Oksesteg, helt gennemstegt, med 'Vildtsauce', efterfulgt af Vingelé med Vanillecreme, var den ene staaende Søndagsmiddag, og den mest majestætiske. Den anden, som vistnok forekom hyppigere, er bevaret i ligesaa venlig Erindring: Kødsuppe med Urter og to Slags Boller, herefter Oksekødet opfrisket med peberrodssauce. Saa bravt og borgerligt, saa rigt og enkelt. Ingen Daasemad i Køkkenet, ingen Føde i Konvolutter, men Damp og Larm og Spil ved Komfuret, Stines opkogte røde Hoved over Gryderne og Moderens myndige Stemme ildnende til Daad. Priset være den troskyldige Kødsuppe! Ikke legeret, aldeles ikke velouté, kun det rene Produkt af Vand, Kød og Urter, kvægende, styrkende, med Duft fra Havejorden og den fineste Aande af Fedt fra Stalden - eller fra Slagter Salomon, som i sin egen glade person forenede Klump og Bov og Inderlaar paa den delikateste Vis. Næst efter Glæde over at opleve Terrinen paa Dugen kommer Behaget ved at se den tone frem af en Bog. I de brede Romaner, hvis bærende Afsnit er henlagt til det gamle borgerlige Europas Hjem, samles man gerne omkring den gode Suppe. Terrinen er som en Offerskaal indviet til den bestandige Trygheds Aand. Nar Laaget løftes og Potageskeen sænkes, breder sig et stille Velvære og en Aroma af Godvilje under Lysekronen. Endnu er Verden dog ikke helt af lave, Orden og Dignitet raader for en Stund. Det Middagsselskab, som indleder Thomas Mann's 'Huset Buddenbrook', fanger an med en urtesuppe; af Respekt for den halvfranske Omgangstone hos de Gamle i Familien vil vi kalde den en Julienne. I Jacob Paludan's 'Jørgen Stein' gaar vi ligeledes straks til Bords. Middagen er saa repræsentativ, at Amtmandinden serverer »Bouillon med Marv« - ingen Smutten af Boller i Køkkenet, vi gæster en Standsperson. En anden Amtmand for Bordenden var Franz Baron von Trotta und Sipolje, Hovedpersonen i Josef Roth's 'Radetzkymarch'. Den østerrigske Bureaukrat, der ikke nøjedes med at opleve 'Torden i Syd', men fik hele Uvejret over sit Hoved, lod hver eneste Søndag anrette en gylden Bouillon med Nudler - og derefter Kødet skaaret paa den rigtige led. Baronen taalte ingen slinger i sit Livs afmaalte, sagte Wienervals. Da Kejser Franz Josef, Hr. von Trotta's forgudede Hersker, i 1916 beredte sig til at forlade sin uendelig lange Kontoreksistens, var hans sidste Maaltid en Tallerken Suppe paa fire Høns. Dette styrkende Dekokt var tilberedt efter Hofkøkkendirektørens personlige anvisning. Nævnte Dignitar var selvtredje til stede da Monarken indsov samme Dags Aften.' Kejserens daglige Spisevaner havde ellers været 'spartanske'. Det smukke Eksempel paa Borgerdyd, som han derved gav sine Undersaatter, var dog ikke dikteret af Pligtbud og paalagde ham ingen Afsavn. Hans apostolske Majestæt havde en nobel Kontorchefs Smag og spiste oftest sin Frokost fra en Bakke ved Skrivebordet. Den 11. Hertug af Bedford (død 1940), en yderst kuldslaaet Herre, var ligesaa konservativ, men væsentlig mere fordringsfuld end Habsburgeren. Den første Ret paa hans daglige Menu var altid en Kop Bouillon, kogt paa nøjagtig 91/2 Pund af det fineste Oksekød. Tilberedningen var betroet en Køkkenpige, som udelukkende var ansat med dette Hverv for Øje, iøvrigt kunde hun trille Tommelfingre. I Parenthes kan det oplyses at Øl aldrig skæmmede Hertugens Taffel. Ganske vist havde han sit private Bryggeri paa Woburn Abbey, men dets fortrinlige Produkt anvendtes kun til Behandling af Parketgulve for at give Egetræet forhøjet Glans og dybere Farve. Naar de saaledes imprægnerede Gulve nu og da blev afvaskede »plejede Emmen at gøre Tjenestepigerne halvt berusede«. Store Forhold... Lad os vende os mod Suppegryder i det kære gamle København. Ingen er mere hjertevindende end den Potte, som Gedske Klokkers i 'Barselstuen' pusler om ved sit Ildsted. Vi sørger med hende naar de i Slagterboden tør begære 5 Skilling for et Pund Oksekød og det saa mavert, at man ser ikke den ringeste Pille Fedt derpaa« - og vi glædes ved at høre om den ypperlige Virkning af et lille Stykke Flæsk. »Blev da Suppen God, da Flæsket kom deri?« spørger Barselkvinden. Saa lyser det op i Mutter Gedskes Ansigt: »Ja, hun blev dejlig, Madame!« Til sine Dages Ende vil man høre Sigrid Neiiendams Røst bag denne Replik. Holberg selv var af Fornuft yderst maadeholden ved Bordet, han aad sin maalte Mad. Det behagede ham, at »hvad som her kaldes en Ret af Suppe«, altsaa en Helhed som Ouverture, nemlig Bouillonen, Kødet og Bollerne, i Frankrig udgjorde et helt Maaltid fordelt paa tre Retter. Man tør antage, at Holberg satte Pris paa Kødsuppe, han bifaldt Okse- og Kalvekød - og har skæmtende foreslaaet en Suppe kogt paa Mopper. Deres »hottentottiske Ansigter« og andre Bløddele, vilde maaske i udkogt Tilstand gøre sig som Skildpadde, dette være bemærket for egen Regning. Gourmet'en Apicus (i 'Den Vægelsindede') godkender en Spiseseddel med Hønsekødsuppe paa den første Plads. Oehlenschläger maatte høre meget for sin Tilbøjelighed til Bordets Glæder. Herregud, den varme og uskyldige Mand! Pøbelen stenede Holberg fordi han var for mager, han undte sig ikke Føden, og hujede ad Skjaldenes Adam fordi han blev for tyk, han undte sig for meget. Den stormende Poet forvandlet til bugnende Middagsherre! Her skal luftes ud med Johannes V Jensens harmfulde Ord: »Hvad skal man sige, det er sket før at Frodighed i Ungdommen bliver til Embonpoint, derover skulde man ikke aldeles forglemme den samme Mands Fortjenester og smukke Udseende da han var yngre. Et nedrigt Land at være offentlig Person i, Samtiden var som rasende efter at faa den aldrende Mand rendt ned, hvis hele Brøde var at han havde skænket Landet en uforglemmelig Ungdomspoesi. Hvornaar har ikke Lavkasten luret paa ethvert velklædt, vasket, habilt Menneske?« Oehlenschläger var ingen Æder, men havde en sund Naturs Behov og en Kenders Sikkerhed ogsaa som Spiser. God Mad smagte ham bedst, skriver hans Datter Marie kort og tilstrækkeligt, og bevidner, at han spiste tarvelig Kost med samme Appetit som fin naar den var lavet af godt Materiale og tilberedt med Kærlighed. Det udsøgte var blot det gedigne. Man tænker med Rædsel paa de pyntede og grumsede Retter, et forvorpent Ruskomsnusk rodet sammen fra alle Turistlandes Restauranter, som udvæltes over vore Dages Spiseborde. Naturligvis - Oehlenschläger elskede Kødsuppe. Om Søndagen vilde han gerne, ligesom Henri IV, have »en Høne i Gryden«, iøvrigt maatte Oksebrystet holde for. »Jeg husker nok, hvor forvænte vi var med Kødsuppe«, bemærker Marie, den var næsten som Extract, saa at Suppe nydt hos andre smagte os som Skyllevand«. Digteren har selv erklæret sin Kærlighed, uskrømtet, med henrivende Skælmeri. »Nu ved du jeg er stærk i at spise Suppe«, skrev han 1817 fra Paris i en Epistel (trykt i 'En Reise fortalt i Breve til mit Hjem') og han fastslaar med professoral Vægt: Alle mulige Supper (det vil sige Kødsupper) hører altsaa til mit Fag, og er det paa en Maade min Pligt at studere« (Kursiveringen skyldes Digterkongen). Han gjorde sin Pligt med Nidkærhed til sidste Skefuld. Ligesom Apicius vejrer vi os videre gennem Byen, ledet af liflige Køkkendufte - nu fra Bispegaarden i Nørregade, hvor Oehlenschläger boede 1822-1835, den korte Vej hen til Justitsraad Lund paa Gammeltorv. Husfruen, Troels-Lunds Mor, fejrede mindst en Snes Aar i Træk sin Fødselsdag med en Middag, som ufravigelig aabnedes af Kødsuppe med Kødboller (Hovedretten var Andesteg). I sine Erindringer ('Et Liv', 1924), et af de skønneste Memoireværker i vor Litteratur, mindes den gamle Historiker kærligt dette Højtidsmaaltid, udnævner Bollerne til »Husets stille Stolthed«, intet mindre, og dvæler ved deres mønsterværdige Kvalitet. Justitsraadindens Eksamination af Prøvebollen, frembaaret af en Pige med nedslagne Øjne, var en Begivenhed - og kunde være Sujet for et Genrebillede af Marstrand. S. Kierkegaard, Troels-Lunds »Onkel Søren«, havde øjensynlig en Slags Lidenskab for Bouillon, »uhyre stærk«, den var næsten staaende Forret. Professor Frithiof Brandt har godtgjort, at Kierkegaard til Eksempel i August 1847 nød sin Livsuppe de 29 af Maanedens dage, og de 22 Dage fik han Bouillon to Gange daglig. Det kraftige Fluidum stimulerede højlig Skribenten, for ham var Suppe ikke blot Søndags- og Festspise (med Boller), men Brændstof til en Motor. Nede paa Købmagergade laa Den Kgl. Porcellænsfabrik. Vilh. Bergsøe's fængslende Roman om Liv og Skæbner i denne Bygning fremstiller den tilknappede, vakre Administrator (og Videnskabsmand) som en Person, der ikke yndede Selskabelighed. Engang gav han dog en lille Herremiddag, til alles Undren. Ingen vil dog forbauses over, at Jomfru Mortensen om Eftermiddagen stod i Køkkenet og med stor Andagt stak Boller paa Suppen. Ved Bordet underholdt den gamle Værkskriver med Bemærkninger »angaaende Vanskelighederne ved fyldt Hvidkaalshoved«. Det hænder vistnok, at danske Turister i Italien savner den brune Sovs. Vore rejsende Landsmænd i Guld- og Sølvalderen maatte nu og da længes efter Hjemmets underfulde Middagsdufte fra Terrinen og Helligdagens Suppevisk (vel under Indtryk fra en Kirkegang med forventningens Glæde har Aarestrup noteret: »En Præke-Terrin med Laag«) »Ikke en ærlig Kødsuppe!« sagde Mama, det er Daarligdom med deres Madlavning!« - hun havde været i Rom med sin Datter Kala og sin Svigersøn, Billedhuggeren Alfred. H. C. Andersen hørte Hjertesukket, vel ogsaa fra andre Enkefruer i den evige Stad, og satte det ind i Historien 'Deilig!'. Maaske de aller hyggeligste Suppeinteriører bag Københavns Volde finder man i gamle jødiske Hjem, som de kendes fra Teater og Bøger. Man gnider sig oplagt i Hænderne før Fru Levin beder til Bords ('Indenfor Murene') og efter tur fylder de svære, dybe Tallerkener af musselmalet Porcellæn. Og naar Fru Frederikke rettede an bag den dampende Terrin - det sker i 'Mendel Philipsen & Søn', ligeledes af Henri Nathansen - »sænkede Helligaftenens Fred og Fryd sig over Hjemmet, Sabbatens Forening af Evighed og Liv, af Højhed og verdslig Glæde«. Jeg vilde gerne engang smage den opulente Scholent, med Kuggel, bestanddele af Kalvefødder og diverse Herligheder i Dybet, paa Papiret giver den rige Løfter. Selveste Georg Brandes, der snærrede ad »Jøderiet« (hans eget Udtryk) og alle Traditioner fra Ghetto-Tiden, kunde en Schabbesaften bestille sig en Portion af denne Suppe fra en jødisk Kogerske - og nyde den som var han et Barn. Et ædelt, et bevægende lille Billede af den ensomme gamle Mand bøjet mod en tabt Fortid. Forresten vilde jeg have diskuteret Kødsuppen i Frankrig, dens rette Fædreland, og pønsede paa at omgive den klassiske pot-au-feu med nature morte'r af Chardin. Det faar vente til en Efterarsnat. Nu tør jeg ikke øse mere op - og orker næppe paany at skrive Ordet Bolle.