Det blev forår i den hvide gård. Solen nåede ned til den beskidte asfalt i bunden. Der kom med ét børn frem. Vinduer blev slået op, og sengetøj lå længe over altanernes rækværk. Gårdrummet blev til en fantasiverden, hvor vi kunne tage til stranden eller i skoven. Viceværtens Jette sad på et vattæppe med sin dukke og sin dukkevogn. Der var også en anden lille pige på tæppet. Hun hældte vand i små kopper. De legede vist far, mor og børn. Jeg stod først genert og lidt væk, men så kunne jeg lige så godt være far. Måske skyldtes mit friske mod Jette på vattæppet. Det kunne også være det overrumplende forår, der med en tryllestav større end Gud henne i kirken havde sendt den sorte baggård op på en sky i det blå. Endelig kunne det være elektriciteten indeni - trykken i tindingerne, prikken på tungen og snurren i tissemanden. Der sad viceværtens datter på vattæppet og talte med en moders sikre stemme. Jeg stod udenfor og ville ind til hende. »Du skal på arbejde. Her har du din madpakke«, sagde hun praktisk og lidenskabsløst. Jeg fik en lille taske rakt ud gennem den usynlige dør. Jeg ville hellere ind til hende. Det prikkede stadig i hele kroppen. Bare et kys eller et knus. Det var så stærkt. Jeg ville bare et lille øjeblik være sammen med hende på tæppet. Måske kunne jeg kysse hende, når jeg sagde farvel. Madpakken var dog afleveret. Det var det moderlige og endegyldige afskedsbudskab. Hun var allerede i gang med at fortælle den lille pige, at hun nu skulle sove til middag. Jeg var udenfor. Jeg måtte lege, at jeg tog på arbejde. Jeg rev mig løs og gik ud i den store gård. I skyggen i den anden ende, hvor solen aldrig nåede ned, var jeg så på arbejde. Da jeg havde været det længe nok, tog jeg tilbage til Jette og den lille. I det samme kaldte Jettes mor oppe fra køkkenvinduet, at hun skulle op og spise. Jette pakkede pænt sine ting sammen og gik op. At lege far, mor og børn var en meget stærk leg. Hos mig var det mest drifter, der rettede sig mod en pige. Det var den store kærlighed, der rumsterede. Det var også det tillokkende ved at frigøre sig fra virkeligheden og min rigtige familie, hvor jeg havde en fast rolle som lillebror. Det var at være helt fri og at skabe sit eget rum. Det farlige var imidlertid, at jeg ikke kunne skabe det alene - måske nok i fantasien. Sådan en første højerotisk forårsdag, hvor solen skabte revolution i gården, satte alt i bevægelse. Det var en ny virkelighed, hvor jeg kunne og skulle overskride grænser. Længslen mod kærligheden og drømmen om at skabe en familie - og om at være far var uundgåelig. Jeg stødte så lige ind i mine drømmes Jette, der spillede mor på en måde, der holdt mig ude og bare sendte mig af sted på arbejde med en fiktiv madpakke. Skuffelse indeni og skygge omkring mig i den ende af gården, hvor jeg måtte antages at have en arbejdsplads. Jeg ved ikke, om alle eller mange børn i vore dage leger far, mor og børn. Jeg har da set nogle, der med stor alvor gør det - ganske borte i legen. De øver sig på det, der skal ske om mange år, når de bliver så voksne, at de skal til at kæresterere eller have børn. Børn leger også far, mor og børn, fordi det er en historie, de så at sige har fået ind med modermælken. Da jeg selv blev voksen, mødte jeg ikke min barndoms Jette, men hende jeg giftede mig med. Det var den rene kærlighed og lidenskab, der drev mig. Hun spurgte ikke til mit arbejde og min lønindtægt. Hverken hun eller jeg tænkte i det første møde på, at vi ville have børn - og slet ikke på hvor mange og hvornår. Det var kærlighed ved første blik. Erotikken foldede sig ud. Siden kom der uplanlagt og slet ikke uønsket et barn ud af det. Det er vist den romantiske måde at iscenesætte de første faser af den kendte far, mor og børn-leg på. Uden at have krydsforhørt eller bare at have talt om det med mine og hendes forældre, så fornemmer jeg, at det også var sådan, de gamle selv havde gjort. Så i mit tilfælde lå der en gammel historie, som nye generationer førte videre uden at tænke ret meget over det. Og så vidt jeg kan se, er den samme historie ført videre efter bogen hos mine egne børn. Så i mit liv er det sådan, at man forelsker sig, gifter sig og får børn eller forelsker sig, får børn og gifter sig. Rækkefølgen kan variere, men forelskelse og parring er sikker hver gang. Jeg kan så være i tvivl, om det også er sådan rundt omkring i andre små hjem, og om det til hver en tid vil være sådan. Jeg tør godt sige, at jeg vil ønske, at den der gamle fortælling: far, mor og børn er kommet for at blive. Den overgår i kraft helt den bibelske historie om Adam og Eva. Ved nærmere eftertanke er det i bund og grund den samme historie. En mand og en kvinde tiltrækker hinanden. Hun bliver gravid, og de bliver til en familie. Så fordrives de fra Paradiset til virkeligheden. Man kan lege far, mor og børn i Paradiset. Jeg foretrækker, som det vist fremgår, at lege far, mor og børn i virkeligheden. Jeg har aldrig været i en myretue. Der er de alle sammen genetisk set i familie med hinanden. Men det ligger meget langt fra, hvad vi mennesker vil forstå ved familieliv. Der bliver heller ikke i nogen som helst krog leget far, mor og børn. Det er en kæmpefabrik med tusindvis af arbejdere. De kan reproducere sig og i al evighed lave nye myretueverdener. Man kan godt sammenligne det moderne og såkaldt civiliserede samfund med en stor myretue. Højhuse, motorveje, fabrikker og kontorer med millioner af programmerede mennesker. Samfundet er organiseret som en myretue i den forstand, at der et eller andet sted synes at ligge en plan, der i alt fald ikke er vokset ud af to menneskers kærlighed og familiedannelse. Mennesket er et væsen, der både lader sig styre af kærlighed og intelligens. Og de to ting kan naturligvis gå op i en højere enhed, men lige så vel modarbejde hinanden. Det sidste kan man ane mellem linjerne, når en moderne avis udskriver en kronikkonkurrence med det på en gang friske og fortærskede spørgsmål: Hvad skal vi med familien? En romantiker som jeg får lyst til at sige, hvad fanden skal vi med en sådan avis? Vi kan da godt se sociologisk og politisk på det spørgsmål. Vi tager så intelligenssporet ind i materien og lader kærligheden ligge et øjeblik. Vores menneskelige myretue er indrettet som en fabrik, hvor der skal bestilles noget og produktionen vokse. Så må familien komme i anden række. I gamle dage kunne far så komme hjem til mor, ungerne, kødgryderne og hyggen. Her kunne far få kærligheden at føle, indtil han igen pudsigt nok skulle have mere kærlighed at føle på arbejde næste dag. I vore dage skal både far og mor på arbejde. Siden skal de hjem til hinanden, ungen eller ungerne, pizzabakkerne og hyggen. Hvor er så børnene, når far og mor er på arbejde? De er endnu ikke lavet, eller også er de sendt på arbejde for børn. Der bliver stadig lavet børn som i gamle dage - tankeløst, men kærligt. Mennesker uden uddannelse og arbejde forude kan få tid til at lave børn tidligt i livet. Og mennesker med uddannelse og arbejde giver sig til at regne på det hele, overveje og planlægge det med børnene. I mange børnefamilier er det så sådan, at far, mor og børn alle skal hjemmefra og på arbejde. Børnene skal til steder, hvor de enten kan få lov at udfolde sig frit som børn eller til steder, hvor de skal fortræne som små voksne til livet i myretuen. Der er ikke plads til her at uddybe, hvad vi og samfundet på godt og ondt tilbyder vore børn. Det var ellers nok en messe værd. Jeg vil dog slå fast med følsomme syvtommersøm, at børn ikke har det godt nok i det moderne samfunds maskineri. De har først og fremmest brug for kærlighed. Den kan stort set kun komme fra forældrene og ikke fra samfundet som sådan. To og to er fire. Der skal en mand og en kvinde til at få børn. Og børn behøver kærlighed. Kærlighed skaber mennesker, og mennesker skaber kærlighed. Er det så det vigtigste i hele verden? Ja! Men skal vi ikke have tag over hovedet og mad i kødgryderne? Skal der ikke bestilles noget? Skabes goder og værdier? Familien er det vigtigste sted og under de rette omstændigheder det eneste rigtige sted at grundlægge og udfolde kærligheden. Børn, der har kærlige forældre, bliver som regel selv kærlige mennesker - og sidenhen kærlige forældre. Familien er kærlighedens kilde - og omvendt. Jeg har vanskeligt ved at se, at der uden familier kan frembringes kærlighed i denne verden. Jeg kan i stor og skrækkelig angst forestille mig, at samfundet kan udvikle sig til en myretue, hvor det er magten og arbejdet, der sætter dagsordenen. Den forårsdag for længe siden, hvor Jette sad med sin dukke og sin dukkevogn på vattæppet i gårdens solskinshjørne, og hvor jeg stod udenfor i skyggen, mærkede jeg kærligheden snurre i mig. Jeg ville så gerne ind i varmen - ind til hende. Hun gav mig i stedet ud over vattæppets kant en madpakke i en dukketaske og sendte mig på arbejde. Da jeg efter min ensomme ventetid i den anden ende af gården kom tilbage til hjemmet, skulle drømmepigen op og have frokost. Hun kom ikke ned igen. Vattæppet i hjørnet var væk for altid. Jeg kom alligevel videre med mit liv denne forårsdag. Min skuffelse og sorg kørte med mig op i elevatoren til 5. sal. Her mødte min rigtige mor mig i et solfyldt køkken. Hun gav mig et glas mælk og en sammenlagt leverpostejmad. Jeg fortalte ikke, at vi nede i gården havde leget far, mor og børn. Det holdt jeg for mig selv. Jeg ved ikke, om det var, fordi jeg ikke kunne sætte ord på. Jeg tror, det var, fordi mine tanker indeholdt meget stærke følelser af kærlighed og skuffelse. Men dengang behøvede man i det hele taget ikke tale om noget, der bare altid var til. Et barn som jeg kunne aldrig finde på at sige, at det den dag havde været en fantastisk forårsdag, hvor solen fuldstændig havde drevet vinteren ud af gården. Jeg ville heller aldrig kunne finde på at sige, at det var godt, at jeg havde en far og en mor. Det havde jeg bare. Derimod kunne jeg måske hårdt presset af eftertænksomhed og ængstelse finde på at sige til min far eller min mor, at jeg var bange for, at de skulle dø. For et barn er familien i bedste fald det trygge sted, hvor man har nogen at holde sig til i den store verden. I værste fald er familien det sted, hvor man får dybe sår, hvis kærligheden er død. For et barn er familien overhovedet det allervigtigste sted. Når man stiller spørgsmålet: Hvad skal vi med familien, så kan man lige så godt spørge: Hvad skal vi med kærligheden?