Sommerens nummer på bogmarkedet sørgede Lindhardt og Ringhofs Morten Hesseldahl for. Efter flere år med underskud på forlaget måtte man skære ned. Det var allerede gået ud over medarbejderstaben. Nu gik det også ud over nogle af forlagets danske forfattere. En af dem, digteren Martin Glaz Serup, fik ophævet sin kontrakt og svarede fortørnet igen ved at offentliggøre brevet fra forlaget i Information. Han mener, at forlag ikke kan bryde en kontrakt med forfatteren, ligesom forfatteren ikke kan bryde med forlaget. Det er ubehageligt og uskønt, når det sker, men den sørgelige sandhed er, at alle de velkendte forlag har måttet gøre det indimellem. Man ophæver kontrakter, især når et underskud viser sig flere år i træk, og man håber på at kunne forhandle sig ud af kontraktbrud med bønner om forståelse for situationen eller økonomisk kompensation til den skadelidte forfatter. Det sidste, man ønsker sig, er offentlighed, og det har heller ikke begejstret Morten Hesseldahl at skulle forsvare brevet til Serup. Han kunne have beklaget og igen henvist til den beklemte økonomi. Og i hvert fald forlagskollegaer ville have haft forståelse, nok endda medfølelse med ham - vi sidder jo der og har prøvet noget lignende selv. Men Hesseldahl beklager ikke. Han er en sand vindertype. Ikke det mindste socialdemokratisk: Man skynder sig ikke at sige undskyld for åben skærm. Tværtimod. Når vinderen er klemt, svarer han igen med et angreb. Det gik lidt ud over avisen, men især over digteren, der fik sine matte salgstal i hovedet sammen med et spørgsmålstegn ved hans talents bærekraft. Ham kunne forlaget mageligt undvære. De følgende dage meldte forfattere sig ud af forlaget i protest mod den behandling, Serup var udsat for. Det skete i fuld offentlighed i aviserne. For andre forlæggere var det ikke et spørgsmål, om Hesseldahl kunne bryde en kontrakt, men at han havde brudt en uskreven regel i forlagsverdenen: Man rakker aldrig ned på en forfatter, man har skrevet kontrakt med - heller ikke når kontrakten lige er brudt, eller hvis forfatteren angriber forlaget nok så hårdt. Selv i det hedeste slagsmål må man ikke angribe på talentet. Daværende Gyldendaldirektører Rifbjergs og Frombergs notoriske udfald mod Carsten Jensen og Henrik Stangerup fandt ingen sympati hos deres forlagskollegaer. Det ville være nemt at slutte her. Lettet over, at det ikke er mig ellen en anden på mit forlag, som fik ørerne i maskinen. Men hvad nu, hvis sagen er symptomatisk for en udvikling, som allerede er sket over en længere periode? Lad os forestille os, at andre end Serup i fortørnelse over breve fra danske forlag offentliggjorde indholdet. Der er gudskelov endnu ikke daglige kontraktnedlæggelser at offentliggøre, men man kunne jo mene, at et afslag på et manuskript var utilstedeligt/utilstrækkeligt/eller bare mærkeligt? Aviserne vil normalt ikke røre den slags. Kun hvis forfatteren er et velkendt navn. Men etablerede forfattere morer sig ikke over at blive sagt nej til, så de skifter forlag eller slås uden for offentlighedens søgelys, til de får deres vilje. Vi, der sidder inde i branchen på de forlag, som tager udgivelse af skønlitteratur alvorligt, vi hører om sagerne - oftere og oftere. Forfattere, som har udgivet i årevis og nu får at vide, at vi ikke tror, »der kan findes tilstrækkeligt marked til dit nye manuskript. Det er ellers mægtig godt, fuldt på højde med dit bedste«. Måske kommer den sidste formulering, fordi man ikke ønsker mere diskussion og håber, man lukker bedre af med venlig ros. Men uanset hvilke træske opblødninger, vi forlæggere finder på, så er det dét dér markeds skyld. Hvorfor lige nu? Det er hårde tider for udgivelse af skønlitteratur. Det er hårde tider! Men det har det vist næsten altid været, ikke sandt? Forlæggere er på det punkt lidt ligesom bønderne ved høsttid. Men faktum er, at der i forhold til 1970/80'erne sælges et mindre antal eksemplarer, og der sælges for et mindre antal kroner, hvis man tager højde for inflation. Der er også færre forlag og nu samlet i større forlagskoncerner, ligesom boghandlerne har samlet sig i kæder og er formindsket i antal fra 80'ernes knap 600 butikker til nu cirka 450. Markant nok i sig selv. Men når man som i denne Kronik taler om skønlitteraturens del af markedet, bliver det næsten endnu mere markant og uhyggeligt, at læserne/bogkøberne også samler sig! De køber i hvert fald i stigende grad de samme få titler. Bestsellerne bliver nemlig ikke mindre, tværtimod. Dette er ikke bare tilfældig konjunktur for et par af de senere år. Det er åbenbart, at romanlæsere interesserer sig for de samme ti-tyve titler om året. For os forlæggere drejer det sig om at være heldige nok - frække nok - dygtige nok (vælg selv) til at have flere af dem indenhus pr. sæson. Ellers går butikken bare ikke. Og skulle der være noget nyt i det?, hører jeg Dem spørge. Man har jo altid talt om gynger og karruseller - forlaget som børs og katedral - den dygtige forlægger, som selv sørgede for at finansiere sine hobbies (de smalle udgivelser, som hun elskede, og som succeserne tjente ind til). Det nye i branchen er ikke, at succes er nødvendigt - det nye er, at mellemlaget mellem succes (de få store pr. sæson) og fiasko (som når man taler om op til (ja, op til!) få hundrede solgte eksemplarer) - dette mellemlag er nærmest forsvundet! Man kan som forlag simpelt hen ikke mere klare sig på at have udgivet bare fine, velanmeldte bøger, der vækker interesse ved udgivelsen. Et dannet mellemlag, som ud af det enorme udbud pr. år selv vælger netop de fem-ti bøger, de lige skal og må læse, det findes ikke mere. Det lader til, at man ikke mere orker at vælge selv, men lader tv-nyheder (som ikke omtaler meget mere end ti styk skønlitteratur pr. år), reklamekampagner og bogklubber vælge for sig. Når forlæggeren på Forfatterforlaget Arena, K.E. Hermann, skulle forklare, hvordan i alverden han overlevede (det gjorde han nu også kun knap og nap og med en konkurs eller to), så henviste han til et dannet mellemlag og takkede »højskoler og præstegårde«. Den slags hørte jeg om, da jeg begyndte i branchen for nogle og tredive år siden. Og rigtignok var det også sådan hos os på Gyldendal - at en roman, novelle- eller digtsamling med bragende dagbladskritik næsten altid var sikret et salg i et par oplag, så den økonomisk gik hjem og lidt til. Man kunne faktisk overleve ved at vælge rigtigt - jeg havde nær sagt ved at have god smag - uden at have den rene bestsellerisme med på programmet hver sæson. Og her skal det lige i forbifarten understreges, at bestsellerisme og god litteratur jo heldigvis ikke udelukker hinanden. Nu er procenten af skønlitteratur, som rent økonomisk falder på gulvet, så høj, at der skal rigtig, rigtig meget bestsellerisme til ved siden af, før forlaget som helhed ikke falder fra hinanden. Man kan ikke mere antage en bog, fordi man synes, den er rigtig god, men må nøje afveje, om man også har råd til den på programmet. For her går jeg ud fra, at den forlægger, vi taler om, er af den lidt gammeldags type, der udgiver, for at andre skal opleve den glæde ved at læse, som han selv havde. Vi vælger altså i dagens anledning at se bort fra dem, der altid bare udgiver for at tjene penge. Vi behøver dem desværre heller ikke for at opridse et billede af en betænkelig udvikling. Men man kan altså heller ikke mere overleve ved gode bøger, der salgsmæssigt lægger sig i midten af markedet. Den slags mellemlagssucces er ved at forsvinde. Den gode forfatter, som både overlevede selv og var med til at holde sit forlag i gang med en sundt, måske lidt langsomt opbygget læserskare. Man kan som eksempler tage velkendte navne, som ikke er ren bestsellerisme, a la Peter Seeberg, Svend Åge Madsen, Tage Skou-Hansen. Den slags og mange andre, også mindre kendte, forfattere var engang et sundt lag i det skønlitterære forlags økonomi. En hel sæson, der gik økonomisk hjem også uden Harry Potter, Leif Davidsen, Jane Åmund, Dan Brown, Per Olov Enquist eller andre lykkelige ophavsmænd- og kvinder til kanon-romanen. Når mellemlaget stille og roligt er ved at forsvinde, og bundscorerne udgør en mere og mere faretruende del af det samlede program, så skulle det være mærkeligt, hvis det ikke også gav sig udslag i de skønlitterære forlæggeres måde at behandle forfattere og manuskripter på. Og det gør det. Hesseldahl-sagen er desværre et eksempel på noget, som i stigende grad foregår på landets litterære redaktioner. Man kan gribe i egen barm inde hos os på de samlede Gyldendal-datterselskaber (den fælles redaktion for Forum, Fremad, Høst og Søn, Rosinante, Samleren), og man kan lytte til, hvad forfattere fortæller, når deres hidtidige forlag siger nej til det nye manuskript. Flere af dem siger vi så også nej til, og man kan roligt blive bange for, hvordan det fremover skal gå gode forfattere, som altså rent kommercielt ligger i mellemleje - eller underleje. Ikke mange af dem vil råbe offentligt op, som Glaz Serup gjorde. Kun få vil jo finde på at forsvinde i stilhed. Forlaget 'Eget forlag' vil blive mere almindeligt, end det er nu. Er det nu jammer igen? Er det så forfærdeligt, at man skal holde hus med pengene, og udgives der ikke alt for meget i forvejen? Efter min opfattelse er det kun andre forlag end mine egne, som udgiver for meget. Og alle andre forlæggere har det på nøjagtig samme måde - de andre udgiver nok nogle titler for meget. Altså udgives der ikke meget for meget i Danmark. Det, der så ikke mere udgives så meget af, vil være de markedstunge genrer som digte, essays, noveller, eksperimenterende romaner etc. Jo mindre mainstream, jo sværere at komme igennem. Det vil ikke være nok at være oplagt talentfuld sprogbehandler - det var det ellers i de dejlige gamle dage. Det værste, der sker i disse år, er, at unge forlagsredaktører bliver mere og mere bange for små salgstal. Jeg blev i1983 flyttet ind i Gyldendals litterære redaktion og fik at vide, at jeg skulle være begejstret og finde en masse nye unge forfattere, så de andre (dengang havde det især været Borgens Forlag) ikke løb med hele firsergenerationen. Ikke et ord om små oplag og sværhedsgrader. Det var investering i fremtiden. Med sådanne omkvæd var det dælme nemt at være den nye redaktør. Nu tør en redaktør på selv store forlag nærmest ikke foreslå et oplagt talent, hvis debutanten er kommet til at skrive talentet ud i digte eller noveller. Og hvis der ankommer to af slagsen med en måneds mellemrum, så har toeren ikke en chance, fordi årets plads til eksperimentet er optaget. Og gør det så noget, hvis de gode må vente lidt? Måske ikke, men det gør en masse ved forlagene, at vi redaktører er begyndt at læse den ikke helt selvfølgelige og ligefremme litteratur med nogle mærkelige 'fejlbriller'. Jeg indrømmer, at jeg selv kommer til det: Sidder med et manuskript, som tydeligt nok er i den vilde eller svære eller bare 'mærkelige' ende af skalaen, og så sidder man sgu og læser for at finde de 'fejl', som kan gøre det rimeligt at sige nej til det her. Som om det er fejl eller ingen fejl, der skaber god litteratur. Tænk på dine egne yndlingsbøger. De er behæftet med 'fejl' - længde, gentagelser etc. - men elsker vi dem mindre for det? Nej, vi elsker dem for deres gode sider og bærer over med fejlene. At blive fejllæser er lige så synd for redaktøren, som det er for manuskriptindsenderen. Men sådan påstår jeg, det er eller er ved at være på forlagene. Og det kommer til at mærkes mere og mere over hele branchen. Vi forlæggere får jo heller ikke megen hjælp udefra. Bortset fra et par undtagelser - hvoraf denne avis er en gloriøs - så har dagspressen nedprioriteret skønlitteraturen markant i den senere tid. Der anmeldes færre bøger, og jeg hørte et stort dagblads kulturredaktion citeret for, at de nu kun ville anmelde bøger, som solgte i mere end 1.000 eksemplarer. Så får deres anmeldere ikke travlt. Det bliver ikke engang til en fjerdedel af alle nyheder. Boghandlerne gider heller ikke så meget mere. Det er svært at få en nyhed ud på bordene - måske hos de større butikker i ét eksemplar, da ikke på bordet men ovre på vægreolen - hvis ikke forfatterens sidste var en sællert. Det giver jo debutanter (og deres forlag) interessante problemer, men selv forfattere, som ligger i det nu ellers næsten forsvindende mellemleje, kan man vente med at købe, til de måske har fået store anmeldelser, og der bliver spurgt efter dem. Skal vi vædde på, at fire af vores forlagsgruppes seks storsælgere fra dette forår ikke var til at få hos boghandleren på dagen efter kl. 13? Af de seks havde nemlig kun Umberto Eco og Gabriel García Márquez allerede bestået sælgerprøven for alvor. Helle Helle tilsyneladende ikke nok. Morten Ramsland, Vibeke Grønfeldt og Arnaldur Indridason slet ikke. Jeg medgiver, at der siden er rådet bod på det for disse bøgers vedkommende, og vores forlagsgruppe får et glimrende år, tak, men hvad med lidt hjælp til noget, man ligesom bare på forhånd tror på, please? Med 'man' mener jeg her boghandleren ... vi forlæggere behøver ikke bestemme det hele, men bare lidt 'egen lyst' i butikken? Og bibliotekerne - dem orker man næsten ikke at tænke på mere i forbindelse med skønlitteratur - de bruger pengene på andet og køber ind, så man ikke kan se en digtsamling udstillet mere, og så man i sidste uge f.eks. i Storkøbenhavns Biblioteksvæsen kunne bestille nu - på hjemmesiden ved Vibeke Grønfeldts nye roman 'Mindet' - der er p.t. ca. 56-58 måneders ventetid. Kan man overhovedet tale om et bibliotek, hvis det skal tage fem år, før man kan låne en ny bog? Hvad gør vi så? Venter vi på støtte fra Staten til den fine, ikke hurtigsælgende litteratur? Så kunne vi sidde der på forlagene og eksperimentere en halv time om ugen på forventet efterbevilling. Håber vi på bedre tider - eller bare som i gamle dage - igen en stund? Intet tyder på, at koncentrationerne på forlagene, i boghandelen, hos læserskaren bliver mindre. Vi kan sidde og tænke på at have bestsellere nok til at overleve og så udgive en smal sag en gang imellem. Jeg gætter på, at det er, hvad vi kommer til at gøre fremover. Men hvad gør litteraturen og dens udøvere? Jeg gætter på, at den ikke finder sig i det, og jeg tror ikke, at 'Eget forlag' er en langtidsholdbar løsning. Små steder som 'Basilisk' eller 'Øverste Kirurgiske' er mulige, men de opererer også kun, hvis de får tilskud fra det offentlige - og de er ideelt set lige med det markeds-mindste. Jeg tror, vi inden så forfærdelig længe ser et nyt eller flere nye Forfatterforlag a la Arena. Ikke den halve løsning, som kaldte sig et nyt Arena. Næh, et rigtigt et, hvor forfattergruppen får liv og identitet gennem det fælles projekt, og som nødvendigvis også må have én eller et par kraftige motorer, ligesom Arena havde. Man behøver ikke skulle helt op, hvor Peter Seeberg og K.E. Hermann var, men sådan et maskineri kommer ikke til at køre på halv tid fra køkkenbordet. Skaffer man til det et sted som Hald Hovedgård ved Viborg, så meget desto bedre, men for dansk litteraturs skyld mener jeg, man skal tro og håbe på det. Ikke at jeg i dag kan få øje på, hvem de der motorer skulle være, men jeg tror den slags opstår, fordi det skal. Vi på de etablerede forlag ville også have rigtig godt af det.