Et s i stedet for et c. Forskellene mellem Norge og Danmark er for det meste ganske små. Men ikke altid. Nordmændene går til Stortingsvalg i dag. Flere af partinavnene virker genkendelige i danske ører: Kristelig Folkeparti, Fremskrittspartiet, Venstre. Alligevel ophører lighederne mellem dansk og norsk politik hurtigere, end man skulle tro. Der var engang en magtfuld, politisk midte i Danmark. Tre små partier, CD, Kristeligt Folkeparti og Det Radikale Venstre, sørgede gang på gang for, at skiftende regeringer aldrig blev for venstreorienterede og aldrig for borgerlige. Den æra sluttede i november 2001, da Anders Fogh Rasmussen valgte den yderste højrefløj som sin regerings faste støtte. Begrebet blokpolitik har siden været en realitet på Christiansborg. Oppe i Norge ser billedet helt anderledes ud. Her har det politiske centrum fortsat nøglen til magten. Når nordmændene i dag går til stemmeurnerne, har de reelt kun valget mellem den nuværende centrum-højre-regering og den nye centrum-venstre-koalition. En norsk regering uden mindst ét midterparti er utænkelig. I den regerende koalition repræsenteres midten af det lille landbrugsparti Venstre og statsminister Kjell Magne Bondeviks Kristelig Folkeparti. På oppositionens rød-grønne fløj finder man det socialliberale Senterpartiet. Fælles for alle tre partier er, at de i årtier har forsøgt at holde den politiske dagsorden væk fra yderfløjene. Det stærke centrum har især gjort livet surt for Norges højrenationale kræfter. I modsætning til Dansk Folkeparti herhjemme er det yderste højre i form af Fremskrittspartiet på forhånd sat uden for egentlig indflydelse - på trods af sin store vælgertilslutning. Men hvorfor og hvordan har de norske midterpartier haft så stor succes? Mange nordmænd bor fortsat isoleret i små bygder og fiskelejer. De få store byer, Oslo, Bergen, Trondheim og Stavanger, ligger langt fra hinanden. Kun omkring Oslo-fjorden findes der et egentligt, større urbant område. Den norske demografi og geografi spiller en stor rolle i forskellen på dansk og norsk indenrigspolitik. Langt ude i de fjerne landdistrikter henter midterpartierne en stor del af deres stemmer. De socialliberale kernevælgere (med størst vægt på liberal) hører med andre ord ikke til den caffelatte-drikkende middelklasse i byerne. De er bønder og fiskere, der alle dage har følt sig overhørt af magt- og embedseliten i Oslo. De tre midterpartier udgør det, som professor og medieforsker Hans Frederik Dahl kalder for det tredje hjørne i norsk politik. Midterpartierne fungerer ikke kun som et bindeled mellem højre og venstre. De holder også kompromisløst fast i egne mærkesager som f.eks. den kontrollerede alkoholpolitik, det nynorske sprog og vigtigst af alt: modstanden mod et norsk EU-medlemskab. Norges mest centrale parti i EU-modstanden er Senterpartiet. For 30 år siden havde det socialliberale midterparti ellers en del til fælles med Det Radikale Venstre. Men i modsætning til de radikale har Senterpartiet holdt umådeligt godt fast i sine oprindelige kernevælgere: de små bønder og husmænd ude på landet. I Senterpartiet ønsker man, at de små grupper i samfundet skal høres. Det bliver de ikke nede i det fjerne Bruxelles, lyder argumentet mod EU. Desuden mener partiet, at man står stærkest uden for EU i internationale spørgsmål, hvor Norge har sin helt egen stemme at tale med. Sammen med Venstre gik partiet i 1997 med i den kristelige Kjell Magne Bondeviks første regering. Dengang stod det tredje hjørne sammen i et værn mod både højre- og venstrefløjen. I dag går Senterpartiet til valg side om side med det socialdemokratiske Arbeiderpartiet og SF's søsterparti SV - en interessant alliance, som jeg vender tilbage til senere. De tre midterpartier er altså stærkt nationalt bevidste. Ikke mindst derfor har de gjort livet særligt svært for det højrenationale Fremskrittspartiet. Partiet er ellers det største overhovedet i flere regioner. Men med det tredje hjørne har de nationalt bevidste nordmænd længe haft et humant alternativ til Fremskrittspartiets kyniske nationalisme. De to former for nationalisme i vores naboland trives primært på grund af én bestemt ting: religion. Fremskrittspartiet er et verdsligt parti. Kernevælgeren er lavtlønnet fra de sekulariserede byområder. Centerpartierne derimod, navnlig Kristelig Folkeparti, har sit fundament i den stærke indremissionske bevægelse ude i landdistrikterne. Midterpartierne har haft succes med at forene de to begreber nationalfølelse og tolerance. Man kæmper indædt for at bevare den særlige norske kultur, men som gode kristne accepterer man ikke fremmedhad. Man gør alt for at forbedre forholdene i de fjerne landdistrikter, men samtidig har hjælp til ulandene høj prioritet. I Danmark findes denne moderate nationalisme ikke. Man kan diskutere, om fænomenet eksisterede i 1970'erne, da Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne havde deres velmagtsdage. Især Erhard Jacobsen og CD forstod i en vis udstrækning at tale til den nationalt stolte dansker, der ikke følte sig tiltrukket af Mogens Glistrups rabiate fremmedhad. Mimi Jakobsen styrkede kampen mod det fremmedfjendske, men hun nedtonede de nationale paroler. Dét blev begyndelsen til enden for CD. I Norge lyttede midterpartierne til deres kernevælgere. Derfor har de fortsat sæder i Stortinget. Ikke kun forholdet til tro skiller det tredje hjørnes nationalisme fra højrefløjens. Fremskrittspartiet præges også af et stærkt vægelsind i spørgsmålet om EU. Mange i partiet er faktisk for et norsk medlemskab, hvorved de afviger fra både den norske midte og det danske søsterparti, DF. Imens har midterpartierne med Senterpartiet i spidsen for længst meldt klart ud: Man siger nej, nej og atter nej til Norge i EU. Dét er naturligvis vand på møllen i de unionsforskrækkede, norske landdistrikter, hvorfra der i tredive år har lydt det træfsikre slogan: Der er langt til Oslo, men længere til Bruxelles.

Netop spørgsmålet om norsk optagelse i EU er en tikkende bombe under Stortinget. Det er det kritiske emne, som alle norske politikere har en mening om, men som de helst undgår at diskutere. Også i denne valgkamp har EU-spørgsmålet glimret ved sit fravær, for både den nuværende regering og den rød-grønne opposition er en blanding af ja- og nej-partier, der kun kan enes om, at de er uenige om tilknytningen til EU. Et EF-skænderi sprængte i 1989 den daværende centrum-højre-regering og sendte magten over til Arbeiderpartiet. Ingen politikere i de to koalitioner vil risikere en lignende situation. Derfor er EU-debatten lagt på is under valgkampen - til stor irritation for de norske unionstilhængere. Kjell Magne Bondevik har faktisk for flere år siden forbudt alle EU-diskussioner internt i sin regering. Mundkurvsaftalen skyldes, at Bondeviks eget parti, Kristelig Folkeparti, og det lille landbrugsparti Venstre er EU-skeptiske. Det konservative Høyre, som er regeringens tredje parti, er derimod Norges stærkeste japarti. Høyre har halvhjertet accepteret Bondeviks EU-klausul. Den besynderlige aftale har dermed været en styrke for regeringssamarbejdet, men i fremtidens historiebøger vil den utvivlsomt blive vurderet som et svaghedstegn - et tegn på, at man ikke kan drøfte alt, selv i et moderne demokrati. Kun ét andet parti i Norge støtter officielt et norsk EU-medlemskab: Arbeiderpartiet. Men hvis partiets leder, Jens Stoltenberg, bliver Norges næste statsminister, hvad meget tyder på, så får han det samme problem som Bondevik. Stoltenberg og resten af ledelsen i Arbeiderpartiet er for norsk EU-medlemskab. Men de to koalitionspartnere, Senterpartiet og SV (Sosialistisk Venstreparti) er stærkt EU-skeptiske. Stoltenberg er afhængig af begge partier, hvis han skal vippe Bondevik af pinden. Derfor har også centrum-venstre-koalitionen gemt alle EU-uenighederne ind i skabet. Efter EU's østudvidelse tegnede der sig ellers et mere og mere EU-venligt billede i den norske befolkning. Meningsmålinger i foråret 2005 viste et særdeles klart ja til norsk medlemskab. Stoltenberg og andre profilerede tilhængere af unionen havde al god grund til at tro, at tiden nu var moden til at diskutere Norges optagelse i EU. Men så kom det franske traktat-nej og den efterfølgende uro i EU-landene. Det fik både Senterpartiets og SV's ledelser til at slå fast, at EU slet ikke ville blive et valgtema, og dét har holdt stik. For et par uger siden erklærede Stoltenberg i en kronik i avisen Aftenposten, at den norske udenrigspolitik ikke vil ændre mærkbar karakter under hans ledelse. Spørgsmålet om norsk EU-medlemskab forbliver dermed et fatamorgana mellem fjeldene i mindst fire år endnu. Set fra Danmark kan det i første omgang undre, hvordan centrum-venstre koalitionen overhovedet kan enes om et regeringssamarbejde? En lignende alliance mellem Socialdemokratiet, SF og de radikale synes efterhånden kun en realitet i få idealisters hoveder. I jagten på magten hilser Senterpartiet og Arbeiderpartiet det venstreorienterede SV velkommen. Ligesom SF herhjemme har SV aldrig siddet i regering før. Men partiet har i modsætning til SF holdt linjen til de mere midtsøgende partier varm. Og bl.a. partiets EU-skepsis falder helt i tråd med holdningen hos både Senterpartiets og mange af Arbeiderpartiets vælgere. SV's EU-linje skyldes bl.a., at et medlemskab ikke er i kernevælgernes interesse. Mens SF henter flere og flere af sine stemmer hos den veluddannede middelklasse, så er mange af SV's vælgere lavere funktionærer, ansat i stat og kommune. Også ganske mange arbejdere og ufaglærte stemmer fortsat på SV, selv om partiet har tabt en del arbejderstemmer til Fremskrittspartiet. Hos disse vælgere er frygten for, at syd- og østeuropæiske arbejdere skal komme og stjæle de norske job ved et EU-medlemskab, stor. Bl.a. derfor siger partiets ledelse klart nej til EU. Den typiske danske SF-vælger stemmer i Norge på Arbeiderpartiet. Siden Gro Harlem Brundtland i 1980'erne gennemførte et gevaldigt imagepleje af det gamle arbejderparti, har det tiltrukket mange højtuddannede middelklassenordmænd med internationalt udsyn og bløde, kulturradikale holdninger. Det norske socialdemokrati udgør med andre ord også 'et halvt SF'. Jens Stoltenberg har slået fast, at Arbeiderpartiet er et humant parti med hjertet til venstre. Dets fremmeligste opgave vil altid være at bekæmpe social skævhed i Norge såvel som i resten af verden. Herhjemme har Helle Thorning-Schmidt trukket Socialdemokratiet i en borgerlig - eller i hvert fald socialliberal - retning. Dét har ikke været nødvendigt for Stoltenberg. Han er i den gunstige situation, at han allerede har tre partier på midten, og det ene har givet ham sin fulde støtte. Stoltenberg har dermed kunnet koncentrere sig om at være helhjertet socialdemokrat, hvad der tilsyneladende nu giver bonus. Dagens valg i Norge er ikke blot et tilfældigt valg i rækken. Nationen Norge står ved en skillevej. 100 år er gået, siden landet fik sin fulde selvstændighed i løbet af 1905. De første 50 år var hårde med både depression og tysk besættelse. I de følgende 50 blev Norge et af verdens rigeste lande - og for få uger siden kårede FN nok engang Norge til verdens bedste land at leve i. Nu skal Norge til at definere sine næste 100 års historie. Men hvordan? Takket være Nordsøens olie bugner statskassen som mindst tusind Joakim von And-pengetanke. Potentielt set kunne man med lethed gøre samtlige nordmænd til mangemillionærer, hvis pengene blev delt ud. Alligevel lever ikke så få nordmænd fortsat i fattigdom. Mere end 30.000 unge under 25 har ikke noget arbejde. De studerende får mindre SU end i Danmark. Og priserne på offentlige transportmidler er steget markant. Især SV har gjort de sociale skævvridninger til et hovedtema i valgkampen, men også Arbeiderpartiet og Senterpartiet kræver bedre fordeling af velfærdsgoderne. Mange børnefamilier, enlige forsørgere og studerende ventes derfor at stemme på den rød-grønne-alliance i dag. De føler kort og kort, at den nuværende regering har holdt på oliemilliarderne som en anden Mr. Scrooge. Det norske Stortingsvalg anno 2005 kan meget vel blive historisk. Ikke på grund af de magiske 100 år siden uafhængigheden fra Sverige, men fordi landet kan få den mest venstreorienterede regering nogensinde. I en tid, hvor store dele af den vestlige verden har vendt socialdemokratier og venstreorienterede partier ryggen, er dét i sig selv en sensation. Fra USA har der lydt bekymring for det mulige valgresultat. Den tidligere rådgiver under Bill Clinton, Charles Kupchan, har i diplomatiske, men bestemte, toner advaret nordmændene mod at gøre SV, der traditionelt er kritisk over for USA og NATO-samarbejdet, til et regeringsparti. Der er dog næppe noget at frygte. Skulle Stoltenbergs regering gå hen og blive for venstreorienteret, kan både Charles Kupchan og de borgerlige kræfter i Norge glæde sig over, at Senterpartiet sidder med ved regeringsbordet. Partiets leder, Åslaug Haga, har på det kraftigste dementeret, at partiet skulle være blevet socialistisk. Hun ser blot større muligheder for at gennemføre partiets grønne, socialliberale politik under Stoltenberg end Bondevik. Det lille midterparti skal med andre ord nok sørge for, at der også vil blive talt med liberale, borgerlige tunger, hvis Jens Stoltenberg bliver ny statsminister. Spørgsmålet bliver så, om de socialistiske og de liberale ideologier kan trives under samme tag i det lange løb? Personligt er jeg skeptisk. Senterpartiet er - historisk set - et borgerligt parti. Alligevel er der al god grund til at håbe, at en ny rød-grøn regering kan gøre tilværelsen sødere for de nordmænd, der selv i dag kæmper med dårlige sociale forhold. Dagens valgresultat er ikke givet på forhånd. Men meget tyder på forandringer i Stortinget - og dermed også i det norske samfund. Nordmændene kan dog med sindsro gå til stemmeboksen og sætte deres kryds. Norge står uden for EU, og landet er verdens bedste at leve i. Dét laver en ny og rødere regering ikke om på. Det politiske centrum skal nok sørge for, at norsk politik også i de næste fire år har sit omdrejningspunkt inde på den nationalt bevidste midte.