Der er en betydelig ironi i, at dagspressen i den senere tid endnu en gang har bragt den gamle diskussion om det ideologiske og angiveligt farlige ved den socialdemokratiske fodnotepolitik i den kolde krigs periode på bane, mens en krigspolitik, der her og nu reelt er farlig for dette lands borgere, ikke på samme måde analyseres og belyses i forhold til det danske udgangspunkt. Med truslerne fra al-Qaedas internationale terrornetværk står Danmark med et stort behov for at overveje, om det historisk usædvanlige krigsprojekt, som landet stadig er involveret i i Irak, har nogen mening. Denne krig, som er påstået afsluttet, men som stadig reelt er i gang på mange planer og til stadighed eskalerer over i en borgerkrigslignende situation, blev påbegyndt på et falsk grundlag ud fra en påstået, men ikkeeksisterende international sikkerhedsrisiko og ud fra en postuleret, men aldrig dokumenteret tilstedeværelse af kemiske eller lignende masseødelæggelsesvåben, samt en lige så luftig påstand om en sammenhæng imellem Saddam Husseins despotiske styre og al-Qaeda-netværket. Irakkrigen blev ført uden om FN og på tværs af folkeretten i en koalition af de såkaldt villige og som en invasionskrig med et til lejligheden opstillet forebyggende sigte, dvs. som en krig, der i sin målsætning skulle forhindre en anden krig, der teoretisk kunne udbryde med det angrebne land Irak i en aktiv rolle, men ingen har dokumenteret, at denne tænkte krig var under opsejling, og den er forblevet en kimære. Da alle de, fra USA's side, erklærede formål med krigen har vist sig ikke at holde vand, er det fra starten af stærkt underspillede formål, nemlig at frembringe demokrati i Irak, rykket mere og mere ind i centrum, men her har krigsmodstandernes advarsler vist sig at holde stik: Man kan ikke med voldelige midler påføre et ikke-krigsførende land demokrati, et sådant forehavende vil uundgåeligt fremprovokere en nationalistisk betonet modstand og forstærke de etniske, politiske og religiøse modsætninger, der i forvejen er karakteristiske for den kontekst, man opererer i. Ydermere vil man i et land med ikke-demokratiske traditioner risikere at skabe grobund for de yderliggående, terroristiske aktiviteter, som man angiveligt er sat ud for at bekæmpe. Det sidste er netop, hvad der er sket i Irak. I dag er den borgerkrigslignende situation i Irak, fremkaldt ikke mindst af den vestlige invasion med dansk deltagelse, med til mere end nogensinde før at give al-Qaeda-netværket et legitimationsgrundlag for at forstærke sine på én gang desperate og kalkulerede terroraktiviteter i Vesten og andre steder på kloden, hvor (især) vestlige borgere eller borgere i lande med USA-venlige regeringer rammes. Ifølge den britiske tænketank Chatham House og ligeledes en vurdering fra Terrorist Analysis Center har Irakkrigen fra starten givet al-Qaedas propaganda, rekruttering og pengeindsamling vind i sejlene og fungeret som motivation for terroraktiviteter i England. De vestlige troppers fortsatte tilstedeværelse samt krænkelserne af Genèvekonventionen i Abu Ghraib-fængslet og på Guantánamobasen bruges af al-Qaeda-netværket som et ekstraordinært hvervegrundlag over for splittede og rodløse andengenerationsindvandrere i de vestlige lande, en kendsgerning, som ikke blot den engelske regering, men også danske politikere må forholde sig til. Al-Qaeda-netværkets terroraktioner har naturligvis sine rødder i langt mere end Irakkrigen, men denne krig har ligesom krigen i Afghanistan opbygget sine aktiviteter og i et koncentrat anskueliggjort netop den form for vestlig undertrykkelse af den islamiske verden, som al-Qaeda-ideologien på sin egen perverterede og totalitære måde reagerer på. Irakkrigen der - med den viden vi har i dag - var planlagt af neokonservative kredse i den amerikanske regering før den tragiske 11. september og blev igangsat med denne dato som påskud, er en blanding af et geopolitisk projekt med sigte på at placere USA centralt i Mellemøsten - også i forhold til Iraks oliekilder - og et ideologisk projekt. Som ideologisk projekt er det ligesom Vietnamkrigen dømt til at mislykkes og er endnu farligere end Vietnamkrigen for den internationale stabilitet. For europæerne og de europæiske krigsdeltagere, herunder Danmark, repræsenterer den i sine følgevirkninger en hidtil uset direkte trussel mod civilbefolkningen. Danmark er nu direkte rykket ind i fokus som mål for al-Qaedas internationalt opererende netværk af islamiske jihadister, der først og fremmest sigter på at sprede død og ødelæggelse blandt civilbefolkningen. Der er en grum ironi i de seneste års regeringsbårne beskyldninger mod Socialdemokratiet og den danske venstrefløj for både under den kolde krig, men også i nutidens forsvar for de internationale traktater (herunder menneskerettigheder og FN) at fremprovokere forskellige former for sikkerhedsrisici og at være nutidigt naive. Ved helt endimensionalt og ukritisk at lægge sig i kølvandet på Bush-administrationens krigspolitik over for ikke mindst Irak - en politik, der ikke havde nogen genuine perspektiver for efterkrigssituationen i Irak - har den danske regering mere end nogen anden dansk regering i nyere tid medvirket til at skabe en sikkerhedsrisiko for den danske civilbefolkning, ikke mindst befolkningen i København. Da Danmark på baggrund af et yderst spinkelt folketingsflertal trådte ind i invasionskrigen, var der ikke flertal for den i den danske befolkning. For nylig kunne den amerikanske præsident under et lynbesøg i Danmark, der yderligere bragte international mediefokus på Danmarks usædvanlige rolle i dette krigsprojekt, kokettere med det faktum, at de amerikanske troppers tilstedeværelse i Irak ikke længere har opbakning blandt majoriteten af amerikanere. Ikke mindst også på baggrund af terrorangrebene i London må tiden være kommet til her i landet at foretage en politisk selvransagelse: Skal Danmark fortsat være militært aktiv i Irak, hvilket formål har en fortsat dansk tilstedeværelse i et stadig mere borgerkrigshærget Irak? Er den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, der med Danmarks tilstedeværelse er blevet en udenrigspolitik med militæret i en fremskudt position, den model for dansk omgang med verden, som flertallet af danskere kan stå inde for? Hvem er det, der er naive og har mistet realitetssansen? Er det dem, der fortsat plæderer for en pragmatisk, dialogiserende, ikke militært betonet linje i Danmarks forhold til omverdenen, eller dem, der med vold og magt og en ideologisk satsning vil rundsende det danske militær i fremskudte positioner på verdenskortet, vel at mærke som miniputpartner i en stormagts geopolitiske strategi? Der er noget galt i det danske hus i disse år. Med en nærmest arrogant stramhed og en uformidlet intolerance fører vi os - qua den siddende regering og ikke mindst dens støtteparti - frem over for de hjemlige etniske minoriteter; med en muskulær selvretfærdighed vil vi med voldelige midler påføre fjerne, ikkeeuropæiske nationer værdier og styreformer, som normalt er et resultat af en længere historisk intern proces. Vi har muligvis i det sidste anliggende nogle relativt gode intentioner, men midlerne er forkerte og helliger som bekendt ikke målet, som jo i sidste ende må være de andres og ikke vores mål. Hvor er det Danmark blevet af, der tror på dialogen, de humanitære tiltag, den fredelige omgang med verden som netop det, der - også målt med landets størrelse, traditioner og historie - kan være vores særlige bidrag til verden. Et bidrag, der baserer sig på ikke-aggressive europæiske værdier. Når Storbritanniens premierminister, Tony Blair, kalder krigen mod terrorismen for »civilisationens kamp mod det ikke-civiliserede«, har han ret, men invasionskrigen i Irak, som han selv har været bannerfører for, er ikke et udtryk for afgørende værdier i den europæiske civilisation, her hvor vi tres år efter holocaust stadig arbejder for at fastholde succesen i bearbejdelsen af den negative arv efter invasionskrige og anvendelsen af krigen som 'løsningsmodel', som to verdenskrige med udgangspunkt i Europa har efterladt til os. Det er påtrængende at stille den danske offentlighed og det danske politiske establishment de ganske enkle spørgsmål: Hvornår har en invasionskrig styrket civilisationen, og hvorfor skulle en invasionskrig være det bedste middel til at bekæmpe et internationalt og løst terrornetværk, der med den viden, vi har i dag, opererer med lokale 'celler' eller grupper som drivende kræfter? Mellem- og Fjernøstens, Asiens og Afrikas historie er overtegnet med vestlige magters invasioner og invasionskrige, der så godt som alle er blevet ført i civilisationens og fremskridtets navn. De i dag, på tværs af folkestammer og nationaliteter, tilfældigt trukne linjer på det afrikanske landkort er et resultat af datidige vestlige stormagters strategier og behov, som Afrikas nationer kun langsomt er ved at befri sig for, og det samme gælder på mange måder Nær- og Fjernøsten, der i århundreder har været regnet som legitim interessesfære for vestlige magter (inklusive på et tidspunkt Sovjetunionen), hvad enten det gjaldt Indien, Iran, Irak eller Palæstina. I både Afghanistan, Irak og Palæstina - alle landområder, der i dag er karakteriseret af store uløste etniske og religiøse konflikter - har Vestmagterne i flere omgange tidligere optrådt som 'befriere', der med væbnet magt angiveligt har bragt civilisationen med sig, men da denne civilisation først og fremmest repræsenterede en geopolitisk magtudvidelse, er den endt med at komme i alvorlig konflikt med de besatte områders egne nationale, kulturelle og religiøse interesser og behov. I dag tegner invasionskrigen og dens efterspil i Irak på mange måder det samme mønster, denne krig anføres af en amerikansk regering under Bush, der ikke går af vejen for at alliere sig med repressive og udemokratiske regimer for at nå sine strategiske mål (eksempelvis i Egypten, Pakistan og Saudi-Arabien), og som ikke er i Irak af hensyn til først og fremmest Iraks nationale interesser eller potentielt demokratiske interesser. Sat på spidsen: Hvis Bush-administrationens vigtigste dagsorden virkelig var demokrati og national uafhængighed i Mellemøsten, så ville den stille helt andre fordringer til styret i Saudi-Arabien og lægge et helt andet pres bag oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat, end tilfældet er og har været i flere år. På mange måder gemmer løsningen af den israelsk-palæstinensiske konflikt på nøglen til mange af de øvrige konflikter i Mellemøsten, men Bush-administrationen har betegnende satset et helt andet sted, hvor dens økonomiske og strategiske interesser på kort sig var afgørende: Irak. Forfatteren Jens Christian Grøndahl og med ham andre har i den danske debat om Irakkrigen ved flere lejligheder fremholdt disse økonomiske interesser (især USA's interesser i Iraks oliekilder) som legitime mål for Irakkrigen og advokeret for den særlige kynisme, som en supermagt kan/må anlægge i en global sammenhæng; at lægge afstand til denne kynisme fremstår i Grøndahls optik som naivt. Men ikke engang den amerikanske administration har forsøgt at legitimere invasionskrigen mod Irak med USA's behov for en uhindret adgang til Iraks oliekilder, derimod - da de oprindelige begrundelser for krigen ikke længere var valide - med en slags civilisationsskabende frihedsidé, med 'friheden på march', med nedbrydelsen af 'ondskabens akse' og lignende. Herhjemme har statsminister Fogh Rasmussen stædigt - selv under indtryk af den øgede vold i Irak - fastholdt knægtelsen af Saddam Husseins voldsregime som krigens mål. Men krigen og dens voldelige eftervirkninger, der ikke synes at have nogen ende, afslører i sig selv som middel, hvor lidt Bush-administrationen og den danske regering har forstået af den type civilisation og den kultur, som man buldrer ind i med verdens mest effektive og farlige isenkram. Der sidder ikke meget civilisation for enden af et geværløb, når den bruges mod en svagere part, der først er ved at komme til live som nation, kaos og modvold er snarere det forventelige resultat. Omvendt kan en nation blive til i et opgør med en større undertrykker. USA's egen nationale fødsel blev til i et modværge mod datidens supermagt, England, der til sidst klogt valgte at trække sig; denne dybe erfaring synes borte med blæsten i Bush-administrationens (og den danske regerings) 'march mod frihed' på andre nationers vegne. De danske historiske erfaringer er under alle omstændigheder forskellige fra de amerikanske. Som det lille land skabte vi et demokrati på fredelig vis og har siden overlevet som nation på vores ligevægtsfornemmelser, demokratiske sindelag og evner til at indgå alliancer baseret på et rimeligt blik for de politiske realiteter. Det var model Svejk og - af gode grunde - ikke model Bismarck. Denne model Svejk og dialog har regeringen med deltagelsen i Irakkrigen og med Fogh Rasmussens ideologiske opgør med besættelsestidens 'alt for slappe danske holdninger' forsøgt at forvandle til den stikkende bis politik. Man befinder sig tilsyneladende godt på ryggen af en offensiv drage. Men der er et andet og betydeligt mere fredeligt USA end Bush-administrationens USA, vi meget let kunne solidarisere os med. Der er også et historisk USA, som vi skylder meget, men med til den moralske gæld hører ikke det hovedløse krigsprojekt i Irak, som dag for dag tæller flere og flere civile ofre, og som forstærker bølgen af international terrorisme. Terrorismen bekæmpes bedst ved at inddæmme den med fredelige midler og ved afgørende at afhjælpe de globale fattigdoms- og demokratiproblemer og ved at betragte den som en sag for det internationale politi- og efterretningssamarbejde; sidstnævnte foreslog den amerikanske forfatter Susan Sontag allerede - for næsten døve øren - i kølvandet på de tragiske hændelser 11. september 2001 i New York. De foreløbig eneste gevinster i indsatsen mod al-Qaeda-terrorismen findes ikke desto mindre på dette niveau, hverken krigsførelsen i Afghanistan eller i Irak har med deres store tab af menneskeliv og milliardomkostninger ført til en afgørende optrævling af al-Qaeda-netværket endsige til arrestationen af Osama bin Laden, hvis popularitet i dag er større end nogensinde i et land som Pakistan, som er USA's officielle allierede i 'krigen mod terror'. Det ligner en farlig fiasko og er det også.