Om sommeren holdt vi til i Sandager, tæt ved Rinkenæs. Fra huset på toppen af skrænten kunne man kigge ud over fjorden og se omridset af Flensborg på den anden side. Der var masser af trafik på vandet. Et mylder af hvide sejl i retning af Kupfermühle og Christian IV's gamle hammerværk, vandcykler omkring Okseøerne og lige nedenfor og med korte mellemrum et marinefartøj. De sidste var et gråligt panser med kanoner stikkende ud alle vegne, radar på toppen og tal og bogstaver malet sort og knivskarpt på siden. Det så farligt ud. Det hele alt for hårdt trukket op mod landskabets bløde linjer. Og er der krigsskibe, så er der vel også en krig et sted. Det var der. Der var mange. Mine bedsteforældre havde købt huset i midten af trediverne. Altså nogle år før den seneste store. På græsset foran huset, der stadig står uden tag, har de en af de første somre besøg af hr. og fru Stauber. Hun er fra Græsted, han er fra syd for grænsen. Familien har sommerhus i nærheden, en ombygget jernbanevogn. Denne sommer er datteren ikke med, og det hvisker de om hen over kringlen og mokkakopperne. Lotte på 15 gør jugendtjeneste, hun trasker bag et forspand heste og pløjer jorden for det nye Tyskland. Det var også der i nærheden - i Kupfermühle eller Kobbermølle, som det hed engang - de i 1934 havde set det tyske flag på halv. Da var rigspræsident Hindenburg død og med ham den allersidste anstændighed i tysk politik. Det har de sikkert ikke været klar over, men efterhånden opdagede de det. Senest den sommer, hvor Lotte sprang pløjehest for Hitler. Den ene krig fører til den næste, i en lige linje bagud. For der var også 1864, den lå nogle få kilometer derfra, med samtlige skanser og krigergrave, blokhuse og preussiske stillinger og hele det pinagtige tilbagetog. Og endnu et stykke baglæns og bogstavelig talt oven i den anden var Treårskrigen 1848-1850, en historisk drømmesejr og et mirakuløst sammenfald af det hele, men især af mod, klogskab og naturligvis retfærdighed. Set i det perspektiv og fra skrænten ved Flensborg Fjord vider historien sig ud. Ligesom altså landet. Det vokser sig stort sydover, rækker ned over Dannevirke, via Store Nordiske Krig til Slesvig og Holsten og gennem endnu et par århundreder hen over Hansestæderne. På dage med god sigt, og når de voksnes historier bliver så finmaskede som tønderkniplinger og lige så tidskrævende, når det helt til Rom. Vi børn stod øverst på skrænten, tæt på kanten og en 10-15 meter over den gamle gendarmsti. Vi vidste godt, hvordan en kikkert skulle vende, og kunne trække det alt sammen så tæt på, vi ville. Vi havde bare tæer i græsset, karameller i lommen og munden fuld. Lige foran os og midt i udsynet svajede eltrådene mellem de høje træmaster. Det så farligt ud. Når vi skulle tisse, trak vi bukserne ned om knæene og konkurrerede om, hvem der turde lade strålen komme tættest på. Krigen fik, hvad den skulle have. Men så heller ikke mere. Herregud. 'Gnade der späten Geburt', taler man om i Tyskland. Den sene fødsels nåde. De nådige tilhører den generation, som enten ikke var født endnu, da nazismen hærgede Tyskland, eller var for ung til, at man senere kunne bebrejde den noget. Det kunne man så alligevel, det har man i hvert fald gjort. Ellers var der vel heller ingen, der havde fundet på at tale om de senere fødtes ufattelige held. Så havde man ikke behøvet. Den mellemposition kan godt overføres til os andre. Til alle, der har et forhold til Tyskland og det tyske, uden at have været en af krigens samtidige. Samtidighed er noget mærkeligt noget. Den sidste store krig, som vi havde udsigt til fra skrænten i Sønderjylland, lå dengang godt 25 år tilbage. Det var ikke bare gamle dage, det var evigheder siden. Alligevel var den lige så nærværende som grænsehandlen og Gerd Müller og plakaterne med terrorister fra Rote Armee Fraktion. Den hang i den sødlige lugt på vandrerhjemmene og var vævet ind i politibetjentenes grønne uniformer. Den lå i vejene og i skovstrækningerne og i marsklandet. Den lå også i sproget og gudhjælpemig i vores barnlige fornærmethed og selvretfærdige modvilje mod alt tysk. I dag er det 16 år siden, Muren faldt. Det er 20 år siden, Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen. Og det er 25 år siden, den uafhængige, polske fagforening Solidaritet blev grundlagt. For min skyld kunne det have været i går. Den følelse kommer vel med alderen. Deraf kommer det sikkert også, at hvert år siden dengang, altså siden årene omkring 1970, har gnavet et lille stykke af evigheden og ført mig et skridt tilbage mod krigen. Selv om den på en anden måde altså har været der hele tiden. Samtidighed behøver ikke at være noget, man er født med. Og nåden - de uskyldiges foræring - kan man godt vokse fra. Mellempositionen har de to poler. Snart er krigen og dens efterspil overleveret oldtid og skrammel i museumsmontrerne. Snart er den nærværende og mere en forudsætning for vores måde at tænke og opleve på end noget andet, jeg kan komme i tanke om. Den tyske forfatter Maxim Biller, en ærkecentraleuropæer med jødisk-tjekkiske forfædre og et intellekt kun en lille smule mindre skarpt end hans frækhed, som han ved i hvert fald én lejlighed har fået dom for, kiggede engang på mig hen over sit skrivebord i München og spurgte mig, om jeg fik »et kick ud af holocaust«. Jeg skulle nok bare have svaret ja. I hvert fald har manden ret i, at krigen og alle de fæle udenomshistorier er som et narkotikum og også har haft den virkning langt ind i kredsen af velmenende og humanitære intellektuelle. Hvad de så ellers selv siger driver dem. Men der hører mere med. For det første er det sådan. Man kan godt beslutte sig for at se anderledes på det, insistere på den sent fødtes ret, som jo med årene også er blevet de fleste tyskeres ret, og begynde at tænke på det tyske - som på det norske, det hollandske, det spanske, det franske. For herregud, hvor længe skal det vare! Man har endda forsøgt. Om nogen forfatteren Martin Walser, der i 1998 kaldte Auschwitz og 'instrumentaliseringen' af holocaust et moralsk våben (»Moralkeule«) i Tysklands lange efterkrigshistorie, hvis paradoksale effekt var glemsel og fortrængning (»Wegschauen«). Det førte til, at præsidenten for Det Jødiske Centralråd, Ignatz Bubis, kaldte Walser en »åndelig brandstifter«. Det førte også til en af de heftigste debatter i Tyskland i nyere tid. For det er sådan, uden at Walser og Biller af den grund har uret. Den tyske historie er med alle sine indbyggede modsætninger noget af det mest sammenhængende, man kan tænke sig. Man kan også sige, at den tyske samtid er en af de længste, vi har. Den rækker ikke bare bag om to verdenskrige, den når mindst til Bismarck og kejserriget i 1871. Ikke som hos os ved særlig festlige lejligheder, men i det daglige. Da den tyske udenrigsminister Joschka Fischer forud for invasionen i Irak holdt sin brandtale i FN og belærte den amerikanske top om, at man må »make out the case«, før man starter en krig, var det præcis den samtid, der bar ordene. Det vidste Fischer selvfølgelig udmærket, ligesom han vidste, at det gjorde det nærmest umuligt at sige ham imod. Det vidste den amerikanske forsvarsminister også godt, som derfor lod være og nøjedes med tydeligt irriteret at betegne forholdet mellem de to lande som »poisoned«, forgiftet. Da den konservative partiformand, Edmund Stoiber, for nogle uger siden erklærede, at han ikke igen ville finde sig i, at borgere i det tidligere DDR bestemte, hvem der skulle være Tysklands forbundskansler, klingede den lange samtid igen med. Det gjorde Stoibers ord til det største enkeltbidrag til hans egen konservative unions mulige valgnederlag. Han har sandsynligvis vidst det - og været ligeglad, fordi han med lige så stor sikkerhed og af præcis samme årsag skaffede sig fast grund under fødderne i sin egen konservative delstat, Bayern. Det er sådan. For det andet: Hvis det alligevel ikke er, så virker det sådan. Det er Tysklands største gave til os andre og den enkleste forklaring på, hvorfor også de sentfødte uden besvær kan træde direkte ind i landets lange samtid: Tyskland og det tyske virker som en matrice for hele det tyvende århundrede, for historien som sådan og for det menneskelige i dets mest vansirede, forrykte, kloge og skønne skikkelser. Det er inderligt ligegyldigt, om det har noget objektivt på sig. Det er også komplet underordnet, om det i den forbindelse ærketyske lige så godt kunne være norsk, hollandsk, spansk eller fransk. Det afgørende er, at det tyske generøst tilbyder sig som ramme for det enorme kompleks af sammenfiltrede og modsætningsfyldte sandheder og lige så gavmildt giver det form. Også på det personlige - for nu ikke at sige private - plan. Ét eksempel, to historier. Den ene kunne begynde i kælderen, hvor min far ved hjælp af en tømrerblyant og en spånplade tegner Anden Verdenskrigs fronter op. Han gør sig særlig umage med dem i det nordafrikanske ørkensand og som svage, men vigtige konturstreger krigens moralske fronter. Det står på fra nogle år før somrene ved Flensborg Fjord, dvs. mens vi nærmer os hippiernes og de anti-autoritæres revolutionsår i slutningen af tresserne, og varer til hen over oliekrise og langt ind i det, der for ham var halvfjerdsernes venstreorienterede - ørkenvandring. Det er altså den forlængede samtid, han prøver at få til at gå op. Eller sin egen kristne humanisme, han forsøger at forene med sin forkærlighed for britisk sportsmanship uden at lægge sig ud med det tyske, der helst skulle gøre fælles sag mod den virkelige fjende, nemlig den nærmeste samtid, dvs. provoernes, pædagogernes og kvindefrigørelsens regimente. Det er svært. Det kræver både omtanke og strategisk sans. Og måske et par hurtige kompromiser. Hans redningsmand bliver den tyske ørkenrotte og generalfeltmarskal Erwin Rommel, modig, klog, tilmed retfærdig og moralsk uangribelig og dermed så tæt på både de allierede tropper og Danmarks grønne lunde, som det er muligt for en tysker at komme. Man kunne også sige om ham, at han er både tysk og ikke-tysk, en art komplementaritet, altså et både-og, og måske netop af den grund ærketysk. Den anden historie ligger tre årtier længere fremme og har præcis det modsatte perspektiv. Jeg har i mellemtiden fået en lejlighed i Berlin og er der med min mor, som er alvorligt syg og kun har kort tid tilbage at leve i. Hvis min fars operationer i det afrikanske ørkensand skulle lægge spor ud i fremtiden, så bliver dagene i Berlin derfor omvendt en anledning til at se bagud og gøre et regnskab færdigt. Vi er i Wannsee, det idylliske sted lidt syd for den tyske hovedstad, og i den smukke villa, hvor man 20. januar 1942 besluttede at udrydde de europæiske jøder systematisk. Hun er træt og har taget plads på en stol i det gamle konferencerum. Jeg går fra planche til planche og læser på hendes anmodning højt. Og så kommer det, min mors svanesang, en sang om de gamle mænd og den patriarkalske kultur, mandschauvinismen, undertrykkelsen og menneskeforagten. For har canceren afsagt dom over hende, så skal det andet ikke af den grund slippe. Det får alt sammen en sidste gang og efter fortjeneste. Uden nåde. Det er ingen overdrivelse, to, tre, fire af den vesteuropæiske kulturhistories store bevægelser og min egen og mange af mine jævnaldrendes barndoms vigtigste modsætninger bøjet ind under den tyske horisont. Krigen genopført og afgjort per stedfortrædere. Lad mig slutte med et andet billede. Også dét handler om perspektiver på det tyske. Om at være langt fra og pludselig meget tæt på. Og om to forskellige fortolkninger anbragt oven på hinanden eller to forskellige indtryk, der i hurtig rækkefølge skifter plads. Det er nogle få år gammelt og også fra Berlin. Vi er der for at interviewe Egon Krenz, formand for DDR's Statsråd, landets sidste leder. Da vi er blevet færdige på hotellet på Alexanderplatz, beder vi Krenz tage opstilling foran det majestætiske Statsråd, der ligger nogle få hundrede meter derfra og lige ved siden af det gamle parlament. Det hele er lidt kantet og nervøst. Krenz er blevet løsladt fra fængslet for ikke så længe siden og vækker en del opsigt på gaden. Gensynet med parlamentet, Palast der Republik, kan ikke været lykkeligt. Bygningen er en ruin. Og så er der ventetiden, den vanskelige blikretning og spørgsmålene, som vi nærmest råber til ham gennem trafikstøjen. Hvad stiller man op? Hvad gør man f.eks. med hænderne, for slet ikke at tale om kroppen? Der er noget forladt over hans skikkelse. Han står på aksen mellem DDR-statens to centre, men tiden er gået, nu er den ikke længere akse, men en tynd line hen over det tomme rum. Det er ikke det, der får fotografen, en lille mand, som har set lidt af hvert og derfor er svær at imponere, til med fem resolutte skridt at stille sig hen tæt foran Krenz. Han skal bare have sit billede. Derfor presser han ansigtet ind i den pensionerede statsleders tykke overfrakke, slår armene fast omkring ham og begynder at trække ham ind til sig og samtidig tættere på kameraet. Jeg når at spekulere på, om han nu vil råbe og skrige, kræve båndet udleveret og gå bort i vrede. Jeg når også at tænke på det gamle billede af Gorbatjov og Krenz' forgænger i en på én gang kort og svimlende lang række, Erich Honecker, i tæt omfavnelse. Så fanger jeg hans blik hen over hovedet på fotografen. Han smiler ikke, men han er på nippet til det. Jeg tror virkelig, at vi i det sekund tænker eller i hvert fald føler noget i samme retning. Det er et af de øjeblikke, hvor man slipper fri af trykket af hele den lange og højtidelige tyskhed. Hvor man trækker på skuldrene af politikkens og historiens anstrengende marcheren og ikke mindst af sine egne bekymringer og naragtige forsøg på at gøre sig til og holde trit. For så er det heller ikke værre. Herregud, det er der ingenting, der er. Det er et lykkeligt øjeblik. Og selvfølgelig er det ærke-tysk.