I så godt som alle såkaldt demokratiske lande er folkestyret ved at blive overtaget af pengestyre, lobbyisme og korruption lige for øjnene af borgerne - uden at det synes at afficere ret mange mennesker. Tendensen ses også herhjemme, om end den er knap så fremskreden som i mange store lande. Det er en bedrøvelig udvikling, når man betænker, at det har taget mere end 100 år at kæmpe sig frem til noget, der begynder at minde om reelt folkestyre. Det er vi nu stille og roligt ved at sætte over styr. Ikke på basis af åbenlyse kampe og nye fortællinger, men på grund af politisk apati og kortsynethed hos et flertal af de borgere og politikere, som burde stå vagt om folkestyret. Suppleret af en effektiv strategi hos magtfulde økonomiske interesser, som er ved at overbevise vælgerne om, at staten og politikerne skal blande sig uden om, og at de nyliberalistiske principper er den eneste brugbare model i globaliseringens tidsalder. En af følgevirkningerne er, at spekulation i ejendomme og aktier fremmer skabelsen af en asocial nyrig klasse, medens 'aktiekulturen' bidrager til at erstatte velfærdssamfundet med et kasinosamfund. I USA kan man ikke blive valgt til et politisk embede af nogen betydning uden at have penge i ryggen. Det vurderes, at det seneste valg af ny præsident og Kongres i USA har kostet over 30 milliarder kroner. Allerede i kapløbet for at blive opstillet som præsidentkandidat for et af de store partier er pengene afgørende. Uden penge kan man ikke svine konkurrenterne til i tv-annoncer - og fremhæve egne dyder. Trods enkelte kandidaters kritik af hele systemet lykkedes det ikke for dem at få tilstrækkelig opbakning. De havde ikke penge nok. Selv om mange amerikanske politikere er velhavende, kan de fleste ikke klare sig uden sponsorer - som forventer at få noget til gengæld. George W. Bush er et afskrækkende eksempel, og hans afhængighed af sponsorer fra olieindustrien har sandsynligvis haft en ikke uvæsentlig indflydelse på angrebskrigen i Irak. En række toppolitikere i Italien, Frankrig og Tyskland synes ikke at være meget bagefter, når det drejer sig om at skaffe ulovlige penge til deres partier - eller til sig selv. Den fransk-norske forhørsdommer Eva Joly har i bogen 'Korruptionsjæger' givet en skræmmende beskrivelse af, hvad hun kalder 'korruptionskulturen' hos højtstående personer i fransk erhvervsliv og politik. Disse mennesker føler sig simpelthen hævet over loven. Eva Joly understreger, hvordan denne manglende moral underminerer demokratiet og vælgernes tillid til deres politiske repræsentanter. Forhåbentlig lykkes det at holde de gode dele af det danske retssystem frie fra en integration med systemerne i Frankrig og Italien. I Danmark foregår de demokratiske unoder indtil videre i en mere beskeden skala. Alligevel synes der at have indsneget sig den misforståelse, at det er en menneskeret for private borgere og organisationer at blande deres penge ind i den demokratiske proces. Det er oven i købet stort set hemmeligt, hvem der giver penge til hvilket parti og hvilken politiker. Det er på tide, at den form for demokratisk forurening bliver afskaffet. Et første skridt kunne være at kræve, at alle bidrag til et politisk parti på over 200 kr. skal være offentligt deklarerede. Det er en misforstået undskyldning, at man vil have lov at være anonym i den sammenhæng. Det har aldrig været meningen med demokratiet, at de pengestærke skulle have størst indflydelse på de politiske afgørelser. En logisk konsekvens af denne tankegang vil være som det næste skridt at forbyde alle pengebidrag til politiske partier fra organisationer og privatpersoner. Den eneste undtagelse kunne være, at medlemmer af et politisk parti har lov at betale et beskedent medlemskontingent. Problemet med lobbyisme set fra folkestyrets synspunkt er, at almindelige mennesker i praksis er lukket ude fra den form for politisk virksomhed af økonomiske grunde. Særligt problematisk bliver det, når toppolitikere og højtstående embedsmænd mødes bag lukkede døre med repræsentanter for storindustrien for at finde fælles fodslag. Det er netop, hvad der foregår i de eksklusive og hemmelighedsfulde lobbyklubber med navne som European Roundtable of Industrialists, Bilderberg Group m.fl. For nylig har Connie Hedegaard deltaget i et møde i Bilderberg-gruppen, hvor hun efterfølgende føler sig bundet af tavshedspligt om mødets indhold. Hvis der ikke foregår lyssky sager, er der ingen grund til dette hemmelighedskræmmeri. Danske toppolitikere bør kun deltage i lobbymøder, hvis de åbent kan tale om, hvad der er foregået. Et andet problem er de urimelige barrierer for politisk nytænkning i form af nye politiske partier. I Danmark har de gamle partier sat sig tungt på betingelserne for at blive opstillingsberettiget til et folketingsvalg. Formelt kræves der omkring 20.000 godkendte underskrifter, men godkendelsesprocessen er så omstændelig, at halvdelen af de underskrevne blanketter forsvinder i løbet af processen. I praksis skal der derfor indsamles mindst 40.000 underskrifter, og det skal oven i købet ske på højst halvandet år. Denne 'manddomsprøve' koster flere hundrede tusinde kroner (til ingen nytte) og kræver, at man står i hundredvis af timer på gader og stræder og stopper travle mennesker for at få deres underskrift. Jeg har selv været gennem denne prøvelse, og særligt interesserede kan læse en detaljeret beskrivelse i mine erindringer fra sidste efterår ('Fra højre mod venstre - Samtidshistoriske erindringer'). Det er på høje tid, at man gør det betydeligt lettere at få indpas for politisk nytænkning i Folketinget. Hvis det endelig lykkes for et nyt parti at blive opstillingsberettiget, kommer der nye markante barrierer i forbindelse med selve valgkampen. Det har jeg også personlige erfaringer med som repræsentant for Minoritetspartiet (MP) ved det seneste folketingsvalg. De store partier havde tocifrede millionbeløb til rådighed for deres valgkampagner, medens MP havde gælden fra underskriftsindsamlingen. Vi måtte derfor føre valgkamp baseret på et beskedent banklån opnået ved personlig kaution fra ledelsesmedlemmerne i partiet. Som om dette ikke skulle være handikap nok, blev vi også udsat for urimelig diskrimination ved tv-udsendelserne med partilederne, hvor man af formelle grunde ikke kunne udelukke MP. Det klarede man så ved at overse MP's partileder (Rune Engelbreth), så han næsten ikke fik nogen taletid. Helt skandaløs i den henseende var DR's Reimer Bo Christensen, som i den afsluttende partilederrunde ensidigt tilgodeså statsministeren med taletid og emnevalg og konsekvent forhindrede, at Rune Engelbreth fik lov at afslutte sine sætninger. Reimer Bo forhindrede også, at MP's mærkesager om Irakkrigen og EU-forfatningen kom på dagsordenen. Den mand bør have karantæne på livstid som ordstyrer i DR for politiske debatter. Det er uhørt, at DR som public service-kanal kan slippe af sted med den form for manipulation. Der er behov for politiske reformer, så man sikrer en mere alsidig og afbalanceret information og debat i DR i forbindelse med folketingsvalg og folkeafstemninger. Det kan øjensynligt ikke overlades til en tilfældig nyhedsdirektør. Det svenske TV 1 synes at være mere bevidst om sit demokratiske ansvar, måske fordi de svenske politikere har udstukket klarere retningslinjer. Et tegn på den politiske apati er, at interessen for et partimedlemskab har været støt dalende i en lang årrække. Dog vågner interessen lidt op, hvis der skal vælges en ny formand ved urafstemning i et af partierne, således som Socialdemokraterne og SF har illustreret det i foråret 2005. For 50 år siden skulle man være en midaldrende, højtidelig mand for at komme til tops i dansk politik. I dag er man ifølge medierne passé som toppolitiker, når man passerer 50-års grænsen. Til gengæld behøver man ikke engang at være socialdemokrat af ånd for at blive valgt til formand for Socialdemokraterne, bare man er et nyt ansigt og gør sig på tv. Man kan f.eks. blive valgt uden tidligere politiske resultater og uden nogen konkret politik, hvis man er en ung kvinde, der har lært af svigerfamilien at optræde i den rette selvbevidste Tony Blair-stil på tv. Jeg tror, at det er usundt for folkestyret, at alt hele tiden skal være nyt for at vække politisk medieopmærksomhed. Der er mange 'gamle' tanker og forslag, som aldrig fik en fair chance, og som stadig venter på visionære og seriøse politikere, der tør gå imod den populistiske strøm. Den dominerende leflen for dagsaktuelle nyheder jager politikerne rundt i manegen på bekostning af en sammenhængende og langsigtet politik, f.eks. om skabelsen af en bæredygtig energiudvikling, stabilisering af det globale klima, afskaffelse af fattigdommen og arbejdsløsheden m.v. Det er naivt at tro, at den overfladiske medieunderholdning skyldes en tilfældighed - og skulle være et stærkt brugerkrav. Eller at seerne skulle ønske, at TV 2 bliver solgt til kommercielle underholdningsinteresser. Den form for tidsfordriv hænger fint sammen med ønsket fra pengemagten om at bortlede folks opmærksomhed fra mere seriøse emner - og måske ikke mindst få dem til at glemme alle tanker om et mere solidarisk samfundssystem og en mere fredelig verden. Og disse to emner hænger naturligvis sammen. I stedet ser vi stigende ulighed i de rige lande og mere end en milliard mennesker under fattigdomsgrænsen på globalt niveau. Kloden er stærkt på vej til at blive opdelt i rige og fattige ghettoer, men det synes ikke at afficere den rige elite. Det seneste G8-møde i Skotland denne sommer illustrerede med al bedrøvelig tydelighed, at de store, rige landes repræsentanter er ligeglade med ghettodannelsen. Et centralt spørgsmål er, om systemet allerede har blokeret effektivt for en alternativ udvikling. Markante demokratiske ændringer, der kan stække pengemagten, kræver de dominerende mediers medvirken. De dominerende medier ønsker ikke at fremme politiske budskaber, der kan jage deres annoncører væk. Annoncørerne kommer fra pengestærke kredse, som ikke ønsker deres magt stækket. Det blokerende kredsløb er således sluttet, og alternative budskaber får ikke plads i de dominerende medier, hvis de truer pengemagten. Enkelte chefredaktører, som f.eks. Arne Ruth fra den store svenske avis Dagens Nyheter, har (efter deres afgang) været ærlige nok til at erkende denne bedrøvelige kendsgerning. I Danmark har vi fået demonstreret, hvordan pengemagten kan reagere hurtigt og brutalt, da Berlingske Tidende tillod sig at kritisere en af sine store aktionærer (A.P. Møller). Det kostede avisen dyrt. Heldigvis er der med internettet åbnet en ny kommunikationskanal, som indtil videre ikke er blokeret af økonomiske særinteresser. Det har en række græsrodsorganisationer og kritiske politiske grupper benyttet sig af med stor dygtighed til at nå ud til en bred offentlighed. Tidlige eksempler har været kritiske informationer om OECD's og WTO's planer om yderligere kommercielle privilegier til de multinationale firmaer. Udbredelsen af de hemmeligholdte oplysninger har været med til at bremse nogle af disse planer. Et aktuelt eksempel har været udnyttelsen af internettet i forbindelse med den franske afstemning om EU-forfatningen. En tidligere ukendt fransk gymnasielærer fra Marseille ved navn Etienne Chouard fik således mere end 600.000 besøg på sin hjemmeside, hvor han havde fremlagt en klar og kritisk gennemgang af forfatningens mangler. Det var med til at stoppe udviklingen mod en EU-forbundsstat og den fortsatte underminering af det aktive folkestyre. Forbundsstaten USA er et skræmmende eksempel i den henseende. Efterhånden som størsteparten af borgerne får adgang til internettet, kan denne form for kommunikation være med til at nedbryde pengemagtens monopol i massemedierne. Det forudsætter dog, at det ikke lykkes pengene at sætte sig også på internettet, hvilket bestemt ikke kan udelukkes. Det bliver en vigtig opgave at forhindre dette. Et spørgsmål er også, om internettet kan få samme brede gennemslagskraft som tv-udsendelser med karismatiske politikere. Det er svært at konkurrere med det levende tv-billede, og hvis det lykkes internettet rent teknisk at komme op på samme niveau, vil modoffensiven fra pengesiden nok blive kraftigt skærpet. En af forfatteren Villy Sørensens sofistikerede formuleringer lyder: »I gamle dage troede man på det man ikke ved. I dag tør man ikke tro på det man ved«. For dog at tilbyde noget at tro på har de forskellige religioner indtil videre overlevet den moderne rationalitet og det, man ved, hvad enten tilhængerne kalder sig kristne, muslimer, buddhister eller noget andet. Så længe de religiøse tilhængere lader være med at bekrige grupper, som tror på noget andet, kan folkestyret og religionerne i princippet leve i fredeligt samvær. Desværre er disse betingelser langtfra altid opfyldt. Andre mennesker flagrer rundt og forsøger sig med astrologi, pendulering, krystalhealing og andre obskure foretagender. Når der derudover skal være tid til de mange underholdningsprogrammer på tv, kan det ikke undre, at folkestyret kommer langt nede på listen. Den brutale sandhed er, at folkestyre kræver aktiv medvirken og en personlig indsats for at sætte sig ind i problemerne. Det er lettest på lokalt plan, hvor man kan se konsekvenserne med det blotte øje. Det er sværere at gennemskue nødvendigheden af aktiv medvirken, når man skal tage stilling til f.eks. en EU-forfatning. Her er der behov for en sober og balanceret oplysningsindsats, som når ud til alle borgere. Desværre er det store unionsbegejstrede flertal i Folketinget ikke bevidst om sit demokratiske ansvar i den henseende. Tværtimod er der mange eksempler på det modsatte. Heldigvis kan borgernes sunde sans ofte gennemskue de politiske manipulationsforsøg, som vi har set det ved flere folkeafstemninger om EU-traktater. Det har fået en række politikere og samfundsforskere til at overveje, om man ikke helt burde afstå fra at holde folkeafstemninger om politisk 'indviklede' spørgsmål. Jeg har selv for nylig været debatdeltager i en af Poul Friis' morgenudsendelser på DR om netop dette emne (14.6.), hvor en professor i statskundskab fra Sydjyllands Universitet var udsendelsens gæst. Professorens hovedsynspunkt var, at befolkningen ikke er indsigtsfuld og energisk nok til at tage stilling til komplicerede politiske spørgsmål ved en folkeafstemning. Det gav mig lejlighed til at citere en markant udtalelse af den amerikanske præsident Thomas Jefferson fra 1820. Jeg har citatet liggende på en lille seddel i min lommebog, hvor det er nedskrevet med blyant af Dana Meadows, som er hovedforfatter til debatbogen 'Grænser for vækst' (1972). »Jeg kender intet sikkert sted for samfundets højeste magt uden folket selv. Og hvis vi ikke mener, at folket er oplyst nok til at udøve denne magt med klogskab, så er midlet ikke at tage magten fra folket, men at forøge dets indsigt«. Hvis folkestyret skal være mere end en symbolsk talemåde, bør politikerne skynde sig at tage magten fra pengene og give den tilbage til folket.