Jeg blev født under den sidste del af Kulturrevolutionen. Min far var bygningsarbejder, og min mor gik hjemme. Så langt jeg kan huske tilbage, var mit hoved fuldt af klassekamp. Det var en hård tid, og jeg lo vist kun rigtigt, når jeg legede vandkamp med mine venner. Men jeg var heldig, for mine forældre overøste mig med kærlighed og lærte mig altid at se lyst på fremtiden. De lærte mig også, at man skal rette sine egne fejl, før man kan rette på andre. Som barn drømte jeg om at blive politimand, så jeg kunne være med til at bekæmpe forbrydere og skabe tryghed for almindelige mennesker. Jeg passede min skole, og i 1991 lykkedes det mig at blive optaget på jurastudiet på Nankai-universitetet i Tianjin. I 1994 blev jeg ansat i den offentlige sikkerhedstjeneste i Tianjin. Efter to år med ideologisk indoktrinering, militærtræning og hjernevask var jeg færdiguddannet til at tjene kommunistpartiets voldelige magtapparat. Jeg blev ansat hos uropolitiet i Tianjin. Jeg fik anholdt nogle rigtige forbrydere, men der var også en række episoder, som rystede mig dybt. I 1996 blev jeg for eksempel kaldt ud til et knivstikkeri på Fulihua Forlystelsescenter. Mellem seks sortklædte sikkerhedsvagter lå en mand, der var såret af fire knivstik. Min chef gav mig besked på at tage manden med på hospitalet og derefter fængsle ham. Jeg kunne være krøbet i et musehul. For Fulihua Forlystelsescenter var i virkeligheden et camoufleret bordel. Manden havde hørt, at hans datter arbejdede som prostitueret på bordellet, og nu havde hun ikke været hjemme i seks dage. Bordellet blev drevet af søsteren til en lokal partichef, og blandt gæsterne var der ofte magtfulde partimedlemmer fra både Tianjin og Beijing. Og nu skulle den stakkels far anholdes. Jeg kunne ikke få mig selv til det og bad en anden enhed om at overtage sagen. Manden fik siden 15 dages fængsel for 'forstyrrelse af den offentlige ro'. Hvad var det egentlig for et job, jeg havde valgt, og hvad ville det gøre ved mig? Jeg blev degraderet på grund af min håndtering af sagen og overflyttet til en lokal politistation i Nanshi. I foråret 1997 fik vi ordre oppefra til at deltage i den landsdækkende kampagne 'Slå hårdt'. Det hed sig, at formålet var at sikre et stabilt og velstående samfund, så partiet og regeringen fik de bedste betingelser for at overtage Hongkong fra briterne. Det virkelige formål var at skabe ro, så omverdenen kunne se, hvor glimrende et land Kina var. Sandheden er, at Kina på dette tidspunkt var i social opløsning. Alle former for kriminalitet steg dag for dag. De mest udbredte forbrydelser var røveri, tyveri, vold og krænkelser af borgernes rettigheder. Den kinesiske underverden var efterhånden veludviklet og begyndt at samarbejde med folk i magtapparatet. Derfor endte 'Slå hårdt'-kampagnen med, at nogle ungdomsforbrydere og fattige stakler blev anholdt og gjort til syndebukke, mens de virkelige svindlere og forbrydere tjente formuer på kampagnen. I løbet af de 100 dage, kampagnen varede, blev det klart, at hele det kinesiske retsvæsen havde svigtet. Der herskede en forvansket version af lov og orden, menneskerettigheder blev krænket, og i utallige tilfælde blev folk udsat for falske anklager. I 1999 indledte myndighederne en kampagne mod Falun Gong-bevægelsen, der blev beskyldt for at gøre sine tilhængere sindssyge og drive undergravende virksomhed. 23. april blev over 300 urobetjente udkommanderet til at opløse et af bevægelsens møder i Tianjin. Tilhængerne fik tæv, og 45 af dem blev anholdt. Ordren kom direkte fra ministeriet for offentlig sikkerhed i Beijing. Jeg var selv blandt de udkommanderede betjente, og jeg havde forventet at møde bevæbnede og fanatiske demonstranter. Men Falun Gong-tilhængerne viste sig at være helt almindelige mennesker, arbejdsløse, fattige og ældre. Dem kunne jeg da ikke slå på! Men efter et par dages fredelig demonstration begyndte politiet at rydde området. Uanset hvor gamle eller svagelige tilhængerne var, trak politiet af sted med dem og opløste demonstrationen. Nogle af de centrale personer blev taget med på politistationen og afhørt og registreret. Jeg fandt siden ud af, at enhver registreret Falun Gong-tilhænger fik en anmærkning i sine papirer. Det ville forfølge personen og hans eller hendes familie resten af livet. Falun Gong-tilhængerne tog 25. april ind til Beijing for at bede om at få løsladt de fængslede og for at kræve deres forfatningssikrede ret til at udøve deres fredelige meditationsøvelser uden at blive chikaneret. Statsligt tv viste optagelser af Falun Gong-tilhængerne, der var på vej til regeringens hovedkvarter i Beijing. Speakeren sagde, at de »belejrede« regeringsbygningen, men på billederne så det hele fuldstændig fredeligt ud. Den politiske kamp i landet var i gang. Personlig fik jeg lejlighed til at lære en helt ny gruppe mennesker at kende. Efter 25. april 1999 optrappede regeringen sine forberedelser til at slå hårdt ned på bevægelsen. Forberedelserne involverede en lang række instanser, herunder den nationale sikkerhedstjeneste. Der skulle offentliggøres et forbud mod Falun Gong, men det forlød, at der var uenighed i magtapparatet om, hvordan man skulle forholde sig til bevægelsen. Så greb præsident Jiang Zemin ind og gav ordre til straks at slå ned på Falun Gong for at redde partiet og nationen, og 20. juli 1999 blev centralregeringens forbud mod Falun Gong offentliggjort i statsligt tv. Alle arbejdsenheder fik besked på at se meddelelsen i fjernsynet. Der var gået ti år siden begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads, og nu skulle historien åbenbart gentage sig. Men denne gang var jeg en del af statsapparatet, så jeg måtte enten følge ordrerne blindt eller handle efter min egen samvittighed. Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne, hvis jeg valgte mulighed nummer to. Efter de seneste årtiers politiske forandringer var hver eneste kineser rædselsslagen for at drukne i endnu en politisk flodbølge. Jeg følte angst og tvivl. Dagen efter mødte en masse Falun Gong-tilhængere op foran det kommunale partikontor for at spørge, hvorfor deres bevægelse var blevet forbudt. Vi var på forhånd blevet udkommanderet og havde ordre til om nødvendigt at opløse mødet med magt. Jeg fulgte ikke ordren, men begyndte i stedet at tale med nogle af dem, der var blevet anholdt. Vi talte om livet, virkeligheden, samfundet og helbredet. Det var min første direkte kontakt med Falun Gong-tilhængere, og de gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Efter 20. juli blev der gennemført omfattende razziaer mod Falun Gong i Beijing for at skabe ro forud for 50-års dagen for Folkerepublikken Kinas oprettelse. Tusinder af Falun Gong-tilhængere rejste til hovedstaden fra hele landet for at gennemføre fredelige demonstrationer mod disse overgreb. Det førte til endnu flere anholdelser. Til politiets store fortrydelse nægtede de anholdte at opgive deres navn. De blev fordelt på en masse lokale politistationer, hvor de skulle afhøres. De blev behandlet som dyr. Politifolkene bandt reb om halsen på de anholdte og trak af sted med dem. I det kinesiske nytår i 2000 strammede myndighederne kursen yderligere over for Falun Gong. Der blev oprettet centre for hjernevask, hvor tilhængerne under tvang skulle ledes på bedre tanker. De skulle endda selv betale for hjernevasken. Det gjorde et negativt indtryk mange steder. Flere embedsmænd, også jeg selv, gav udtryk for vores utilfredshed med politikken. Vi mente, at det var vanvid og spild af ressourcer at håndhæve et forbud mod Falun Gong. Tilhængerne ønskede jo bare at få lov til at udføre deres meditationsøvelser for at styrke helbredet og gøre gode gerninger. Hvorfor skulle de ikke have lov til det? I oktober 2000 besluttede Kommunistpartiets centralkomité, at den offentlige sikkerhedstjeneste skulle udbygges og have højere status i magthierarkiet. Det skete for at styrke den politiske stabilitet. Dermed fik underordnede medarbejdere mulighed for at stige betydeligt i graderne. Men paradoksalt nok var der næsten ingen, der søgte de nye stillinger. Det skulle få tragiske konsekvenser for mig. Det blev nemlig besluttet, at der skulle trækkes lod om stillingerne. De medarbejdere, som computeren udvalgte, skulle ansættes direkte af Det Nationale Sikkerhedsbureau. Hvis man nægtede, blev man fyret. Jeg 'vandt' i lotteriet og skulle bestride en af de stillinger, som ingen ville have. Jeg kunne ikke klare mig uden arbejde, så jeg begyndte at arbejde i Det Nationale Sikkerhedsbureaus nyoprettede afdeling i Tianjin. Jeg fik ansvar for at overvåge Falun Gong og andre grupper, som den kinesiske regering definerede som »ondsindede kulter«. Det Nationale Sikkerhedsbureaus afdelinger rundt omkring i provinserne og storbyerne fik rigelige midler fra centralregeringen, for de skulle stå i spidsen for den vigtige opgave med at opretholde national og social stabilitet. Det skabte grobund for omfattende svindel og korruption blandt lederne i Det Nationale Sikkerhedsbureau. Vicedirektøren i Tianjin-afdelingen, Zhao Yuezeng, skaffede ofte bevillinger fra centralregeringen til at løse bestemte arbejdsopgaver, men han brugte dem til at opbygge en personlig formue. I begyndelsen af 2002 begyndte de politifolk, der arbejdede på 'sag nr. 103', at foretage anholdelser. På én og samme dag blev 79 Falun Gong-tilhængere anholdt, mens 2 undslap. En af de undslupne var den 13-årige pige Xu Ziayo. Hendes mor, Sun Ti, blev til gengæld anholdt, hvorved pigen blev hjemløs. En aften i februar 2002 blev jeg kaldt på arbejde for at skaffe lægehjælp til en fængslet Falun Gong-tilhænger. Jeg kørte straks til Nankai-fængslet sammen med min kvindelige kollega Wang Meiran. Da vi kom ind, sad Sun Ti på en taburet i forhørslokalet. Hendes øjne var så opsvulmede af slag, at de bare lignede en lang stribe hen over ansigtet. Den kvindelige forhørsleder stod med en blodig jernstang i hånden. Vi bad hende forlade lokalet. Falun Gong-tilhængeren brød straks hulkende sammen. Hun trak sin bluse op og viste os sin ryg. Den var sort og blå, og hun havde to 20 centimeter lange åbne sår. Kort efter trådte vicedirektøren for Det Nationale Sikkerhedsbureau, den førnævnte Zhao Yuezeng, ind i rummet. Han gav os strenge ordrer til ikke at omtale det her for nogen. Vi skulle føre hende til fængslets hospitalsafdeling og sørge for hende. Wang Meiran og jeg skiftede forbindinger på Sun Ti hver dag i en måneds tid. Hun spurgte altid til sin datter. Det knuste mit hjerte. Den 13-årige pige havde jo mistet sin mor og kunne ikke opsøge sin familie, der var under skarp overvågning. Hvor skulle pigen få mad fra? Hvor skulle hun sove? Når jeg vendte tilbage til mit kontor, følte jeg mig frustreret og magtesløs, fordi jeg ikke havde været i stand til at bremse denne tragedie. Jeg kunne ikke sove om natten og spekulerede konstant over Kinas fremtid og min egen fremtid som politimand. Efter det kinesiske nytår i 2004 så jeg en dag en ældre gråhåret mand, der var lagt i håndjern inde i forhørslokalet. Det var Jin Zhanyi, leder af Det Nationale Sikkerhedsbureau i Hebei-provinsen, som var blevet anholdt og hentet af agenter fra vores afdeling. Han var Falun Gong-tilhænger, fandt jeg senere ud af. En journalist fra statsligt tv dukkede op for at interviewe ham, så det internationale samfund kunne se en højtstående sikkerhedschef angre sine synder. Jeg hørte, at han blev instrueret i, præcis hvad han skulle sige til kameraet. Hvis han nægtede, ville han blive dømt for forræderi og fængslet på ubestemt tid eller henrettet, fik han at vide. Han gik på tv og kritiserede Falun Gong. Efterfølgende blev han idømt syv års fængsel. Den dag, interviewet blev gennemført, stødte jeg ind i journalisten, da hun kom ud fra forhørslokalet. Hun stak sin mikrofon i ansigtet på mig og spurgte, hvad jeg mente om sagen. Hun blev tydeligvis skuffet, da jeg blot svarede med et enkelt ord, »Løgn«, og drejede om på hælen. To dage senere blev jeg kaldt til samtale med min chef. Han bad mig skrive en 'selvransagelsesrapport', før jeg kunne genoptage arbejdet. Til det formål blev jeg anbragt i en iskold isolationscelle, hvor lyset aldrig blev slukket. Jeg slap ud efter en måned og vendte tilbage til min arbejdsplads, hvor jeg skulle fungere som kontorbud. Min forlovede, Liu Juan, var dybt rystet over min fængsling. Da jeg blev anholdt, havde hun og min mor og min storebror fået den besked, at jeg var blevet sendt på opgaver i udlandet. I februar 2005 lykkedes det mig at få visum til Australien. Jeg og Liu Juan flygtede til Hongkong, hvor vi satte os på et fly til Australien. Vi trådte ud i friheden og demokratiet i Australien om morgenen 15. februar. På min arbejdsplads har de for længst opdaget, at jeg er forsvundet. De er begyndt at lægge pres på min familie for at tvinge mig til at vende tilbage. De har også truet min forlovedes familie. De har advaret om, at det kan få konsekvenser for vores pårørende, hvis jeg begynder at »fortælle løgne« i udlandet. Men min familie støtter mig. Det er den kinesiske regering, der udbreder løgne. Kommunistpartiet følger Hitlers logik: Jo større løgnen er, desto nemmere er det at få folk til at tro på den. Jeg glæder mig over, at jeg har fundet det sande mål med mit liv. Jeg ved nu, at jeg hele mit liv har ønsket at kæmpe for retfærdigheden. Jeg takker min og min forlovedes familie for at have støttet os og indgydt os mod og styrke. Jeg takker alle de gode mennesker, der har hjulpet og reddet os. Oversat og redigeret af Tonny Pedersen