»Hvordan kan en kvinde have lyst til at møde den mand, der voldtog hende? Det ville da være det sidste på Jorden, jeg kunne forestille mig. Er I sikre på, at I ikke giver kvinden endnu et traume?«. Spørgsmålene blev stillet af en journalist, der gæstede Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet, København, og her fik fortalt, at centret medvirker til at etablere dialoger mellem kvinder, der er blevet voldtaget, og de mænd, der har voldtaget dem. Journalistens bestyrtelse er ikke enestående. Det er nøjagtig den reaktion, kvinder møder hos kærester og venner, og såmænd også hos professionelle behandlere, når de udtaler et ønske om at ville bringe sig ansigt til ansigt med den mand, der voldtog dem. Kvinderne bryder ikke alene med vores forestillinger om, hvordan man forventes at forholde sig som offer for en forbrydelse. De bryder også med vores forestillinger om, hvordan man kan forholde sig til dem, der forbryder sig mod os. Vi forventer afsky, fordømmelse og afstandtagen - samme reaktioner, vi oplever hos os selv, når vi hører, at en kvinde er blevet voldtaget, og det er også kvindernes reaktion. De er rasende og fortvivlede over at være blevet ydmyget, og de tænker saftige tanker om hævn og straf. Jeg vil her lade tre kvinder få ordet. En ung kvinde, som blev voldtaget, første gang hun mødte den mand, hun havde chattet med på nettet, udtrykte sig således: »Han burde få skåret dyret af! Så er der ikke mere sex til ham. Han kan jo ikke finde ud af at tænke med det øverste hoved, når det nederste hoved snakker til ham. Han skal straffes, så det gør ondt, så han kan mærke, at han har gjort noget galt. Jeg ville ønske, han kunne mærke i bare ét minut, hvordan jeg har det indeni hele tiden«. En anden kvinde, voldtaget af en ven, ønskede manden hen, hvor pebret gror, og der måtte han for hendes skyld gerne rådne op i ensomhed. En tredje lidt ældre kvinde sagde efter ligeledes at være blevet voldtaget af en god ven: »Jeg synes, han skal straffes ved at vide, at han har gjort mig ondt. Det synes jeg er den værste form for straf - at vide, hvor ondt man har gjort et andet menneske. Det synes jeg er en straf, så hatten passer«. De tre kvinder syntes altså, at mændene skulle straffes, men de valgte alligevel, som 30 procent af de kvinder, der henvender sig til centret, ikke at anmelde manden til politiet. Hvorfor - kan man undrende spørge. Det kan der ikke gives én grund til. Hver kvinde har sin personlige grund til at træffe beslutningen om ikke at anmelde, og det er hverken overgrebets karakter eller sværhedsgrad, der afgør beslutningen. Om de tre kvinder kan jeg fortælle, at den ene af kvinderne netop havde været gennem en lang og udmattende retssag efter en ulykke, og hun havde hverken kræfter eller lyst til at stå noget lignende igennem. For de to andre kvinder spillede det langvarige kendskab, de havde til mændene, ind. De troede heller ikke, at de havde en god sag hos politiet, men beslutningen blev først og fremmest truffet ud fra en betragtning om, at de ikke gennem en anmeldelse ville opnå retfærdighed. Den ville de først opnå, hvis mændene personligt over for dem tog ansvar for deres handling og viste dem, at de angrede. Beslutningen om ikke at anmelde var derfor ikke det samme, som at overgrebene skulle gå upåtalt hen, og kvinderne tog imod tilbuddet om hjælp til at få mændene i tale. En dialog må i sagens natur være frivillig. Kvinderne kunne opfordre mændene, men de kunne ikke tvinge dem til en dialog. Kvindernes henvendelse til mændene kunne derfor ende med, at mændene ikke reagerede eller i værste fald reagerede benægtende eller krænkende. Det virkede ikke afskrækkende på disse kvinder. De var fast besluttet på at tage til genmæle. Deres mening skulle høres. Den uret, der var overgået dem, kunne ikke gøres ugjort, men mændene skulle ikke leve videre i uvidenhed eller fortrængning. I så fald ville de intet lære af deres fejltrin, men blot gå videre og krænke andre kvinder. Uden at kende til genoprettende retfærdighed, et retfærdighedsbegreb, som jeg senere vil komme ind på, fulgte kvinderne deres egen fornemmelse og inviterede til genoprettelse. Initiativet til dialog var som sagt kvindernes. En kvinde valgte at ringe direkte op til manden, mens de andre tog kontakt ved at skrive et brev. Det var ikke nemt, og de tog lange tilløb. Brevene blev mailet frem og tilbage mellem kvinderne og centrets medarbejder, indtil de fandt deres rette form. Indholdet var utvetydigt og sproget direkte. Kvinderne beskrev deres raseri og sorg over, hvad der var sket, og lod mændene vide, hvor megen smerte og lidelse de havde været årsag til. De stillede spørgsmål og udbad sig svar - de tilbød en dialog. Hvordan modtog mændene så disse henvendelser? Tog de imod kvindernes håndsrækning om at få lettet deres egen samvittighed? Én kvinde fik aldrig svar på sit brev. Det både skuffede og forundrede hende, for de havde jo været venner, men det ændrede ikke hendes stolthed over at have gjort, hvad der var nødvendigt for hende at gøre. Hun sagde: »Der kom en indre ro i mig, da jeg havde fået sendt det brev, og hvis han ikke svarer, har jeg i hvert fald fået det ud af det, at jeg har handlet på det. Jeg kan se mig selv i øjnene og sige, at jeg har gjort noget. Alene det er en hjælp for mig«. En anden kvinde fik svar og mailede et par gange frem og tilbage med manden. Han gav hende ikke helt det svar, hun havde ønsket, og han ville ikke mødes med hende. Men hun fik dog en tilkendegivelse af, at manden i det mindste var klar over, at det ikke var helt fint i kanten, hvad der var sket mellem dem. Og til sidst kom der en undskyldning. Den tredje kvinde mødte manden ansigt til ansigt. Forud for samtalen mødte centrets medarbejder hver af parterne for at forberede dem på at sidde over for hinanden og gennemgå, hvad der skulle tales om. Manden gav i disse samtaler udtryk for, at han vidste, at han havde forbrudt sig mod kvinden, og han havde med glæde taget imod et tæskehold. En omgang bank ville gøre ondt, men det ville være hurtig og kontant afregning. At skulle sidde over for den kvinde, han havde gjort ondt, var en helt anden sag. Samtalen fandt sted på et neutralt sted. For bordenden sad centrets medarbejder for at hjælpe samtalen på rette vej. »Hvor ku' du gøre det?«, blev det indledende spørgsmål i en dialog, der kom til at vare i over to timer. Efterfølgende sagde manden: »Hvis vi ikke havde haft den samtale, så havde vi begge to stadig haft det dårligt. Så var vi ikke rigtig kommet videre. Det har været en af de mest erfaringsfulde oplevelser, jeg har fået, og det kommer til at følge mig hele livet, hver gang jeg står over for et valg, der kan give konsekvenser«. Og kvinden sagde: »Jeg vidste godt, at han ville indrømme, men det var rart at høre en indrømmelse. Den kom helt af sig selv. Det var en af de ting, jeg var rigtig glad for at vide. Det har ligesom bundet en knude. Det nytter ikke noget at rende rundt og være vred hele tiden, selv om der er rigelig grund til det. Jeg synes, mit liv er vigtigere end at gå rundt og være vred«. Dialogen efter et seksuelt overgreb kan, som jeg har vist, være mere eller mindre vellykket. Alligevel viser en undersøgelse, som Center for Voldtægtsofre har været ramme om, at de kvinder, der søger en dialog, oplever, at de får oprejsning for den ydmygelse, de har været udsat for. De oplever ikke alene muligheden for en dialog som retfærdig, de føler også, at retfærdigheden sker fyldest, når de bliver hørt. Men bliver kvinder da ikke hørt, hvis de anmelder et seksuelt overgreb? Ville det samme ikke kunne være opnået inden for det strafferetlige system? Desværre nej. Der anmeldes cirka 500 voldtægter om året i Danmark, men kun 60-70 sager ender i retten. Det er mindre end 15 procent, og selv om vi kan bryste os af, at tallet er højere end i lande, vi gerne sammenligner os med, er det stadig foruroligende lavt. De sager, der ikke ender i retten, henlægges. I nogle tilfælde fordi gerningsmanden ikke kan findes, men i langt de fleste sager fordi bevisbyrden ikke kan løftes. En voldtægt har sjældent nogen vidner og efterlader ikke altid spor. Tilbage står ord mod ord. For voldtægt tilstås sjældent, og enhver er uskyldig, indtil andet er bevist. Det er svært for alvor at mene, at der ikke her er et problem. For når retssystemet ikke kan tilvejebringe den ønskede og nødvendige retfærdighed, opstår der et retfærdighedsunderskud. Udtrykket stammer fra en masterafhandling i konfliktmægling skrevet af udviklingskonsulent Hanne Andersson. Hun peger på, at underskuddet skaber et samfundsmæssigt problem, når det er medvirkende til, at kvinder vælger ikke at anmelde et overgreb. Og at det skaber et individuelt problem for kvinder, som oplever, at en anmeldelse alligevel ikke nytter noget, og dermed får sat en tyk streg under den uretfærdighed, der overgik dem, da de blev voldtaget. Men når sagen bringes for retten, oplever kvinderne da ikke, at de bliver retfærdiggjort? Jo, nogle kvinder føler, at retfærdigheden sker fyldest, når manden idømmes en straf og der tilkendes en erstatning. Men den retslige proces hører vi ofte beskrevet som endnu en krænkelse. Der har fra politisk hold været opmærksomhed omkring voldtægtsofres retsstilling, og så sent som 14. juni blev der vedtaget lovmæssige forbedringer af voldtægtsofres retsstilling. Disse forbedringer kan kun hilses velkommen, men de ændrer ikke ved, at det retslige efterspil drejer sig om, hvordan man kan få en mand dømt eller frikendt for en krænkelse af straffelovens paragraffer. Ikke for krænkelsen af kvinden. I retten bliver kvinden blot et vidne til den krænkelse af straffeloven, som manden har begået. Det er ikke hendes behov for genoprettelse, der er i fokus, og en økonomisk erstatning kan næsten opleves som en hån. »Som om min smerte kan gøres op i penge!«, som en kvinde udtrykte det. Kvindens behov for genoprettelse af værdighed er og bliver hendes egen sag. På den vis er der ikke stor forskel på den situation, kvinder befinder sig i, hvad enten deres sag ender i retten, henlægges, eller de fravælger det retslige system. Paradoksalt nok bliver der heller ikke taget hånd om mandens situation i retten. Han stilles til regnskab over for nogle mennesker, som intet har at gøre med den handling, han er anklaget for. Forsvareren fører mandens sag med henblik på at få ham frifundet eller idømt mindst mulig straf. Han støttes ikke i at komme til en forståelse af sin handling, endsige lære noget om sig selv. Der har været gjort tiltag for at fremme det retfærdighedsbegreb, der kaldes genoprettende retfærdighed (restorative justice). Genoprettende retfærdighed ser en forbrydelse som noget, der sker mellem mennesker, og den skade, der er sket, skal derfor søges genoprettet mellem de involverede - og ved deres aktive medvirken. Forsøg med konfliktråd, hvor offer og gerningsmand som supplement til den verserede straffesag får mulighed for at mødes i en samtale, har i fem år eksisteret på forsøgsbasis i tre politikredse, men lever i dag en upåagtet og hensygnende tilværelse på trods af forsøgets dokumenteret gode resultater. Det er en meget beklagelig politisk disposition at nedprioritere dette tiltag, ikke mindst i lyset af at medlemslande i EU er blevet pålagt inden marts 2006 at fremme mægling i straffesager. Genoprettende retfærdighed praktiseres i dag i mange europæiske lande og er flere steder allerede indskrevet i lovgivningen. I Danmark findes der imidlertid hverken en politisk eller social arena for denne praksis. Den dialog, som kunne finde sted, er hjemløs. Center for Voldtægtsofre udfordrer denne hjemløshed ved at stille en institutionel ramme og faglig kompetence til rådighed for kvinder - og mænd - der ønsker en genoprettende dialog. Man kan sige, at det er et underligt tiltag for en institution, som har til opgave at behandle kvinder efter et seksuelt overgreb. For dialog er handling, ikke behandling. Det var sandt at sige heller ikke en idé, vi selv kom på. Den kom til os takket være de kvinder, der var modige nok til at vise os, at der er nye veje at gå. Selv når forbrydelsen er voldtægt.

Den omtalte rapport hedder 'Hvor ku' du gøre det? Konfliktmægling ved seksuelle overgreb' og er skrevet på baggrund af en undersøgelse foretaget af kronikøren på Center for Voldtægtsofre.