Mandag var afgørende for Tyrkiet - og for alle os andre: Tyrkiet endte med at indlede forhandlinger om optagelse i Den Europæiske Union. Men den danske statsminister putter malurt i bægeret, når han i Politikens Kronik 27. september sætter spørgsmålstegn ved, om Tyrkiet overhovedet kan blive medlem af EU - også selv om landet til sin tid måtte opfylde alle betingelserne (de såkaldte Københavnskriterier). Det er bemærkelsesværdigt, at statsministeren i et så centralt udenrigspolitisk spørgsmål vælger at gå på tværs af den linje, den amerikanske præsident George W. Bush og Storbritanniens premierminister Tony Blair har lagt - to politikere, der ellers er statsministerens hovedallierede i den internationale politik. Under normale forhold ville det også gøre indtryk på statsministeren, at Dansk Industri varmt støtter perspektivet om tyrkisk medlemskab af EU. Baggrunden er, at Tyrkiet i øjeblikket oplever en rivende økonomisk udvikling. Væksten lå i 2004 på cirka 10 procent. Den gennemsnitlige tyrkers købekraft er 6.700 dollar, hvilket er omtrent det samme som en rumæners - og Rumænien bliver medlem i 2007. Men Tyrkiets befolkning er tre gange større end Rumæniens. Med den fart, den tyrkiske økonomi i dag skyder, vil Tyrkiet inden for en overskuelig årrække udgøre et af de mest attraktive markeder for europæiske virksomheder overhovedet. Sidste onsdag skærpede statsministeren tonen i tv-programmet Profilen og lagde afstand til beslutningen fra topmødet i december 1999, hvor EU-landene gav Tyrkiet et medlemsperspektiv. Uanset at netop den beslutning har stimuleret en reform- og demokratiseringsproces uden sidestykke i Tyrkiets nyere historie, hvor individet har fået flere rettigheder, mens den stærke og autoritære stats rolle reduceres og omdefineres: ligestillingen er blevet cementeret i lovgivningen, kurdernes stilling er blevet forbedret, homoseksuelle har fået flere rettigheder, militæret er ved at komme under civil kontrol og så videre, er der naturligvis fortsat meget, der skal gøres: F.eks. bør Tyrkiet stå ved sin historie på godt og ondt, det vil sige ikke blot Atatürk, men også det armenske folkemord. Tilbage står, at processen betyder, at Tyrkiet har taget et meget stort skridt hen imod at blive et moderne, vestligt demokrati. Den tidligere EU-kommissær Günter Verheugen har med rette betegnet Tyrkiet som EU's hidtil største udenrigspolitiske succes. Det kan kun være af indenrigspolitiske årsager - læs: meningsmålingerne og Dansk Folkeparti - at statsministeren udsender disse negative signaler. Lad os se nærmere på argumenterne: Statsministeren henviser til, at »det er et faktum, at mange europæere er usikre over for perspektivet om tyrkisk medlemskab. Det må vi som ansvarlige politikere forholde os til ...«. Men den folkelige skepsis over for tyrkisk medlemskab af EU er ikke en én gang givet størrelse. Tænk på en historisk parallel: I Frankrig var der i 1950'erne stor modvilje mod at indlede et tættere samarbejde med tyskerne. Når dette samarbejde - som er af vital betydning for freden og stabiliteten i det moderne Europa - alligevel kom i stand, skyldes det, at fremsynede politikere i Frankrig og Tyskland viste politisk lederskab. Det politiske lederskab har vi også brug for i dag, når det gælder Tyrkiet-spørgsmålet. Det hører med i billedet, at EU's udenrigspolitiske troværdighed er på spil. Vi har på topmødet i 1999 stillet Tyrkiet EU-medlemskab i udsigt. Statsministeren henviser også til, at der er grænser for, hvor hurtigt EU kan gå frem, når det gælder udvidelserne. Hertil er at bemærke, at Tyrkiets optagelse først bliver aktuel om en halv snes år. Her og nu gælder det om at lade Tyrkiet demonstrere, at det kan leve op til betingelserne for EU-medlemskab. Statsministeren er meget optaget af, om »EU kan overkomme at optage Tyrkiet«. Helt ærligt: I det daglige vil vi næppe opdage det, hvis Tyrkiet bliver et nyt EU-medlem. Antallet af kommissærer stiger fra formentlig 28 til 29, og på de følsomme emner - arbejdskraftens frie bevægelighed - og omkostningstunge områder - landbrugsstøtten - vil der blive tale om lange, meget lange, overgangsperioder. I øvrigt har Tyrkiet som mangeårigt NATO-medlem demonstreret, at landet er en loyal samarbejdspartner, der stiller op, når der er behov for det, jf. Tyrkiets bidrag til internationale sikkerhedsopgaver. I debatten har spørgsmålet om øget indvandring fra Tyrkiet spillet en vigtig rolle. Ædruelige beregninger peger på, at maksimalt 2,1 mio. tyrkere frem til år 2030 kan tænkes at rejse til hele EU. Den centrale pointe er dog, at et sammenbrud i forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU vil øge indvandringen snarere end at begrænse den. Økonomisk set vil et sammenbrud nemlig betyde lavere vækst og højere arbejdsløshed i Tyrkiet og dermed gøre det mere attraktivt for tyrkere at drage imod Europa. Tyrkiets arbejdsstyrke kan i virkeligheden også yde et positivt bidrag til, hvad Financial Times har kaldt det 'døende Europa', nemlig et Europa, hvor befolkningstallet stagnerer, og hvor den del af befolkningen, der er i den erhvervsaktive alder, er stærkt faldende. I sidste ende kan tilførslen af ung og veluddannet tyrkisk arbejdskraft bidrage til at gøre det realistisk, at EU når målene fastsat i Lissabon-processen om at blive den mest konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomi i verden. Endelig rejser statsministeren spørgsmålet om, hvorvidt vi kan »forestille os et EU, som grænser op til Syrien, Irak og Iran«. Det er paradoksalt, at statsministeren, som ellers har stået for en interventionistisk linje i udenrigspolitikken, jf. den danske deltagelse i Irakkrigen, her nærmest synger med på det gamle omkvæd om det lille land, der skal hygge sig i smug. Efter min opfattelse repræsenterer netop Tyrkiets forbindelser til Mellemøsten det største aktiv i forbindelse med den mulige optagelse af landet i EU. Et vestvendt Tyrkiet vil kunne spille en konstruktiv rolle i kampen mod terror, spredning af masseødelæggelsesvåben, stater i sammenbrud, international kriminalitet og så videre. EU's største udenrigspolitiske udfordringer kommer i dag fra Mellemøsten. Kombinationen af autoritative styreformer, trøstesløse unge befolkningsgrupper og islamisk fundamentalisme øger markant risikoen for ustabilitet og terrorisme. Tag flygtningepolitikken. Et Tyrkiet, der står uden for EU, vil formentlig være tilbøjelig til at se gennem fingre med, at flygtningestrømme slipper igennem til Vesteuropa. Bliver Tyrkiet medlem af unionen, vil landet blive forpligtet af EU's fælles asyl- og retspolitik. Det vil betyde, at det bliver Tyrkiet, der skal behandle ansøgningerne om asyl og i givet fald give asyl. Det vil også betyde, at Tyrkiet bliver en del af den fælles grænsekontrol med Schengen-database, kontrol af fingeraftryk, fælles regler for bevogtning af de ydre grænser med videre. Tyrkiet vil også som medlem af EU kunne yde et væsentligt bidrag til forsoning med den muslimske verden. Over for den store skare af moderate muslimer i Mellemøsten står en lille fanatisk gruppe, som er så overbevist om egne værdiers overlegenhed, at de mener at have ret til at påtvinge andre disse med vold og terror i religionens navn. Disse fanatikere anser Tyrkiet som islams forræder på grund af landets tætte forhold til Vesten. Tyrkiets sekulære projekt beskrives som en fiasko, og det hævdes, at den kristne verden aldrig vil acceptere Tyrkiet som andet end et strategisk bolværk, at EU så at sige er en kristen klub. Danmark og EU bør demonstrere, at denne lille gruppe har uret. Præsident Bush har omtalt Tyrkiet som et »alternativ, der fremkalder håb over for ekstremisme og religiøs intolerance«, og ifølge tidligere viceforsvarsminister Wolfowitz kan »Tyrkiet for den muslimske verden være et eksempel på et land, der forener islam med liberalt demokrati«. Hvori består Tyrkiets muligheder for at være rollemodel, og hvorledes kan tyrkerne bidrage til at skabe stabilitet og fremme demokratiseringsprocesserne i regionen? Mens den tyrkiske statsopbygning næppe vil blive kopieret, er der grobund for en attraktionsværdi i et Tyrkiet, som fortsætter udviklingen i retning af et demokratisk retssamfund, der respekterer menneskerettighederne, arbejder for ligestilling og så videre. Det er på denne indirekte måde, at 'rollemodellen' kan komme på tale. Det er blevet særligt tydeligt efter regeringspartiet AK's valgsejr i efteråret 2002. Såvel premierminister Erdogan som udenrigsminister Gül har flere gange opfordret de øvrige muslimske lande til at indlede en lignende proces som den, Tyrkiet står midt i. Det er her centralt, at disse opfordringer sker med eksplicit reference til den vestlige verdens værdier i form af universelle menneskerettigheder, ligestilling og demokrati, som netop har været den røde tråd i Tyrkiets egen omstillingsproces i de senere år. Hele ideen i den 'moderne europæiske' tilgang til sikkerhedspolitik lægger vægt på, at EU ikke bare ønsker at skubbe konfliktzonen væk, men også ønsker at bidrage til at ændre tingenes tilstand. I denne tankegang er begreber som strategiske partnerskaber, multilateralisme og integration som sikkerhedspolitik central. Snarere end et bolværk bliver Tyrkiet en bro med henblik på at projicere Europas egen stabilitet til Europas nærområder. Det er her, et moderne muslimsk Tyrkiet på vej mod medlemskab af EU - og måske senere som medlem - kan give EU, men faktisk også Tyrkiet selv, en skarpere pondus og legitimitet i regionen end den, begge aktører har hver for sig i dag. Lidt på samme måde som Polen i dag spiller en positiv rolle over for EU's nye naboer i Østeuropa, fordi Polen også selv har en indsigt og erfaring fra kommunisttiden. EU's problemer i forhold til et mere aktivt engagement i Mellemøsten er bl.a. den geografiske distance og den manglende forståelse for regionens komplicerede relationer. Tyrkiets merværdi i disse år er netop, at AK er ved at omkalfatre indholdet af så centrale begreber som sekularisme og demokrati i en tyrkisk kontekst, så de harmonerer med islam, men på en måde, så de samtidig er i overensstemmelse med vestlige, demokratiske systemer. Her kan Tyrkiet være forbillede for mange af de arabiske lande, der for en stor dels vedkommende også er sekulære, men som samtidig undertrykker islamiske oppositionsgrupper. En central udfordring i bestræbelserne på at bidrage til en demokratisering af Mellemøsten er at få integreret disse islamiske grupper i en demokratisk politisk proces. Men desværre er der meget, der tyder på, at Tyrkiet aldrig nogensinde bliver medlem af EU. For det første er der i EU en omfattende folkelig skepsis over for tanken om tyrkisk medlemskab. Frankrig og Østrig har allerede bebudet folkeafstemninger om Tyrkiets medlemskab, når forhandlingerne er tilendebragt. Den kommende tyske regering vil antagelig - uanset dens konkrete konstellation - have en mere skeptisk tilgang til Tyrkiet-spørgsmålet end den tidligere. Og Tyrkiet vil i de kommende år blive gjort til et stående tema i valgkampene i EU-landene, herhjemme af Dansk Folkeparti. Der er en overhængende risiko for, at den folkelige misnøje med Tyrkiet slår ud i, at et eller flere EU-lande afsporer forhandlingsprocessen. For det andet spørger tyrkerne i stigende grad sig selv, om det reelt set er i Tyrkiets interesse at blive medlem af EU. For mange danskere er det sikkert et overraskende spørgsmål at rejse. Men det er vigtigt set fra tyrkernes side at skelne mellem EU-processen og selve EU-medlemskabet. Selve processen er vital for Tyrkiets velstand, demokratiseringsbestræbelser og interne stabilitet. Den kan samtidig få positive virkninger for Tyrkiets nabolande, hvor Mellemøsten er særlig vigtig for os i Europa. Derimod er det et spørgsmål, om Tyrkiet til sin tid, måske i 2015, vil have interesse i et egentligt medlemskab af unionen. Det er ikke umuligt at forestille sig en udvikling af EU, der gør attraktionen ved EU så begrænset, at tyrkerne vælger at sige nej tak: Hvordan er det med EU's villighed til at kompensere tyrkisk landbrug, ofre milliarder af euro i strukturmidler og give lige rettigheder for arbejdskraftens frie bevægelighed? Mange tyrkere har en klar opfattelse af, at man bliver udsat for diskrimination, at der stilles særligt skrappe krav til ansøgerlandet Tyrkiet. Et par eksempler: I Cypern-spørgsmålet bad EU om Tyrkiets 'stærkeste støtte' i arbejdet med at tilvejebringe en løsning baseret på FN-generalsekretærens plan. Regeringen føjede sig og ændrede under stor indenrigspolitisk protest og imod militærets ønsker 30 års Cypern-politik og fik tyrkiskcyprioterne til at acceptere den såkaldte Annan-plan, som ville have ført til en genforening af den delte ø. Da afstemningsdagen oprandt, stemte tyrkiskcyprioterne for en genforening, mens græskcyprioterne stemte imod. Alligevel blev græskcyprioterne medlem, mens EU - på grund af græskcypriotisk veto - endnu ikke har udbetalt støttepakken til det tyrkiskcypriotiske samfund. Et andet eksempel vedrører rammen for EU's forhandlinger med Tyrkiet: I forbindelse med EU-topmødet i december 2004 blev der lavet en særlig ramme for videre udvidelser med en række indbyggede stopklodser: Der indføres en eksplicit mulighed for at afbryde forhandlingerne, mulighed for lange overgangsordninger, »permanente beskyttelsesmekanismer« og så videre. Selv om den i princippet også skulle gælde Kroatien og andre nye kandidatlande, var ingen i Tyrkiet i tvivl om, at den ny ramme blev til på grund af Tyrkiet. Mange tyrkere spørger - hvad bliver det næste? Reduktion af Tyrkiets stemmevægte i ministerrådet? Den overvældende opbakning, som EU-projektet har haft de seneste år, er også begyndt at dale (fra over 80 procent til nu 65 procent), og særligt i årets første måneder er en stærk tyrkisk patriotisme vokset frem. Kollapser EU-processen af den ene eller den anden grund, vil demokratiseringsprocessen næppe rulle tilbage, men den kan gå i stå. På samme vis vil vi formodentlig kunne skyde en hvid pind efter tanken om et konstruktivt tyrkisk bidrag til demokratiseringsbestræbelserne i Tyrkiets nabolag, herunder særligt i Mellemøsten. Det er tankevækkende, at kun få danske politikere i regering såvel som i opposition har satset politisk prestige på at forsvare deres beslutning om at give Tyrkiet et medlemsperspektiv. De har reelt kun i begrænset omfang forsøgt at klargøre, hvad Tyrkiet har at tilbyde unionen, hvis EU ønsker at gøre alvor af sine ord om at kunne spille en større global rolle: EU vil opnå en strategisk dybde med Tyrkiet som medlem. Politikerne har ikke gjort det klart, at ustabiliteten langs EU's grænser, EU's uklare identitet og behovet for at reformere EU's institutioner og politikker ikke forsvinder, selv om vi måtte vende Tyrkiet ryggen. Strategisk er Tyrkiet Vestens allierede. Politisk er landet en stabilitetsfremmende aktør i en ellers urolig region. Militært har Tyrkiet NATO's næststørste stående hær og yder store bidrag til NATO's operationer - ja, endog til EU's. Økonomisk udgør Tyrkiet med en af verdens hurtigst voksende økonomier et betydeligt marked for europæiske virksomheder. Og kulturelt kan Tyrkiet inspirere moderate muslimer. Derimod har vægten været lagt på en negativ strategi med lange tidshorisonter, overgangsordninger, nødbremser og så videre. Der ligger en stor informationsopgave forude, hvis den forhandlingsproces, der begyndte i mandags - trods alt - skal føre til endemålet: fuldt tyrkisk medlemskab af Den Europæiske Union.