At vi i Danmark ikke skal betale for at få en uddannelse har været lige så selvfølgeligt, som at Den Lille Havfrue med jævne mellemrum mister hovedet, og at kongefamilien er storrygere. Men noget er ved at ændre sig. Kongefamilien har stadig hang til røg, og det er ikke længe siden, Den Lille Havfrue sidst var hovedløs. Men hvad angår gratis uddannelse, er der på det sidste sket noget. Fra at have været noget, man aldrig talte om - fordi det ganske simpelt var utænkeligt, at uddannelse ikke skulle være gratis for alle - er det på meget kort tid ikke alene blevet helt legitimt at tale om, men også noget, fremtrædende eksperter og beslutningstagere nu sætter spørgsmålstegn ved. Alene i den sidste måned har der været artikler i Ugebrevet Mandag Morgen, Information og Politiken, hvor forskellige forskere enten taler for indførelse af studieafgifter i Danmark eller udtaler, at vi i en globaliseret verden som i dag nok ikke kan undgå det alligevel. Men hvordan kan det nu være, at studieafgifter på uddannelsesområdet pludselig er gået hen og blevet et stuerent emne? Som med så meget andet er udviklingen i Danmark kraftigt påvirket af globaliseringen og den øgede internationalisering - vor tids hotteste buzzwords. For selv om gratis uddannelse måske nok stadig er en selvfølge for de fleste danskere, er der mange andre steder i verden, hvor det ikke forholder sig sådan. Og mange kræfter presser på for at få uddannelse kommercialiseret og gjort til en handelsvare, der handles med på tværs af landegrænser og på linje med så mange andre tjenesteydelser. I dag vurderes det globale uddannelsesmarked til at omsætte for ikke mindre end 2.200 milliarder dollar. Det svarer til 10 gange Danmarks samlede BNP. Dermed er uddannelse blevet verdens tredjestørste marked - og et marked i stærk vækst. For eksempel bidrager udenlandske studerende til USA's BNP med lidt over 1 procent, mens Australien henter cirka 25 milliarder kroner hjem hvert år på grund af udenlandske studerende med Kina som den absolut største leverandør. Antallet af udenlandske studerende på engelsksprogede universiteter i verden anslås i dag til cirka 1 million, men tallet forventes at stige til 2,6 millioner i år 2020. En væsentlig hovedaktør i udviklingen af dette globale uddannelsesmarked er verdenshandelsorganisationen WTO, for hvem uddannelse er endnu en handelsvare på linje med alle andre varer i det globale supermarked, der derfor skal omfattes af internationale aftaler om frihandel. Også en organisation som den internationale økonomiske samarbejdsorganisation OECD har stor betydning for udviklingen inden for uddannelsesområdet, idet arbejdet for at fremme økonomisk udvikling og samarbejde i den vestlige verden også betyder at fremme markedsmekanismerne i den offentlige sektor og dermed også i uddannelsessystemet. Inden for Europa indebærer EU's Lissabon-strategi, at vi skal arbejde på at blive den mest konkurrencedygtige og innovative vidensøkonomi i verden allerede i år 2010. Et ambitiøst mål, der burde betyde en øjeblikkelig opprioritering af uddannelse og forskning, ikke bare i ord, men også i handling. Uanset fløj og partifarve erklærer stort set alle politikere i Europa - også de danske - sig enige i, at skal Europa være verdens førende vidensøkonomi, skal vi uddanne flere, og vores uddannelser skal være i absolut verdensklasse. Hvad angår det sidste, bliver det desværre ofte ved de store ord. For Danmarks vedkommende kan vi konstatere, at vi med regeringens skrabede finanslovsudspil heller ikke næste år kommer målet nærmere. Siden 1990 er antallet af studerende på længere videregående uddannelser steget markant; i de fleste OECD-lande med 10 procent eller mere. Og når flere unge vælger at tage en uddannelse, øges udgifterne til undervisning, vejledning, eksamen mv. naturligvis. Ifølge EU-kommissionen er midlerne pr. studerende imidlertid ikke steget i takt med studenterantallet nogen steder i Europa. I Danmark er midlerne pr. studerende for eksempel faldet med 10 procent over de sidste 10 år. Samtidig er private tilskud til uddannelse øget. I 10 ud af 19 OECD-lande steg den private finansiering således med 30 procent mellem 1995-1999, og OECD anslår, at privat finansiering vil få langt større betydning i fremtiden. I USA er de største finansieringskilder private og stammer fra donationer og studieafgifter. I perioden 1990-2000 steg studieafgifterne med 35-50 procent. I samme periode har man ikke så overraskende set en fordobling af de studerendes gæld. Det fortsat stigende studenterantal betyder, at der på trods af øget privat finansiering stadig mangler penge, hvis vi skal opretholde uddannelser af samme kvalitet, som vi har i dag. Enten skal det offentlige bruge flere penge på videregående uddannelser, eller også skal de private investeringer i uddannelse øges yderligere. Og det er her, de studerende kommer i søgelyset. Det kan næppe komme bag på nogen, at det koster penge at føre en målsætning som regeringens 'Uddannelser i verdensklasse' ud i livet. Som rektor for Handelshøjskolen i København og formand for Innovationsrådets arbejdsgruppe om videregående uddannelser, Finn Junge-Jensen, har udtalt til Ugebrevet Mandag Morgen: »Man kan ikke forvente et gourmetmåltid, hvis der kun er betalt for en grillpølse«. Innovationsgruppen, der har til opgave at arbejde med, hvordan de danske videregående uddannelser kan tilpasses fremtidens globale uddannelses- og kompetencemarked, foreslog i forbindelse med Innovationsrådets årsmøde i september blandt andet, at bevillingerne pr. studerende bliver hævet betragteligt på mange danske uddannelser. Hvis ikke det sker, foreslår gruppen, at man åbner for indførelse af egenbetaling for på den måde at komme op på siden af de bedste udenlandske uddannelsesmiljøer. Skeler vi til nogle af vores europæiske naboer, kan vi blive en del klogere på, hvad der kan ske, når man vælger at indføre studieafgifter. Som mange andre lande oplevede Storbritannien i 1980'erne, at antallet af studerende eksploderede, men den engelske regering lod ikke bevillingerne følge med studenterantallet. I 1998 indførte Tony Blair så til gengæld en studieafgift på 1.100 pund årligt - svarende til cirka 12.000 kroner - på trods af højlydte protester fra studerende og undervisere. I 2003 kom Blairs regering med endnu et forslag, der betyder, at universiteterne fra 2006 kan kræve helt op til 3.000 pund om året, svarende til 35.000 kroner. Regeringen mente ikke, at 1.100 pund var tilstrækkeligt til at dække udgifterne på de bedste uddannelser. På samme måde, men - endnu - i mindre målestok har studerende i mange andre europæiske lande de seneste år oplevet, hvordan udviklingen i retning af et globalt uddannelsesmarked har betydet, at de hver især måtte til at betale ved kasse 1, hvis de ønskede en uddannelse. Egenbetalingen for uddannelse begynder naturligvis ikke med en regning på 35.000 kroner, men i det små med mindre 'studieafgifter' eller 'administrationsgebyrer'. Endnu et eksempel på dette er Island, der for fem år siden indførte et sådant administrationsgebyr på 500 kroner. Beløbet er i dag steget til 4.000 kroner. Altså næsten en tidobling over kun fem år! Hvem ved, hvad regningen lyder på næste år og om fem eller ti år? Denne udvikling kan vi i Danmark ikke bare læne os tilbage og se passivt på, for den påvirker i høj grad også os. Og faktisk er der i Danmark allerede sket tiltag, der gør, at vi nærmer os en egentlig studieafgift også for danske studerende. På trods af løfter om ikke at indføre betaling for uddannelse i Danmark har regeringen på det seneste - i globaliseringens navn - indført studieafgifter for ikkeeuropæiske studerende på danske universiteter fra 2006. De har også tilladt danske universiteter at oprette filialer med betalende studerende i udlandet og foreslået, at danske studerende skal kunne tage deres taxameterbevilling med til en uddannelse i udlandet. Dermed driver regeringen udviklingen i en retning, hvor uddannelse også i Danmark bliver en reel handelsvare, og næste skridt vil derfor med ganske stor sandsynlighed blive reel betaling for uddannelse. Adspurgt om udsigterne til indførelse af betaling for uddannelse for danske studerende svarede videnskabsminister Helge Sander for nylig i en artikel i Information, at han ikke »lige nu« havde sådanne planer, men ikke ville spå om fremtiden. Flere oppositionspolitikere og eksperter har imidlertid udtalt, at de frygter, at regeringen er ved at liste studieafgifter på universiteterne ind ad bagvejen gennem en række enkelte tiltag, der i sig selv måske virker ganske uskyldige, men som samlet set gør, at vi bevæger os i en retning, hvor studieafgifter pludselig en dag er en realitet. Tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager har for eksempel sagt, at hun hører, hvad regeringen siger, men bliver i tvivl, når hun ser den politik, man fører på området, og er usikker på, hvor det politiske flertal for gratis videregående uddannelse er om fem år. Men hvis Danmark fremover skal have ikke bare de bedste uddannelser, men også de bedste studerende - og mange flere af dem endda - er vi nødt til at bevare uddannelse som det velfærdsgode, der i dag gør det muligt for alle i Danmark at tage sig en uddannelse - uanset tegnebogens tykkelse. Uddannelse er og bliver en investering og ikke en udgift for det danske samfund og skal forblive et offentligt ansvar. Studieafgifter vil ikke bare være et brud med velfærdsstatens grundtanke om lige og fri adgang til uddannelse, men vil også betyde en øget social ulighed mellem ubemidlede og velstillede unge. Og selv om man til tider kan blive i tvivl, så går regeringen fortsat ikke ind for øget ulighed i Danmark. Tal fra OECD's nye rapport 'Education at a Glance' viser desuden, at højtuddannede i Danmark ikke tjener mere end andre faggrupper. Dette står i skarp modsætning til akademikere i resten af verden, inklusive vores nærmeste nabolande som Sverige, Norge og Finland. Den økonomiske gulerod ved at tage en videregående uddannelse er således meget lille eller ikke-eksisterende i Danmark. Indførelse af studieafgifter vil betyde, at unge, der vælger at tage en videregående uddannelse, skal gældsætte sig betragteligt for at betale studieafgiften, og de vil dermed blive økonomisk ringere stillet. Dette er ikke rimeligt, og det skaber meget ringe incitament for at vælge en videregående uddannelse. I sidste ende vil konsekvensen være, at færre unge vælger at tage en videregående uddannelse - en udvikling, der mildest talt ikke stemmer helt overens med regeringens målsætning om, at flere unge skal have en videregående uddannelse, fordi Danmark i fremtidens globale samfund skal konkurrere på lige netop viden. Heldigvis er globaliseringen jo ikke en størrelse, der tvinger alle lande til at reagere på præcis samme måde. Globaliseringens konsekvenser har ikke samme kausale effekt som vores naturlove - og gud ske tak og lov for det. Men det kræver, at vi handler. Gør vi intet, har vi betaling på danske videregående uddannelser, inden vi får set os om og sagt »globalisering, konkurrencedygtighed og flere højtuddannede«. Der er kun én ting, der kan afværge studieafgifter i Danmark. Og det er et klart politisk rungende nej! For på trods af globalisering og international konkurrence er og bliver betaling for uddannelse et politisk valg. Derfor skal vi tage debatten nu: Vil vi have, at alle unge i Danmark fortsat skal have lige adgang til uddannelse og optages på baggrund af deres ønsker og evner? Eller vil vi have, at unge danskere skal til at betale for at få en uddannelse og dermed optages på baggrund af tegnebogens tykkelse? På trods af de mange indikatorer på, at vi støt og roligt er ved at bevæge os mod studieafgifter på danske universiteter, har vi endnu ikke haft denne absolut vigtige debat. Betyder det monstro, at vores politikere på Borgen synes, det er en super idé, at danske studerende fremover skal betale for deres uddannelse? Næppe. Men vi kan ganske simpelt ikke leve med, at vi i et land som Danmark risikerer at indføre betaling for vores uddannelser 'ad bagvejen'; altså ikke på baggrund af et fuldt ud bevidst og politisk valg, men fordi vi en dag opdager, at vi nu alligevel har lavet så mange tiltag i den retning, at vi lige så godt kan tage skridtet fuldt ud. I Danske Studerendes Fællesråd tager vi udviklingen meget alvorligt. Vi har iværksat en omfattende undersøgelse af perspektiverne for studieafgifter på uddannelsesområdet i Danmark, hvis resultater forventes klar medio november, og afholder i samarbejde med Dansk Magisterforening en konference om emnet 18. november 2005. Derudover afventer vi spændt de kommende rapporter fra både Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet, der begge forventes at beskæftige sig med finansiering af uddannelsesområdet og herunder fænomenet studieafgifter. Vi ser derfor frem til en løbende og livlig debat og opfordrer politikerne - regering som opposition - til at komme ud af busken og tage aktivt del i debatten.