Hvorfor er kvinderne dårligere repræsenteret på kunstmuseerne end mændene? Dette spørgsmål er hyppigt oppe at vende i medierne og med god grund. Der ingen tvivl om skævheden, for det kan let dokumenteres, at kvindernes andel er klart lavere end mændenes. Men det er straks sværere at forklare, hvorfor det forholder sig sådan. For et par år siden blev der holdt en konference på Charlottenborg om emnet, og aviserne tager det op med jævne mellemrum. Men et fyldestgørende svar savnes stadig. Ingen ønsker tilsyneladende at diskriminere kvinderne, men det sker alligevel. I museumskredse har spørgsmålet selvsagt hyppigt været oppe at vende internt, og nu stiller museumsfolkene det til hinanden. På kunstmuseernes årsmøde i dag og i morgen vil et panel af (kvindelige) kunstnere, forskere og udstillingskuratorer drøfte det. Som (mandlig) museumsmand med et medansvar for indkøbene til landets største kunstmuseum vil jeg tillade mig at give et indspark til debatten. Misforholdet var oprindelig historisk betinget, da kvinder ikke tidligere havde de samme udfoldelsesmuligheder som mænd. Men det bestod mærkeligt nok i hele det 20. århundrede. Et klassisk eksempel på forbigåelse af en betydelig kvindelig kunstner er Franciska Clausen (1899-1986). Hun var så uheldig at komme frem på en tid, hvor dansk kunstliv blev styret ud fra den antikke devise: hellere den første i provinsen end den anden i Rom. Hendes erfaringer fra Paris, hvor hun i årene op mod 1930 omgikkes flere af den internationale modernismes centrale skikkelser, kunne ellers have tilført det hjemlige kunstliv ny vitalitet. Men de blev ikke værdsat. Der var ikke plads til Franciska Clausen i det københavnske kunstliv i 1930'erne, hvor man foretrak den rendyrkede danskhed i kunsten. Den manglende opbakning i samtiden betød, at Franciska Clausen kun i begrænset omfang fik ført sine ideer ud i livet. Hun udførte en masse småbilleder, der var monumentalt tænkte, men kun et fåtal blev realiseret i stort format, sådan som de uden tvivl var planlagt. Hun har derfor ikke fået den iøjnefaldende plads på museernes vægge, som hendes talent ellers lagde op til. Randers Kunstmuseum gav hende i 1984 en velfortjent rehabilitering med den første større retrospektive udstilling på et museum, og samme år blev hun omsider repræsenteret i Malerisamlingen på Statens Museum for Kunst. Men da var det for sent, løbet var kørt. Det tabte kunne ikke indhentes. Franciska Clausens eksempel forklarer imidlertid ikke, hvorfor skævheden ikke er rettet op i dag efter 30 års aktiv kamp for ligestilling mellem kønnene. I debatten om de aktuelle skævheder bliver de kvindelige kunstneres andel af de kunstværker, der erhverves af de danske kunstmuseer, ofte sat op mod kvindernes andel af udstillede på de censurerede udstillinger, hvor alle værker bedømmes anonymt. Her har mænd og kvinder nemlig lige stor repræsentation. Dette afføder naturligt nok spørgsmålet: Hvorfor er kvinderne ikke bedre repræsenteret på kunstmuseerne? Flere debattører har fået det til at se ud, som om man kunne opstille en ligning, hvor der skulle stilles lighedstegn mellem kvindernes andel i de to sammenhænge. Det er imidlertid en grov forenkling! Man glemmer alle mellemregningerne. Der er meget lang vej fra kunstnernes første deltagelse på en censureret udstilling til museernes indkøb af deres værker. På denne vej møder kunstnerne alle de instanser, hvor der reelt foregår en udvælgelse eller frasortering af talenter (eller manglende samme). Undervejs kan de blive opdaget, støttet, forbigået, protegeret, udmanøvreret, favoriseret, glemt eller udsat for intriger. I denne proces deltager mange andre end kunstnerne selv og museumsfolkene. Mere konkret kan kunstnernes mulige karriereforløb beskrives således: Når først kunstnerne er sluppet igennem de censurerede udstillingers nåleøje, må de håbe på, at der er andre, der får øje på dem. De er afhængige af, at der er en galleriejer, der får lyst til at satse på deres kunst og give dem lejlighed til at udstille. Når samarbejdet fungerer optimalt, leverer galleristen ikke bare udstillingslokaler, men fungerer som sparringspartner og står for alt det opsøgende arbejde. Hvis kunstnerne kommer så vidt, må de håbe på, at nogle kunstsamlere får lyst til at købe deres kunst, ja måske endda til at optræde som mæcener for dem. Samlerne bidrager i meget høj grad til talentudviklingen. Det siger sig selv, at det kan fremme skabertrangen hos en kunstner, hvis man ved, at der er købestærke kunder, der venter spændte på ens næste værker. Omvendt kan det virke hæmmende, hvis ingen bemærker, hvad man laver. Manglende salg sætter jo også en begrænsning i udfoldelsesmulighederne. Der er dyrt at skabe kunst. Galleristerne og kunstsamlerne har - eller får - ofte sammenfaldende interesser og støtter hinanden i deres valg af kunstnere, og ingen af dem har nogen forpligtelse til at tænke på kønskvotering. Kunstnerne må også håbe på, at kunstkritikerne bliver opmærksomme på deres udstillinger og føler trang til at skrive om deres kunst. Ligesom de øvrige aktører får også kunstkritikerne deres favoritter, og de kan bidrage til at udnævne en ung kunstner til et lovende talent. Og ingen af dem er vel underlagt formelle krav om at tildele de mandlige og de kvindelige kunstnere lige megen spalteplads. Når en kendt kunstkritiker skriver forord om en kunstner til et udstillingskatalog, er hun eller han også med til at markedsføre kunstneren. Det samme gør udstillingskuratorerne, der udvælger kunstnere til deres udstillinger, og det gør de ud fra principper, der ikke nødvendigvis tager hensyn til kunstnernes køn. Deltagelse i en kurateret udstilling kan være en vigtig blåstempling af et talent. På et tidspunkt kommer også Statens Kunstfond og alle de private fonde ind i billedet med arbejdslegater, opgaver og kunstkøb. Af disse er det kun Statens Kunstfond, som har en forpligtelse til alsidighed, hvorimod de private fonde arbejder ud fra de retningslinjer, de selv opstiller. Ligesom samlerne kan fondene få vital betydning for kunstnernes muligheder for at ernære sig selv som kunstnere på fuld tid. Derved bidrager også de til talentudviklingen. Undervejs i forløbet kan kunstnerne få tilbud om optagelse som medlem i en af kunstnersammenslutningerne, hvilket giver mulighed for deltagelse i de årlige udstillinger, med den prestige og eksponering, der følger med, især hvis der er tale om en af de finere sammenslutninger. Når og hvis kunstnerne er avanceret inden for de forskellige hierarkier i kunstverdenen, kan de håbe på at kunne komme i betragtning, når der skal besættes et professorat inden for deres felt på Kunstakademiet. Dette er en af de meget få muligheder for at få et fagrelevant og vellønnet fuldtidsjob for en kunstner. Trods alle forsøg på at nedbryde rangfølgerne i kunstens verden er der stadig stor prestige forbundet med et professorat, med den deraf følgende afsmitning på deres salg og tildelingen af opgaver. En lige så eftertragtet indtægtskilde er salget til museerne. Modsat flere af de andre instanser skal museerne kun se på de færdige resultater og ikke give sig af med talentpleje. Et kunstnerisk potentiale, der ikke er blevet realiseret, berettiger nu engang ikke til salg til museerne. Det skitserede forløb er imidlertid ikke bare et muligt karriereforløb, det er også et udskillelsesforløb - og ikke alle står distancen. Hvordan de enkelte kunstnere klarer sig, er ikke blot et spørgsmål om, hvor gode de er som kunstnere. Det drejer sig også om, hvor gode de er til at markedsføre sig selv og skabe de nødvendige personlige kontakter. Der er heldigvis masser af eksempler på betydelige danske kunstnere, der har forstået at føre sig frem. Men omvendt kan der også peges på unge lovende kunstnere, der af den ene eller anden grund gav op og aldrig fik indfriet forventningerne. Ingen ved, hvordan det ville være gået de pågældende, hvis de ydre rammer havde været anderledes. Når vi sætter fokus på kunstmuseernes indkøb, må vi altså inddrage alle de andre faktorer. Er kvinderne - på alle planer - lige så gode til at sælge sig selv som mændene? Eller sat lidt på spidsen: Er kvinderne lige så gode som mændene til at drikke en bajer med de rigtige personer på de rigtige tidspunkter? Og videre: Bliver der diskrimineret mod kvinderne i nogle sammenhænge, og i givet fald hvilke? Og hvilken betydning har det haft for deres kunst og deres karrieremuligheder? Selv hvis vi beslutter os for øjeblikkeligt at stoppe al diskrimination, må vi imidlertid også fremover kæmpe med fortidens synder. Dagens kunstnere er gårsdagens spirende talenter, og de har været igennem en lang udvælgelsesproces, hvor alle de nævnte aktører har medvirket. Lad os tage et eksempel. Vi behøver blot gå tyve år tilbage og se på, hvordan det er gået de såkaldte 'unge vilde' malere, der brød igennem mediemuren i begyndelsen af 1980'erne. De kom frem efter kvindefrigørelsens store årti, men har alligevel været underlagt nogle ganske traditionelle udskillelsesmekanismer. Skønt de i dag indtager vidt forskellige kunstneriske positioner, giver det mening for en stund at betragte dem under ét som en gruppe, da der herved tegner sig et klart mønster. Jeg skal ikke her indlade mig på at udpege de enkelte kunstnere ved navn og se på deres individuelle karrierer, men blot pege på nogle tendenser. De 'unge vilde' fik straks en enorm mediebevågenhed, og gallerierne og museerne kappedes om at udstille deres billeder, og de opnåede forbløffende hurtigt salg til museerne. De optrådte i starten som en gruppe, men de spredtes hurtigt, og snart begyndte en udskillelse at finde sted. Oprindelig var der nogenlunde lige mange kvinder og mænd i gruppen. Men flere (mandlige) storsamlere satsede især på de mandlige kunstnere, og det samme gjorde nogle af de indflydelsesrige gallerier. Selvsagt i samspil med hinanden - og med kunstmuseerne. I forlængelse heraf kom der nye medspillere på banen, erhvervsvirksomheder, der har etableret et frugtbart samarbejde med flere af kunstnerne, igen med stimulerende virkning for de udvalgte. Alt dette har haft en klart selvforstærkende virkning. De udkårne mænd (og få kvinder) blev stimuleret til at videreudvikle deres kunst, mens andre (heriblandt flere kvinder) tilsyneladende tabte gejsten og måske gik i stå eller gled ud i periferien. Da de 'unge vilde' i 1990'erne efterhånden var blevet så modne som kunstnere, at de kunne komme i betragtning til professoraterne ved Kunstakademiet, var det nogle af mændene, der fik stillingerne. En følge af talentplejen, støtten, købene og udnævnelserne har været, at det har været de samme (især mandlige!) kunstnere, der også primært har haft museernes bevågenhed. Det er logisk, men ikke nødvendigvis retfærdigt. For kunstmuseerne giver det selvsagt kun mening at erhverve værker af de kunstnere, der har formået at videreudvikle deres kunst og holde sig i første række i kunstlivet, og som fortsat skaber kunst, der står som vitale udtryk for vor tid. Her ligger et meget væsentligt problem i forhold til den skæve repræsentation af kønnene på den aktuelle kunstscene. Vi kan ikke skrue tiden tilbage og ændre den talentudvikling, der fandt sted for tyve år siden. Set i bakspejlet er det derfor uhyre svært, hvis ikke umuligt, at afgøre, om det i alle henseender er de bedste kunstnere, der er blevet favoriseret. Vi ved ikke, hvordan det ville være gået for de kunstnere, der ikke længere er på banen, hvis de havde fået mere opbakning, end de faktisk gjorde. Det er muligt, at nogle af dem ville have haft en blomstrende karriere i dag, men det er også muligt, at de under alle omstændigheder var gået i stå. Omvendt ved vi heller ikke, hvordan nutidens fejrede kunstnere ville have klaret sig, hvis de skulle have kæmpet sig frem uden udstrakt støtte. Der hersker ikke millimeterdemokrati ved tildelingen af kunstnerisk talent, og der er næppe to kunstnere, der reagerer ens på de samme udfordringer. Derfor er det svært at slutte fra den ene kunstnerkarriere til den anden. De spørgsmål, der er blevet stillet om kvindernes position i kunstlivet og ikke mindst om deres repræsentation på kunstmuseerne, er bestemt relevante, og de fortjener et svar. Men de kan ikke besvares lige så hurtigt, som de kan stilles. Et fyldestgørende svar fordrer en omfattende forskningsbaseret undersøgelse, der klarlægger de forskellige instansers roller og søger at afveje, hvilken betydning de enkelte faktorer har for både de kvindelige og de mandlige kunstneres muligheder for at gøre sig gældende. Først derefter er det rimeligt at vurdere de kvindelige kunstneres repræsentation på kunstmuseerne.