0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En betjent takker af

At blive betjent var hans drøm. At være betjent blev hans mareridt. Som kinesisk ordenshåndhæver blev han pudset på Falun Gong-bevægelsen og oplevede tortur i kinesiske fængsler. En dag måtte han flygte fra sit land.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg blev født under den sidste del af Kulturrevolutionen. Min far var bygningsarbejder, og min mor gik hjemme. Så langt jeg kan huske tilbage, var mit hoved fuldt af klassekamp. Det var en hård tid, og jeg lo vist kun rigtigt, når jeg legede vandkamp med mine venner. Men jeg var heldig, for mine forældre overøste mig med kærlighed og lærte mig altid at se lyst på fremtiden. De lærte mig også, at man skal rette sine egne fejl, før man kan rette på andre.

Som barn drømte jeg om at blive politimand, så jeg kunne være med til at bekæmpe forbrydere og skabe tryghed for almindelige mennesker. Jeg passede min skole, og i 1991 lykkedes det mig at blive optaget på jurastudiet på Nankai-universitetet i Tianjin. I 1994 blev jeg ansat i den offentlige sikkerhedstjeneste i Tianjin. Efter to år med ideologisk indoktrinering, militærtræning og hjernevask var jeg færdiguddannet til at tjene kommunistpartiets voldelige magtapparat.

Jeg blev ansat hos uropolitiet i Tianjin. Jeg fik anholdt nogle rigtige forbrydere, men der var også en række episoder, som rystede mig dybt. I 1996 blev jeg for eksempel kaldt ud til et knivstikkeri på Fulihua Forlystelsescenter. Mellem seks sortklædte sikkerhedsvagter lå en mand, der var såret af fire knivstik. Min chef gav mig besked på at tage manden med på hospitalet og derefter fængsle ham. Jeg kunne være krøbet i et musehul. For Fulihua Forlystelsescenter var i virkeligheden et camoufleret bordel. Manden havde hørt, at hans datter arbejdede som prostitueret på bordellet, og nu havde hun ikke været hjemme i seks dage. Bordellet blev drevet af søsteren til en lokal partichef, og blandt gæsterne var der ofte magtfulde partimedlemmer fra både Tianjin og Beijing. Og nu skulle den stakkels far anholdes. Jeg kunne ikke få mig selv til det og bad en anden enhed om at overtage sagen. Manden fik siden 15 dages fængsel for 'forstyrrelse af den offentlige ro'. Hvad var det egentlig for et job, jeg havde valgt, og hvad ville det gøre ved mig?

Jeg blev degraderet på grund af min håndtering af sagen og overflyttet til en lokal politistation i Nanshi. I foråret 1997 fik vi ordre oppefra til at deltage i den landsdækkende kampagne 'Slå hårdt'. Det hed sig, at formålet var at sikre et stabilt og velstående samfund, så partiet og regeringen fik de bedste betingelser for at overtage Hongkong fra briterne. Det virkelige formål var at skabe ro, så omverdenen kunne se, hvor glimrende et land Kina var.

Sandheden er, at Kina på dette tidspunkt var i social opløsning. Alle former for kriminalitet steg dag for dag. De mest udbredte forbrydelser var røveri, tyveri, vold og krænkelser af borgernes rettigheder. Den kinesiske underverden var efterhånden veludviklet og begyndt at samarbejde med folk i magtapparatet. Derfor endte 'Slå hårdt'-kampagnen med, at nogle ungdomsforbrydere og fattige stakler blev anholdt og gjort til syndebukke, mens de virkelige svindlere og forbrydere tjente formuer på kampagnen. I løbet af de 100 dage, kampagnen varede, blev det klart, at hele det kinesiske retsvæsen havde svigtet. Der herskede en forvansket version af lov og orden, menneskerettigheder blev krænket, og i utallige tilfælde blev folk udsat for falske anklager.

I 1999 indledte myndighederne en kampagne mod Falun Gong-bevægelsen, der blev beskyldt for at gøre sine tilhængere sindssyge og drive undergravende virksomhed. 23. april blev over 300 urobetjente udkommanderet til at opløse et af bevægelsens møder i Tianjin. Tilhængerne fik tæv, og 45 af dem blev anholdt. Ordren kom direkte fra ministeriet for offentlig sikkerhed i Beijing.

Jeg var selv blandt de udkommanderede betjente, og jeg havde forventet at møde bevæbnede og fanatiske demonstranter. Men Falun Gong-tilhængerne viste sig at være helt almindelige mennesker, arbejdsløse, fattige og ældre. Dem kunne jeg da ikke slå på! Men efter et par dages fredelig demonstration begyndte politiet at rydde området. Uanset hvor gamle eller svagelige tilhængerne var, trak politiet af sted med dem og opløste demonstrationen. Nogle af de centrale personer blev taget med på politistationen og afhørt og registreret. Jeg fandt siden ud af, at enhver registreret Falun Gong-tilhænger fik en anmærkning i sine papirer. Det ville forfølge personen og hans eller hendes familie resten af livet.

Falun Gong-tilhængerne tog 25. april ind til Beijing for at bede om at få løsladt de fængslede og for at kræve deres forfatningssikrede ret til at udøve deres fredelige meditationsøvelser uden at blive chikaneret.

Statsligt tv viste optagelser af Falun Gong-tilhængerne, der var på vej til regeringens hovedkvarter i Beijing. Speakeren sagde, at de »belejrede« regeringsbygningen, men på billederne så det hele fuldstændig fredeligt ud. Den politiske kamp i landet var i gang. Personlig fik jeg lejlighed til at lære en helt ny gruppe mennesker at kende.

Efter 25. april 1999 optrappede regeringen sine forberedelser til at slå hårdt ned på bevægelsen. Forberedelserne involverede en lang række instanser, herunder den nationale sikkerhedstjeneste. Der skulle offentliggøres et forbud mod Falun Gong, men det forlød, at der var uenighed i magtapparatet om, hvordan man skulle forholde sig til bevægelsen. Så greb præsident Jiang Zemin ind og gav ordre til straks at slå ned på Falun Gong for at redde partiet og nationen, og 20. juli 1999 blev centralregeringens forbud mod Falun Gong offentliggjort i statsligt tv.

Alle arbejdsenheder fik besked på at se meddelelsen i fjernsynet. Der var gået ti år siden begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads, og nu skulle historien åbenbart gentage sig. Men denne gang var jeg en del af statsapparatet, så jeg måtte enten følge ordrerne blindt eller handle efter min egen samvittighed. Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne, hvis jeg valgte mulighed nummer to. Efter de seneste årtiers politiske forandringer var hver eneste kineser rædselsslagen for at drukne i endnu en politisk flodbølge. Jeg følte angst og tvivl.

Dagen efter mødte en masse Falun Gong-tilhængere op foran det kommunale partikontor for at spørge, hvorfor deres bevægelse var blevet forbudt. Vi var på forhånd blevet udkommanderet og havde ordre til om nødvendigt at opløse mødet med magt. Jeg fulgte ikke ordren, men begyndte i stedet at tale med nogle af dem, der var blevet anholdt. Vi talte om livet, virkeligheden, samfundet og helbredet. Det var min første direkte kontakt med Falun Gong-tilhængere, og de gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

Efter 20. juli blev der gennemført omfattende razziaer mod Falun Gong i Beijing for at skabe ro forud for 50-års dagen for Folkerepublikken Kinas oprettelse. Tusinder af Falun Gong-tilhængere rejste til hovedstaden fra hele landet for at gennemføre fredelige demonstrationer mod disse overgreb. Det førte til endnu flere anholdelser. Til politiets store fortrydelse nægtede de anholdte at opgive deres navn. De blev fordelt på en masse lokale politistationer, hvor de skulle afhøres. De blev behandlet som dyr. Politifolkene bandt reb om halsen på de anholdte og trak af sted med dem.

I det kinesiske nytår i 2000 strammede myndighederne kursen yderligere over for Falun Gong. Der blev oprettet centre for hjernevask, hvor tilhængerne under tvang skulle ledes på bedre ta