En solbeskinnet juni-søndag 2005, alt står i flor, det vælder simpelthen op alle vegne grønt og frodigt, knopper, blomster, nye skud. Radioen har tre nyheder: 1. Et tilfælde af særlig hensynsløs bilkørsel skal behandles af et nævningeting. Håbet er, at en streng straf vil statuere et eksempel til skræk og advarsel. 2. Ludomani er i eksplosiv vækst, og det er et spørgsmål, om ikke der bør bevilges mere til behandling af ludomaner end den ene procent af det beløb, der spilles for, og som nu går til dette formål. 3. Der advares mod lommetyve, som hærger stadig værre. Det er velkendt, at gamle mennesker har et særligt godt øje for samtidens elendighed. Jeg vedgår at være en af slagsen. Den elendighed, jeg har specialiseret mig i, handler om løbske udviklinger, der søges bremset eller standset af 'stramninger'. Der skal strammes, eller endda 'strammes op'. Ordet bruges, hvor der skæres i en bevilling eller indføres mere kontrol, strengere regler eller strengere straffe, og den tendens er ganske fremherskende, befolkning og regering synes her i smukkeste samklang. Sproget har interessant nok ingen betegnelse for det modsatte af en stramning, det kunne ligne en envejs-bevægelse. Naturligvis er der ingen, der ønsker større spillerum for lommetyve eller hensynsløse bilister. Men måske retningen mod større spillerum skal søges på et helt andet plan. Hvad med globalisering? Den gemmer vi lidt. Er man først blevet opmærksom, vil man finde ønsket om stramning, om mere kontrol, bedre beherskelse af en truende udvikling, på flere områder. Kriminalitet, sundhed og uddannelse er nok de vigtigste. Jeg har gennem det sidste halve år noteret mig en række eksempler hentet fra dagens avis, her følger et lille udvalg, stort og småt mellem hinanden - læs det som symptomer. Først kriminaliteten: I år forventes der opsat 40-50 procent flere tyverialarmer end sidste år. 44 lovforslag fremsættes til bekæmpelse af sort arbejde. Momspolitiet har oprettet specialgruppe for at indfange internationale momssvindlere. Danske fængsler er overfyldte, der er ventetid for visse typer dømte, og to nye fængsler er undervejs. Justitsminister Lene Espersen ser positivt på forslag om 'elektronisk fodlænke'. Der tales om nultolerance over for kriminelle. Straffeattest kræves stadig hyppigere ved jobsøgning. 'Pædofiliattest' foreslås ved ansættelse i daginstitutioner, skoler og idrætsforeninger. 'Sygesamtaler' på arbejdspladserne foreslås professionaliseret og systematiseret for at begrænse sygefraværet, der især er voksende omkring weekender. Reglerne for at komme til Danmark som au pair strammes efter en afsløring af misbrug. Irma ønsker at kontrollere kundernes tasker ved udgangen (ønsket siden opgivet). For at få adgang til en fodboldlandskamp skal billetkøbere opgive pas - eller cpr-nummer. Krav om, at politiet opretter register over 'hadeforbrydere' (mennesker, der chikanerer bøsser, muslimer og jøder). En kommentator får plads til vrede krav: Giv bøder, så det kan mærkes, luk de ulovlige butikker, kontroller i hvert fald disse »platugler i kioskmiljøet«, så det hjælper. »Vi må blive bedre til« forebyggelse af skattesnyd, sort arbejde, momsunddragelse, tyveri fra arbejdspladsen, forsikringssvindel, misbrug af sociale ydelser. Alene mistanken om sådanne forhold kalder på handling. Forslag om, at læger og sygeplejersker, der fejlbehandler patienter, skal hænges ud på nettet (siden modificeret: kun de der er ansvarlige for grove fejl, skal hænges ud). Kommunal udlicitering af opgaver til ét firma kræver engagering af et andet firma til at kontrollere det første. Antallet af overvågningskameraer i banker, på stationer, i S-tog og metro, på tankstationer, i supermarkeder, på landeveje, i tunneler m.v. vokser. Nu også forslag om tv-overvågning på kirkegårde (til forebyggelse af gravskænding). Overvågning - lyder ræsonnementet - kan da ikke genere os, der ikke stjæler! Det kaldes venstreorienteret at være modstander (eller er vedkommende måske hemmeligt på terroristernes side?). Weekendavisen foreslår udtrykket Big Brother erstattet med Big Mother, og en dansk »teknologifilosof« er »ikke afvisende overfor, at indbyggerne i fremtidens Big Mother-samfund kan finde det rimeligt at blive beskyttet mod skadelige elementer«. (Udtrykket »skadelige elementer« brugt om medmennesker er af fascistisk oprindelse, men konnotationer synes ikke at genere en teknologifilosof). Fremtiden hedder muligvis biometriske målinger til sikker identificering - irisprofiler, ansigtsgenkendelse og fingeraftryk indlægges på database bl.a. til kontrol ved landegrænser. Men dna-profiler synes at være det helt perfekte hjælpemiddel i et overvågningssamfund, der samtidig belejligt omdøbes til et omsorgssamfund. I England er fem procent af befolkningen allerede dna-registreret, og den folkelige opbakning er massiv, ifølge Weekendavisen. Drømmen er en universel database, hvor alle indlemmes fra fødslen. Dna-profilen fortæller bl.a. om muligheden for, at den sporede kriminelle person er af afrikansk eller kaukasisk oprindelse. Visse mutationer disponerer allerede på forhånd »med en vis sandsynlighed« for aggressiv adfærd. Dansk politi regner med at lægge 25 .000 individer ind på sin base hvert år. Kun den, der har noget at skjule, kan være imod denne udvikling, og Helge Adam Møller erklærer modigt, at han hellere end gerne forærer sin dna-profil til basen. Kun således kan vi vaske vore hænder, hvis de da ikke er snavsede. Vi er alle under anklage, som det hed engang i en lidt anden sammenhæng. 'Terrorjagten' har ikke kun inspireret terrorister, men også skattesnydere, pengehvidvaskere, menneskesmuglere og andre forbrydere til fortsatte innovationer, og kampen mod dem har undergravet bankhemmeligheden og åbnet for statslig kontrol med penge- og informationsstrømme på tværs af alle grænser. Hvem kan have indvendinger mod lagring af mobiltelefonsamtaler, når nogle af de mange forbrydere kan gribes ad denne vej? Kontrollen ved indrejse til EU skal skærpes. Omtrent lige så bange for forbrydere vi er, er vi for at miste sundheden, blive fede, overhovedet dø af et eller andet. Her skal der virkelig strammes op! Mængden af forslag til bekæmpelse af disse truende 'livsstilssygdomme' er i hvert fald stor, her har både professionelle og kvaksalvere været på banen med forslag om forskellige kure, om maksimum for dagligt indtag af sodavand osv., i skrivende stund handler det (igen) om forslag om udvidet mærkning af fødevarer efter deres sundhed eller usundhed. Forbyd unge at gå i solarium, mener velmenende rådgivere, mens andre lever højt på at holde os alle i ørerne og forbedre vores livskvalitet: vi er dovne, vi skal motionere, tage trappen i stedet for elevatoren, motion er angstdæmpende (sic!), vi skal spise mindre fedt, og vore bestræbelser på at betvinge bilmaven bør understøttes af skattefradrag til idrætsforeninger eller gennem ekstra afgifter på sukker og fedt. Sundhedsministeren opretter et landsdækkende register over alkoholbehandling, unge får forbud mod at købe alkohol, og rygning i offentlige rum foreslås forbudt. Prisen for trafikstøj - ikke prisen i menneskelige lidelser, men prisen for, hvad disse lidelser koster samfundet i penge - udregnes, og København foreslås inddelt i forskellige støjzoner (det støjgale byggeprojekt i Gentofte, beregnet på indvandrere, fortsætter ugenert af denne debat). Mere sundhed: Antallet af børn indlagt for stress er steget med 30 procent i løbet af de sidste fem år: de skal under lægekontrol. Det samme gælder børn i psykiatrisk behandling, hvis antal er femdoblet over de sidste ti år, også antallet af børn og unge under psykiatrisk behandling vokser, som også ventelisterne gør. Avisen fortæller ligeledes om det voksende forbrug af lykkepiller blandt børn - også en form for (selv)kontrol. Hver sjette unge pige har skåret sig selv, en hemmelig last. Antallet af unge kvinder, der søger at tage sig selv af dage, er mere end fordoblet i løbet af de sidste ti år: den ultimative selvkontrol. Baggrunden angives at være oplevelsen af uoverkommelige krav om at blive synlig, attraktiv. Spørgsmålet om forældre skal kunne narkoteste deres egne børn drøftes. Plejehjemsbeboere får mere beroligende medicin end tidligere (det sparer personale). Dansk Magisterforening oplever en eksplosiv efterspørgsel hos medlemmerne efter psykologisk krisehjælp. En chefpsykolog mener, afslapningsteknikker kan forebygge vrede. Det er i hvert fald vigtigt at søge sin vrede bragt under kontrol, siger han. Til bekæmpelse af folkesygdommen stress foreslås et 'stress-barometer': en test til udregning af et stress-tal, som den enkelte medarbejder skal bruge 20 sekunder til at udregne hver dag, for derpå at indtaste det. Også virksomhedens samlede stress-niveau bør løbende observeres af personaleafdelingen, der skal skelne mellem sund og usund stress. Baggrunden for disse symptomer er den øjensynligt permanente udelukkelse fra arbejdsmarkedet af en stadig større del af befolkningen. Og så er der børnene! At børn helst vil skeje ud, har vel altid været forældres frygt, men er det i dag mere end nogensinde, som reaktionerne på PISA-undersøgelsen viser. Dens påstand om, at danske børn er dårlige i skolen blev taget for gode varer af autoritetstro forældre og straks brugt som påskud for forslag om stramninger: Nu skulle folkeskolen - og for god ordens skyld også al anden undervisning med det samme - strammes op! Forslagene spændte fra læreplaner for alle, helt fra vuggestuen, til testning af alle, fra skolebørn til professorer, krav til elevers påklædning (forbud mod 'Bevar Christinia'-T-shirts), hurtigere studietid, mødepligt for yngre studerende, tvungen daginstitution for børn af indvandrere, krav om bedre kommunalt tilsyn med skolerne og skarpere tilsyn med friskoler, fyring af skoleledere, hvis skoler 'halter bagud', bøder til forældre, hvis børn pjækker (en beroligende minister Bendtsen: dette skal ikke gælde børn, der kommer en uge på skiferie i Norge). Sådanne forslag styrede debatten. Hist og her blev der ganske vist pippet om, at det ville være mere konstruktivt med en forbedret undervisning, men den idé druknede så temmelig i mængden af aggressive stramningsforslag. Selv en så vilkårlig opremsning som denne gør indtryk - i hvert fald på mig selv. Hvorfor er det, vi kalder et frit samfund, i den grad blevet et kontrolsamfund, hvor ikke kun en voksende offentlig sektor er beskæftiget med at kontrollere borgerne helt ned til detaljer, som den generation, der læste Orwells '1984', ville have måbet over, men hvor også selvkontrollen er så udviklet? Hvor gennemsyret vort samfund er af angst for sammenbrud viser den underholdning, vi vælger, og som vi kalder en flugt fra hverdagen, skønt den handler om det centrale i den: om angsten for, at den ordnede verden bryder sammen, og om håbet om, at truslen skyldes onde mennesker, hvis anslag helten eller ordensmagten kan bringe under kontrol. Når medierne, tv frem for alle, sælger angst ikke i meter-, men i timetermål, er det fordi angstmarkedet er så blomstrende, og de evige forbryderjagter forbedrer det utvivlsomt også selv. Vort samfund er gennemsyret af angst for, at noget skal gå galt, at en skrøbelig balance skal vælte, at spilleregler vil blive overtrådt, at mennesker vil misbruge vor naive tillid til dem, at den danske nation skal oversvømmes af fremmede, bukke under i konkurrencen og drukne i globalisering, at de fattige milliarder vil hævne sig på os i den rige verden, eller at det økologiske sammenbrud kommer, når de alt for mange kinesere kræver to biler pr. familie på lige fod med det, vi andre har: at troldmandens lærling er blevet ludoman og at 'udviklingen' ender i ragnarok. Svaret hedder overalt stramning, bedre kontrol, også hvor kontrollen klart nok gør ondt værre, som på det militære område: terroren opfører sig som hydraen, tre hoveder vokser ud for hvert, som hugges af. Irak er et mareridt i sig selv. I 1945, for 60 år siden, var friheden en udtræden fra undertrykkelsens mørke kælder, ud i det forjættende, vidunderlige frie rum. For den enkelte er den stadig - som enhver har oplevet det efter et opgør med autoriteter - vejen ud af den selvforskyldte umyndighed, som Kant har beskrevet. Hvorfor er den så i dag kommet i familie med slik og alkohol, en fristelse til overskridelse, til forbrydelse eller selvdestruktion? De vraltende fede børn rummer al vor rædsel i et billede. De viser i et glimt, hvad friheden kan føre til af ufrihed. Der er flere forklaringer på denne frygt for, at verden skrider ud. Én går på, at det kristelige univers, der gav vore forfædre tryghed (eller samlede og ordnede deres diffuse angst som angst for helvede), er smuldret. »Vi har det så hyggeligt herinde/ med alle vore vinde«, som Grundtvig skrev (måske ikke verdens bedste ideal?). En anden forklaring på, at det liberale samfund forvandler sig til et samfund af kontrollører og selvkontrollører, går på selve det økonomiske system der synes blindt i sin fortsatte ekspansion. Det frie marked må - lader det til - bruge stadig mere energi på at udbygge kontrollen med sine egne udskejelser for ikke at sprænge sig selv i luften. Den stadig voksende kontrol gør det stadig mere ufrit og frygtsomt. Grådigt og selvkontrollerende som en anorektiker. Anorektikeren er i det hele taget vor rædselsfulde karikatur. Frygten for egen grådighed, for at æde sig ihjel, tvinger anorektikeren til at bruge sit liv på at vinde kontrol over den stadige trussel, appetitten, og den dødelige fristelse, maden. Kun ved næsten intet at spise kan den ulykkelige overbevise sig selv om, at kontrollen virker. Kun ved at minimere livet kan hun undgå døden. Vor civilisation er redet af frygten for sin egen livsfarlige grådighed kaldet frihed, vækst, kapitalisme, forbrugsfest, og søger at forsvare sig gennem en stadig udbygning af en stadig mere nødvendig kontrol. Rummer ikke hverdagens mange rutiner paralleller til anorektikerens bizarre rituelle tvangsgentagelser? Ikke for intet er lønarbejde blevet vor kulturs mest udbredte livsform, enheden af privilegium og trummerum, mens manglen på lønarbejde er et lige så udbredt traume, og en stadig større del af arbejdsstyrken er beskæftiget med via skærme at kontrollere medborgere, tælle og måle, retlede og styre, holde under observation, holde hen, underholde. Vi kontrollerer hinanden, vi heltidskontrollerer os selv. Og al denne kontrol og bureaukratisering er ikke liberalismens og globaliseringens modsætning, men deres følge. Hvorfor? Vi har kasseret socialismen. Kapitalismen har bragt os megen velstand. Men.