Nu har Fogh igen stoppet en vigtig demokratisk debat: den om ulighed. Den ulighedsfremmende politik fortsætter, for som Venstres finansordfører udtaler om boligskatterne: »Det er nemlig dem, der er årsag til større ulighed, og vi har ikke tænkt at røre boligskatterne«. Fogh har indført en debatform som udhuler demokratiet. Den blokerer for belysning af sagerne, og den skaber politikerlede. Spin, forstået som professionel vejledning i at finde den gunstigste måde at takle medierne på, er ikke i sig selv problemet; det vil også være omsonst at kræve spin afskaffet igen. Hvis der findes en sejrrig kommunikationsstrategi, vil nogen jo finde den - og hvis den udhuler demokratiet, må vi bekæmpe det der gør den sejrrig, ikke bede politikerne vælge det ædle nederlag frem for den stinkende sejr. Det er os selv der giver den vindende debatform sejren. Vi har alle en anpart i aben. Det centrale i en demokratisk debat er at den skal belyse de relevante politiske valg, holdningsmæssigt og sagligt (og gerne også underholdende). Vi borgere mangler tid til at finde ud af hvad der sker, og hvordan vi skal forholde os til det. Vi ved fra hverdagen at det der umiddelbart ser tiltrækkende ud, ikke altid er det bedste. Det kan godt være at man tørster efter at give sin irriterende nabo (eller Saddam Hussein) tørt på; men inden man gør det, ved vi godt at det er smart at overveje hvad man får ud af det. Dertil behøver vi hjælp fra journalister, eksperter og politikere. Desværre har denne demokratiske proces fungeret ringe i den siddende regerings tid. Baggrunden er let at finde. USA viser vej (det gælder godt og skidt på de fleste områder). Bushregeringen formåede (i sine første år) nærmest at sabotere den politiske diskussion af alle emner hvor offentligheden har et vigtigt valg. Dette til trods for at Bush har gennemført de største politiske kursændringer siden Roosevelt. I stedet er trådt diskussioner af personer, enkeltsager og kampagnestrategier. De giver underholdning - men har meget lidt at gøre med de forestående politiske beslutninger. Jamen sådan er det bare, vil nogen sige. Det handler om markedskræfter, det vil sige hvad folk gider høre om. Er der så noget at gøre ved det? Det mener vi. Holdningerne til hvad der er smart, kan godt skifte. For eksempel var det engang trendy at bruge drabsmanden 'Jønke' som foredragsholder. 'Mit liv som morder' trak bedre end 'Kaninavl før og nu'. Men gradvis var det ikke så smart længere. Takket være blandt andre Lotte Heise og Erik Clausen, der meldte klart ud - dengang kun få turde fremstå som rockernes fjender. Så meget civilcourage kræver det ikke at ændre debatkulturen. Vi skal blot enes om at flytte fokus tilbage i retning af de politiske valg. Mere diskussion af politisk substans, færre undersøgelser af hvem der ser ud til at have en vinderstrategi, eller hvem der så kvajet ud hvornår. Og frem for alt: nultolerance over for amerikanskinspirerede strategier til at vige uden om relevante diskussioner og fakta. Vores bidrag i denne Kronik vil være at belyse nogle af de kommunikationstricks vi ikke synes bør accepteres. Det centrale som Foghregeringen synes at have lært af Bush, er netop de systematiske undvigemanøvrer over for ubekvemme argumenter - koblet med mistænkeliggørelse af folk der måske har sagkundskab nok til at trække dem frem. Fogh har ret i at der forekommer smagsdommeri under maske af sagkundskab. Men så gælder det om at skelne mellem de to ting - ikke bruge konstateringen som påskud for at ignorere hvad man ikke gider høre. Alt er større i Amerika, også regeringens indgreb mod ubekvem ekspertise; Bushregeringen har omskrevet videnskabelige rapporter om klimaet og ansat lobbyister for olie-, mine- og kemikoncerner i miljøadministrationen, mens Lillebror Fogh bare har givet særbevillinger uden om de sædvanlige kanaler til forskning i rivaliserende klimateorier og ansat Lomborg trods manglende videnskabelige kvalifikationer inden for miljøvurdering. Men parallellen er der. Den ses især med hensyn til forhold og argumenter man ikke ønsker at diskutere. Her er spillereglerne de sidste fire år ændret på en måde vi må have lavet om igen. Vedtagelsen af vor medvirken i Irakkrigen er et eksempel. Foghs hovedargument for dens folkeretlige legalitet var at den allerede var sanktioneret af tidligere resolutioner i Sikkerhedsrådet. Dette argument trak han op af en hat - eller ud af en telefonsamtale med George W. Bush? - få dage før krigen og undgik derved en rettidig debat om det. Regeringen havde ellers i ugevis sagt at den ville »følge FN-sporet« og fået os til at tro at man afventede en ny afgørelse i Sikkerhedsrådet. I den efterfølgende debat demonstrerede Fogh med flere en anden klassisk manøvre i uredelig debat - 'stråmanden'. Det er det Piet Hein kalder »at dutte folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå«. Krigsmodstanden blev besvaret som om den skyldtes en pacifisme der foretrak at lade først Saddam og nu terrorismen få frit spil. Dermed undveg Fogh bekvemt argumenterne om at krigen var en uklog beslutning. Mønstereksemplet på den nye debatpraksis er finansminister Thor Pedersen. Blandt overfloden af manipulationseksempler er der ét som både skabte forvirring om regeringens politik og om fakta. I efteråret 2004 var der, op til folketingsvalget, debat om antallet af offentligt ansatte. Modsat traditionel VK-holdning var regeringen nu stolt af at der i dens tid var ansat flere i det offentlige. Det stod både i avisannoncer og på Venstres webside, og Thor Pedersen slog det fast ved tredjebehandlingen af finansloven. Men faktisk var antallet konstant i VK-regeringens tid. Det konstaterede flere fremtrædende økonomer over for Ritzau. Nok var tallet steget noget i løbet af 2001 - men det kunne VK-regeringen næppe have del i, eftersom den først kom til sidst i november det år. Thor Pedersen forsvarede, trods al fornuft, regeringens udlægning (at medregne udviklingen i hele 2001) som »uafviselig og matematisk evident«: »Man kan ikke sige 2002. Det er jo det glade vanvid. Vi tiltrådte, og vi har taget ansvaret for de gode og knap så gode elementer siden da. Sådan er det. Så kan man ikke komme og sige, at vi ikke havde ansvar det første år, så har der været et år uden regering. Det er ikke rigtigt, vi blev da udnævnt af dronningen« - osv., ud over stepperne (citat fra Politiken 30. december 2004). Thor Pedersen er også skamløs når det gælder at 'svare' uden at svare. Han leverede et ud af mange skoleeksempler 5.12.2004 i Deadline, hvor han diskuterede med overvismand Peter Birch Sørensen: Interviewer: »Thor Pedersen, Finansministeriet skrev her tirsdag i en pressemeddelelse at vismændene bakker op om regeringens finanspolitik. Hvor i Vismandsrapporten finder du belæg for den overskrift?«. Pedersen: »Det finder jeg i teksten«. Og derpå atter ud over stepperne: »Det er sådan at regeringens finanspolitik, det er 2010-planen, og den understøtter vismændene også, og det er jeg meget tilfreds med«. Ærligt talt - skal vi finde os i det? Tænk hvis danske skoleelever der bliver spurgt »Hvor i teksten finder du det?«, kunne nøjes med at svare »Det finder jeg i teksten« - og derpå gentage deres påstand. Så kunne vi for alvor bekymre os om faglighed. (En kommenteret udskrift af hele denne 'debat' findes på http://spinnesiden.dk/ThorPedersen-vismaend.php). Thor Pedersens verbale plattenslageri er et ekstremt eksempel på regeringens generelle informationspolitik. Et aktuelt tilfælde, som også giver mindelser om Bush, er spørgsmålet om forskningsbevillinger. Regeringen har bundet sig til Barcelonaerklæringen og gik til valg på at Danmark skulle globalt i front som videnssamfund. Faktisk er bevillingerne stagneret i regeringens tid. Men Fogh og Sander har ofte erklæret at de har skaffet mange milliarder til sektoren, og spørger man dem hvorfor bevillingerne så ikke er steget, siger de at SR-regeringen efterlod store huller som Foghregeringen måtte fylde ud. Den strategi har også Bushs rådgivere fulgt: Problemer skyldes Clintonregeringen. Sammenlign lige med ræsonnementet om offentligt ansatte: Dér tog VK-regeringen æren/ansvaret for hele 2001, altså også for noget af SR-regeringens tid. Med hensyn til forskningsbevillinger giver VK-regeringen derimod SR-regeringens budgetlægning ansvaret - endog for den kommende tid! Og når universitetsrektorernes formand argumenterer med at bevillingerne bør begynde at flyde nu for at kunne bruges ordentligt inden 2010 (jf. Barcelonamålet), kortslutter Fogh debatten med intimiderende grovheder som »piveri« og »klynk«. Fokusforskydningen væk fra irriterende fakta skyldes også nye og effektfulde verbale virkemidler. Igen synes forbilledet at være Bush. I hans taler, især op til og efter Irakkrigen, vrimler det med opildnende retoriske stilfigurer. Det gælder blandt andet følgende effekter - vi ser først eksempler fra Bushs Irakretorik, derefter fra Foghs landsmødetaler i 2004: Kraftfulde bogstavrim (markeret med store typer). Bush: »Be Confident. Our Country is strong. And our Cause is even larger than our Country« ... »Guided by conscience and Guarded by peace« ... »We respect the Faith of Islam, even as we Fight those whose actions deFile that Faith. We Fight, not to impose our will, but to deFend ourselves and extend the blessings of Freedom«. Fogh: »Når de andre er Billigere, så skal vi være Bedre« ... »om den studerende tager sin Uddannelse i Odense eller i Oxford ...«. Opremsninger med tre led. Bush: »to grieve together, to stand together, to serve each other and our country«. Fogh: »Bedre til at oprette nye arbejdspladser. Bedre til at skabe nye produkter. Bedre til at få nye idéer«. Rytmiske passager (rytmen er markeret med store typer). Bush: »to deFEND ourSELVES and exTEND the BLESsings of FREEdom«. Fogh: »VILjen til forANdring, er VEJen til TRYGhed«. Der er ingen tvivl om at disse klassiske virkemidler virker. De giver en følelsesmæssig oplevelse af en stærk, dynamisk, urokkelig leder. Og det virker som om Fogh har lært meget af Bushs ordfolk. Bushs første kommunikationschef, Karen Hughes, fastslog blandt andet at man burde undgå udsagnsord, fordi de handler for meget om handling, for lidt om følelse. Mange korte 'sætninger' uden udsagnsord er også blevet et stiltræk hos Fogh. Eksempler fra hans landsmødetale 20.11.04: »Forandring og fornyelse. Stille og roligt. Og hånd i hånd med tryghed«. »Arbejde og ansvarlighed. Tryghed og tillid. Overskud og optimisme«. Det smarte ved denne talestil er at man nævner nogle plusord, men ikke siger hvad man vil gøre. Ofte gør man nemlig - på de Områder hvor man Oratorisk hylder Overskud og Optimisme - ingenting. På Venstres landsmøde i november 2003 demonstrerede Fogh samtidig sin sans for bogstavrim og sin frigjorthed fra ubekvemme fakta, da han under begejstret jubel fortalte at »der er ikke en Frø, ikke en Fugl, ikke en Fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik«. Som blandt andre to eksperter fra Københavns Universitet fastslog på denne plads 4.8., er denne påstand - med deres ord - »vås«. Går den, så går den. Men synes vi egentlig den skal have lov til det? Nogle vil sige: Jamen når der ikke længere er ideologiske forskelle, så må man stemme efter hvem der gør bedst reklame for sig selv, og det gør Fogh. Men der er intet nyt i at partierne kæmper om midten og derfor ligner hinanden (når det er afklaret hvor midten ligger). Man kan tilsvarende påvise at hvis to butikker konkurrerer om samme kundegruppe, lægger de sig ikke i hver sin ende af byen (hvad der ville spare transportomkostninger), men ender begge midti; så kan konkurrenten ikke score kunder ved at flytte (nærmere mod midten). Fogh bruger strategien offensivt, hidtil med stort held. Han møver Socialdemokraterne ud i en periferi, så han kan beholde midten. Man ser her det tilsyneladende paradoksale at den underliggende polarisering bruges til at formindske banen. Polariseringen er mellem regeringen på den ene side og på den anden side en skrækvision af skatteplyndring, følgagtighed over for rigets fjender (terrorister nu, kommunister og kollaboratører før i tiden), fråseri på miljøområdet (Auken), åben ladeport for indvandrere osv. Socialdemokraterne kan ikke få samme styr på kommunikationsstrategien: Uanset hvad Helle Thorning-Schmidt siger, er der altid en socialdemokrat der siger noget andet som hjælper Fogh til at genudsende skrækvisionen og selv beholde midten. Også her er parallellen til USA slående: Hos republikanerne har total Bushloyalitet næsten til nu været kriteriet for at være en god amerikaner; demokraterne frygter at fremstå som uamerikanske og kan ikke samles om noget. Selvfølgelig drejer det sig ikke kun om debatkultur, men også om holdninger. Der er jo også en politisk stillingtagen, en værdikamp, i Foghs antiintellektualisme og efterligning af Bush, og skattestoppet er en lillebror til Bushs skattelettelser til de rige (som han har solgt under foregivende af at de begunstiger de fattige). Men modsat de manipulationer vi har diskuteret, er gennemførelsen af den politik som Fogh åbent gik til valg på, ikke blot demokratisk set o.k. (naturligvis), men endda en styrkelse af demokratiet. Han har vist at det kan gøre en forskel hvem man vælger, og det er et politisk kunststykke at han i så høj grad har fået skatte- og udlændingestop gjort til midterstandpunkter. Vi stemmer ikke på Fogh, som man måske nok har gættet, men vi respekterer ham på de punkter hvor han siger hvad han gør, og gør hvad han siger. Lad os også få en regulær debat af miljønedskæringer, stagnation på forsknings- og uddannelsesområdet, skattestoppet (som tillige er nedskæringer og forgyldning af husejerne) og den problematiske Irakkrig. Det er meget tænkeligt at vælgerne er så glade for udlændinge- og skattestoppet at det ikke gør nogen forskel - men den skamløse omgang med kendsgerninger må vi af med. Nu er Michael Kristiansen, Foghs mediestrateg, gået af. Bush er i svære vanskeligheder. Karl Rove, Bushs kampagnegeneral, der i årevis har kastet mudder på andre, har måske ramt sig selv. Mon ikke det er et godt tidspunkt til at tage afsked med den debatkultur som svarer til betegnelsen 'Bush light'?