Det er underligt, som tingene kan vendes på hovedet. Der er dem, der mener, at hvis Danmark forlader Irak, så er det at bøje sig for terroristerne. Men terroristerne hævder, at de slås, fordi vi er der sammen med de amerikanske og engelske styrker. Koalitionen hævder, at vi gik i krig mod Irak for at fjerne Saddam Hussein, fordi han havde masseødelæggelsesvåben og støttede terrorister. Begge argumenter er, for at bruge et pænt udtryk, udokumenterede, og man kan så logisk hævde, at de danske styrker burde forlade Irak, da krigen er startet på hele to løgne. Et større problem er imidlertid, at de samme argumenter faktisk passer på i hvert fald to andre lande, som begge udgør en langt større trussel med masseødelæggelsesvåben og støtte til terrorister. Det groteske er, at »det er noget, vi ved«, for nu at bruge statsministerens formulering fra dengang, man diskuterede, om Irak havde masseødelæggelsesvåben, og Forsvarets Efterretningstjeneste skrev, at »der foreligger ingen konkrete oplysninger om operative masseødelæggelsesvåben«. Det ene land er i øvrigt en »ven af USA«. Lad os først slå fast, at krigen i Irak bygger på en løgn, som underligt nok ikke forarger befolkning eller politikere. Forsvarets Efterretningstjeneste, der jo normalt bygger sine vurderinger på konkrete oplysninger og ikke på løse rygter, skrev 27. august 2002, at »der foreligger ingen konkrete oplysninger om operative masseødelæggelsesvåben«. Pudsigt nok konkluderede man ret ulogisk og altså udokumenteret 3. oktober 2002, at Irak »er i besiddelse af biologiske og kemiske kampstoffer samt evnen til at fremføre disse«. Det andet argument for at fjerne Saddam Hussein var, at han støttede terrorister. Det bygger på en enkelt påstand, nemlig at Ahmad Khalil Ibrahim Samir al-Ani fra Iraks efterretningstjeneste skulle have haft et møde med Mohammad Atta i Prag 9. april 2001 kl. 11.00. Mohammad Atta var lederen af de 19 terrorister, der angreb USA 11. september, og som selv fløj US Airlines Flight 11, der ramte i World Trade Centers nordlige tårn kl. 08.45. Iagttagelsen om mødet mellem de to bygger på en enkelt kilde, der siger at være 70 procent sikker på at have set de to. Igen er det efterretningsmæssigt ganske usædvanligt at anlægge en konklusion på så tyndt et grundlag. Især når der er dokumentation for, at Atta hævede penge på sin konto i pengeautomater i USA og førte samtaler fra sin mobiltelefon i USA 6., 9., 10. og 11. april 2001. Den amerikanske '9/11'-undersøgelseskommission konkluderer da også, at påstanden ikke har hold i virkeligheden. Al-Ani, der i dag er i fangenskab, afviser at have mødt Atta. Sikkert er det til gengæld, at Atta i perioden 8.-19. juli 2001 var i Spanien for at planlægge de sidste detaljer sammen med bagmændene, som vi skal høre om senere. Det er meget sandsynligt, at der i det møde deltog en eller flere deltagere fra den spanske al-Qaeda-celle, der er mistænkt for at stå bag bombeangrebet i Madrid i marts 2004, og som i øvrigt også har ført flere samtaler med personer i Danmark. Krigen i Irak føres altså på en løgn. Krigstilhængerne spørger så lettere desperat, om vi hellere ville have beholdt Hussein. Her er svaret selvfølgelig nej. Og måden kunne have været så meget nemmere end den valgte krig. F.eks. kunne man have samlet alle de irakiske fraktioner et sted i udlandet og pålagt dem at udarbejde en komplet forfatning og plan for demokratisering af Irak, inden man herefter kunne have hjulpet dem til at vælte Hussein. På den måde havde man undgået de langtrukne interne irakiske magtkampe og den heraf følgende opslidende krig, der nu fører os stadig længere ud i det morads, som USA prøvede i Vietnam i 1970'erne. Vi kan desværre også konkludere, at vi nu har skabt et langt bedre grundlag for udklækning af terrorister og dermed sat os selv i en langt mere risikabel situation end før krigen mod Irak. Der findes mennesker i denne verden, som rekrutterer unge mennesker fra muslimske lande eller muslimske miljøer i ikkemuslimske lande til at udføre terrorangreb. Argumenterne er de samme, som Osama bin Laden fremførte i sin fatwa fra august 1996, og som stadig er al-Qaedas formål med den hellige krig, nemlig at fordrive de vantro fra landene med de to hellige byer (Mekka og Medina) og altså fra den arabiske halvø. Der tales altså ikke om at opnå et verdensomspændende islamisk rige, sådan som det ellers ofte hævdes. 'Blot' skal de amerikanske besættelsesstyrker forlade Saudi-Arabien, Kuwait og nu Irak. For at opnå det opfordrer bin Laden i 1998 til angreb på militære og civile amerikanske mål over hele verden, og i maj 1998 trues der med at »bringe krigen hjem til USA«. For at de unge muslimske mennesker skal »bide på« og blive terrorister, så kræver det, at de oplever en sammenhæng mellem det, der påstås, og det, som de kan konstatere ved selvsyn. Og så længe 'koalitionen' fører krig i Irak på en løgn, så vil det være let at se en sammenhæng med påstanden om, at koalitionen har 'besat' landene med de to hellige byer. Som sagt »er det noget, vi ved«, at støtten til terrorister kommer fra helt andre lande. Iran har gennem mange år støttet terrorismen i Mellemøsten gennem den iranske revolutionsgardes efterretningstjeneste Pasderas forlængede arme, Islamisk Jihad og Hizbollah. Iran gør sig også, helt åbenlyst, i at udvikle masseødelæggelsesvåben - i øjeblikket er det atomvåben, og det er vel blot et spørgsmål om tid, før Iran besidder masseødelæggelsesvåben og støtter terrorister. Det er der imidlertid et andet land, der allerede gør. Dette land regnes af uforklarlige grunde dog ikke med i den amerikanske præsident Bushs »ondskabens akse«. Tværtimod er landet »en ven af USA«, selv om præsident Bush i valgkampen forud for sit første valg kun kunne huske, at navnet på landets leder startede med 'general'. General Perwez Musharraf. Pakistans præsident. Pakistan, hvor Osama bin Laden startede sit servicebureau Mektab al-Khidmar for hellige krigere i begyndelsen af 1980'erne og via den pakistanske efterretningstjeneste Inter-Services Intelligence (ISI) fik hemmelig økonomisk støtte i form af mange millioner dollar - fra USA - til at bekæmpe Sovjetunionens besættelse af Afghanistan. Efter at have bekæmpet russerne i Afghanistan i 1988 hjalp Pakistan et nyt styre på benene i Afghanistan, det islamisk fundamentalistiske Taleban. Og bin Laden rettede nu skytset mod USA pga. USA's engagement i den første Golfkrig i 1992, hvor USA fra baser i bl.a. Saudi-Arabien bekæmpede Saddam Husseins besættelse af Kuwait. Bin Laden tog ophold i Sudan i 1991 og dirigerede herfra flere angreb på amerikanske interesser. Bl.a. finansierede han det første angreb på World Trade Center 23. februar 1993, som blev udført af terroristen Ramzi Yousef. Han blev pågrebet i Pakistan i januar 1995. Man fandt på hans computer i Manila skitser til flere terroristangreb: 12 passagerfly skulle sprænges i luften samtidig over Stillehavet. En variation var at kapre flyene og flyve dem ind i World Trade Center i New York, Sears Towers i Chicago, CIA's hovedkvarter i Langley, Virginia, samt Det Hvide Hus og den amerikanske Kongres i Washington. Computeren indeholdt også en detaljeret plan for et attentat på paven og præsident Bill Clinton under et besøg i Filippinerne. Ramzi Yousef havde arbejdet sammen med sin onkel, Khalid Sheikh Mohammed, født i Kuwait af forældre fra Baluchistan-provinsen i Pakistan, og som på det tidspunkt opholdt sig i Qatar, men som senere, ikke overraskende, skulle vise sig at være hovedmanden og planlæggeren af angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Han blev først anholdt i Rawalpindi i Pakistan, hvor han tilsyneladende havde færdedes frit rundt, 1. marts 2003. Khalid Sheikh Mohammeds højre hånd i planlægningen og gennemførelsen af angrebet 11. september 2001, Ramzi Binalshibh, født i Yemen og i en periode i 1990'erne samboende med bl.a. Mohamma Atta og to af de andre kaprere Marwan al-Shehhi og Ziad Jarrah i Marienstrasse i Hamburg, blev sammen med flere andre terrorister arresteret i Karachi i Pakistan 11. september 2002, præcis på årsdagen for angrebet. En anden al-Qaeda-terrorist, der i 2001 havde overført store pengebeløb til Mohammad Atta til bl.a. at betale for pilotuddannelserne i USA, var Omar Sheikh, født i Pakistan og opvokset i London. Han planlagde og deltog i mordet på Washington Post-journalisten Daniel Pearl i januar 2002. Omar Sheikh blev arresteret i Pakistan i marts 2002, men havde dog meldt sig selv en uges tid forinden til den pakistanske efterretningstjeneste, der altså først frigav ham til politiet senere. Det skyldes, at Omar Sheikh, der altså var al-Qaeda-terrorist og samtidig agent for efterretningstjenesten, skulle 'debriefes' først. Et af kravene for at løslade den kidnappede journalist var ret påfaldende, nemlig at USA skulle genoptage leverancen af F16-fly til Pakistan. ISI støttede som nævnt Taleban-styret i Afghanistan og uddannede bl.a. terrorister i al-Qaedas terroristlejre i Afghanistan. I dag lever resterne af al-Qaedas ledelse, bl.a. Osama bin Laden og lederen af egyptisk Islamisk Jihad og bin Ladens næstkommanderende, Ayman al Zawahiri, i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan. Det samme gør formentlig også Taleban-lederne. Måske er bin Laden blevet behandlet for sine sår og nyreproblemer i det berygtede 'præsteseminarium' og madrasa (koranskole) Binori Town i Karachi, hvor bl.a. Talebans ledere blev uddannet. Pakistan hævder af og til, at de er ved at indkredse bin Laden, men endnu er det altså ikke lykkedes at pågribe ham. Noget kunne tyde på, at terroristernes opholdssted er kendt, og at Pakistan i virkeligheden holder hånden over dem og anholder nogle, når det er belejligt. Det er nemlig påfaldende, at anholdelserne af topterroristerne altid sker på for Pakistan meget belejlige tidspunkter. Khalid Sheikh Mohammed blev anholdt, få timer inden Pakistan stemte for en FN-resolution til fordel for at føre krig i Irak. Binalshibh blev, som vi har set, anholdt på etårsdagen for angrebet 11. september. Og Abu Zubaida, også en højtstående al-Qaeda-leder, blev pågrebet i marts 2002, samtidig med en debat i USA's Kongres om levering af F16-fly til Pakistan. Det er desværre nok ikke så langt fra, at terroristerne får fingrene i masseødelæggelsesvåben - med Pakistans mere eller mindre officielle hjælp. Den myrdede journalist Daniel Pearl var muligvis ved at dokumentere sammenhæng mellem al-Qaeda, den pakistanske efterretningstjeneste og nogle af de videnskabsmænd, der stod bag udviklingen af Pakistans første atombombe, der blev prøvesprængt 28. maj 1998. Den tidligere chef for den pakistanske efterretningstjeneste general Hamid Gul blev 'udrenset' kort tid efter 11. september 2001, efter at det kom frem, at han havde stærke sympatier for al-Qaeda. Han er nu 'ærespræsident' for hjælpeorganisationen Ummah Tameer e-Nau (rekonstruktion af den muslimske nation), hvis chef er Bashiruddin Mahmood, tidligere chef for det anlæg, hvor Pakistan skabte plutonium til bomben, og chef for det pakistanske atomagentur i Khusab, en stilling, han måtte forlade i 1999 på grund af fundamentalistiske meninger og medlemskab af den radikale, muslimske organisation Harkat ul-Muhajideen. I ly af hjælpeorganisationens arbejde mødtes Mahmood mindst en gang med bin Laden, i august 2001, og det må den pakistanske regering have været vidende om. På anmodning fra USA arresterede Pakistan Mahmood, der dog hurtigt blev løsladt igen. Bin Laden har hævdet allerede at besidde et såkaldt 'beskidt' våben, det vil sige en almindelig bombe omgivet af radioaktivt materiale, der kan anrette stor skade i en storby. Materialet er bl.a. skaffet gennem Tjetjenien fra Rusland. Rygterne er dog kun bekræftet uofficielt af den britiske efterretningstjeneste. Mahmoods chef i udviklingen af atombomben, Abdul Qader Khan, er nationalhelt og samtidig medlem af en anden radikal, muslimsk organisation Lashkar e-Toiba. Han har bl.a. holdt 'ferie' i Nordkorea, hvor han vel besøgte de kontakter, som han tidligere handlede atomar og missilteknisk viden med. Det er svært at vide, om Hamid Gul fortsat har kontakt til sin tidligere arbejdsplads i efterretningstjenesten. Men der er formentlig fortsat stærke al-Qaeda-sympatier i efterretningstjenesten, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at Pakistans atomvåben ved et islamisk kup i Pakistan, kan falde i hænderne på fundamentalister med tæt tilknytning til al-Qaeda. Se, det er et problem, som Danmark burde forholde sig til. Men så længe vi deltager i en krig i Irak, der er indledt på en løgn, må vi væbne os med tålmodighed og blot vente på, hvor og hvornår terroren rammer i Danmark. Vi har hørt, at terroristerne bag bomberne i London 7. juli i år også har været på ophold i Pakistans madrasaer (koranskoler) og måske også været i terroristtræning. Det er der formentlig mange andre, der har været, og måske også nogen, der er i Danmark. Den københavnske metro er måske lige kort nok en strækning for, at den kan rammes effektivt med bomber. Jeg hørte på et tidspunkt, at politiet har haft en mand, der muligvis var i færd med at kortlægge Norgesbåden som et muligt mål, til afhøring. Matas har vist netop rapporteret til politiet, at der i tre butikker er solgt store mængder svovlsyre eller salpetersyre, der begge kan anvendes til fremstilling af bomber. Bliver det ved Folketingets åbning i år? Eller på Amalienborg Slotsplads ved dronningens fødselsdag 16. april 2006. Eller ved pokalfinalen i Parken på Kristi himmelfartsdag til næste år?