I frisindets og tolerancens land ses forbud og restriktioner oftest som noget negativt. Det behøver de ikke at være. F.eks. er færdselsregler forudsætningen for at kunne regulere menneskelig adfærd i trafikken, så den ikke skader andre, ligesom undervisningspligten er en forudsætning for kunne blive en deltagende medborger. Trafik og undervisning anses ikke for at tilhøre privatlivet, det gør derimod seksualitet, forplantning og - i dette tilfælde homoseksuelt - forældreskab. Her bevæger vi os ind på et følsomt område, fordi det vedrører de allerinderste og mest sårbare zoner. Forældreskab kan imidlertid aldrig være et privat anliggende, eftersom børnene er samfundets kapital, og vi har pligt til at sørge for, at deres udviklingsbetingelser er optimale. Vi vil gerne tematisere spørgsmålet: Er homoseksuelt forældreskab en god idé? Spørgsmålet er topaktuelt, fordi Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en henvendelse til Det Etiske Råd (17. december 2004) anmodede rådet om en udtalelse angående loven om kunstig befrugtning, som eventuelt skal indgå i et udkast til et lovforslag. Et lovforslag, som lægger op til i højere grad at ligestille heteroseksuelle og homoseksuelle i forhold til forældreskab. Men er forslaget nu også en god grundtanke? Hvor ville det være dejligt nemt og bekvemt at svare: Ja, det er en glimrende idé af en række særdeles gode grunde, der er blevet anført i debatten. Folks seksuelle orientering rager ikke andre end dem selv. Homoseksuelle kan i dag allerede adoptere partnerens biologiske børn. Ligesom det er en udbredt antagelse, at homoseksuel observans ingen indflydelse har på forældreskab og egnethed til at opdrage børn. Tolerance over for minoriteter er en dyd, diskrimination det modsatte. I Holland har de homoseksuelle retten - hvorfor så ikke i Danmark? Homoseksuelle kan langt om længe blive ligestillet med heteroseksuelle og dermed trække lesbiskes adgang til kunstig befrugtning med i kølvandet. Ved en nøje gennemgang af samtlige argumenter viser det sig imidlertid, at de tegner en ensidig vinkling på spørgsmålet, nemlig de voksnes ret til et barn på bekostning af børns behov og børns interesser. Vi vil gerne sætte spørgsmålstegn ved den indfaldsvinkel til børn, der handler om de voksnes behov, de voksnes ønsker og de voksnes interesser. Et perspektiv, som gør børn til forbrugsgoder. Sandt nok har mange heteroseksuelle familier ikke noget at prale af med hensyn til børneomsorg, der tit er identisk med massiv institutionalisering: først vuggestue- og børnehaveophold, siden fritidsordning efter skoletid. Men de familier har én ubestridelig fordel: De repræsenterer 'normaliteten'. Og for børn er det ikke bare vigtigt, det er helt og aldeles afgørende for trygheden ikke at skille sig (for meget) ud fra gruppen, og at familiens præferencer ikke er for 'skæve' i forhold til omgivelserne. Prøv at overveje følgende: Hvordan vil det være for en lille dreng fra Korea at blive adopteret af et homoseksuelt par i Danmark, hvor han som teenager og voksen vil skille sig ud på fire områder: 1) sin hudfarve, 2) sin lavere højde, 3) sin identitet som bortgivet af de biologiske forældre og 4) sine homoseksuelle forældre. Spurgt klicheagtigt: Hvad er barnets tarv? Svaret vil selvsagt altid bero på en vurdering. Fortolkninger er imidlertid ikke det samme som den rene relativisme. FN's erklæring om barnets rettigheder giver således børn ret til, så vidt muligt, at kende og vokse op med begge deres forældre. Det er almenpsykologisk set optimale udviklingsbetingelser, hvis forældrene altså opfører sig ansvarligt. Til trods for de senere års opkomst af nye familieformer vil barnet konstant blive påvirket kulturelt med, at forudsætningen for et barn er et kærlighedsforhold betinget af en han og en hun. Han-hun er således ikke alene et biologisk faktum, men et kulturelt, som barnet dagligt vil blive konfronteret med i omgivelserne og gennem tekster, billeder, film, internet mv. Kernefamilien med en han og en hun er den mest hyppige organiseringsform omkring menneskelig yngelpleje. Kernefamilien er den form, som traditionelle samfund udvikler sig hen imod, når de bliver velhavende nok, og de unge ikke undertrykkes. Det er sikkert, fordi denne måde at organisere sig på giver naturlig mulighed for reproduktion af nye samfundsmedlemmer. Desuden giver kernefamilien både rollemodeller til drenge og piger samt forståelse for det modsatte køn, som afkommet engang selv skal reproducere sig med. Endelig er kernefamilien den familiemodel, der giver mest individuel frihed. Men hvad med et synspunkt, såsom at anderledeshed kan give styrke? Forskning i social arv viser jo også netop, at det tit går godt med efterkommerne i 'skæve' familier. Ja, men der er også belæg for, at anderledeshed ofte skaber isolation og smerte, som børnene vel at mærke holder for sig selv. Det er almenviden hos (skole)psykologer og socialarbejdere, at barnet beskytter sine forældre mod udstilling og spot og heller ikke vil bekymre sårbare forældre med egne problemer. Så hvad med det barn, der i forvejen er udsat ved at være blevet revet væk fra sine bio-forældre og kulturelle baggrund? Det er vel efterhånden 15-20 år siden, at homoseksualitet blev pillet ud som psykiatrisk diagnose i de internationale sygdomsklassificerende systemer. Betyder det så, at homoseksualitet er en del af variationen inden for det normale? Nej, det gør ikke, for selv om homoseksualitet er almindeligt, så kan den ikke kategoriseres som normal. Homoseksualitet er en afvigelse fra det normale, hvor forelskelsens ærinde er at skabe tillid og sammenhold omkring en videreføring af arten. Den tyske professor i sexologi Gunther Schmidt mener, at et menneskes psykoseksuelle udvikling til at blive et seksuelt væsen med 'samlejets slutlyst' er meget kompleks. 'Samlejets slutlyst' betegner det ikke-perverse menneske. Kompleksiteten gælder også afvigelserne. At tro på et bøssegen og kun lede efter entydige biologiske forklaringer på denne afvigelse vil derfor være naivt. Omvendt så anerkender vi ikke påstanden om, at kvinder og mænd er sociale konstruktioner uden essens. Børn fødes nemlig med både en kønnet krop og driftsretning. Kvinder er naturligt gearet til at være tiltrukket af mænds særlig kønnede lugt, kropsform og fremfærd og vice versa. Individets behovshistorie, relationshistorie og kønshistorie bestemmer imidlertid dets seksuelle udvikling og dets personlighed. Derfor er det vor hovedantagelse, at homoseksualitet opstår i individets psykoseksuelle udvikling. Vi drister os til at fremsætte den tese, at valget af samme køn-objekt for seksualdriften kan karakteriseres som en neurotisk forsvarsmekanisme, altså et valg, der hæmmer fremkomst af angst. Og vel at mærke angst, der har sit udspring i det kønslige, derfor bliver symptomet også seksuelt. Udviklingen er endt med en personlighed, der ikke magter 'interaktionsomkostningerne' ved at fungere med et anderledes køn. For det meste udfolder neurosen sig bærligt og på en måde, som kun involverer voksne i enighed. Men et synligt resultat af den unormale seksualiserede konfliktløsning er bl.a. den voldsomme afsky for de kønsorganer, som individet naturligt må i nærkontakt med, såfremt arten skal overleve. En nærkontakt, som homo sapiens har forudsætninger for at opsøge og nyde i det modsatte køn. Det unormale ved homoseksuel afvigelse er således, at der ikke et eneste sted i verden eksisterer en mand, som den udelukkende lesbiske vil føle sig kropsligt tiltrukket af. Tilsvarende vil der ikke findes en kvinde, som bøssen er kropsligt tiltrukket af. Det er for længst videnskabeligt fastslået, at mænd og kvinder som kategorier kan føle og tænke på samme vis og dermed udføre de samme kognitive og omsorgsgivende opgaver. Følgelig er personens menneskelige egenskaber ikke betinget af biologisk køn. Med andre ord: En hvilken som helst karakter og type findes hos begge køn. Lesbiskes fravalg af mænd som livspartnere kan derfor ikke tilskrives mænds psykologi eller mentalitet. Det er den mandlige krop, der frastøder. Men er det ikke betænkeligt, at kvinder, som har modvilje over for mænds kroppe, kan komme i en situation, hvor de skal opdrage et drengebarn? Kan man forestille sig, at disse mødre vil beundre hans kønnede krop? Støtte og anerkende hans psykiske udvikling til at blive en seksuelt aktiv mand, der rører ved kvinders kønsdele? Vi anser drengens psykoseksuelle udvikling for truet i et sådant miljø. Tilsvarende: Er det betryggende for en piges psykiske udvikling at vokse op hos kvinder, der har en neurotisk betinget aversion mod kønnenes naturlige omgang? En del lesbiske ønsker sig gravide. At blive mor eller med-mor giver selvfølgelig også kropslig intimitet med det lille barn, en fysisk nærhed, som alle mennesker har et naturligt behov for. Men med tanke på, hvordan børn bliver til, ønsker de lesbiske altså lægehjælp til at blive mødre. For at nuancere debatten vil vi gerne henvise til yderligere viden om anderledeshed i adoptionsfamilier. Det drejer sig dels om, at (for mange) udenlandske adopterede unge kvinder over for formanden for Hvem Er Jeg? - Foreningen for Voksne Adopterede tidligere har berettet om erfaringer med seksuelle overgreb fra adoptivfædre. Det er formentlig en del af det kompleks, som ph.d.-stipendiat på Danmarks Pædagogiske Universitet Lene Myong Petersen er ved at afdække. I et foredrag i maj i år om 'Nye familieformer' kunne hun f.eks. berette, at de udenlandske adopterede piger udsættes for en opfattelse af at være mere seksuelt interesserede og udfarende, end de rent faktisk selv føler sig, og modsat for drengenes vedkommende. Denne tendens beskrives også i det svenske materiale, der lå til grund for det svenske kommissionsarbejde om ændringer af adoptionsreglerne i 2003. Endvidere drejer det sig om adoptivforældres reaktion på deres adopterede børns spirende kønsliv. De fleste af de heteroseksuelle par, der adopterer for at opnå det eftertragtede forældreskab, har enten biologisk ikke kunnet reproducere sig selv, eller også er deres seksualpraksis således, at befrugtning ikke kan finde sted. Det viser sig så, at adoptivforældrene ofte har problemer med følelsesmæssigt at acceptere de unges pubertet og kønslige udfoldelser. Den reaktion opstår, fordi minderne om deres egen fiasko med at reproducere sig selv på naturlig vis og seksuelle traumer hos adoptanter reaktiveres. En del adoptivforældre hæmmer således (ubevidst) deres barns udfoldelse i et normalt kønsliv. Vi ser ingen grund til at antage, at denne problematik skulle mindskes eller bortfalde i homoseksuelle familier. Og vi ser nye vanskeligheder: Hvordan mon en maskulin svigersøn vil blive modtaget hos det lesbiske par med en datter? Hvordan skal pigen, der vokser op hos et bøssepar, lære at værdsætte sin kvindelighed? Vi vil plædere for i stedet at anskue problematikken i børnehøjde, og det er ikke i børns interesse at skulle agere i eller endog kompensere for det ikke-normale. Her følger en række yderligere facetter, der kan perspektivere diskussionen om det hensigtsmæssige i at sidestille heteroseksuelle og homoseksuelle i forældreskab: Det homoseksuelle liv ligner sjældent det heteroseksuelle. Det er f.eks. kendetegnet ved, at lesbiske kvinder generelt lever et mere indadvendt, ekskluderende, 'stammeagtigt' liv end hetero-kvinder. Kort sagt, lesbiske færdes i mindre og på forhånd kendte cirkler. Mange lesbiske har ikke blot aversion mod det modsatte køn, men også mod seksuallivet og egen krop, og lever derfor helt eller periodisk aseksuelt. Det er meget udbredt, at lesbiske med børn omgås andre lesbiske med børn og i mindre grad jævnaldrende hetero-familier. Det er også ret almindeligt i et lesbisk parforhold, at en af parterne har været ramt af eller plages af andre psykiske symptomer end aversion mod mænd. Nogle påtager sig en mandlig kønsidentitet, og nogle knytter sig for tæt (symbiotisk) til deres barn, så barnets udvikling af individualitet og selvstændighed stækkes. Den forlængede symbiose med barnet kan selvfølgelig også forekomme hos hetero-kvinder. Hos de homoseksuelle mænd er der især to bevæggrunde til det ønskede faderskab, som vi ikke mener at have hørt hos hetero-mænd, der ønsker børn. En del fremfører, at et barn vil gøre dem mere ansvarlige og omsorgsfulde. Sådanne tanker kan udspringe af det mere selvoptagede, overfladefikserede fest i gaden- og promiskuøse liv, som bøsser i langt større antal fører i forhold til heteroseksuelle, jævnaldrende mænd. I det hele taget er meget bøsseliv præget af mange skift og impulsivitet, når det gælder sexpartner, bolig og erhverv. Mange fremfører endvidere, at de gerne vil have et barn, for de vil gerne modtage den ubetingede kærlighed, som kun et barn kan give (jf. Panbladet august 2005). Bøsserne siger, at det er vigtigt for barnet også at have en mor, hvilket vel også er et befordrende udsagn, hvis man(d) vil have adgangsbillet til at lave et barn. Mange lesbiske derimod søger via annoncer i homo-tidsskrifter sæddonorer, der slet ikke skal tage del i omsorg for og opdragelse af barnet eller kun i korte glimt skal optræde i barnets liv. Lesbiskes udtalelser og adfærd peger på markant mange fravalg af en far for barnet. Det hænger selvfølgelig sammen med, at de anser livet for bedre, hvis man undgår at blive konfronteret med mænds tilgang til verden. Samtidig er det ikke truende for lesbiskes mulighed for moderskab at sige højt, at far kan undværes, for lesbiske kan købe sig til sæd fra anonym donor. Samfundsøkonomien er et anliggende, der nødvendigvis må overvejes, idet det koster adskillige ressourcer at gennemføre 'ligestilling' i form af inseminationer og adoptioner hos medborgere, der fysisk set kan reproducere sig selv. Hertil kommer, at hvorfor skulle ønsket om 'ligestilling' dog stoppe ved insemination af lesbiske kvinder og adoption? Næste krav kunne lyde på, at enlige mænd 'naturligvis' også vil adoptere, ligesom enlige kvinder kan i dag. Denne fordring kunne igen blive fulgt op med, at homoseksuelle mænd vil kræve at få doneret æg og en betalt rugemor til at bære deres barn frem til fødsel. For samfundet skal vel ikke diskriminere mellem kvindelige og mandlige homoseksuelle?