Om natten taler vinden med en særlig stemme. I byen flytter den skilt, siger digteren. På landet har den mere omfattende sager for, og når den er allerkraftigst, kan man bilde sig ind, at den både bytter om på landskaber og træer og huse. Vinden er fuld af forestillingsbilleder, og hvis man ikke er ordentlig opmærksom på den, blæser den bare kraftigere. Jeg husker fra min barndom historien om, hvem der var stærkest: blæsten eller solen. Solen vandt, fordi den tvang den svedende mand til at tage frakken af, hvor blæsten forgæves havde rusket i den. Det er en subtil historie, men når jeg ligger om natten og lytter til blæsten, er jeg ikke sikker på, at den er rigtig. Stormen flytter nemlig ikke kun skilt, den flytter mig. I nat kom vinden fra vest, og den var varslet. Allerede ud på eftermiddagen meldte den sig med et par store rusk, der efterlod en stilhed, som virkede truende. Mens mørket faldt, og det sker hurtigt i september, kunne det mærkes, hvordan elementerne marcherede styrkerne op og satte sig selv i alarmberedskab. Der kom en tyngde i luften, som ikke varslede godt. Mod vest stod skybilledet underligt stivnet og gult, belyst nedefra hang resterne af dagens jetspor som det, de var: beskidte, sorte streger af forurening langsomt på vej mod Jorden. Helt som et skib kan man ikke surre sit hus mod stormen, men nøglen får et ekstra vrid i døren, og gardinerne trækkes for. Alligevel er der, uanset hvor hermetisk man spærrer sig inde, revner og sprækker, som bare venter på at blive fyldt og i al hemmelighed byder sig til som så og så mange mundstykker, nogen skal komme og trutte i. Det kilder i læberne af forventningsfuld embouchure. I mørket er de første vindkast som flade lussinger, men så giver bygningen sig hen og tager imod måske i et lønligt håb om ikke at blive rendt over ende, eller måske snarere med et ønske om at deltage i en koncert, der synes at omfatte universet. Snart lyder huset som en perforeret trækharmonika, snart som en elgko i barselsnød. Midt i det hele svæver man selv med en bizar følelse af på én gang at være prisgivet og i sikkerhed. Det skaber en slags åndelig labilitet, hvor alt synes muligt undtagen naturligvis at sove. Det er, som om blæsten med sin voldsomhed nok kan virke skræmmende (nu flyver tv-antennen af, nu letter taget), men den skaber også ro, en ro af samme slags som den, man har læst om, hersker i orkanens midte. Pludselig myldrer tanker og forestillingsbilleder frem, som, før låget fløj af, lå fint ordnet i fortrængningernes store skuffedarium eller hvirvlede i det mørke, vi alle sammen slæber rundt på, og som breder sig ud fra omkring bæltestedet og mest nedefter, men også opad, og sådan i almindelighed kaldes underbevidstheden. I den har jeg en hund, det vil sige ikke bare en underbevidsthedshund, men en rigtig én med pels og snude og ører, og det er ikke så mærkeligt, at den begyndte at gø, for den var et sted derude i stormen, et eller andet sted, jeg havde forvist den til, en krog, et hult træ, en gammel olietønde. Eller måske var den der slet ikke, måske var den for længe siden blæst væk og lå knust ved foden af bjerget eller rullede som en sort støvsky mod fjerne horisonter for aldrig mere at vende tilbage. Det sære ved både hunden og situationen var, at den slet ikke havde gøet andre steder end inde i hovedet på mig, og dér sad jeg nu ret op og ned i sengen, mens tagstenene klaprede og persiennerne sang, og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvad jeg i det hele taget havde gjort. Jeg vidste kun, at hunden havde en historie, og at den hang sammen med en mand. Han var arbejdsmand, ikke en ganske almindelig sådan, men temmelig eksotisk, lidt af en flot fyr, men på den anløbne måde, landsbycharmerende, uden at man helt lod sig overbevise. Han var med til at bygge huset, som nu står og fløjter midt i natten, og en dag ankom han med sin læderhat og hunden i snor. En hund i snor. En ubestemmelig, kommodebenet, glathåret brun og sort hund, der lignede et kryds mellem en flagermus og en rullepølse. Pludselig havde vi fået hund. Det var nemlig ikke sådan, at landsbycharmøren tog hunden med sig hjem efter dagens dont. Den blev, men ikke på en overbevisende måde. Den var derude (med klart forbud mod at krydse dørtærsklen), og der var ikke tale om, at den accepterede os som andet end 'dem inde i huset', som den oven i købet var bange for på en krybende, men også temmelig aggressiv måde. Når charmøren dukkede op igen om morgenen, sprang den ham logrende i møde og fulgte ham hvor som helst med løftet hale og snude som en stolt, tilfreds og frigjort hund hos Disney. Der var en udfordrende dobbelthed i situationen. Jeg havde aldrig drømt om at anskaffe en hund. Nu havde jeg fået én, bortset fra at det ikke var min. Den hang naturligvis sammen med sin herre, der nok ville kendes ved den, men på den anden side tørrede den af på os, når han selv gik på dowdy i landsbyen måske oven i købet med en forestilling om, at han havde gjort os glade ved anskaffelsen. Herudover var der altså væsenet selv, hvis appel til både bevidstheden og underbevidstheden var mildt sagt belastende. Ingen tvivl om, at dyrets attitude var traumatisk bestemt, de rejste børster måtte have baggrund i den lokale opfattelse af, hvordan man behandler hundehvalpe uden bestemt tilhør: spark, sten, foragt. Der var rent ud sagt tale om et psykologisk tilfælde, og det befandt sig på dørmåtten. Men hvorfor da bekymringen og bondeangeren denne vilde og stormfulde nat, hvor roen omkring sengen er skræmmende dyb og alligevel spilvågen, mens dæmoner slider i tagrygningen og vinden hyler i nedløbsrørene? Det handler naturligvis om forandring og bevidstheden om, at hverken hunde- eller menneskeskæbner er uden svinkeærinder, og at alle historier er fulde af digressioner. Don Juan fra 'Freaky Bar' mistede af forskellige grunde sin tilknytning til stedet, og da huset var færdigt, dukkede en ny ansvarlig op, en bonde med fast greb om hakken og et seriøst forhold til jorden og de træer og planter, der gror i den. Samt til hunden. Man taler en del om paradigmeskift, her forelå et håndgribeligt. Fra at være bussemænd i forhold til dyret - altså i dets egen opfattelse - forvandlede vi os efterhånden til Bundesverwandte, og det foregik naturligvis via madskålen, hvad ellers, døve skippere og blinde styrmænd? Selv om grænsen stadig gik ved dørtrinnet, bevægede skålen med lækre rester og indkøbt kraftfoder sig efterhånden hen over den og ud i de trygge omgivelser, som i stille vejr er lige så idylliske som Edens Have. Her blev der gumlet og guffet, og når det var overstået, åbnede der sig en bane af tillidsfuldhed, som snart blev bredere og bredere og forvandlede, hvad der før havde været halvvæbnet neutralitet, til et kærlighedsforhold om end af lidt tvetydig karakter. For det var jo ikke vores hund, selv om den indlysende nu betragtede os som dens. På hvislende meder kommer spørgsmålet om, hvem der ejer hvem og hvorfor, susende gennem mørket og det spragende vejr. Gennem livet knytter man sig til mennesker, eller de knytter sig til én, og emotionelle kontrakter oprettes. Det hele kan have tilfældighedens karakter (som med hunden), eller skæbnen kan være på spil, hvis man er til den slags. Under alle omstændigheder er der skæbner i spil og sandelig også på spil. At drages ind i et forhold kræver, at man drager ansvar for - forholdet, den anden, sig selv. Men hvordan er det muligt at få tingene til at gå op og bringe dem i balance? Hug en hæl og klip en tå, siger nogen. Madskålen spiller også en rolle, og hvad der er i den. Men de gode viljer er ikke nok, uforudsigeligheden - der ofte har rod i ens hemmeligste ønsker og drømme - spiller også en rolle, måske endda den afgørende. Finder den sin udfoldelse i de dragter, der hænger i underbevidsthedens magasiner, kan det være godt, men også føre til den slags fortrængninger, der er eksplosive og destruktive og ødelægger både venskaber og kærlighedsforhold, uden at man har ønsket det, og uden at man kan gøre noget ved det. Det er de menneskelige vilkår, siger man, men det er også et hundeliv. Jeg står ud af sengen og skæver ud ad et af husets mindre vinduer. Det rusker i træ- og gulerodstoppene, som der står hos Storm P., da han lader ridder Mortensen passere vindebroen på sin seksetagers bryggerhest. Men egentlig er der ikke andet at se end vejret. Det er klart. De vældige bølger af pres kastes igennem et tomt rum. Hunden er selvfølgelig ikke til at se nogen steder, kan det ikke også være lige meget, er det ikke kun sentimentale forestillinger, der holder bekymringen for dens skæbne i live? Er det ikke bare flæb, der tvinger én ud på det kolde gulv i den bare særk i et kluntet forsøg på at våge over noget, man egentlig ikke har ansvaret for, og som i den store sammenhæng ikke betyder ret meget, måske slet ingen ting? Hvis der så endda havde været tale om en ven ... en ven i nød. Ordet bliver stikkende i halsen, for man kan da ikke sammenligne en ven med en hund. Eller sin elskede? Under tæppet igen bliver det hele bare værre, for mens den falske elgko brøler, og Nam June Paik sammen med John Cage hiver i bælgen på den mølædte harmonika, vågner forestillingen om, at man ikke kan stille noget op med noget som helst hverken stormen, hunden, venskabet eller kærligheden, hvis man ikke griber ind, hvis man ikke gør noget. Endelig kommer søvnen og breder sit tilgivende slør over bevidstheden - både den under og over bæltestedet. Næste morgen har blæsten lagt sig, og hunden kommer luntende rundt om hjørnet med løftet hale. Den står logrende foran dørtrinnet, kender sin plads og vil gerne kærtegnes. I dens øjne er ingen egentlig genkendelse, snarere genskinnet af en dunkel bevidsthed om den fyldte madskål og en overraskende, men ikke uvelkommen venlighed. Det hele foregår ikke desto mindre på dens præmisser, som man egentlig kunne tænde og slukke for efter behov i kraft af sin status som menneske, men her gør man regning uden vært, netop fordi man er - et menneske. Det er først op ad dagen, jeg lægger mærke, til at hunden halter på venstre bagben. Bonden siger, at det ikke er noget, og da forholdet til dyret er lidt distant, fordi vi befinder os i en overgangsfase med kommen og gåen, og den gamle tillidsfuldhed mellem dyret og mennesket ikke er fuldkommen genetableret, overskygger distraktionen bekymringen. Det bliver til en række tilfældige blip i pergolatoren: hund trådt forkert, hund trådt på noget, hund ondt i pote, hvis hund, min hund, din hund, alle vackra flickors hund. Dagene går. Jeg husker øjeblikke af fuldkommen forskelsfri lykke, situationer, hvor den gensidige hengivenhed var så stor, at selve substansen eller den kropslige tyngde syntes at opløses og forvandle sig til en strøm af varme, der løb frem og tilbage og skabte en harmoni uden forbehold, indskrænkninger, bælter, hægter og maller. Jeg ser en bro over en grøft fuld af grønne vækster og et solskin filtreret gennem blade, det hele fugtigt og varmt, næsten tropisk og som et karma, en ud af kroppen-oplevelse, der i sin totalitet er kropslig. Venskab, kærlighed, det er unødvendigt at præcisere, det, der tæller, er forglemmelsen og det fuldkomne nærvær i ét. Og Gud, hvor jeg har set fuldkomne hunde i mit liv! På jagt dukker de op i alle sammenhænge: den vandgående labrador i et sort spring over mosen, pointeren med stiv hale og løftet forpote, mens den låser agerhønen i stubben, den krøllede hønsehund med en forrendt og apporteret hare i flaben, der er ingen ende på kunsten og dressuren og racerenheden og lydigheden, ja afstanden til det amfibium, der befolker min tilværelse både i vågen og sovende tilstand, er så absurd, at man må tænke i galakser for at få et begreb om den. Forleden kom naboerne på besøg og mente, at der skulle mere end distræt ligegyldighed til for at få den bagpote lappet. Der stod veterinærbesøg skrevet over hele facaden. Det ville sikkert også blive nødvendigt med en halskrave, en af disse tragter, der skal forhindre dyret i at slikke såret. Jeg hader hunde med tragt på, og jeg nærer instinktiv uvilje mod alt for dramatiske scenarier i godhedens og medlidenhedens tjeneste, ja jeg får ganske enkelt nældefeber, når dyr løftes op i en sfære, hvor alt for voldsomme moralske og følelsesmæssige imperativer driver rundt i luften som nys udklækkede jetspor. Alt for lidenskabelige dyrevenner er i reglen ikke blot livsfarlige for os andre, men også for dyrene, tænk bare på de galninge, som i England lukkede tusinder af mink ud 'for at befri dem'! En ny storm er faktisk under opsejling. Det skulle gerne regne lidt, hvad det ikke har gjort i et halvt år her. Men det bliver nok kun til blæst. Man kryber i læ og håber det bedste. Der er ikke andet at gøre, eller er der? Hunden er ligeglad. Den sidder på måtten udenfor og slikker sine sår. Men den halter ikke mere. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er det naturen, måske er det skæbnen, måske lidt af hvert. Den ser op på mig med sine gådefulde, distræte øjne, mens jeg kæler for den. Den er på én gang helt forudsigelig og uforudsigelig i sine reaktioner. Om lidt skal den have mad. En ordentlig skålfuld med garanti. Det ved vi, hvad er, både hunden og jeg.