I dag er det 10 år siden, et mareridt begyndte for titusindvis af europæere. 10 år siden, et stort sår blev påført mit folk. Et sår, som kommer til at mærke Europa i mange generationer fremover. Det er 10 år siden, en ubeskrivelig ondskab fandt sted i Europa - et Europa, som havde svoret, at dén lektie var lært. I dag er det 10 år siden, FN overgav den østbosniske by Srebrenica til det serbiske militær, som så begyndte det største blodbad i Europa siden Anden Verdenskrig. Et folkemord i Europa på tærsklen til det 21. århundrede. 3. juni blev der i Danmark og i mange andre lande i tv vist en henrettelsesvideo, hvor man bl.a. kunne se seks unge mænd fra Srebrenica blive skudt i ryggen af medlemmer af en deling i det serbiske militærpoliti, 'Skorpionerne'. Fire af de unge mænd var mindreårige. Deres hænder var bundet på ryggen. Man kunne høre deres mordere grine. Disse unge mænd sagde ikke en lyd, da de blev skudt. De vidste, de skulle dø. De vidste, at ingen ville hjælpe dem. De var blevet lovet beskyttelse af FN-styrker, og nu så de døden i øjnene, udleveret til deres mordere af den selv samme internationale organisation, der havde erklæret Srebrenica for 'sikker zone'. Nura Alispahic genkendte sin søn på videoen. Hun så sin søn blive myrdet. Han hed Azmir og blev kun 16 år. I dag kunne han have været i færd med at uddanne sig til læge. Han havde en bedstemor med et dårligt hjerte, og han ville være læge, så han kunne tage sig af hende. I dag ville Nura Alispahic måske have haft et barnebarn. Hun ville i hvert fald have haft en søn. Kadira Salkic genkendte også sin søn. Hun så sin søn blive myrdet. Han hed Sidik og blev kun 17 år. Han var den sidste af de seks unge mænd, der blev skudt. Hans hænder rystede. Safeta Muhic genkendte sin storebror. Hun så sin storebror blive myrdet. Han hed Safet og blev kun 17 år. De gik i samme skole. De skulle være vokset op sammen. De skulle have haft hinanden at dele glæder og sorger med. De skulle have haft de sædvanlige søskendeskænderier. Smaila Ibrahimovic genkendte sin far. Hun så sin far blive sparket i hovedet. Han hed Smail og havde en kone og fire børn. Han skulle have været der for dem som forsørger, vejleder, mand, far. Han skulle have set sine børn vokse op. Han skulle have set sine børnebørn plukke blommer i haven. I stedet for blev deres liv slukket for evigt under de mest grusomme omstændigheder, man kan forestille sig. Heltemodigt skudt i ryggen, med bagbundne hænder, uden nogen som helst mulighed for at forsvare sig. Verden ville ikke engang have kendt til deres skæbne, havde det ikke været for de serbiske soldaters idé om at optage mordene på videobånd, så de senere kunne more sig med det og vise det frem som bevis på deres heltedåd. En beboer i den serbiske by {Scaron}id, hvor 'Skorpionerne' havde deres base, fortæller til bladet Blic, at den lokale videoklub på et tidspunkt havde fem kopier af optagelsen. Nu har hele verden kunnet se den. Ikke fordi verden var synderlig interesseret i, hvad der skete med befolkningen i Srebrenica. Det kunne tydeligt ses i den måde, FN valgte at reagere på, da serberne besatte 'den sikre zone'. Da den hollandske FN-styrke i Srebrenica så serbernes indtog, bad kommandant oberst Thomas Karremans tre gange FN om flystøtte. Hans anmodning blev afslået, alle tre gange. Bortforklaringerne er mange. Anmodningen var blevet sendt ind på en forkert formular. Den franske FN-kommandør, general Bertrand Janvier var i tvivl om serbernes hensigter. Det var FN-politik at forholde sig neutralt i konflikten. Det var ikke særlig neutralt at afvæbne bosnierne i Srebrenica, så de ikke engang kunne forsvare sig selv, når nu FN ikke ville holde sit løfte om at beskytte dem. Det var ikke neutralt af de hollandske FN-soldater at være med til at adskille mænd og drenge fra kvinder og børn, sammen med serberne. Det var heller ikke neutralt af Janvier forinden at love de serbiske generaler Mladic og Peri{scaron}ic, at FN ikke ville indsætte fly, hvis serberne gjorde indtog mod Srebrenica. FN-styrkerne garanterede bosnierne deres sikkerhed, de tog deres våben og overgav dem derefter til serberne, vel vidende at det betød den visse død for dem. Det indrømmede selv oberst Robert Franken, da han blev spurgt om det ved Krigsforbryderdomstolen i Haag. For den slags kan man ikke vaske sine hænder. Da FN erklærede Srebrenica for 'sikker zone', flygtede mange bosniere til området, fordi de troede på den garanti. Sandheden er, at det aldrig var FN's hensigt at beskytte disse mennesker, men det sagde man bare ikke til dem. Udadtil sagde FN: »Vi vil aldrig lade jer i stikken«, mens man indadtil hæftede sig ved styrkens status som 'fredsbevarende' og ikke 'fredshåndhævende'. Med andre ord var de der for at kigge på. Men det var ikke, hvad de sagde til befolkningen i Bosnien-Hercegovina, så folk prøvede at flygte til Srebrenica. Mange kunne have reddet livet, hvis de var flygtet et andet sted hen. Der er stadigvæk mange ofre, der mangler at blive identificeret. Efterladte mødre, søstre og døtre er utallige gange gået gennem store haller med lig for at lede efter en mand, en bror, en søn. En mor, der går mellem uendelige rækker af lig, mens hun kigger efter sin søn. Det er virkeligheden for kvinderne fra Srebrenica. Når der bliver holdt mindehøjtidelighed 11. juli læser de efterladte navne op på de dræbte og savnede. I år bliver der 8.106 navne. 510 flere lig er blevet identificeret siden sidste år. Det kommer til at tage det meste af en dag bare at sige deres navne højt. Ikke engang hvor gamle de blev, eller hvor mange mennesker de betød noget for. Det er ærgerligt, at man ikke viser noget af det på de danske kanaler. Det er synd, at danskerne ikke får den oplevelse at høre navn efter navn, lange lister af mænd med samme efternavn, hvor en hel slægt måske er blevet udryddet. Det er noget andet end kold statistik. »Srebrenica, hvor omkring 8.000 bosniske drenge og mænd menes dræbt«... De blev dræbt. De blev myrdet. De overlod deres skæbne til FN, som lovede at beskytte dem, som lovede, at intet ondt skulle ske dem, hvis de bare afleverede deres våben. Det gjorde de så, de naive, godtroende bosniske mænd, og det blev deres død. Imens fik oberst Karremans et glas slivovits med general Ratko Mladic. Mladic havde selv et kamerahold med for at forevige 'befrielsen' af Srebrenica og den store heltedåd at dele slik ud til børn, der blev myrdet senere samme dag. Han ville foreviges som den store serbiske helt, han i de senere år også er blevet hyldet som. Det er meget muligt, at det var udbredt praksis blandt serberne at optage mordene og andre uhyrligheder, de begik. De kunne selv se, hvordan generalen blev hyldet for sine optagelser. Ved Krigsforbryderdomstolen i Haag er der andre videooptagelser, som vil blive brugt i bevisførelsen. De kommer nok også til at ende i tv, og endnu en mor vil se sin søn blive myrdet. Umiddelbart efter den første offentlige visning af henrettelsesvideoen i Serbien kom politikerne med voldsomme reaktioner. For første gang hørte man en serbisk repræsentant nævne ordet 'undskyldning'. Men allerede dagen efter var nogle i Serbien bekymrede for, at 'Skorpionernes' gerninger af omverdenen kunne tolkes som Serbiens deltagelse i folkemordet, hvilket det for guds skyld ikke måtte misforstås som. Det var nogle sindssyge individer, der opererede på egen hånd. Det var slet ikke organiseret fra Serbien. Serberne vidste intet om det. Igen var man tilbage i den rutinemæssige fornægtelse, som har hersket i Serbien lige siden krigens afslutning. Ikke mere end et par uger inden offentliggørelsen af videoen viste en undersøgelse i Serbien, at serberne ikke engang troede, at folkemordet i Srebrenica overhovedet havde fundet sted. 11. maj kunne man i TV 2's 'Dags dato special' høre en serber i Srebrenica udtale, at det er løgn, at der skulle være myrdet så mange bosniere i området. »De har gravet gamle lig op, fra før krigen, og nu prøver de at snyde folk til at tro, at de blev dræbt«. Efter at henrettelsesvideoen blev offentliggjort, burde det være klart både for serberne og for resten af verden, at man ikke kan benægte Serbiens skyld i folkemordet. 'Skorpionerne' var en deling af det serbiske militærpoliti, de kom fra Serbien, de fik deres ordrer fra Serbien - før afgang blev de endda velsignet af en berømt serbisk præst, Gavril. Det springende punkt er her, at denne massakre blev planlagt. Formålet var at udrydde den bosniske befolkning i området, så det nemmere kunne indlemmes i Serbien. Det er det, der gør det til et folkemord. Massakren i Srebrenica var en stærk faktor i den bosniske præsidents beslutning om at underskrive Daytonaftalen. Han kunne godt se, at FN's 'hjælp' stort set bestod i at afvæbne bosniere og udlevere dem til deres mordere. Han ville for enhver pris standse folkemordet, andre uretfærdigheder kunne man rette op på senere. Serberne sad ikke i samme situation, så de kunne kræve dit og dat. Som resultat blev de belønnet med 49 procent af det land, de angreb. Deriblandt Srebrenica. I årene efter kunne man igen og igen høre snak fra Serbien om en særlig forbindelse mellem Serbien og Republika Srpska, om særlige aftaler mellem dem. Vojislav Kostunica sagde, kort efter at han havde erstattet Milosevic på posten som Jugoslaviens forbundspræsident, at Serbien ikke havde opgivet sit krav på »det, der er serbisk«. Hvis der går lang tid nok, hvor mit land er delt på denne groteske måde, vil resten af Europa glemme, hvorfor Serbien og Republika Srpska ikke er samlet i ét land. Så vil sidste skridt være, at Republika Srpska bliver indlemmet i Serbien. Storserbien vil endelig være blevet til noget, om end ikke præcis i den størrelse, man havde stilet efter. Her på 10-års dagen for massakren i Srebrenica vil jeg minde jer om, hvorfor Republika Srpska og Serbien ikke er og aldrig kan være én stat. Fordi Republika Srpska blev grundlagt på folkemord. Fordi Serbien angreb sit naboland Bosnien-Hercegovina med det formål at udrydde den bosniske befolkning og tage så meget territorium som muligt. Der er intet fjernere fra sandheden, end at der var tale om en borgerkrig. Bosnien-Hercegovina blev et selvstændigt land 3. marts 1992. Massakren i Srebrenica fandt sted i juli 1995, med deltagelse af bevæbnede styrker fra Serbien. Klarere kan det ikke forklares. Det er også en af grundene til, at videoen har vakt så stor opmærksomhed. Dette bevis har rystet serberne, fordi de nu kan frygte at miste »det, der tilhører det serbiske folk«. Hvert år på denne tid bliver der i medierne fortalt om »de internationale styrkers storstilede aktioner for at pågribe de krigsforbrydermistænkte Mladic og Karadzic«. Det er en hån mod de overlevende. Hvert år er der den slags skuespil for kameraerne, et forsøg på at gøre verdens skam lidt mindre. Der er intet, der kan gøre den skam mindre. Den vokser, for hver dag der går, hvor de ansvarlige går fri. Efter 10 år med den slags historier er holdningen blandt mange bosniere, at vi først tror det, når vi ser det. Jeg vil hellere end gerne tage fejl i år og se morderne blive fanget. Selv om det ville være en sølle straf for dem at blive sendt til Krigsforbryderdomstolen i Haag, for ingen udenlandsk domstol kan yde Bosnien-Hercegovina retfærdighed. Kan man da kalde det retfærdighed, når Dra{zcaron}en Erdemovic får fem år i fængsel efter at have tilstået mord på mellem 70 og 100 ubevæbnede bosniere i Srebrenica? Han er i dag fri, længe inden alle ofre overhovedet er blevet identificeret. Det er at gnide salt i såret at sende morderne til Holland, når det netop var hollandske soldater, der overgav Srebrenica til dem. Det er at gnide salt i såret at lade det internationale samfund føre retssag mod aggressorerne, når det netop var det internationale samfund, der bandt bosniernes hænder på ryggen med våbenembargoen i 1992. Vi skulle åbenbart ikke have lov til at forsvare os selv, da vi blev angrebet, og vi får heller ikke lov til selv at retsforfølge de skyldige for de mange mord og det ødelagte land. Efter Anden Verdenskrig sagde Europa, at lektien var lært. Aldrig igen skulle der ske noget så frygteligt som jødeforfølgelserne, kz-lejre og etnisk udrensning. 50 år senere viste det sig, at lektien var blevet glemt igen. Vi, de overlevende fra Bosnien-Hercegovina, spredt for alle vinde, mindes i dag Srebrenica - sølvbyen i Drinaflodens dal, hvor flere tusind af byens indbyggere for tidligt har fået deres sidste hvilested. Vi føler med deres pårørende, der har været igennem 10 års gentaget mareridt. Vi føler med de mødre, der så deres børn blive myrdet. Vi ser frem til den dag, morderne bliver stillet til ansvar for deres gerninger. Og vi husker, hvordan Srebrenica blev forrådt.