Den bolsjevikiske oktoberrevolution i 1917 forandrede ikke kun de politiske og økonomiske forhold i det daværende Rusland. Den ændrede også det politiske klima i det meste af den vestlige verden. Alene truslen om afskaffelsen af den private ejendomsret og udsigten til, at arbejderne kunne overtage produktionsmidlerne, skabte panik i den borgerlige verden. Men som sædvanlig viste liberalismen sig handledygtig. Frygt blev hurtigt omsat til handling. De borgerlige indså snart, at de blev nødt til at udstyre kapitalismen med et menneskeligt ansigt, hvis den gamle samfundsorden skulle have en chance for at overleve. Udviklingen fra den rivende rå liberalisme og hen mod en mere menneskevenlig kapitalisme forløb forskelligt fra land til land. Og i et meget uens tempo. Men der var også fællestræk. I næsten alle de kapitalistiske lande skabte panikken pludselig plads til de socialdemokratiske partier og bevægelser, der i årevis havde kæmpet for at finde fodfæste i det politiske liv. Socialdemokratierne dukkede så at sige ud af den politiske jungle som de frelsende engle, der var i stand til at dæmme op for det kommunistiske tankegods, der flød ud fra Sovjetunionen og sivede ind blandt vestlige arbejdere. Socialdemokratierne kunne love arbejderne bedre levevilkår og en fremtid med udsigt til større indflydelse, samtidig med at de ikke på nogen måde antastede den private ejendomsret. De lovede også med tiden aldrig at rokke ved arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Dermed blev den socialdemokratiske bevægelse spiselig for de gamle magthavere. Og hermed var tanken om en velfærdsstat - også selv om ordet først dukker op midt i 40'erne - placeret i det politiske verdensbillede. Det var ganske vist ikke alle de borgerlige, der var indstillet på at afgive deres altdominerende rolle. Men set i lyset af udviklingen i øst indså man, at det alligevel var et mindre onde at give arbejderne lidt bedre vilkår end at risikere helt at miste magten. Hvis der alligevel i liberalistiske kredse stadig var en vis modstand mod flirten med de socialdemokratiske partier, forduftede den under den store verdensdepression sidst i 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne. Nu kunne folk selv langt ud til højre i det politiske spektrum se nytten af de socialdemokratiske bevægelsers beroligende virkning. For mens alle de vestlige landes industriproduktion faldt og faldt op igennem 20'erne, tredoblede Sovjetunionen i samme tidsrum sin industriproduktion. Og da depressionen slog hårdest igennem - i 1932-33 - var arbejdsløsheden i alle de vestlige lande enorm. 24 procent af de svenske, 31 procent af de norske, 32 procent af danske og 44 procent af de tyske arbejdere var f.eks. uden job eller udsigt til et. Og det samtidig med at de kunne se hen til et Sovjetunionen, hvor alle var i job. Mange arbejdere - og også økonomer og politologer - så derfor dengang på Sovjetunionen som et økonomisk mirakel, der unddrog sig depressionens følger (lidt på samme måde, som vi i dag med undren ser hen til det økonomisk blomstrende kommunistisk-ledede Kina). Det hjalp også de socialdemokratiske bevægelser, at den liberale kapitalismes forsvarere i depressionsdagene stod totalt ribbede for troen på det frie markeds uovertruffenhed. Aktiemarkederne brød sammen. Firma efter firma gik konkurs, banker krakkede, hele stater vaklede. Derfor indså man, at kun gennem et slags uofficielt samliv eller mere eller mindre permanent forbindelse med de antikommunistiske socialdemokratiske bevægelser kunne der findes en vej ud af miseren. Den østrigsk-britiske historieprofessor Eric Hobsbawm skriver: »Det korte 20. århundredes historie kan ikke forstås uden Den Russiske Revolution og dens direkte og indirekte virkninger - ikke mindst fordi den skulle vise sig at blive den liberale kapitalismes redningsbælte, både ved at sætte Vesten i stand til at vinde Anden Verdenskrig mod Hitlers Tyskland, ved at give kapitalismen et incitament til at reformere sig selv, og paradoksalt nok ved i kraft af Sovjetunionens tilsyneladende modstandskraft mod den store depression at frembyde et incitament til at opgive ortodoksien om det frie marked«. Anerkendelsen af de socialdemokratiske bevægelsers nødvendighed skal også ses i lyset af, at faren fra den nye arbejderstat var langt alvorligere, end man måske forestiller sig i dag. Eric Hobsbawm beskriver f.eks., hvordan tobaksarbejderne så fjernt fra Sovjetunionen som Cuba dannede 'sovjetter', selv om kun få af dem vidste, hvor Rusland overhovedet lå. Han fortæller, at årene 1917-19 i Spanien omtales som »de bolsjevikiske år«, og at revolutionære studenterbevægelser blev grundlagt så langt væk som i Beijing i 1919 og i Cordoba, Argentina i 1918. Og langt inde på det øde australske fastland hyldede fåreklippere uden nogen særlig interesse for politisk teori Sovjet som en arbejderstat osv. osv. Kort sagt: »Oktoberrevolutionen blev overalt anerkendt som en begivenhed, der ville ryste verden«. Eric Hobsbawm konstaterer også tørt, at truslen mod liberalismen var stor, og større end vi måske husker det. For Lenins revolution blev ikke gennemført for at skaffe Rusland frihed og socialisme, men for at udløse en verdensomspændende proletarisk revolution. Det skræmmende var, set med kapitalisternes øjne, at: »Oktoberrevolutionen skabte langt den mest overvældende organiserede revolutionære bevægelse i moderne historie. Dens globale omfang har ingen fortilfælde siden islams erobringer i sit første århundrede«. På dansk jord indså den socialdemokratiske leder Thorvald Stauning allerede tidligt, at det var opportunt at ændre Socialdemokraterne fra et arbejderparti til et folkeparti. Og i en stor og afgørende tale i Sønderjylland 3.september 1933 trøstede han de borgerlige med, at Socialdemokratiet ikke længere alene skulle tjene arbejderklassens interesser, men at de også skulle tilbyde 'den kapitalistiske overklasse' vilkår, der dybest set også var i deres interesse. Ikke alle i de liberalistiske kredse brød sig om den socialdemokratiske udvikling. Der var en vis angst for, at de skulle blive for dominerende. Men deres frygt for de socialdemokratiske bevægelsers voksende politiske magt blev dæmpet af det faktum, at disse de fleste steder var mere optaget af at bekæmpe kommunisterne end kapitalisterne. Socialdemokraterne var mere opsatte på at sikre sig tillidsmandsposter på de danske arbejdspladser for næsen af kommunisterne, end de var i at erobre ejendomsmagten over produktionsmidlerne. På samme måde var kommunisterne fuldstændig fokuserede på at bekæmpe Socialdemokratierne - socialfascisterne blev de kaldt. De anså dem for hovedfjenden langt snarere end kapitalisterne. De indbyrdes slagsmål forhindrede dannelsen af egentlige arbejderstyrede regeringer. Tyskland i 1930'erne er et godt eksempel. Socialdemokraterne og kommunisterne udgjorde tilsammen et solidt bolværk mod nazismen. Men i stedet for at samles til fælles kamp mod den gryende nazisme brugte partierne alle kræfterne på at bekæmpe hinanden. Resultatet er velkendt. Efter Anden Verdenskrig blev socialdemokraternes rolle som garant for en fredelig kapitalistisk udvikling cementeret. Kommunisternes - og ikke mindst Sovjetunionens - afgørende betydning i kampen mod Hitlertyskland havde gjort kommunisterne så populære i de vestlige landes befolkninger, at de igen udgjorde en fornyet og forstærket trussel mod liberalismen. Der blev derfor brugt mange politiske kræfter og skudt mange efterretningsmæssige dollar ind i kampen mod venstrebevægelserne overalt i Europa. Og også i denne kamp var Socialdemokratierne en vigtig faktor. Kun gennem dem var det muligt fortsat at udvikle et samfund, som kunne holde kommunisterne ude fra egentlig politisk indflydelse. Og det uden at der samtidig blev rokket grundlæggende ved det kapitalistiske samfundssystems værdier. De borgerlige partier så uden begejstring til, mens Socialdemokratierne opbyggede en velfærdsstat. Men de indså alligevel, at denne velfærdsstat på mange måder overflødiggjorde kommunisternes tilbud om arbejdernes totale overtagelse af produktionsmidlerne. I dag er de politiske forhold helt anderledes. Kommunismens kollektive kollaps i Sovjet og Østeuropa har på mange måder overflødiggjort Socialdemokratierne. Kapitalismen har ikke længere brug for de socialdemokratiske partier til at give sig et 'menneskeligt ansigt'. Den politiske trussel om et andet samfundssystem er væk. Med en omskrivning af LO-formanden Thomas Nielsens ord kan man sige, at kapitalismen har »sejret ad helvede til«. Ændringen skal ikke kun måles på den svigtende vælgertilslutning, men også på den ideologiske krise, partierne er kastet ud i. Både ude omkring og her i landet. Tomheden og magtesløsheden afspejler sig klart i lyset af den nye formands totale mangel på en politik. Og det virker nærmest patetisk, når formandens taleskriver, Kristian Madsen, giver interview med Politiken 11.6.: »Jeg mener, at det at skabe politik har ret meget at gøre med at ændre sin kommunikation, sin stil og sin måde at udtrykke sig på. Det handler om at ændre signaler«. Og lidt senere i samme interview bliver det slået fast: »Socialdemokraterne har ikke brug for en ny plan, men for et stilskifte«. Når Socialdemokratiets ledelse ikke har en plan, eller når man ligefrem mener, at en plan eller 'fortælling' er direkte skadelig, så er der kun den rene og skinbarlige populisme tilbage. Det er efter Kristian Madsens mening ikke længere Socialdemokraterne, der skal vise vejen, ikke dem, der skal gå i spidsen, ikke føde ideerne til et bedre samfund. Socialdemokraterne skal bare med Madsens ord »være dér, hvor folk er«. Det politiske forbillede er klart: Tony Blairs Labourparti i England. Men dels er det en kortsigtet populistisk sejr, Blair har vundet. For man kan nok narre nogle af vælgerne et stykke tid, men ikke dem alle sammen konstant. Og dels er den form for vælgertække, som Blair har købt sig til, langt mere kostbar end det, det danske Socialdemokrati nogensinde får råd til. Blairs 'succes' er nemlig i første omgang skabt af det store amerikanske firma McKinsey. Den engelske premierminister har ansat en halv snes af firmaets dyre drenge som sine nærmeste rådgivere. Og dem konsulterer han langt oftere, skriver den engelske avis The Independent, end han lægger råd op med sine egne ministre og partifæller i Parlamentet. Og de råd, han køber hos McKinsey er ikke billige. Ifølge bladet får en betroet McKinsey-medarbejder omkring 6.000 kr. om dagen i honorar. I alt har Blair udbetalt omkring - 1,9 mia. pund - 22 mia. kroner til denne form for rådgivning. Disse »kapitalismens jesuitter«, som de kaldes i daglig tale, lever af at skabe ledere overalt i verden. Og for dem er der ingen forskel på, om det er en erhvervsleder eller en politiker, de skal skabe og rådgive. Metoderne er de sammen. Og som David Craig, en tidligere McKinsey-medarbejder, skriver i en bog om Firmaet, så har medarbejderne en ganske karakteristisk slagsang, som afsynges ved særlig festlige lejligheder: »Vi er McKinseys raske drenge/Vi tager vore kunders penge/Vi kan ganske let tjene mange millioner/Fordi vore kunder mangler visioner«. Så måske er Socialdemokraterne de næste kunder hos McKinsey. Og så får Kristian Madsen og kompagni kronede dage. Så vil der ikke længere være brug for politik, partiprogram eller politiske visioner. Så skal der ikke længere tales om solidaritet og den slags uartige ting og sager. Så skal der ikke tages hensyn til andet end, hvad der kan vinde vælgere til næste valg. Men så lurer faren også for, at der i længden ikke vil være hverken brug for eller plads til et Socialdemokrati. For går det, som Kristian Madsen - og den dominerende nye fløj i Socialdemokratiet - vil det, så er der næppe nogen ende på partiets politiske nedtur. Måske kan man med indsats af mange penge og dygtige spindoktorer stoppe derouten et stykke tid, men man kan ikke i længden hindre den. Partiet kan ikke nøjes med at frembære en ny formand og en række nye, unge rådgivere. Der må også følge en politik med i pakken. Der skal igen og igen skabes den fortælling, som giver vælgerne løfter på fremtiden, som indgyder dem en ide om, at tiderne kan blive bedre, at det gør en forskel, om Socialdemokratiet eksisterer eller ikke. Ellers vil Socialdemokraterne gå over i historien som partiet, der klarede ærterne for den liberale kapitalisme, gav den et menneskeligt ansigt, men selv døde en stille og ikke særlig smuk død, nu da redningsaktionen er fuldført.