Hvad varsler fuglene for os? Hvad er det, de er metaforer for i menneskers liv? Hvilke tegn forsøger vi at tolke i deres tilstedeværelse og deres bevægelser, når de i tusinder svæver hen over himlen? Her interesserer vi os for ornitologiens symbolske domæner, fordi dronning Sirikit som svar på en regulær massakre i det sydlige Thailand mod nogle demonstranter har varslet en kampagne, hvor millioner af papirfugle skal foldes overalt i landet og på Hans Majestæts fødselsdag fra fly skal spredes over syden. Alle sammen med en hilsen og med et ønske om fred for sydens folk. 25. oktober 2004 blev 85 mennesker dræbt af politiet og hæren i forbindelse med en fredelig demonstration foran politihovedkvarteret i byen Tak Bai, og nu - i december 2004 - skal fuglene, ikke de virkelige fugle, dem har man ikke kunnet mønstre for denne kunstneriske happening, men papirfugle spredes som et tegn på fred og forsoning. Man forestiller sig flere ton fugle, som skal foldes én for én og med mange thailænderes personlige hilsen på vingerne skal svæve fra himlen og ned til de sørgende og frustrerede folk i syden for at få problemerne til at fordampe, og for at sorgen over de døde kan fortage sig. Om de kedelige og jordnære problemer og sociale og politiske konflikter har nogen forbindelse med de sagesløse papirfugle, spørger ingen om blandt kuratorerne. Det er helt som med storstilede og 'politiske' happenings i vores del af verden: Alt er til pynt, og alle er til salg. Men denne royalt iscenesatte happening er dog mere interessant end vestlige prætentiøse og selvforelskede projekter, måske fordi indsatserne er så store: statens sikkerhed, revolution og oprør, terror og repression. Og er dronning Sirikit kunstneren, der konciperer projektet, så er premierminister Thaksin kuratoren, der sætter det hele i værk. Hvis begreber om skuespilsamfundet med dets symbolske udvekslinger nogensinde har haft en klangbund i virkeligheden, så er det her i Thailand i den sidste måned af året i 2004. Men først lidt om den jordnære virkelighed, hvor folk dør, og alt indtil videre står hen i det uvisse. I den muslimske del af Thailand, i de sydlige provinser er der en separatistisk terrorbevægelse, som man fra thailandsk side mener er støttet af fundamentalistiske kræfter i delstaten Kelantan i nabolandet Malaysia. Man har endog visse indicier på, at det er sket under dække af en humanitær organisation, som skulle have leveret finansiel støtte. I denne forbindelse er også en landsbyleder i det sydlige Thailand blevet arresteret, fordi han er under mistanke for at have leveret våben til terroristerne. 25. oktober forløb der en fredelig demonstration foran politihovedkvarteret i byen Tak Bai til støtte for denne mistænkte leders frigivelse. Demonstrationen udartede imidlertid, da der ifølge vidner blev åbnet ild fra politiets side, og i denne forbindelse er mindst syv personer blevet dræbt af skud. Politiet hævder ganske vist, at de kun skød op i luften, men det kan vist ikke være sandt. Så skulle de døde have været flyvefærdige. Til stede ved demonstrationen var dog ikke kun arrangører og demonstrerende, men tillige en del nysgerrige. Både nogle nysgerrige og demonstranter blev omringet og ført bort i militærets lastbiler. Så langt er man enige. Blandt de 78 arresterede er der imidlertid ingen vidner, som vil kunne korrigere eventuelle fejludlægninger af begivenhederne fra dette øjeblik, hvor lastbilerne kørte bort. For de er nemlig alle døde, hver og én. En indforskrevet retsmediciner udtaler med myndighederne i ryggen, at de alle er blevet kvalt af den stærke varme i lastbilerne under kørslen til et nærliggende militærhovedkvarter. De blev dog kørt i flere hold, men ingen opdagede tilsyneladende kvælningen af de internerede under kørslen i de lukkede biler. Men nu er der imidlertid det ved det, at de døde også skulle begraves. Alt dette blev foretaget lokalt og efter sæd og skik, de døde blev vasket og gjort i stand. I denne forbindelse udtaler et medlem af det nationale islamiske råd i Thailand, at godt 50 af de døde bar tydelige mærker af tortur og af at være blevet tævet ihjel. Hvad angår premierminister Thaksins rolle som kurator for fuglehappeningen, er han ganske overrasket. For fugle betyder ingenting for muslimer, siger han. Fugle er kun fugle og ikke metaforer for noget - de flyver til himmels, og det er det. Sender man papirfugle ud i et antal af 100 millioner, som kuratoren har i tankerne på bud af kunstneren dronning Sirikit, vil de bare ende som en helt enorm bunke affald. Sandheden er man ikke kommet nærmere. Men kuratoren helmer ikke, før han har set sin kunstners projekt ført ud i livet. Ved en officiel åbning af projektet over for pressen præsenterer Thaksin planen sammen med repræsentanter for dele af erhvervslivet. Der foldes fugle til den store guldmedalje alle steder, i kongehuset og i lokale administrationer - et sted foldes de af pengesedler, dog små pengesedler. Sågar en hospitaliseret popsanger udtaler, at han fra sygesengen har bedt hele sin stab om at folde fugle til happeningen, og får på denne måde lige en hilsen med i aviser og tv. Til offentlighedens benovelse berettes det, at flere militære køretøjer vil fragte de forventede 100 millioner papirfugle af sted til luftbasen Don Muang, hvorfra de vil blive afskibet på Hans Majestæt Kong Bhumipols fødselsdag 5. december. Thaksin bedyrer, at jo flere fugle, jo bedre, de vil alle sammen have en psykologisk effekt - folk i syden vil virkelig forstå, at hele landet ønsker fred i deres region, og at også myndighederne har de bedste hensigter. Nu taler han endog - og ikke i vildelse - om, at man muligvis også skal opstille permanente containere til hjemløse papirfugle i syden, der ikke samles op af nogen, og hvori disse hjemløse stakler kan hvile i et mausoleum. Den store dag nærmer sig, flyvemaskinerne på luftbasen begynder at fragte de millioner af fugle. Og som endnu en hilsen, men også som en slags advarsel, lyder det nu fra Thaksin, at med denne gestus må man i syden virkelig forstå, at staten med kærlighed og varme vil lede dem på rette vej. Men hvis det så ikke hjælper, denne generøse gestus, så mener han, at staten vil være frit stillet til at sikre statens enhed. Så skulle vist både overteksten og underteksten være på plads, og flyene kan lette. Men nu begynder der at dukke andre, mere konceptuelle problemer op, som muligvis er undgået kunstnerens og kuratorens opmærksomhed. Alle de mange millioner af fugle bliver foldet og får en hilsen skrevet på vingerne af mange forskellige. Men hvad nu, hvis nogen af foldemændene tager bladet fra munden og skriver et par borgerlige ord eller det, der er værre? En af kuratorens tilforordnede indrømmer afmægtigt, at man desværre ikke har mulighed for at gå samtlige 100 millioner fugle efter i vingerne for at kontrollere korrektheden af varmen og kærligheden i ordene. Hvis nogen slår gækken løs og fornærmer folk af anden religiøs observans, så bliver fuglene i stedet 'benzin på bålet'. Den kunstneriske happening er kun lige lettet, men allerede nu er metaforerne i gang med at kuldsejle ved take-off. Den store dag oprinder, kongen fylder år, og det regner med penge fra himlen. Happeningen er gået ind i en ny fase, til trods for at man har vejrguderne imod sig. Skyer og regn truer, men fra militæret lover man, at papirfuglene skal ud, koste hvad det koste vil. Halvtreds store militærmaskiner er gået på vingerne, og i syden er forventningerne høje. Børnene jubler og bruger alt forhåndenværende for at opsamle fuglene fra himlen. De lokale fiskerflåder sætter både ud og lægger deres net ud for de fugle, som skulle undslippe land og søge mod havet. Kunstneren og kuratoren har justeret happeningen en anelse for at kunne kompensere for en eklatant fiasko med flere affaldsdynger af smattede, værdiløse papirfugle uden luft under vingerne. Man har givet fuglene værdi. Premierministeren går forrest og lover, at den heldige, der fanger hans fugl, vil få et stipendium til uddannelse - og hvis det er en arbejdsløs, så et job. Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt ganske vist, men der loves dækning for fuglen selv. Fugle takseres; 50.000 fugle kan omveksles til en cykel, 5.000 til en elektrisk vifte, 2.000 til en kasse med nudler, 20 til en liter mælk. Pennies from heaven. Evt. sure opstød tager ingen notits af, når musikken spiller. For der er for øvrigt også det ved det, noget, som man i begejstringen heller ikke har skænket en tanke, at ingen i syden hverken taler eller læser thai, så om fuglene kommer med brok eller affable ord om fred og varme, kan komme ud på ét. Alle inskriptioner er ulæselige hieroglyffer for sydens folk. Kunstner og kurator gjorde ret i at omveksle fuglenes værdi, mens de endnu var i luften. Hele syden er gået i panik for at samle fugle. Folk spæner rundt på gader og stræder med paraplyer for at indfange så mange fugle som muligt. Trafikken bryder sammen, bilerne standser midt på vejene, og bilisterne stormer ud med armene i vejret for at fange småpenge fra himlen. 20.000 mennesker samles på et stadion, hvor der kastes fugle ud. Det landsdækkende tv er til stede og rapporterer live fra begivenhederne. Om aftenen trækker et militærorkester op og buldrer trofast på deres stortrommer for at afslutte miraklet i fuldt ornat. Kun i en tesalon skuler nogle ældre muslimske gentlemen ad postyret. De har ikke tænkt sig at samle nogen fugle op. 500 mennesker har mistet livet i år i syden, og de ser det hele som 'et røgslør' fra premierministerens side op til det kommende valg for at dække over det. De er ikke til salg for småpenge. Happeningen har nu nået et punkt, hvor man koncentrerer sig om den fugl, som kuratoren selv har signeret under vingen, og hvor han lover et stipendium til en uddannelsessøgende eller et job til en arbejdsløs - efterfulgt af flere bud fra lokale erhvervsdrivende om flere summer til den heldige, der fanger fuglen selv. Men fuglen synes at undslippe dem alle. En lille pige på 12 år har dog fanget en fugl, som hun i første omgang troede bar kuratorens underskrift og telefonnummer, men et tjek viste, at det blot var en simpel bygningsarbejder i Bangkok, som tog telefonen. Her træder en lokal regeringsleder til og fortæller, at han tager affære. Han har konfirmeret det hændte, og for en sikkerheds skyld har han nu lukket fuglen med det falske telefonnummer inde i en pengeboks - af angst for, at den skulle slippe væk. Vi afventer nærmere udvikling i denne spegede sag. Imidlertid begynder kuratoren nu at udsende lidt lorne budskaber her et par dage oven på den overvældende succes med sin happening. Han udtaler, at det fornuftigvis ikke er en regerings opgave at forsyne folk med goder for opsamlede papirfugle, og planerne om et monument for hjemløse papirfugle har man da heller ingen af. En muslimsk leder græder tørre tårer over denne troløshed fra kuratorens side. Så er i det mindste det mest pinlige ved happeningen undgået. For hvad ville muslimer i andre lande sige om muslimerne i Thailand, hvis et sådant mausoleum var blevet bygget? Tanken er udtryk for den totale uvidenhed om islam, der som bekendt forbyder afbildning af levende væsener (man forstår, at det ville svare til, at kristne ligefrem fysisk ville rejse et monument for deres beklagelige dans om guldkalven - og dermed prale af det). Manden er synligt lettet. Nu forkynder kuratoren, at han er parat til at møde den 12-årige pige, som har fanget den falske fugl, i sit palads, fordi hun tilsyneladende var naiv nok til at tro på, at det var den ægte fugl. Men premierministeren insisterer dog på, at det hele foregår så at sige per kulance, som man siger i forsikringssproget. Det er ikke noget, som han er direkte forpligtet til, men så alligevel. Og han vil da også holde sit løfte om et stipendium - vel at mærke, hvis hendes familie ikke selv kan afholde udgifterne, men det vil en undersøgelse fra hans side afklare. Så er der i det mindste ikke lovet for meget. Men nu begynder et andet problem at sejle op. Amatørfotografer har filmet massakren i Tak Bai, og entreprenante folk har kompileret det hele og lavet en videokopi til salg for hvermand. Her kan man selv se, hvad regeringen indtil nu ikke har leveret en rapport om. En oppositionspolitiker holder en tale på en konference for menneskerettighedsgrupper. Han siger, at det virkelig er en mærkelig epoke, man lever i, hvor man på den ene side hylder demokratiet, men på den anden side hensætter landet i et nationalistisk vanvid. Han nævner tilfælde af militærets anvendelse af dødsvold ved forskellige lejligheder. Et eksempel beretter om, at et helt fodboldhold blev arresteret, fik bind for øjnene og blev henrettet. Intet er sket efterfølgende, ingen holdes ansvarlig, ingen konsekvenser, hævder oppositionspolitikeren. Hvordan kan man forklare disse drakoniske begivenheder, og hvorfor er der ingen i udlandet, som reagerer? Oppositionspolitikeren gisner selv; grunden er den, at landet er meget nært allieret med USA, og det skulle være grunden til, at ingen tager sig af, hvad der foregår under premierminister Thaksins regime. Men det er muligvis en perfid mistanke? Fuglehappeningen er ved at løbe ind i sin dødsfase. Til trods for luftvåbnets beredvillighed på kongens fødselsdag lykkedes det ikke at få sendt samtlige 100 millioner papirfugle på vingerne. Lokale embedsmænd i syden gør derfor store øjne en morgen, hvor et godstog med seks vogne ankommer med 20 millioner papirfugle til en banegård i deres provins. Hvad skal de gøre ved dem? Kuratoren har i mellemtiden devalueret fuglenes omvekslingsværdi til nul, interessen for happeningen er i det hele taget stærkt aftagende nu her efter den overvældende succes med stor pressedækning, så der er i alle betydninger tale om en mavelanding. Men alligevel indforskrives nogle børn til at rode i bunkerne, efter at man har fået lodset fuglene af på stationen. Kuratoren holder fast ved, at i hvert fald hans fugl - hans ægte fugl - stadig har værdi. De håbefulde roder alle fugle ud af sække og spreder dem i et gigantisk virvar på stationen i deres frenetiske søgen efter guldfuglen. Og sådan ender historien med de trætte fugle, der vender hjem på en fjern banegård. Men konflikterne fortsætter i virkeligheden, de lader sig tilsyneladende ikke afficere af skuespillet. Der meldes om flere træfninger mellem muslimske separatister og militæret i syden, jernbanedriften er uregelmæssig på grund af bombeangreb, og premierministeren er fortørnet over, at lokale politikere i syden nu også er begyndt at vise interesse for den famøse video, som dokumenterer myndighedernes dødsvold i Tak Bai. Han advarer. Hvis de ikke holder op, vil myndighederne gribe til mere vold for at standse disse falske beskyldninger om vold fra myndighedernes side. Lokale politikere burde vise større ansvarlighed og ligesom udlandet, der ikke rapporterer om det, der skete i Tak Bai, vide, at der virkelig ikke skete nogen overgreb. En mærkelig og dobbelttydig, slibrig udtalelse. Man venter på rapporten, som er blevet udarbejdet af en uafhængig kommission, om, hvad der rent faktisk hændte i Tak Bai, da 85 mennesker ikke skulle leve længere. Hvad skete, hvem er skyldig? Blev demonstranterne tævet til døde? Blev de kvalt? Hvordan var omstændighederne? Spørgsmål, der grunder sig på en antagelse af, at sandheden er af objektiv karakter. Men Thailand er som nævnt en nær allieret med USA. Og en bemærkelsesværdig udtalelse er kommet fra en repræsentant fra Det Hvide Hus til The New York Times Magazine i forbindelse med genvalget af præsident Bush. Han har udtalt, at der egentlig ikke længere er nogen nytte af et »virkelighedsbaseret fællesskab«, sammenfattet som et begreb for en reference til de fakta, som journalister rapporterer. Det er ikke den måde, som verden i virkeligheden fungerer på mere. USA er et imperium nu, og når det handler, så skaber det sin egen virkelighed. Har premierminister Thaksin forstået dette, og er hans iscenesættelser med brød og skuespil en følge af denne nyskabende erkendelse? Er der ikke med happeningen skabt en egen virkelighed? Fuglene er landet, og tavsheden fra udlandet må tale for sig selv. Ingen skriver om 'Thaksinokratiet', som man lancerede som begreb på den kritiske konference om volden i landet. En neologisme, der tilfældigvis ligger meget tæt på en anden neologisme: 'Toksinokratiet' (giftstyret).