0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Retsforfølgelse af torturbødler

Bødler skal vide, at de er fredløse. De skal vide, at de ikke kan rejse frit. De skal vide, at vi holder øje med dem, skriver deltagere i en ny international koalition for retsforfølgelse af torturbødlerne.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Handlinger,der ikke føres ud i livet, medfører ofte en katastrofal mangel på følger«.

FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf blev vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling 10. december (datoen for menneskerettighedserklæringen af 1948) 1984. Den blev vedtaget 'in consensus', dvs. at ingen stater havde kommentarer, ingen stemte imod, og ingen undlod at stemme. Det er bl.a. derfor en meget stærk konvention. Indholdet er faktisk verdens enstemmige opfattelse af torturproblemerne. Den trådte i kraft 26. juni 1987, da det tyvende land, for øvrigt Danmark, ratificerede. Dagen, 26. juni, er senere på dansk initiativ blevet den officielle FN-dag mod tortur.

I godt 18 år kunne torturbødler som følge af konventionens ikrafttræden således have været straffet. Er de det? Realitet eller illusion? Men først: Hvad siger konventionen? Den overholder fuldstændig Montesquieus grundprincipper: adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Og derudover også en moderne 'ombudsmandsfunktion': en superviserende komite.

Den lovgivende magt: Det pålægges de lande, der ratificerer konventionen, at gøre konventionens artikler til lov i landet. Det kan ske på flere måder. Mange lande skriver direkte konventionens artikler ind i den nationale lovgivning, andre, som Danmark, bruger det såkaldte dualistiske system, men væsentligst: Uanset fremgangsmåde skal konventionens bestemmelser være lov i landet og skal kunne anvendes som lov i landet.

Lovgivningen i konventionen er forbilledlig klar.

Artikel 1 giver en definition på tortur. Fire forhold skal være opfyldt, for at der juridisk er tale om tortur. Mangler ét, er det ikke tortur.

Der skal være tale om:

1) »... stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental ...«

2) »... påføres bevidst ...« (eller udtrykt bedre i den engelske original: »intentionally inflicted«)

3) »... med det formål ...« (også bedre på engelsk: »... for such purposes ...«),

4) »... påføres af ... en offentligt ansat ...«.

Artikel 2 er lige så klar: Der må aldrig (med fede bogstaver) torteres. Fuldt stop.

Paragraf 1 af artiklen påbyder landet at »træffe virkningsfulde lovgivningsmæssige, administrative, juridiske eller andre foranstaltninger for at forhindre torturhandlinger«.

Paragraf 2 siger udtrykkeligt, at »ingen omstændigheder af nogen art ...« (igen bedre på engelsk: »No exceptional circumstances what so ever ...«) kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur. Og endelig siger paragraf 3, at en befaling fra en ovenstående ikke er nogen undskyldning. Dette gælder også militæret! Ethvert militærs grundlov er ellers: Adlyd ordre, eller det er mytteri. Du kan i så fald blive stillet for en krigsret og i visse lande endog henrettet. Men er ordren tortur, ja, så må den menige ikke adlyde. Gør han det, er han en forbryder, og det samme gælder for ordregiveren.

Artikel 4 til 9 handler om at straffe bødler. Både de personer, der giver ordrer, og de, der udfører ordrerne. Det er lovgivningen om den dømmende magt. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at hele 5 af de 16 operationelle artikler handler om at straffe bødler! Mon vi har gjort nok?

Artikel 14 omhandler ofrenes rettigheder og statens pligter i denne henseende: give moralsk oprejsning, give kompensation og give fuld rehabilitering. Det er jo indlysende, at en straf til bødler fungerer som en form for oprejsning. 'Justice heals'.

Endelig forbydes det i artikel 15 at anvende en tilståelse, der er fremprovokeret under tortur, i retten. Den må endog ikke nå frem til retten.

Den udøvende magt: Den udføres jo af landet, men er beskrevet i konventionen. Kun undtagelsesvis kan der appelleres direkte til Komiteen mod Tortur.

Vender vi tilbage til artikel 15, ja, da kan den kombineres med artikel 1 og 2. Politiet kan således belæres: Har du udført tortur for at få en tilståelse? Ja, da har du udført en handling, der er nedværdigende ikke alene for ofret, men også for dig selv - og for samfundet. Du har udført en handling, der er ulovlig. Og du har desuden spildt din tid: Tilståelsen må ikke bruges.

Jamen oplysninger, da? Nej. Under tortur tilstår alle 'alt'. Måske også sandheden, men den kan ikke kendes fra løgnen. Tortur er en særdeles dårlig og ineffektiv måde at skaffe pålidelige oplysninger på.

De ovenfor nævnte artikler i konventionen omhandler udelukkende tortur (som defineret i artikel 1) og ikke »anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf ...«. Det gør derimod artiklerne 10, 11, 12, 13 og 16. Og disse artikler gælder selvfølgelig også for tortur.

I disse artikler beskrives den udøvende magts områder. De har til formål at gøre det muligt for staten at overholde konventionens bestemmelser om ikke at udøve tortur.

Artikel 10 pålægger staten at »sikre, at undervisning og oplysning vedrørende forbuddet mod tortur indgår i undervisning og træning af civilt eller militært retshåndhævelsespersonale, lægeligt personale, offentligt ansatte og andre personer, der er involveret ... i tortur«. Tænk, hvis dette havde været tilfældet for personalet i Irak!

Artikel 11 pålægger staten systematisk at undersøge politiets arbejdsmetoder og forholdene i landets fængsler.

Artiklerne 12 og 13 pålægger staten »... hurtigt at iværksætte en upartisk undersøgelse«. Hvis der kan være tale om tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. De to krav er helt åbenlyst vanskelige at opfylde. Hvad er 'hurtigt'? I Danmark tog det f.eks. syv år, inden en upartisk undersøgelse af Nørrebrourolighederne startede. Det kan næppe betegnes som hurtigt. Hvad er upartisk? Kan politiet undersøge sig selv?

Den udøvende magt har sit lovgrundlag i orden. Staten skal undervise, kontrollere, og hvis alt dette svigter (hvad det gør), skal sagen undersøges, hurtigt og upartisk. Og en retssag kan blive følgen. I virkeligheden en god beskrivelse af en retsstat.

Den kontrollerende magt: »Tillid er godt, kontrol er bedre«, hævdede afdøde hr. Lenin.

Kontrollen af konventionen udøves af den ti personer store Komite mod Tortur, Committee Against Torture, i daglig tale CAT. CAT udpeges af de deltagende stater ved en hemmelig lodtrækningsprocedure. De ti medlemmer kommer fra hele verden. De repræsenterer sig selv og ikke det land, de kommer fra. Tværtom. Når f.eks. Danmark er på programmet, deltager det danske medlem ikke.

Når et land har ratificeret konventionen, skal det indsende en rapport til komiteen. Rapporten skal nøje beskrive, hvorledes konventionens 16 operative artikler er indskrevet i landets nationale lovgivning. Samt om disse love og bestemmelser overholdes i praksis. Komiteen kan modtage skyggerapporter fra ngo'er og modtager så at sige altid sådanne. Den rapporterende stat sender en delegation til Genève, der, på offentlige møder, diskuterer rapporten med CAT udmundende i CAT's 'Conclusions and Recommendations'. Staten udarbejder og indsender nye rapporter hvert fjerde år, og der er således en fortløbende dialog mellem staterne og CAT.

Danmark har til fulde opfyldt sine rapporteringsforpligtelser. Danmarks fjerde rapport er indleveret og afventer at blive behandlet i CAT.

Den dømmende magt: Lovgrundlaget for udøvelse af den dømmende magt findes i artiklerne 4 til 9. Ikke mindre end 6 artikler ud af de i alt 16 operationelle. Jo. CAT tager straf af bødler alvorligt.

Artikel 4 pålægger staten at gøre tortur - således som defineret i artikel 1 - til en forbrydelse i dets nationale lov og påse, at straframmen for tortur afspejler forbrydelsens grovhed.

Artiklerne 5 til 8 omhandler bødlerne, artikel 5 de nationale, artikel 6 de internationale. Der er en bemærkelsesværdigt vidtrækkende international jurisdiktion på området:

Uanset bødlens nationalitet, ofrets nationalitet, den ansvarlige stats nationalitet (se artikel 1: Det er staten, der torterer) og uanset stedet for torturens udførelse skal den stat, hvor bødlen befinder sig, »sikre sig hans tilstedeværelse«, medens sagen undersøges. De officielle myndigheder, der undersøger sagen - i de fleste lande anklagemyndighederne - skal anvende de samme retningslinjer for sagers eventuelle afvisning eller fremme som for andre sager. Finder anklagemyndighederne, at der er begrundet mistanke om tortur, skal personen enten udvises til landet, hvor han vil blive anklaget, eller bringe ham for landets eget retssystem. Selvfølgelig skal der sikres ham en fair trial.

Efter CAT's opfattelse omfatter disse bestemmelser alle - også nuværende og forhenværende statsoverhoveder, præsidenter, ministre og generaler. Det er jo oftest personer fra disse grupper, der er ansvarlige for udøvelse af tortur, og dermed i virkeligheden mindst lige så skyldige som de personer, der aktuelt udfører torturen. De store fisk kontra de små.

I mere end 18 år har det været en pligt for de deltagende stater at straffe torturbødler. Konventionens indhold er tilstrækkeligt lovgrundlag. Og konventionen er altid i kraft. I fredstid som i krigstid. Internationale institutioner, som Haagdomstolen, Rwanda, International Criminal Court, ICC, er ikke nødvendige. Ingen af de deltagende 140 stater har gjort reservationer om artiklerne 5 til 8. Lovgrundlaget er således perfekt.

Er straf da så nødvendigt? Ja. Alle, der arbejder mod tortur, ved, at 'impunity' - dette at bødler ikke straffes - er et af de væsentligste problemer. For det første: Hvis en politimand ikke straffes for tortur - ja, så fortsætter han med at tortere. Straffriheden opfattes som en legitimering af torturen. For det andet ofrene. De føler, at de er blevet mishandlet, straffet, ødelagt - men forbryderne går fri. Det er vigtigt for ofrene at se og vide, at retfærdighed sker fyldest. For det tredje: Specielt siden 11. september 2001 har ordregiverne prioriteret kampen mod terror højere end forsvaret for menneskerettighederne, specielt forbuddet mod tortur.

Tværtimod, de bruger tortur i kampen mod terror. Og som beskrevet i det foregående er tortur et meget dårligt redskab i en sådan kamp. Hertil kommer, som allerede beskrevet af den franske forfatter Camus under Frankrigs kamp i Algeriet i 1950'erne, ... for hver gang du torterer én person, skaber du ti nye terrorister.

Bestemmelserne i konventionen mod tortur er bragt i anvendelse i mange, mange stater. Til stor glæde ikke alene for ofrene, men også for staterne. Men kampen mod impunity er knap nok indledt - trods sin høje prioritering i konventionen.

Som Aldous Huxley skrev i 1939: »What are you going to do about it?«.

Lægerne i mange af rehabiliteringscentrene verden over realiserede, at afgørelsen af, om »stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental« var »stærk« eller »ikke stærk«, var en lægelig afgørelse og ikke en juridisk. Lægerne konstaterede også, at de rapporter om tortur, som læger afgav til myndigheder, var af svingende validitet.

Mange centre og andre gode organisationer, herunder IRCT, sluttede sig sammen, og i løbet af nogle år udarbejdede gruppen 'Istanbulprotokollen'. Den er nu et officielt FN-dokument. Protokollen henvender sig dels til læger, der i detaljer rådgives om, hvorledes ofre undersøges, fysisk og mentalt, hvorledes fundene skal skrives ned, og hvorledes en rapport konstrueres og skrives. Dels rådgives juridisk personale om fremgangsmåder ved klager osv. Protokollen blev officiel i 1999. Der foregår en intens træningsaktivitet over hele verden om protokollen.

Dette til trods: Der er stadig meget få eksempler på, at torturbødler er bragt for retten. Pinochet er næsten den eneste undtagelse.

Right Livelihood Award kaldes ofte den alternative nobelpris. Den fejrede sin 25-års fødselsdag i år. Mange prismodtagere deltog, og forskellige initiativer blev taget, herunder stiftelsen af en arbejdsgruppe: World Coalition Against Torturers, WCAT. Blandt de stiftende medlemmer var en af forfatterne, Inge Genefke, og Juan E. Garcés, den spanske sagfører, der var hovedansvarlig for sagen mod Pinochet. Herudover medlemmer fra Paraguay, Israel, Indonesien, Burundi, Tyskland, Kroatien og Indien.

Arbejdsgruppens målgruppe er de personer, der er ansvarlige for tortur - altså de store fisk som nævnt ovenfor.

Dens grundlag er FN's konvention mod tortur, Istanbulprotokollen samt den store viden, der er samlet i rehabiliteringscentrene verden over gennem mere end 30 års medicinsk forskning.

Arbejdsgruppen vil identificere torturbødler. Den vil sikre, at beviserne mod dem for, at de har udøvet tortur, er holdbare. Den vil offentliggøre et 'International Rogues Gallery'. Endelig vil arbejdsgruppen overbevise forskellige lande om, at såfremt en af disse torturbødler kommer til deres land, ja, da træder konventionen mod torturs artikler i funktion, og personen tilbageholdes - se proceduren beskrevet ovenfor.

Bødler skal vide, at de er fredløse; de skal vide, at de ikke kan rejse frit. Som WCAT skriver til sidst: »Torturers, you are being watched«.

INGE GENEFKE
dr.med., h.c. mult., stifter af RCT og IRCT. Professor, dr.med.

BENT SØRENSEN
medlem af Committee Against Torture 1988 til 2000.

CHRISTIAN HARLANG
advokat (H).

BJØRN ELMQUIST
advokat, formand for Dansk Retspolitisk Forening.