Hvert år i september markerer vi i Danmark den europæiske fællesbegivenhed 'Bygningskulturens Dag'. Med temaer, der skifter fra land til land og fra år til år, manes der til bevidsthed om bygningskulturens betydning i vor arv og i vort liv. Og var det nu kun den ene dag om året, man behøvede at bruge tid på og orke at interessere sig for bygningskulturen, så kunne man vel lære at leve med det, men fidusen ved 'Bygningskulturens Dag' er at gøre opmærksom på, at et så floromvundet begreb som 'bygningskultur' ikke bare er noget elitært for nørder, men at det i meget bogstavelig forstand er et jordnært fænomen; noget der kommer os ved, uanset om vi er interesserede eller ej. Vi bruger ordet bygningskultur som en velment, men måske nok lidt fremmedgørende betegnelse for de bebyggelser eller miljøer, der på en eller anden måde taler til os. Det kan være fremragende arkitektur, det kan være et hus, der lyser op i danmarkshistorien, eller det kan være en nu sjælden, men engang typisk bebyggelsesform for en egn, et erhverv eller en periode. Mange af den slags huse er beskyttet af en fredning som en tilkendegivelse af, at staten anser disse huse for en umistelig del af den danske kulturarv. Bygningsfredningsloven kom i 1918, og et uvurderligt bevaringsarbejde har i den forløbne tid været udløst af lovens ånd og bogstav. Loven har sikret, at meget af det, der med føje kan karakteriseres som fremragende eksempler på dansk bygningskultur, er bevaret; og det uanset om det er af arkitektoniske eller kulturhistoriske grunde, der er fredet. Der er godt 9.000 fredede huse i Danmark, og så langt, så godt - men desværre ikke godt nok, for uanset hvor meget positivt der kan siges om fredningsarbejdet, så er det eksklusivt i den forstand, at det vedrører mindre end 1 procent af bygningerne i Danmark. Blandt de mere end 99 procent øvrige bygninger, spredt ud over riget, i by og på land, gemmer der sig mange, mange bebyggelser, bygningshelheder, bygningsforløb og enkeltbygninger, der måske ikke er fredningsværdige, men så udpræget er bevarings værdige. Der er foretaget registreringer af bevaringsværdige, men altså ikke fredningsværdige huse i Danmark. Kulturarvsstyrelsen (hvis funktioner på det bygningsbevaringsmæssige område tidligere lå i Skov- og Naturstyrelsen) har i samarbejde med foreløbig godt 70 kommuner udarbejdet en registrering af alle ejendomme i disse kommuner, der er opført før 1940. Det store problem er, at Danmark ændrer sig så kolossalt hurtigt i disse tider; ikke mindst på det bebyggelsesmæssige område: Tager vi landbrugets bygninger, siger nogle få tal, hvad det drejer sig om: Efter afslutningen af Anden Verdenskrig var der i Danmark cirka 250.000 erhvervslandbrug. Inden vi når 2020, er antallet reduceret til cirka 10.000. Cirka 50 mio. kvadratmeter landbrugsejendom overflødiggøres i denne proces. Med en del optimisme, megen fantasi og endnu flere penge er det måske realistisk at genanvende halvdelen af de overflødiggjorte bygninger. 25-30 mio. kvadratmeter bygninger skal altså væk, fordi det ikke giver nogen mening at opretholde bygninger, der ikke har et formål. Men hvilke bygninger skal væk, og hvilke skal blive stående, set ud fra et bygningskulturelt synspunkt? Svaret eller svarene på dette spørgsmål bliver i allerhøjeste grad afgørende for, hvordan der skal se ud i Danmark, for det billede, vi har af det tætbebyggede sjællandske landskab med de mange gårde og husmandsbrug og alle de større og mindre bygninger, der hører til, kan ændres drastisk: Herregårdslandskabet fra omkring 1800 vender tilbage, de endeløst store marker, 'sorg-agrene' for nu at tale Karen Blixensk, bliver normen, og vi genser de store ubrudte bevægelser i terrænet og ser, hvordan de store gårde og deres produktion ligger som centre i det åbne landskab. Som landbruget har sin omstrukturering, har industrien haft sin: Jernstøberierne i købstæderne, de store sukkerfabrikker med deres karakteristiske silhuet, spritfabrikken i Roskilde, papirfabrikken i Silkeborg; man kan blive ved med opremsningen af alle de store og markante bygninger, som udviklingen har overflødiggjort. Nogle er allerede revet ned, nogle er ombygget til ukendelighed i desperationen for at finde et alternativt formål, nogle få er med arkitektonisk kyndighed og kommunal velsignelse fastholdt i form og udtryk, men sikret anden anvendelse; mange venter på en skæbne, det er alt for let at spå om. Også folkekirken og dens bygninger har et problem med fastholdelsen af funktionen, men her er vi rykket op i en anden og væsentlig mere eksklusiv økonomisfære, som tillader muligheder og løsninger, der radikalt adskiller sig fra landbrugets og industriens. I folkekirken erkender man at have et problem med de overflødiggjorte kirker, men synes bare ikke rigtig, det er sagen at overlade dem til en alternativ, verdslig funktion. Man gør derfor det indlysende fornuftige, men også ganske privilegerede, at man bare bliver ved med at vedligeholde disse kirker, selv om man altså ikke har brug for dem. Disse års dynamiske ændring af samfundets forudsætninger og muligheder, som i meget høj grad omfatter den bebyggede del af Danmark, og som i alvorlig grad kræver en offentlig bevidsthed og planlægning, er selvsagt en trussel mod det bestående danmarksbillede. Et langt stykke ad vejen er det, også set gennem bevaringsbriller, ikke bare acceptabelt, men en chance og en udfordring til at få skabt dén fælles bevidsthed om kvaliteten i det bebyggede miljø, som vi ikke har i dag. Sagen er jo den, sagt i al lavmælthed, at som situationen er nu, ser der herrens ud på landet, i landsbyerne og i byerne. Ikke overalt og ikke kun, men bedrøveligheden er ikke lille. Med al respekt for de Unesco-velsignede World Heritage-monumenter: Jelling-anlægget, Kronborg og Roskilde Domkirke, så er det ikke bevaringen af dem eller de 9.000 fredede huse, der er det centrale bygningsbevaringsproblem i Danmark. De afgørende problemer ligger i kommunerne, som har ansvaret for de såkaldt bevaringsværdige huse. Det er kommunerne, der har ansvaret for at udpege de huse, bebyggelser og bebyggelseshelheder, der skal bevares, ansvaret for, at der udarbejdes bevarende lokalplaner, ansvaret for rådgivning, gulerods- og stokkeslagsuddeling til borgerne osv. Kun de færreste kommuner har i dag ansat de restaureringsarkitekter, arkitekturhistorikere eller andre, hvis faglige tilstedeværelse er forudsætningen for, at kommunernes forvaltning af deres del af ansvaret for den danske bygningskultur kan ske på et kvalificeret grundlag. Principielt bliver dette problem lettere at løse, når der fra 1. januar 2007 kun er 98 kommuner tilbage, men stadig gælder det, at enhver tro på, at hver og en af disse kommuner råder over den fornødne ekspertise, er urealistisk. At løse opgaven kræver nytænkning, men lad os lige se på, hvori opgaven egentlig består, eller hvori den ikke består: Det er hverken ønskeligt eller realistisk at fastholde et danmarksbillede, der afgik ved døden sammen med Morten Korch. Det Danmark, der skal bevares, når det er bygningskultur, vi taler om, starter med det enestående, det i særlig grad karakteristiske, alt det, vi ikke mener, vi kan undvære i fastholdelsen af vor nationale og kulturelle egenart. Det er statens ansvar, vi taler om, og staten bevarer gennem fredninger. Alt det andet, det ikke nødvendigvis himmelstræbende fremragende, men det, vi genkender fra vores hverdag; de bygninger, der indgår i vores bevidsthed med en kærlig fortrolighed, alt det, som vi - gudbevares - kan leve videre uden, men som det havde været bedre at beholde. Alt det, der ikke nødvendigvis er så særlig fremragende i sig selv, men som indgår som en betydende del af en karakterfuld helhed; alt det skal kommunerne finde, beskrive og bevare. Vi skal passe på, at vi ikke reducerer bygningsbevaring og bygningskulturel bevidsthed til et frimærkekatalog. Den nuværende fredningslov er, i al sin fortræffelighed, farlig i den forstand, at den i sit udgangspunkt ser huse og bygninger som genstande, og hvad der sker ti cm fra huset, er loven uvedkommende. Fredningslovgivningen er fra en tid, hvor en netop overstået verdenskrig og en lensafløsningslov inden for rækkevidde satte spørgsmålstegn ved den vedtagne verdensorden. De hustyper, der var så rigeligt til stede i det levende landskab, var pludselig blevet reduceret i et omfang, der gjorde det til et spørgsmål om at sikre de sidste eksemplarer på stedet eller få dem genopført på Frilandsmuseet eller i Den Gamle By. Meget er bevaret, og det er godt, men der er en meget uhensigtsmæssig forskel i beskyttelsen af de 9.000 fredede huse og 2-300.000 bevaringsværdige huse. Bygningskulturelt Råd foreslår, at gabet mellem beskyttelsen af de fredede og de bevaringsværdige huse fyldes ud, således at vi får en kontinuert, differentieret graderet beskyttelse, spændende fra det gode 'Bedre Byggeskik'-hus til landets fremmeste bygningskunst. Endvidere foreslås det, at hver enkelt deklarering, hvad enten det er en fredningsværdig eller bevaringsværdig bygning, der er tale om, differentieres på den måde, at det i hvert enkelt tilfælde eksplicit forklares, hvori bevaringsværdierne består, og på hvilke områder ejerne har ret til at gøre, som de vil. Centralt i Bygningskulturelt Råds opfattelse står behovet for at se enhver form for bygningsbeskyttelse i en helhed. De bymæssige helheder er en fredløs størrelse, og i landskabet behandles huset, dets tilhørende bygninger, haven og alt det, der binder det sammen med omgivelserne, kun sjældent som helheder, når bevaringen skal besluttes. Danmarks bygningskultur kan ikke beskrives, men højst eksemplificeres gennem udpegningen af 12 eller 20 bygninger til en kanon. Men en kanon kan medvirke til at pege på, hvad der er karakteristisk og bærende i dansk bygningskultur. Og måske kan tidens kanondiskussioner medvirke til at åbne for en ny og mindre elitær opfattelse af, hvad det er, husene, beboelserne og kvartererne betyder for os. Vi skal jo for Guds skyld ikke bevare alt. Vi skal ikke leve vort liv i en stivnet, men velbevaret bebyggelse. Huse er udtryk for en funktion, og når funktionen forlader huset, begynder vanskelighederne. Derfor er diskussionen om, hvad der skal bevares, kun den ene halvdel af mønten. Den anden halvdel er modspørgsmålet: Hvad skal væk? En kvalificeret bevaringspolitik forudsætter en prioriteret nedrivningspolitik. Vi skal ikke se på husene med andagt, fordi de er gamle, men hvis de kan et eller andet, som vedrører eller bare rører os, så skal vi ikke være bange for at bevare, selv om huset eller den helhed, det indgår i, ikke nødvendigvis er tegnet af hverken Eigtved, Nyrop eller Jacobsen. Bevaring forudsætter valg, og valg forudsætter viden. Valgets kvalitet ligger i beskrivelsen af valgets præmisser og i begrundelsen for det trufne valg. Bygningskulturelt Råd foreslår, at der med iværksættelsen af kommunalreformen etableres en ny og bredere tolkning af bevaringen af vor bygningsmæssige kulturarv. Rådet foreslår, at kulturministeren og kommunerne i fællesskab finansierer en række nyoprettede stillinger placeret i et netværk, der dækker landet, bygningskulturelt set. Alle de nye faglige stillinger vil muliggøre en mere decentral og borger-nær forvaltning af de fredede huse, og de samme fagfolk vil skulle forvalte det kommunale ansvar for de bevaringsværdige huse. Stillingerne vil med en vis fordel kunne oprettes i sammenhæng med de betydende kulturhistoriske museer, der i forvejen arbejder antikvarisk i lokalområderne, og som ligger som et netværk landet over. Bygningskulturelt Råd har drøftet de forslag, der her er skildret med kulturministeren, som har vist meget mere end blot høflig velvilje over for tankerne bag forslaget. Vi har brug for et skred i bygningsbevaringsarbejdet i Danmark. Vi er hverken et foregangsland eller bare velplaceret i europæisk sammenhæng. Vi er langt bagud, når det gælder erkendelsen af og konsekvensen af, at fastholdelsen af den bygningsmæssige kulturarv er et fælles anliggende for os alle. Vi bruger forbløffende få penge på arbejdet; resultatet kan aflæses i en stedvist meget udtalt armod i den bygningskulturelle status, og der skæres igen og igen ned på antallet af de fagfolk i Kulturarvsstyrelsen, der skal hjælpe os alle til at forstå, hvorfor der skal bevares. Det her er ikke et spørgsmål, om Operaen er for stor eller for grim, eller om det var godt eller dårligt, at Sverre Fehns hus på Kgs. Nytorv ikke blev bygget. Det handler heller ikke om, hvorvidt danske byer i iveren efter at blive pæne at se på risikerer at dø pænhedens død. Bygningskultur er ikke et spørgsmål om pænt eller ikke pænt. Det er et spørgsmål om bevidsthed - og derefter om prioritering. Lad os få glæden over helhederne i det bebyggede miljø tilbage! Måtte tiderne skifte.