenden med rædsel var mord. Medlemmerne af sekten blev udsendt enkeltvis eller sjældnere i små grupper på to eller tre med den opgave at dræbe en bestemt person. De var som regel forklædt som købmænd eller asketer, strejfede om i den by, hvor forbrydelsen skulle begås, gjorde sig fortrolig med offerets omgivelser og vaner, og så snart deres plan var lagt, slog de til. I modsætning til forberedelserne, der blev truffet i dybeste hemmelighed, måtte udførelsen af selve drabet nødvendigvis foregå i fuld offentlighed, og helst for øjnene af så mange som muligt. Derfor var moskeen det foretrukne sted, fredag den foretrukne dag, som regel ved middagstid. For Hassan var mord ikke blot en enkel måde at slippe af med en modstander på. Frem for alt var det en måde offentligt at give en dobbelt lektion: afstraffelsen af den dræbte og dræber-disciplens heroiske offer, der blev kaldt 'fedai', det vil sige 'selvmordsaktion', for morderen blev næsten altid slået ihjel på stedet«. Maalouf fortæller også, at den afklarede måde, hvorpå disse mordere lod sig slå ihjel på efter fuldført udåd, fik folk til at tro, at de var påvirket af hash. Deraf deres tilnavn 'hashashin' - det, der på fransk og engelsk blev til assassin, morder. Med andre ord: Selvmordsaktionen har kulturelle rødder. Der er en historisk baggrund for, at vore dages selvmordsaktivister æres og beundres f.eks. i den palæstinensiske verden. Samtidig med, ikke at forglemme, at disse blodige ugerninger vækker afsky, sorg og rædsel blandt mange muslimer. Hvorfor har denne makabre form for krigsførelse aldrig vundet hævd i vor del af verden? I den kristne verden er selvmordet tidligt forstået som en synd (selvmorderen måtte ikke begraves i indviet jord). Mon ikke også, det er en puritansk arv, der fordømmer et mord, som morderen så at sige snyder for at stå til regnskab for? Er han ikke næsten fej?! Kontraspørgsmålet: Hvad med jagerbomberen? Hvorfor stilles han ikke til regnskab for sit massedrab? Fordi modparten selv er ude om det, når krigere blander sig med den øvrige befolkning? Fordi han handler efter ordre snarere end efter indre tilskyndelse? At have handlet efter ordre var en rigtig dårlig undskyldning for en tysk krigsforbryder efter 1945, men i dag gælder den øjensynlig: Får bombekasteren psykiske problemer, vil der stå al tænkelig psykologhjælp til rådighed. Heldigvis skånes han, som vi andre, for at se ofrene. Klyngebomben og selvmordsbomben er cirka lige afskyelige. Den første har sin forklaring i rå imperialistisk magtpolitik. Den anden er vokset ud af desperationen i en militært underlegen verden fanget i en fælde mellem ambitioner og afmagt. For de mest desperate er selvmordsaktionen blevet den rædselsfulde udvej fra det udsigtsløse liv, som den rige verden og dens allierede, deres egne tyranner, byder dem. Mig forekommer det, at vi også her i landet har ydmyget og hånet indvandrere så groft og så længe, at vor frygt for terrer blevet berettiget. Kan en terrorpakke ikke bekæmpe den usynlige fjende, så kan den forhåbentlig bekæmpe vor egen frygt! Måske begivenhederne i de franske byer kan hjælpe os til lidt nøgternhed? Disse brændte biler har intet med terr at gøre. Det handler om udstødning, fattigdom, håbløshed, desperation. En udstødning af samme art, som dansk sprogbrug over for indvandrerne er udtryk for. Det kaldes også mobning. Indbyder de ikke selv til det? De er lette at genkende på udseende, navn og sprog, lette at identificere og trampe på, en underklasse under underklassen. De skiller sig ud, rettere: Vi skiller dem ud - og får derved selv en identitet. Der er en sammenhæng mellem globalisering og fremmedhad. Hvad den muslimske arbejdsløse må lægge krop til, er det lille lands angst for at blive oversvømmet eller gå i opløsning. Hvad den intetanende må undgælde for, er dansk frygt for fortsat undergravning af den faste danske kanoniserede identitet, som vores kulturminister forsvarer så tappert. Hvor var vi henne uden nationalistisk sammenhængskraft?! Det hjælper godt at have nogen at give skylden. Og nogen at stå sammen imod. Integreres? De skal fandeme ikke have indfødsret, de skal bare ud, skal de. Det er godt at sige den slags kraftigt for derved at mærke den fælles vilje, det fælles fodslag, som savnes så fortvivlende i hverdagen. Der var da også noget besynderligt opstemt i det tonefald, hvormed ansvarsbevidste danske udtalte sig om de unge muslimer, der for nylig blev fængslet for terroristiske planer. Disse ansvarsbevidste har ganske vist også været heldigere, end politiet tillader: Arrestationerne kommer, netop mens regeringen varmer op til terrorpakkens 49 punkter. Rent tilfælde? Spiralen kan dreje videre. Den er ond. Wehret den Anfängen, hedder det på tysk: Afværg begyndelserne. Men vi er hinsides begyndelserne.