0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mit Tyskland

Tyskland, som går til valg i morgen, er en matrice for hele det tyvende århundrede og for det menneskelige i dets mest vansirede, forrykte, kloge og skønne skikkelser. Det kan virke trykkende, men også præcis det modsatte. Sådan er det i hvert fald for kronikøren, der er journalist og forfatter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Om sommeren holdt vi til i Sandager, tæt ved Rinkenæs. Fra huset på toppen af skrænten kunne man kigge ud over fjorden og se omridset af Flensborg på den anden side.

Der var masser af trafik på vandet. Et mylder af hvide sejl i retning af Kupfermühle og Christian IV's gamle hammerværk, vandcykler omkring Okseøerne og lige nedenfor og med korte mellemrum et marinefartøj.

De sidste var et gråligt panser med kanoner stikkende ud alle vegne, radar på toppen og tal og bogstaver malet sort og knivskarpt på siden. Det så farligt ud. Det hele alt for hårdt trukket op mod landskabets bløde linjer. Og er der krigsskibe, så er der vel også en krig et sted.

Det var der. Der var mange.

Mine bedsteforældre havde købt huset i midten af trediverne. Altså nogle år før den seneste store. På græsset foran huset, der stadig står uden tag, har de en af de første somre besøg af hr. og fru Stauber. Hun er fra Græsted, han er fra syd for grænsen. Familien har sommerhus i nærheden, en ombygget jernbanevogn. Denne sommer er datteren ikke med, og det hvisker de om hen over kringlen og mokkakopperne. Lotte på 15 gør jugendtjeneste, hun trasker bag et forspand heste og pløjer jorden for det nye Tyskland.

Det var også der i nærheden - i Kupfermühle eller Kobbermølle, som det hed engang - de i 1934 havde set det tyske flag på halv. Da var rigspræsident Hindenburg død og med ham den allersidste anstændighed i tysk politik. Det har de sikkert ikke været klar over, men efterhånden opdagede de det. Senest den sommer, hvor Lotte sprang pløjehest for Hitler.

Den ene krig fører til den næste, i en lige linje bagud.

For der var også 1864, den lå nogle få kilometer derfra, med samtlige skanser og krigergrave, blokhuse og preussiske stillinger og hele det pinagtige tilbagetog. Og endnu et stykke baglæns og bogstavelig talt oven i den anden var Treårskrigen 1848-1850, en historisk drømmesejr og et mirakuløst sammenfald af det hele, men især af mod, klogskab og naturligvis retfærdighed.

Set i det perspektiv og fra skrænten ved Flensborg Fjord vider historien sig ud. Ligesom altså landet. Det vokser sig stort sydover, rækker ned over Dannevirke, via Store Nordiske Krig til Slesvig og Holsten og gennem endnu et par århundreder hen over Hansestæderne. På dage med god sigt, og når de voksnes historier bliver så finmaskede som tønderkniplinger og lige så tidskrævende, når det helt til Rom.

Vi børn stod øverst på skrænten, tæt på kanten og en 10-15 meter over den gamle gendarmsti. Vi vidste godt, hvordan en kikkert skulle vende, og kunne trække det alt sammen så tæt på, vi ville. Vi havde bare tæer i græsset, karameller i lommen og munden fuld. Lige foran os og midt i udsynet svajede eltrådene mellem de høje træmaster. Det så farligt ud. Når vi skulle tisse, trak vi bukserne ned om knæene og konkurrerede om, hvem der turde lade strålen komme tættest på.

Krigen fik, hvad den skulle have. Men så heller ikke mere. Herregud.

'Gnade der späten Geburt', taler man om i Tyskland. Den sene fødsels nåde. De nådige tilhører den generation, som enten ikke var født endnu, da nazismen hærgede Tyskland, eller var for ung til, at man senere kunne bebrejde den noget. Det kunne man så alligevel, det har man i hvert fald gjort. Ellers var der vel heller ingen, der havde fundet på at tale om de senere fødtes ufattelige held. Så havde man ikke behøvet.

Den mellemposition kan godt overføres til os andre. Til alle, der har et forhold til Tyskland og det tyske, uden at have været en af krigens samtidige.

Samtidighed er noget mærkeligt noget. Den sidste store krig, som vi havde udsigt til fra skrænten i Sønderjylland, lå dengang godt 25 år tilbage. Det var ikke bare gamle dage, det var evigheder siden. Alligevel var den lige så nærværende som grænsehandlen og Gerd Müller og plakaterne med terrorister fra Rote Armee Fraktion. Den hang i den sødlige lugt på vandrerhjemmene og var vævet ind i politibetjentenes grønne uniformer. Den lå i vejene og i skovstrækningerne og i marsklandet. Den lå også i sproget og gudhjælpemig i vores barnlige fornærmethed og selvretfærdige modvilje mod alt tysk.

I dag er det 16 år siden, Muren faldt. Det er 20 år siden, Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen. Og det er 25 år siden, den uafhængige, polske fagforening Solidaritet blev grundlagt. For min skyld kunne det have været i går. Den følelse kommer vel med alderen. Deraf kommer det sikkert også, at hvert år siden dengang, altså siden årene omkring 1970, har gnavet et lille stykke af evigheden og ført mig et skridt tilbage mod krigen. Selv om den på en anden måde altså har været der hele tiden.

Samtidighed behøver ikke at være noget, man er født med. Og nåden - de uskyldiges foræring - kan man godt vokse fra.

Mellempositionen har de to poler. Snart er krigen og dens efterspil overleveret oldtid og skrammel i museumsmontrerne. Snart er den nærværende og mere en forudsætning for vores måde at tænke og opleve på end noget andet, jeg kan komme i tanke om.

Den tyske forfatter Maxim Biller, en ærkecentraleuropæer med jødisk-tjekkiske forfædre og et intellekt kun en lille smule mindre skarpt end hans frækhed, som han ved i hvert fald én lejlighed har fået dom for, kiggede engang på mig hen over sit skrivebord i München og spurgte mig, om jeg fik »et kick ud af holocaust«. Jeg skulle nok bare have svaret ja. I hvert fald har manden ret i, at krigen og alle de fæle udenomshistorier er som et narkotikum og også har haft den virkning langt ind i kredsen af velmenende og humanitære intellektuelle. Hvad de så ellers selv siger driver dem.

Men der hører mere med.

For det første er det sådan. Man kan godt beslutte sig for at se anderledes på det, insistere på den sent fødtes ret, som jo med årene også er blevet de fleste tyskeres ret, og begynde at tænke på det tyske - som på det norske, det hollandske, det spanske, det franske.

For herregud, hvor længe skal det vare!

Man har endda forsøgt. Om nogen forfatteren Martin Walser, der i 1998 kaldte Auschwitz og 'instrumentaliseringen' af holocaust et moralsk våben (»Moralkeule«) i Tysklands lange efterkrigshistorie, hvis paradoksale effekt var glemsel og fortrængning (»Wegschauen«). Det førte til, at præsidenten for Det Jødiske Centralråd, Ignatz Bubis, kaldte Walser en »åndelig brandstifter«. Det førte også til en af de heftigste debatter i Tyskland i nyere tid.

For det er sådan, uden at Walser og Biller af den grund har uret. Den tyske historie er med alle sine indbyggede modsætninger noget af det mest sammenhængende, man kan tænke sig. Man kan også sige, at den tyske samtid er en af de længste, vi har. Den rækker ikke bare bag om to verdenskrige, den når mindst til Bismarck og kejserriget i 1871. Ikke som hos os ved særlig festlige lejligheder, men i det daglige.

Da den tyske udenrigsminister Joschka Fischer forud for invasionen i Irak holdt sin brandtale i FN og belærte den amerikanske top om, at man må »make out the case«, før man starter en krig, var det præcis den samtid, der bar ordene. Det vidste Fischer selvfølgelig udmærket, ligesom han vidste, at det gjorde det nærmest umuligt at sige ham imod. Det vidste den amerikanske forsvarsmin