For 70 år siden i dag, 25. september 1935, så Karen Blixens 'Syv fantastiske fortællinger' dagens lys. På dansk vel at mærke. For på dette tidspunkt havde amerikanske og engelske og svenske læsere allerede i over et år kunnet læse de fantastiske fortællinger - i USA og England under titlen 'Seven Gothic Tales' og i Sverige under titlen 'Sju romantiska berättelser'. I de syv årtier, der er gået siden da, er Blixens 'Syv fantastiske fortællinger' blevet stående som et hovedværk i dansk litteratur. Men det skulle samlingen aldrig have været, hvis det havde stået til forfatteren. Hvis det var gået sådan, som Blixen havde regnet med, var den aldrig blevet en del af dansk litteratur - ja, den ville slet ikke have eksisteret som et originalt værk på dansk. »Jeg har hele Tiden tænkt mig, at den Bog kunde ikke gaa i Danmark, ellers vilde det selvfølgelig have været lettere for mig at skrive den paa dansk, selv om jeg godt kan skrive engelsk«, fortalte hun i et interview i Politiken 1. maj 1934. Forklaringen på, at samlingen aldrig ville kunne gå, var ifølge Blixen, at det danske publikum var for forvænt med socialrealistisk litteratur og for uvant med fantastisk litteratur. Den passede ikke ind i de forestillinger, som Blixen havde om, hvad man yndede at læse i Danmark i 1930'erne, hvor det store tema i litteraturen var »en lille mand«. Danske læsere ville have bøger »med Mening i«, mente Blixen, som derfor havde valgt at satse på det engelsksprogede bogmarked. Det var højt satset, men det lykkedes. 9. april 1934 udkom 'Seven Gothic Tales' på forlaget Random i New York og blev en succes med det samme, rost af anmelderne og købt i store oplag af publikum. Blixen blev allerede med denne samling et navn inden for verdenslitteraturen, hvilket kun har været en håndfuld danske forfattere beskåret. Går den i New York, går den som bekendt alle vegne, måske endda i Danmark. Oven på den store amerikanske succes besluttede Blixen sig alligevel for at udgive sine fantastiske fortællinger på dansk. I hendes egen gendigtning. Først havde hun ønsket sig, at forfatteren Valdemar Rørdam skulle foretage en oversættelse af hendes engelske værk, men det blev droppet igen. (Gad vide, hvilke pletter det ville have sat på værket for eftertiden, hvis Rørdam - nationalskjalden, der senere blev nazist - havde fået tjansen?). Derfor blev det Blixen selv, der kom til at fordanske fortællingerne, således at de kunne komme ud i hendes hjemland - halvandet år efter udgivelsen i USA og således for 70 år siden i dag. Set i bakspejlet er det selvfølgelig mærkværdigt og ikke så lidt fantastisk, at denne samling slet ikke skulle have været et dansk værk og så er endt med at gøre fyldest som et dansk hovedværk, hvilket blev understreget for tre år siden, da teksten blev genudgivet under ledsagelse af dronning Margrethes découpager. Men Blixens disposition er også bemærkelsesværdig af en anden grund, som har at gøre med værkets indhold. Nemlig at flere af de 'Syv fantastiske fortællinger' faktisk »handler om Danmark«. Det siger Blixen selv i sine korte forord til den danske udgave. Godt nok handler fortællingerne ikke om det Danmark, som Blixens læsere i mellemkrigstiden levede i, men om Danmark i guldalderen godt hundrede år tidligere. I sine 'Breve fra Afrika' ironiserer Blixen over, hvordan hun var ved at udvikle et »Sværmeri for Danmark i den første Del af det 19'ende Aarhundrede«, som hun skrev til sin mor i 1924. Dette »Sværmeri« er en rød tråd i fortællingerne. Et par af dem foregår i Danmark i dette tidsrum, men alle trækker de på historiske referencer til tidligere perioder og begivenheder i danmarkshistorien. Og ikke nok med det. Den danske litteraturhistorie er også på spil i fortællingerne, der vrimler med skjulte citater og genbruger motiver af Ewald, Blicher, H.C. Andersen og Goldschmidt, som med overlegen lethed er flettet sammen med verdenslitteraturens klassikere - med Bibelen, Shakespeare og Cervantes, for eksempel. 'Syv fantastiske fortællinger' har altså i høj grad noget med Danmark at gøre. I forordet til den danske udgave fortæller Blixen, at »Gennem hele Bogen er danske Navne og Stednavne, Beretninger af Danmarks Historie og Citater af danske Digtere brugt meget frit. En stor Del af 'Syv fantastiske Fortællinger' er tænkt, og noget af den er skrevet, i Afrika, og de Steder i min Bog, der handler om Danmark, maa tages mere som en dansk Emigrants Fantasier over danske Temaer end som noget Forsøg paa Virkelighedsskildring«. En dansk emigrants fantasier over danske temaer - sådan beskrev altså Blixen selv sine »fantastiske Fortællinger«. Det var til dels en bog om Danmark, men den var ikke skrevet på dansk, og den var ikke tiltænkt danske læsere. Det må siges at være usædvanligt for et hovedværk i dansk litteratur. Dét, at 'Syv fantastiske fortællinger' ikke var skrevet til danske læsere, har sat sit præg på selve teksten. De er fortalt på en særlig måde - ud fra en formel, som Blixen kun i en enkelt senere fortælling afveg fra. I hendes historier optræder der nemlig altid en overordnet fortæller, som ikke har noget at gøre med de begivenheder, der fortælles om. En fortæller, som synes at befinde sig langt på afstand af dem i tid og rum. En fortæller, som på den ene side er velbevandret i de lokale historiske forhold, men som på den anden side formidler denne viden videre som noget fjernt og eksotisk - som en baggrund, der ikke nødvendigvis deles af læseren. Tag for eksempel begyndelsen på 'Syndfloden over Norderney', den midterste af de 'Syv fantastiske fortællinger', der lyder sådan her: I Begyndelsen af forrige Aarhundrede kom Badesteder ved Havet paa Mode, og det endog i de Lande i Norden, der hidtil havde set til Havet som til den Onde selv, Menneskets kolde og graadige Arvefjende. Hvis man hørte denne sætning løsrevet fra sin sammenhæng og så bort fra den sidste poetiske ledsætning, kunne det være indledningen på et kulturhistorisk værk om den rekreative betydning, som strandliv fik blandt borgerskabet i begyndelsen af 1800-tallet, og de nye former for turisme, denne udvikling medførte. Det stilles frem som en international udvikling, som altså også fandt sted i vores lille hjørne af verden, i Nordeuropa. Det er dermed et globalt perspektiv, der lægges an i denne indledning, som ender med at zoome ind på det lokale område, hvor fortællingen skal foregå. Bemærkninger, som den jeg har citeret her fra 'Syndfloden over Norderney', er der mange af i de 'Syv fantastiske fortællinger'. De tjener til at føre internationale læsere ind i den tid og det lokale rum, som fortællingerne foregår i, men de bidrager i høj grad også til at etablere den ejendommelige eksotiske atmosfære, som findes i fortællingerne. Det er et fremmed, ja næsten antropologisk blik, 'Syv fantastiske fortællinger' kaster på det land og den kultur, som forfatteren selv er vokset op i. »Det er, som om man i Versailles fandt hensat et Interiør fra Folkemuseet i Lyngby. Danish Export-Beer, Danmark, vor Moder, internationaliseret«, skrev Hans Brix i sin anmeldelse af 'Seven Gothic Tales'. Det var vist ikke helt positivt ment, men netop dette internationale blik på det hjemlige har været en af fortællingernes helt store attraktioner. Denne særlige måde at skrive på hænger altså sammen med den udenlandske læserskare, som Blixen skrev til. Men den kan også ses i sammenhæng med den situation, som hun selv befandt sig i, da hun begyndte at digte fortællingerne - sådan cirka syv tusinde kilometer væk fra sit hjemland, på kaffefarmen i Kenya, ved foden af Ngong Hills. Der blev grundstenen til 'Syv fantastiske fortællinger' lagt. Hvorfor, kan man spørge, har Blixens tekster haft international gennemslagskraft? Det har de blandt andet, fordi de så indgående og intelligent beskæftiger sig med et spørgsmål, som er blevet mere og mere påtrængende og besværligt at have med at gøre i den moderne verden, nemlig spørgsmålet: Hvem er jeg? Blandt Blixens læsere er der bred enighed om, at identitetsproblematikken er forfatterskabets centrum. Hendes fortællinger drejer sig især om identitet, det vil sige spørgsmålet om, hvad det er for nogle forhold og erfaringer og fortællinger, som man bruger, når man skal forklare, hvem man er - både over for andre og over for sig selv. I en af Blixens 'Sidste fortællinger', 'Kapitler af romanen Albondocani', er der en klog kardinal, Salviati, der træder frem og kalder spørgsmålet Hvem er jeg? for »Menneskehjertets dybeste Nødraab«. Det er dette nødråb, som genlyder i stort set hver eneste af hendes fortællinger. Der kan gives mange historiske grunde til, at identitetsspørgsmålet er blevet så vigtigt i den moderne verden. Dem vil jeg ikke sige noget om her, men jeg vil i stedet pege på en geografisk grund til, at dette tema blev så stort og så vigtigt i netop Blixens forfatterskab. Det er nemlig samtidig en forklaring på, at aktualiteten af Blixens 'Syv fantastiske fortællinger' fortsat er uformindsket her 70 år efter. I det interview, som Politiken bragte i 1934 efter udgivelsen af 'Seven Gothic Tales', gjorde Blixen opmærksom på, »at ikke een Forfatter i den moderne danske Litteratur, heller ikke den social-realistiske, er kommet ind i sit Forfatterskab gennem et saadant Engagement, som jeg havde i 20 Aar i Afrika«. Hvor afgørende dette »Engagement« har været for Blixens måde at komme ind i sit forfatterskab på - og for den distancerede synsvinkel, som findes i fortællingerne - får man et glimt af i et foredrag, som hun holdt ved Lunds Universitet i november 1938, lige efter udgivelsen af 'Den afrikanske farm'. I foredraget, der blev holdt under overskriften 'Sorte og hvide i Afrika', fortalte hun både om de indfødte og om de forskelle mellem deres kulturer og hendes egen, som hun havde konstateret, men hun gjorde også noget andet og langt mere bemærkelsesværdigt. Hun lånte nemlig også de indfødtes fremmede blikke til at se på sig selv og sin egen kultur med. »Mange Mennesker har skrevet deres Iagttagelser om de Sorte ned og har givet os et Billede af dem, saa nu vil jeg søge at finde de Sortes Billede af os. Hvordan lyder Afrikas Dom over os? Hvordan ser vi ud i de Sortes Øjne?«, spurgte hun. Dette spørgsmål stillede Blixen til en forsamling af unge studerende. Da hun talte for dem, levede hun sig ind i den situation, som de befandt sig i. Måske ville de, når de var færdige med deres uddannelse, rejse væk fra Sverige og langt ud i verden, ligesom hun selv havde gjort. Måske ville de der gøre »en mærkelig Erfaring«, som hun kaldte det. Nemlig at omverdenen ikke længere forstod og automatisk bekræftede den identitet, som hun havde med hjemmefra og ellers havde taget for givet: Det vil hænde Dem, ikke alene at Deres Omgivelser forandrer sig og er fremmede og ukendte, hvorhen De saa vender Dem, men at De selv forandrer Dem, i Deres egne Øjne, saa at De ender med at spørge: »Hvem er jeg? Hvordan ser jeg ud?«. Saa længe man er Barn i sit Hjem, saa kommer dette Spørgsmaal ikke for; alle ens Omgivelser kan besvare det, de er enige, og deres fælles Dom er i Almindelighed Basis for vor Vurdering af os selv.

Men en Dag kommer man til et Folk, der har andre Øjne at se os med ... Hvis man fortæller dem, at man kommer fra Lund, saa siger det dem ingen Verdens Ting; hvis man siger, at man kommer fra Sverige, saa siger det dem ingen Verdens Ting. Hvis man meddeler dem, at ens Fader er Direktør eller Biskop eller Oberst, saa siger det dem ikke noget, for de ved ikke, hvad en Direktør eller en Biskop eller en Oberst er. De ved ikke engang at De er høflig, naar De tager Hatten af, og fin, naar De er i Kjole og Hvidt. Og imens De da saa at sige Stykke for Stykke lægger Deres sociale og intellektuelle Habitus af, saa gaar det langsomt op for Dem, at denne vel heller ikke i Virkeligheden er Deres sande, egentlige Væsen, men der maa blive noget tilbage, naar den forsvinder.

Hvem er jeg saa, naar jeg ikke længere er den Person, som jeg hidtil har gaaet og gældt for? Da maa det nærmeste Svar blive: et Menneske. Som et Menneske, ene og alene, mødes De med de mørke, primitive Mennesker. Denne udtalelse er en nøgle til forståelsen af Karen Blixens forfatterskab. Den kobler nemlig hovedspørgsmålet i forfatterskabet, Hvem er jeg?, sammen med en erfaring, som Blixen selv havde gjort sig i Afrika - en erfaring, der var så skelsættende, at hun ligefrem omtaler den som »en slags Aabenbaring«. Det havde været »en slags Aabenbaring« for Blixen at blive omplantet blandt mennesker, som ingen forudsætninger havde for at forstå de sociale koder, der hidtil havde defineret hendes identitet. I kraft af dette kulturmøde kom hun til at se på sig selv som en fremmed. Hun opdagede langsomt, at de kategorier, som hendes identitet havde været forankret i, var bundne til en kultur, og at denne kultur ikke var den eneste i verden. »Og jeg kan sige at den var en stor uventet Lykke, en Befrielse«, fortæller Blixen: »Her kunde man da endelig engang give Fanden i alle Konventioner; her var en ny Slags Frihed, som man hidtil kun har haft i Drømme. Det var som at komme ud og svømme, hvor man kan strække sig i alle Retninger, som at komme op og flyve, hvor man synes at man har lagt Tyngdeloven bag sig«. Blixens foredrag i Lund leder os på sporet af, hvor det antropologiske røntgenblik, der findes i hendes fortællinger, kom fra. Det var ét, der blev skænket hende af de »fremmede Øjne«, som betragtede hende i Afrika. Det er dette blik, som på en måde er blevet genskabt i hendes fantastiske fortællinger, der også ser på den europæiske og danske kultur, som Blixen er vokset op i, med fremmede øjne. Fortællingerne er fantastiske, ikke mindst fordi de formår at fremkalde en opløftende frihedsfølelse, som svarer til den, Blixen beskriver i foredraget, en slags ophævelse af den kulturelle tyngdelov. Kulturmødet i Afrika er således tæt integreret i Blixens måde at skrive på, også når hun ikke skriver om Afrika. Ja, man kan ligefrem se på hendes fortællinger som litterære genopførelser af den eksistentielle udfordring, som hun havde mødt i Afrika, hvor hun »ene og alene« havde stået ansigt til ansigt med mennesker, der var så anderledes og alligevel ikke væsensforskellige. Derfor er 'Syv fantastiske fortællinger' fortsat vedkommende læsestof her 70 år efter, hvor en ny globaliseringsbølge ruller af sted. De forbereder nemlig nænsomt deres læser på at være fremmed og måske endda også på at blive fremmed for sig selv . Det kan man øve sig på ved at læse Blixens fantastiske fortællinger. Man lærer netop som læser af Blixen at sætte spørgsmålstegn ved sin »sociale og intellektuelle Habitus«, som hun kalder det, samtidig med at hun indgyder tillid til, at der bliver »noget tilbage«, når man har gjort det. Ikke mindst det sidste er vigtigt.