0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Albanien på vippen

Den lille Balkan-stats medlemskab af EU kom ikke meget nærmere ved sommerens valg, der vippede parlamentsflertallet fra socialisterne tilbage til højrepartierne. Men USA kan bringe Albanien hurtigere ind i NATO. Kronikøren er cand.mag. og har besøgt Albanien jævnligt siden 1970, senest i juli som valgobservatør for OSCE i juli.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det albanske parlamentsvalg i forrige måned betød ikke alene en ventet fremgang til det Demokratiske Parti, men et så markant højreskred, at regeringsmagten om kort tid ventes at overgå fra den hidtidige centrumvenstre-koalition til en ny højrekoalition.

Udtalt politisk apati, fortsat udbredt korruption, en forbitret personstrid og splittelse på venstresiden har affødt et resultat, der ikke alene vækker bekymring i EU, men også i Albanien frygtes at kunne skabe en politisk ustabilitet, der snarere vil forsinke end fremme en europæisk integration af Albanien.

Albanien er gået fra krise til krise, siden landet for femten år siden lagde 45 års diktatur bag sig. Med en befolkning på knap tre en halv million indbyggere har det lille Balkan-land, der er på størrelse med Jylland, på få år undergået en forandring uden sidestykke i Europa. Fra tidligere at være Europas mest hermetisk tillukkede og økonomisk mest afsondrede land er Albanien på godt og ondt på få år blevet en del af de europæiske og markedsøkonomiske realiteter.

Markedsøkonomiens indtog bragte hurtigt de albanske fabrikker med en nedslidt og utidssvarende teknologi til standsning. En langsom, men dog fortsat økonomisk vækst havde indtil slutningen af 1980'erne holdt trit med den højeste befolkningstilvækst i Europa. Sovjetisk og senere kinesisk hjælp blev gennem planøkonomisk allokering brugt dels til opbygning af landets beskedne, men relativt alsidige industri, der spændte fra stålværk til tekstilkombinater, dels til udbygning af landets infrastruktur gennem jernbaner og elektrificering samt dels til en - dog beskeden - mekanisering af det kollektiviserede landbrug.

Under Enver Hoxhas Stalin-inspirerede diktatur holdt Albanien sig uden for det politisk-økonomiske og militære samarbejde i Europa - såvel det vesteuropæiske EF og NATO som det østeuropæiske Comecon og Warszawa-pagten. Modsat nabolandene fik ingen fra Albanien lov til som gæstearbejdere, at søge arbejde i Vesteuropa. Udenlandsk låntagning blev endog forbudt i landets forfatning.

Som det sidste af de østeuropæiske lande undergik Albanien 1990-91 et totalt systemskifte. Samtidig med de første flerpartivalg oplevede landet i 1991 en udtalt krise. Først massearbejdsløshed og armod i en grad, så det medførte en næsten total opløsning indadtil og en eksodus af flygtninge udadtil. Siden sikrede italienske tropper først brødet, og siden, at en ny regering under Sali Berisha kom til magten i 1992.

Allerede et halvt år efter sin tiltræden var Berishas Demokratiske Parti tæt på at miste flertallet blandt vælgerne. Et virkeligt politisk opgør med fortiden - gennem etablering af demokratiske institutioner som uafhængige domstole og humane strafudmålinger - udeblev. Modstanderpartier blev i stedet forbudt. Politikere og journalister blev fængslet. Aviser blev beslaglagt. Gennem fyringer og ikke mindst journalisternes selvcensur fik det Demokratiske Parti kontrol over radio og tv.

Den politiske krise i Albanien blev yderligere understreget af en bitter personstrid mellem præsident Sali Berisha og Socialistpartiets formand Fatos Nano. Han tilhører den fløj, som siden 1991 har tegnet det reformerede socialistparti og blev i april 1991 regeringsleder efter de første frie valg.

I juli 1993 fik Berisha anholdt Nano, anklaget for korruption. Statsanklageren nægtede først at anholde ham, da han ikke mente, der var juridisk grundlag for en arrestation. Men ukendte voldsmænds overfald satte statsanklageren ud af spillet. Regeringen udpegede hurtigt en ny, som fik Nano idømt 12 års fængsel for uretmæssig tilegnelse af statens ejendom i forbindelse med den italienskdistribuerede fødevarehjælp fra EU.

Den hårde dom blev et højdepunkt i Berisha-regeringens opgør med Socialistpartiet, som især var rystet over den manglende internationale opmærksomhed. Den autoritære undertrykkelse af politiske modstandere kulminerede i 1996, da det Demokratiske Parti sikrede Berisha den fortsatte magt gennem valgsvindel - først ved parlamentsvalget i maj, og siden i oktober ved lokalvalget. Efter de internationale protester over svindelvalget i maj 1996 genvandt Socialistpartiet noget af sin styrke. Det var få måneder før den kasino-kapitalistiske udvikling eksploderede i et folkeligt oprør udløst af pyramidespillenes sammenbrud i januar 1997. Først da det folkelige oprør truede Berishas styre, rejste man for alvor kravet om Nanos løsladelse.

De omfattende tab, som almindelige mennesker led, da investeringsselskaber krakkede, udløste et oprør, der startede i syd. Titusindvis af familier, der havde mistet alle deres sparepenge i investeringsselskaber, holdt Berisha-regeringen ansvarlig. Den resterende ikke-privatiserede statslige ejendom i form af våbendepoter blev stormet. Det skønnes, at 700.000 våben kom i omløb. En stor del fandt i de følgende måneder vej over grænsen til Kosova, hvor de siden blev den vigtigste kilde for bevæbningen af Kosovas Befrielseshær. Konflikten i Kosova mellem det albanske befolkningsflertal og de serbiske myndigheder udviklede sig som bekendt til en åben krig året efter. Pyramidespillene var investeringsselskaber, der tilbød meget høje renter, som blev betalt ved hjælp af nye indskud, der ud over hjembragte penge fra især Grækenland stammede fra våben- og narkotikasmugling samt trafficking af kvinder og flygtninge.

I lighed med det øvrige Østeuropa, så man i 1991 i Albanien pyramidespil, men de brød hurtigt sammen. Den albanske befolknings naivitet eller uvidenhed om kapitalismens spilleregler kunne dengang forklare pyramidespillenes opkomst, men at skønsmæssigt 60 procent af befolkningen deltog i pyramidespillene fem år senere skyldtes de tætte bånd mellem pyramidespillenes bagmænd og regeringen, som gjorde krisen total.

Det særlige ved de albanske pyramidespil, som blev den foretrukne opsparingsform fra 1995 var regeringens klare medansvar. Regeringen opmuntrede direkte til opsparing gennem pyramideselskaberne. De tætte bånd blev illustreret ved, at slagordene for det Demokratiske Parti ved valgene i 1996 og investeringsselskabernes reklameslogans var enslydende: 'Sejr - eller gevinst - til alle'. Internationale organisationer som Verdensbanken roste albanernes opsparingsvilje.

Selv om omfanget af lottospil og fyldte bingohaller kan forlede en til at tro, at albanerne er en nation af lutter ludomaner, er det kun en del af forklaringen. Det økonomiske grundlag for pyramidespillene var en røverkapitalistisk blanding af kriminalitet med dybe rødder i den italiensk-albanske mafia, sort økonomi og frigjorte midler fra udsalget af statslige værdier i forbindelse med privatiseringen af industrien samt først og fremmest boligmassen. Pyramidespillene var tæt forbundet med international kriminalitet, der trivedes gennem brud på FN-sanktionerne mod det tidligere Jugoslavien.

Bortset fra indkøb af personbiler, hvor især stjålne Mercedeser fra hele Vesteuropa fandt vej til brugtbilmarkederne i Albanien, og investeringer i barer og kiosker var der reelt heller ikke andre muligheder for at anbringe sparepengene. Den udenlandske bistand udmøntede sig i få og små, men knap nok beskæftigelsesfremmende projekter.

Det folkelige oprør efter pyramidespillenes kollaps opfattedes i Vesteuropa som den hidtil største krise i nyere albansk politisk liv og førte til beslutningen om at sende tropper til Albanien. De udenlandske tropper skulle ikke alene beskytte de få udenlandske investeringer i Albanien, men tillige forebygge endnu en flygtningestrøm til EU. Den magtsyge Berisha nægtede kategorisk at efterleve oprørernes krav om hans afgang som præsident. Dermed blev Berisha umiddelbart den største hindring for en politisk løsning på den hidtil største krise i Albanien.

Løsningen kom gennem et parlamentsvalg, hvis gennemførelse i sommeren 1997 blev sikret af de udenlandske styrker. Valget blev en klar sejr for Socialistpartiet, hvis løsladte formand Fatos Nano dannede regering sammen med bl.a. Socialdemokratiet og Demokratisk Alliance.

I september 1998 udløstes den næste krise, da Berisha forsøgte et statskup. Nano afløstes som regeringsleder af partifællen Pandeli Majko, der vandt stor vestlig anerkendelse, da Albanien den efterfølgende vinter modtog op imod en halv million flygtninge som følge af krigen i Kosova og NATO's bombardementer. En krise, som ikke alene gav regeringen støtte indadtil, men som også affødte politisk opbakning og yderligere økonomisk bistand fra Vesten.

Det netop overståede valg markerer et stort fremskridt hen imod opfyldelse af internationale demokratiske standarder, både sammenlignet med valgene for ti år siden og det seneste valg i 2001. Selv om valget i juni 2001 nok var det hidtil mest regulære valg, var det præget af uregelmæssigheder i et omfang, så der måtte i alt fire valgrunder til for at nå frem til et endeligt resultat.

Fremskridtene til trods rejser valget fortsat mange kritikpunkter. Mest markant er den lave valgdeltagelse, idet kun omkring halvdelen af vælgerne afgav deres stemme.

Ganske vist blev en stemmeprocent på 57 procent udmeldt på valgdagen, men en analyse af de absolutte stemmetal tyder på, at kun 1,3 mio. af de i alt 2,8 mio. valgberettigede vælgere mødte frem.

Ud over politisk apati og den udbredte følelse af, at politikerne snarere arbejder for egne end for vælgernes interesser, skyldes den lave deltagelse på anslået 48 procent mod 53 procent i 2001, at mange albanere fortsat arbejder legalt - eller især illegalt - som gæstearbejdere i Grækenland eller Italien. Valgdeltagelsen var klart lavere i hovedstaden Tirana og de større byer, især i det sydlige Albanien, som ikke alene traditionelt har været Socialistpartiets højborg, men også har den største arbejdsmigration.

Det skønnes, at næsten hver tredje voksne albanske mand arbejder mere eller mindre permanent i EU. Fra at være Europas nok mest lukkede land er Albanien blevet en del af globaliseringen gennem en strøm af arbejdskraft over grænsen til Grækenland eller over Adriaterhavet til Italien.

Den lave valgdeltagelse og det Demokratiske Partis sejr afspejler en udbredt utilfredshed over den korruption, som trods Socialistpartiets evige løfter fortsat præger dagligdagen på alle niveauer.

Når offentliggørelse af det endelige resultat af valget søndag 3. juli er trukket ud skyldes det, at denne gang er det Nano, der ikke vil erkende valgnederlaget. I stedet har han indgivet en strøm af klager over valghandlingen. Det har medført, at der på søndag, 21. august, skal holdes omvalg i tre kredse.

Ud over 100 kredsmandater skal der fordeles 40 tillægsmandater proportionalt til de - blandt de 27 deltagende - partier, som kom over spærregrænsen på 2,5 procent. Det tegner til, at det Demokratiske Parti og dets allierede vil besætte 75 af i alt 140 pladser i det ny albanske parlament. Socialistpartiet og dets hidtidige allierede vil få 60 mandater, mens den tidligere statsminister Ilir Metas parti - Socialistisk Bevægelse for Integration - vil få 5 mandater. Omvalget på søndag i tre kredse vil ikke kunne ændre ved Berishas udsigt til at danne en ny koalitionsregering.

Ilir Meta erklærede inden valget, at han hverken ville danne koalition med Berisha eller Fatos Nano, som han tabte til under magtkampen i Socialistpartiet. Selv om det nye parti fik den tredjestørste vælgeropbakning, blev det heller ikke aktuelt, tværtimod har splittelsen på venstresiden, som skyldes både Fatos Nanos selvrådighed og Ilir Metas partidannelse, banet vej for det overraskende comeback til Berisha.

Valgresultatet er en uventet triumf for Berisha, som under valgkampen erklærede kamp mod korruption, organiseret kriminalitet og de monopolselskaber, som Nano og kredsen omkring ham økonomisk synes at have draget stor fordel af i de forløbne otte år ved magten. Gennem en dygtig valgkampagne, som det amerikanske konsulentfirma 'Barbour, Griffiths and Rogers' havde tilrettelagt, lykkedes det at udnytte den udbredte utilfredshed med Nano-regeringen, splittelsen på venstrefløjen og få vælgerne til at glemme Berishas ansvar for krisen i kølvandet på pyramidespillenes kollaps.

Med Sali Berisha som regeringsleder ventes det Demokratiske Parti og det Republikanske Parti samt et par andre højrepartier i løbet af få dage efter at det nyvalgte parlament har været samlet at danne en regeringskoalition, som vil have et solidt brugbart flertal, men ikke nok til at sikre et fornødent flertal ved udpegningen af en ny præsident om to år.

Parlamentets valg i 2002 af den nuværende præsident Alfred Moisiu var det eneste man i den forløbne valgperiode kunne enes om. Uden udsigt til selv at kunne opnå valg enedes Sali Berisha og Fatos Nano om en fælles kompromiskandidat. Men enigheden var nødtvungen og skyldtes først og fremmest pres fra både USA og Vesteuropa.

Albanske menneskeretsorganisationer advarer efter valget mod en gentagelse af den politiske repression, som - gennem fængsling af politiske modstandere, retssager mod journalister og hårdhændet politioptræden - karakteriserede tiden, da Berisha sidst var ved magten.

Om end valgresultatet og Berishas comeback forståeligt nok vækker ængstelse, vil det imidlertid være forkert at vente en gentagelse af albansk politik i midten fra 1990'erne. Dels havde Sali Berisha mere absolut magt som præsident, da han sidst havde magten, dels er det et forandret Demokratisk Parti. Bl.a. har Berisha forbrødret sig med et par af partiets stiftere, Gramosh Pasko og Genc Ruli, som ellers havde forladt partiet i protest mod Berishas ledelsesstil.

Men først og fremmest er såvel det økonomiske som det politiske råderum i dag blevet mere snævert for en albansk regering. Udenrigspolitisk synes alle betydende politiske partier at enes om at europæisk integration i form af medlemskab af EU og NATO er målet.

EU følger tæt udviklingen i Albanien især efter krisen i det tilgrænsende Kosovo i 1999 og det albanske oprør i nabolandet Makedonien i 2001. Berisha talte ganske vist tidligere om kommunisternes historiske forræderi mod et Storalbanien, der også omfatter Kosova og de albanskbeboede dele af Makedonien. Men Berisha ventes ikke at ville lægge sig ud med det internationale samfund i spørgsmålet om Kosovas fremtid. Dagsordenen for Balkan sættes snarere i Bruxelles end i Tirana.

De manglende resultater i kampen mod korruption og kriminalitet angives at være årsagen til, at EU har udskudt underskrivelse af en stabilitets- og associeringsaftale med Albanien. En sådan aftale, som tidligst ventes underskrevet om et år, er det første skridt på den meget lange vej mod Albaniens medlemskab af EU.

Mens medlemskab af EU synes at have lange udsigter, kan USA's aktive støtte måske betyde et hurtigere medlemskab af NATO. Intet andet europæisk land er så loyalt og aldeles ukritisk i forhold til amerikansk udenrigspolitik som Albanien. Opfattelsen af USA tegnes som billedet af onklen fra Amerika, som vil redde det kriseramte Albanien. Til gengæld har det ellers overvejende muslimske Albanien sendt tropper til støtte for USA's militære engagement i Afghanistan og Irak samt medvirket ved underminering af f.eks. Den Internationale Straffedomstol.

Albanien er blevet en del af globaliseringen i tæt alliance med USA og baseret på et håb om at blive en del af den europæiske integration. Og hvor man internationalt indtil få uger før de kasino-kapitalistiske pyramidespil kollapsede i 1997 roste den albanske opsparingsvilje, vil man nok denne gang være mere kritisk i vurderingen af de økonomiske vækstrater i et af Europas fortsat fattigste lande.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts