Den politiske (film)scene

Vi grinede ad Frank Jensen, da han genindførte noget så latterligt som klassekampen. Med alvorsminer går vi til gengæld i biffen for at se Per Flys filmtrilogi om under-, over- og nu middelklassen. Hvorfor lader vi kunstnerne løbe med samfundsdebatten? Kronikørerne er henholdsvis konsulent og dramaturg.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Først så 66.495 mennesker 'Bænken' - Per Flys film om den danske underklasse. Tre år senere så 374.000 mennesker hans film 'Arven' - om den danske overklasse. Og i disse uger valfarter tusindvis af danskere i biograferne for at se 'Drabet' om middelklassen - tredje og sidste film i Flys trilogi om menneskeskæbner i dagens Danmark. Drabet scorede maksimumpoint i omtrent alle dagblade: »En film i mesterklasse« skrev Politiken. »En formfuldendt trilogi« og »et unikt værk i dansk film« kaldte et formiddagsblad projektet.

Per Fly krediteres gang på gang for at lave væsentlige og nuancerede film om tunge temaer om og for det danske samfund. Allerede med film nummer ét blev han rost af en anmelder for at lade »Underdanmark komme til orde«. I den forbindelse er det værd at bemærke, at ingen har anfægtet hans opdeling af danskerne i en under-, over- og nu middelklasse. Per Fly har for nylig kommenteret sin samfundsopdeling i Socialdemokraternes partiblad: »Min politiske opgave er, at undersøge samfundets forskelle. Og at udstille dem så nuanceret og mangfoldigt med alle de brogede forskelle vi har, så folk kan tage stilling«. At dømme efter publikumstilstrømningen tages Flys samfundsopdeling for gode varer. Ikke færre end 38.702 tilskuere købte billetter til 'Drabet' i den første weekend efter premieren. Klasseoptikken, selve idéen bag trilogien, fremstår som en af de gode grunde til at se hans film. Konceptet er genialt, for det er til at forholde sig til for et bredt publikum. I sagens natur involverer det jo os alle sammen.

I fiktionens verden er det o.k., at præsentere Danmark som klasseopdelt. Men ve den, der kommer for skade at nævne det i politik. Eva Kjer Hansen er netop blevet banket så hårdt på plads, at hun har trukket sine udtalelser om, at mere ulighed er godt for det danske samfund, tilbage. Siden har partilederne været ved at falde over hinanden i bar iver for at fremvise den mest funklende sociale profil. Danmark er ikke og skal ikke være et ulige samfund - lyder omtrent et enstemmigt kor fra Christiansborg. En lignende reaktion oplevede Frank Jensen sidste vinter, da han med omvendt fortegn forsøgte at definere Danmark som et klasseopdelt samfund. Han kom for skade at skrive i Jyllands-Posten: »Der findes politikere, som mener, at klassekampen for længst er slut. At forskellen mellem højre og venstre ikke længere eksisterer, at alle har det godt nok. Jeg er helt uenig for der findes jo stadig alt for mange danskere, som burde have en bedre chance og et bedre liv« - hvorpå han gav eksempler på børn, der lever i hjem uden nok penge, unge der ikke får en uddannelse, og på de mange voksne der ikke får en plads på arbejdsmarkedet.

Og så var fanden løs! I en hæsblæsende synergieffekt mellem politikere og medier haglede der mindst lige så meget kritik ned over ham, som den Eva Kjer Hansen fik at føle. Berlingske Tidendes leder skrev, at det var »foruroligende, at Frank Jensen i sin kamp for at blive formand allerede efter få dage har markeret en næsten komisk venstreorienteret linje«. Mens det »at genindføre klassekampen« i Jyllands-Posten fik stemplet: »Patetisk«. Derpå fulgte regeringen som tog Frank Jensens klassekamps-udtalelser som en kærkommen lejlighed til, som B.T. skrev, at »drille ham med det, fordi de ikke kunne lade være«. Anført af statsministeren blev udsagnet erklæret overflødigt - og kunne derfor slet ikke tages alvorligt. Fogh sagde: »Vælgerne har gjort op med den gammeldags tænkning om, at danskerne er delt i klasser, der kæmper mod hinanden. Vælgerne ved, at det danske samfund ikke længere er et gammeldags industrisamfund, men et moderne videnssamfund«. Ralf Pittelkow skrev siden i Jyllands-Posten: »Man kan selvfølgelig sige, at Frank Jensen bragte en slags fornyelse ind i Socialdemokraternes politiske debat, da han begyndte at tale om klassekamp. Men det er fornyelse i samme forstand, som når et zoologisk museum anskaffer en fortidsokse til samlingen«. Og som om at det ikke var rigeligt, valgte Poul Nyrup Rasmussen kort forinden formandsvalget at istemme sig buh-koret. Han vendte tommelfingeren ned og betegnede Frank Jensens udtalelser som ubrugelige til at indfange nutidens problemer. Klassekamp henviser, som Nyrup sagde, til »gamle opskrifter, gamle løsninger, gamle værktøjer og gammel retorik«. Politiken var blandt de få, der anerkendte, at det gav mening at tale om en kamp: »Den gamle klassekamp mellem 'top' og 'bund' er i dag afløst af en ny sociokulturel opdeling mellem dem 'indenfor' og dem 'udenfor'«. Alligevel blev Frank Jensens udsagn også her stemplet som: »Antikveret!«.

Selv fandt Frank Jensen fordømmelserne paradoksale. For som han sagde i Folketingets åbningsdebat i februar: »benytter statsministeren jo selv enhver lejlighed til at tale om det, fordi den politik, han fører med Pia Kjærsgaard, fører til større ulighed. Det er det, man ønsker, fordi man tror på, at de bedst stillede skal have gulerødder, og de dårligst stillede skal have pisk«. Naturligvis henviste Frank Jensen til regeringens udspil fra februar 2004, 'Noget for noget', hvor der blandt andet står: »Samfundet skal støtte op om de virksomheder, kommuner og borgere, som yder en særlig indsats til glæde for os alle. Omvendt skal hammeren falde over for de virksomheder, kommuner og borgere, der har en adfærd, som belaster andre eller samfundet som helhed«.

I en tid, hvor vi ynder at tro, at diverse lønmodtagerrettigheder er fuldt ud indført, alt imens vi ser bort fra manglen på ligeløn samt de mange veluddannede, der må tage til takke med ufaglært arbejde på grund af ikke-dansk farve eller navn, er det ikke så underligt, at klassekamp-udspillet blev fordømt. På den anden side burde begrebet klassekamp kunne anvendes uden nødvendigvis at henvise til marxistisk klasseteori. En teori der i al sin korthed indbefatter en kamp mellem de besiddende og de besiddelsesløse, som ender revolutionært med det klasseløse samfund.

Den amerikanske professor Erik Olin Wright har f.eks. tilpasset klasseteorien til det moderne samfund ved netop at definere tre socialklasser: den klassiske overklasse, middelklassen som besidder enten kundskabs- eller bureaukratisk kapital og endelig proletariatet som ikke har adgang til kapital. Læser man Frank Jensens artikler i Jyllands-Posten, er det vel netop den treklasseoptik, han benytter: »Heldigvis har vi ikke længere, som i det tidlige industrisamfund, en oplagt konflikt mellem, på den ene side, den gruppe i samfundet, som ejer fabrikkerne og kontrollerer pengestrømmene, over for arbejderbefolkningen på den anden. Samfundet er langt mere kompliceret i dag, hvor blandt andet pensionsfondene kontrollerer meget store formuer for almindelige mennesker, og hvor en meget stor del af befolkningen til alt held har det vældig godt. For denne store middelklasse består udfordringen i at anerkende, at aktier og ejerskab medfører et samfundsansvar«.

Det danmarksbillede, Frank Jensen skitserer, burde virke genkendeligt for de fleste. I hvert tilfælde stemmer det til en vis grad overens med den opdeling af under-, middel- og overklasse, som Per Fly bruger til at sætte spot på det danske samfunds problemer. Et opdelt Danmark, som Per Fly oven i købet gør yderligere rede for i det føromtalte interview i Socialdemokraternes eget medlemsblad, her godt et halvt år efter at både medier, politikere og andre socialdemokrater stod i kø for at håne Frank Jensen.

Tusindvis af biografgængere har set Per Fly trække det store, ufotogene hold af misbrugere, kontanthjælpsmodtagere og enlige, forslåede mødre ind i søgelyset i sin første film. En film som, forklarer han i Socialdemokraten, ikke modtog en eneste krone i støtte - fordi ingen var interesseret i at investere i en historie om den slags mennesker. Anderledes massiv støtte fik han ganske givet til det langt mere fotogene hold af rige, smukke mennesker i Arven. Men på det tidspunkt havde han, ironisk nok, allerede fanget omverdenens interesse for trilogien med sin skildring af drankeren Kaj.

Den svenske kulturjournalist Stefan Jonsson har i en artikel i Lettre Internationale sidste år peget på, hvordan offentligheden i stadig stigende grad tilpasser sig middelklassens behov. Vores medier arbejder hårdt på at appellere til parcelhusfamilierne. Samtidig har der heller aldrig været så mange 'midterpartier' i dansk politik som nu. Ikke fordi at 'under'- eller 'udeklassen' er usynlig i den politiske debat eller i de offentlige medier. Og da slet ikke efter socialministerens asociale udtalelser, der har fået samtlige partier til at give deres solidaritet med de svage en gevaldig finpolering. Ikke desto mindre fremtræder underklassen hovedsagelig i forbindelse med de problemer, den volder 'middelklassen'. I P1 fortalte antropolog Peter Hervik for nylig, at især nydanskere belastes af den tendens. Hans seneste forskning publiceret i bogen 'Mediernes muslimer' tegner et billede af de danske medier, som overbringere af politiske dagsordener, der (re)producerer modsætninger mellem 'os' og 'dem'. Modsætninger som vokser til uoverstigelige størrelser, fordi kun cirka 10 procent danskere har jævnlig social kontakt med nydanskere.

Nogle vil endda påstå, at vores medier decideret gør en indsats for at værne om middelklassens privilegier med den strøm af historier om hus, have, gør det selv og mad, som fylder tv og aviser. Historier som den 'almindelige' læser og seer kan leve sig ind i. En ejendomsmægler på kant med loven får lov at fylde spaltemeter efter spaltemeter en hel sommer, alt imens det kun omtales sporadisk, når jorden brænder under irakiske asylansøgere, der tvinges hjem til en krig, hvor danske soldater spiller en væsentlig rolle. Mens den irakiske flygtnings ve og vel ikke influerer på vores dagligdag, er ejendomsmæglerens dumheder til gengæld dybt vedkommende for mange mennesker. For det er netop i ejendommen, vi har deponeret vores formue eller afdragsfrie gæld.

Men igen er det jo ikke så mærkeligt, at middelklassens problemer, værdier og interesser får mere plads end marginalgruppernes. Det er nu engang middelklassen, de ejendomsbesiddende, bilejerne eller de med fast indtægt, der køber flest aviser, eller stemmer til kommunal- og folketingsvalgene. Ikke misbrugerne, de psykisk syge, kriminelle, flygtninge/indvandrerne eller kontanthjælpsmodtagerne, der bor til leje. Men, er det et tilfredsstillende argument for at lade medieudbuddet eller de politiske udspil styre af middelklassens normer for, hvad der er væsentligt eller retfærdigt og uretfærdigt??

Når 'den fjerde statsmagt' - journalisterne - efterhånden er mere optaget af at underholde end at fungere som politisk eller etisk tribunal, og når kommunikationsformen og de sproglige registre i medier og politik indskrænkes, hvem er så tilbage til at udfylde tomrummet? Kunstnerne, - siger Stefan Jonsson. Måske har han ret. Man skal nemlig ikke lytte længe til nogle af vores samtidskunstnere for at blive klar over, at bestræbelsen på at blande sig i samfundsdebatten uomtvisteligt er et modtræk til, hvad der foregår i medier og i politik.

Per Fly er nemlig langtfra ene om at sætte spot på dem, der er havnet i skyggen af mainstream. Lars von Trier gjorde det samme i 1997 med sin film 'Idioterne'. En film, der handler om en gruppe mennesker, der iscenesætter sig selv som multiretarderede for at provokere det omkringliggende samfund. I 'Dogville' fra 2003 som (bl.a.) beskriver et samfunds moralske forfald, runder han filmen af med en billedepilog af dybt forarmede mennesker, der bevæger sig på bunden af det amerikanske samfund. Det samme gør han i sin nyeste film 'Manderlay', hvor det bl.a. er Jacob Holdts uafrystelige fotografier af det sorte proletariat, der bombarderer tilskueren efter den egentlige film er ovre. Måske har Trier Hollywood-stjerner i hovedrollerne, men det er med de forfærdende billeder af den ellers umælende, hvide og sorte underklasse, han sender publikum ud af biografen.

Også fra andre samtidskunstnere ses værker, som sætter spot på mennesker, der både nationalt og globalt er havnet uden for offentlighedens søgelys. Kenneth Balfelt rettede i kunstprojektet 'Fixerum på Halmtorvet' (2002) skytset mod det danske samfunds intolerance over for stofmisbrugere. Formålet med det midlertidige fixerum var bl.a. at få politikerne til også at give tilbud til borgere med hårde odds imod sig. Det lykkedes. I hvert fald medvirkede projektet til flere folketingsdebatter, og oprettelsen af fixerum drøftes netop nu som en reel mulighed.

Tilsvarende skal man heller ikke kigge længe på publikumstallene eller anmelderroserne til Per Flys film for at se, at hans samfundsengagement kommer til at spille en rolle. Han skildrer det, han ser som forskelle og ligheder i det danske samfund. Dermed er han - som Trier, Balfelt og mange andre af vores kunstnere - med til at åbne vores samtalerum og øjne for det, der også sker i dagens Danmark - på den anden side af hus, have, ældre og småbørns-familiefronten. Den slags bidrag til hvordan vi kan få udvidet debatten til at handle om vores alle sammens samfund hilses overmåde velkommen herfra!

Men er det nok? Og med det tilbage til sagen om Frank Jensen. For alt imens han havde travlt med at uddybe og nuancere sine holdninger, blev han også stemplet af vælgerne! De uligheder i det danske samfund, som han påpegede, kan vi måske genkende. Vi vil bare helst ikke forholde os til dem, og da slet ikke når de formuleres med et håbløst klassekampsbegreb! Upassende og utrendy brugte han ord, som ikke passer nutidens vælgeres skatteprocent, investeringsafkast og mindst af alt selvbillede. Ligesom nutidens vælgere heller ikke ønsker at blive slået i hartkorn med politikere, som går ind for ulighed.

Derfor, er det godt nok, at det kun er en eksklusiv gruppe af kunstnere, der må? - Bevares, det er da bedre end ingenting. Men hvis vi for alvor skal skabe et bedre samfund, skal flere end blot kunstnerne føle sig forpligtet til, at insistere på brede og anstændige rammer for kommunikation i det offentlige rum, så vi kan få ord på og syn for sagen. Det er ikke nok, at politikernes pudseklude tages frem ved særlige lejligheder for at give f.eks. den sociale profil en finpolering.

Vi har både som vælgere, politikere og journalister en fælles demokratisk forpligtelse til at sige nej tak til, at mainstream, middelklasse og moderigtige koder skal have monopol på det offentlige samtalerum. Med det følger en forpligtelse til at få øje på det absurde i, at Per Fly kan komme af sted med at skildre Danmark som et klassesamfund og samtidig fremstå velovervejet. Mens folk klasker sig på lårene af grin, når bl.a. Frank Jensen peger på noget nær det samme. Vi har en forpligtelse til at se, at vi - også i den sammenhæng - lever i et samfund med forskel på folk - klassekamp eller ej. Således opfordres alle og ikke mindst medier og politikere til at spørge sig selv om, hvorfor Per må, når Frank ikke måtte?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce