0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kvinder i kunstlivet

Diskussionen om, hvorfor kvinder er underrepræsenteret på kunstmuseerne, er stærkt forenklet. Kronikøren, der er dr. phil., overinspektør og samlingschef på Statens Museum for Kunst, peger på nogle oversete, men afgørende faktorer i kunstnernes udviklingsforløb.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvorfor er kvinderne dårligere repræsenteret på kunstmuseerne end mændene? Dette spørgsmål er hyppigt oppe at vende i medierne og med god grund. Der ingen tvivl om skævheden, for det kan let dokumenteres, at kvindernes andel er klart lavere end mændenes. Men det er straks sværere at forklare, hvorfor det forholder sig sådan.

For et par år siden blev der holdt en konference på Charlottenborg om emnet, og aviserne tager det op med jævne mellemrum. Men et fyldestgørende svar savnes stadig. Ingen ønsker tilsyneladende at diskriminere kvinderne, men det sker alligevel. I museumskredse har spørgsmålet selvsagt hyppigt været oppe at vende internt, og nu stiller museumsfolkene det til hinanden.

På kunstmuseernes årsmøde i dag og i morgen vil et panel af (kvindelige) kunstnere, forskere og udstillingskuratorer drøfte det. Som (mandlig) museumsmand med et medansvar for indkøbene til landets største kunstmuseum vil jeg tillade mig at give et indspark til debatten.

Misforholdet var oprindelig historisk betinget, da kvinder ikke tidligere havde de samme udfoldelsesmuligheder som mænd. Men det bestod mærkeligt nok i hele det 20. århundrede. Et klassisk eksempel på forbigåelse af en betydelig kvindelig kunstner er Franciska Clausen (1899-1986). Hun var så uheldig at komme frem på en tid, hvor dansk kunstliv blev styret ud fra den antikke devise: hellere den første i provinsen end den anden i Rom. Hendes erfaringer fra Paris, hvor hun i årene op mod 1930 omgikkes flere af den internationale modernismes centrale skikkelser, kunne ellers have tilført det hjemlige kunstliv ny vitalitet. Men de blev ikke værdsat. Der var ikke plads til Franciska Clausen i det københavnske kunstliv i 1930'erne, hvor man foretrak den rendyrkede danskhed i kunsten.

Den manglende opbakning i samtiden betød, at Franciska Clausen kun i begrænset omfang fik ført sine ideer ud i livet. Hun udførte en masse småbilleder, der var monumentalt tænkte, men kun et fåtal blev realiseret i stort format, sådan som de uden tvivl var planlagt. Hun har derfor ikke fået den iøjnefaldende plads på museernes vægge, som hendes talent ellers lagde op til. Randers Kunstmuseum gav hende i 1984 en velfortjent rehabilitering med den første større retrospektive udstilling på et museum, og samme år blev hun omsider repræsenteret i Malerisamlingen på Statens Museum for Kunst. Men da var det for sent, løbet var kørt. Det tabte kunne ikke indhentes.

Franciska Clausens eksempel forklarer imidlertid ikke, hvorfor skævheden ikke er rettet op i dag efter 30 års aktiv kamp for ligestilling mellem kønnene. I debatten om de aktuelle skævheder bliver de kvindelige kunstneres andel af de kunstværker, der erhverves af de danske kunstmuseer, ofte sat op mod kvindernes andel af udstillede på de censurerede udstillinger, hvor alle værker bedømmes anonymt. Her har mænd og kvinder nemlig lige stor repræsentation. Dette afføder naturligt nok spørgsmålet: Hvorfor er kvinderne ikke bedre repræsenteret på kunstmuseerne?

Flere debattører har fået det til at se ud, som om man kunne opstille en ligning, hvor der skulle stilles lighedstegn mellem kvindernes andel i de to sammenhænge. Det er imidlertid en grov forenkling! Man glemmer alle mellemregningerne.

Der er meget lang vej fra kunstnernes første deltagelse på en censureret udstilling til museernes indkøb af deres værker. På denne vej møder kunstnerne alle de instanser, hvor der reelt foregår en udvælgelse eller frasortering af talenter (eller manglende samme). Undervejs kan de blive opdaget, støttet, forbigået, protegeret, udmanøvreret, favoriseret, glemt eller udsat for intriger. I denne proces deltager mange andre end kunstnerne selv og museumsfolkene.

Mere konkret kan kunstnernes mulige karriereforløb beskrives således: Når først kunstnerne er sluppet igennem de censurerede udstillingers nåleøje, må de håbe på, at der er andre, der får øje på dem. De er afhængige af, at der er en galleriejer, der får lyst til at satse på deres kunst og give dem lejlighed til at udstille. Når samarbejdet fungerer optimalt, leverer galleristen ikke bare udstillingslokaler, men fungerer som sparringspartner og står for alt det opsøgende arbejde.

Hvis kunstnerne kommer så vidt, må de håbe på, at nogle kunstsamlere får lyst til at købe deres kunst, ja måske endda til at optræde som mæcener for dem. Samlerne bidrager i meget høj grad til talentudviklingen. Det siger sig selv, at det kan fremme skabertrangen hos en kunstner, hvis man ved, at der er købestærke kunder, der venter spændte på ens næste værker. Omvendt kan det virke hæmmende, hvis ingen bemærker, hvad man laver. Manglende salg sætter jo også en begrænsning i udfoldelsesmulighederne. Der er dyrt at skabe kunst. Galleristerne og kunstsamlerne har - eller får - ofte sammenfaldende interesser og støtter hinanden i deres valg af kunstnere, og ingen af dem har nogen forpligtelse til at tænke på kønskvotering.

Kunstnerne må også håbe på, at kunstkritikerne bliver opmærksomme på deres udstillinger og føler trang til at skrive om deres kunst. Ligesom de øvrige aktører får også kunstkritikerne deres favoritter, og de kan bidrage til at udnævne en ung kunstner til et lovende talent. Og ingen af dem er vel underlagt formelle krav om at tildele de mandlige og de kvindelige kunstnere lige megen spalteplads. Når en kendt kunstkritiker skriver forord om en kunstner til et udstillingskatalog, er hun eller han også med til at markedsføre kunstneren. Det samme gør udstillingskuratorerne, der udvælger kunstnere til deres udstillinger, og det gør de ud fra principper, der ikke nødvendigvis tager hensyn til kunstnernes køn. Deltagelse i en kurateret udstilling kan være en vigtig blåstempling af et talent.

På et tidspunkt kommer også Statens Kunstfond og alle de private fonde ind i billedet med arbejdslegater, opgaver og kunstkøb. Af disse er det kun Statens Kunstfond, som har en forpligtelse til alsidighed, hvorimod de private fonde arbejder ud fra de retningslinjer, de selv opstiller. Ligesom samlerne kan fondene få vital betydning for kunstnernes muligheder for at ernære sig selv som kunstnere på fuld tid. Derved bidrager også de til talentudviklingen.

Undervejs i forløbet kan kunstnerne få tilbud om optagelse som medlem i en af kunstnersammenslutningerne, hvilket giver mulighed for deltagelse i de årlige udstillinger, med den prestige og eksponering, der følger med, især hvis der er tale om en af de finere sammenslutninger.

Når og hvis kunstnerne er avanceret inden for de forskellige hierarkier i kunstverdenen, kan de håbe på at kunne komme i betragtning, når der skal besættes et professorat inden for deres felt på Kunstakademiet. Dette er en af de meget få muligheder for at få et fagrelevant og vellønnet fuldtidsjob for en kunstner. Trods alle forsøg på at nedbryde rangfølgerne i kunstens verden er der stadig stor prestige forbundet med et professorat, med den deraf følgende afsmitning på deres salg og tildelingen af opgaver.