Husker De Leif Panduros og Bent Christensens snart 40 år gamle film 'Naboerne'? De to naboer tandlæge Gormsen og fabrikant Sandelund har aldrig kunnet fordrage hinanden. I løbet af en sommer går det helt over gevind, og de to naboer tager stadig grovere midler i brug i den gensidige bekæmpelse. Det begynder med relativt uskyldige drengestreger, men ender med bulldozere. Filmen er blevet fortolket som en politisk film, der i allegorisk form fremstiller rustningskapløbets absurditet. Den kolde krig var jo stadig temmelig kold i 1966. Men først og fremmest griner man af 'Naboerne'. Filmen blev da også en stor folkelig succes. Nabostridigheder er simpelthen godt stof. Hvem har ikke rystet på hovedet, men samtidig moret sig over nabokrige, der blev ført ad absurdum? Så længe de ikke vedrører en selv, er nabostridigheder nemlig ganske underholdende. Den dag, man selv fanges ind i en strid, bliver det noget sværere at se det sjove. Man får snarere behov for at rase ud. Så, kære læser, når jeg i det følgende indvier Dem i min egen nabostrid - som ret beset er en genbostrid - får både De og jeg forhåbentlig noget ud af det: De kan læne Dem tilbage og tænke: 'Godt det ikke er mig', samtidig med at De kan nyde beretningens underholdningsværdi. Selv får jeg - i form af dette stykke skriveterapeutiske hjemmesløjd - lejlighed til at rase ud på en ikke-voldelig måde. En dag ringer min genbo på døren og beder mig om at flytte min trillebør fra grundejerforeningens fælles græsareal. Sagen er den, at han er ved at slå græs - et job, grundejerforeningen mod passende honorering har hyret ham til. Nu står min trillebør i vejen. I stedet for selv at trille børen ind på min grund - det ville have taget cirka et halvt minut - vælger genboen - sikkert opfyldt af retfærdig harme - at bruge to minutter på at henvende sig personligt. Min reaktion på genboens anmodning er lettere forbløffet: »Beder du mig om at flytte trillebøren?«. Genboen svarer: »Der er to muligheder: Enten flytter du trillebøren, eller også må jeg slå græs uden om den« (idet den mest nærliggende mulighed, at han selv flytter trillebøren, åbenbart er udelukket). »Vil du så flytte dine to biler fra vendepladsen?«, spørger jeg. Der har lige kort forinden været afholdt generalforsamling i grundejerforeningen, hvor man har vedtaget, at nu må det være slut med, at genboen bruger vendepladsen som sin private parkeringsplads. Efter at have bygget et skur inde i sin carport har genboen ikke plads til sine to biler - en firmabil i den bedre mellemklasse og en potent firehjulstrækker. Han har for så vidt heller ikke plads til sin lystbåd eller sin trailer. Disse besiddelser anbringer han med den største selvfølge på fællesarealerne, således at gæster til områdets øvrige beboere vanskeligt kan parkere. Børnene har dårligt nok mulighed for at lege og spille bold. Dette har i årevis været et irritationsmoment for de nærmeste naboer. Vores enderækkehus ligger lige op ad vendepladsen. Jeg er selv meget tilfreds med mit snarrådige spørgsmål, som ret beset også nærmest har karakter af en bombe. Jeg henviser nemlig nu til generalforsamlingen, som genboen ikke har deltaget i. Desværre er jeg ikke så cool i situationen, som jeg gerne vil være; min stemme dirrer af flere års sammensparet indignation. Min genbo, som er sælger og dermed sikkert vant til pokerlignende forhandlingssituationer, er i stand til at bevare fatningen. Hans svar er noget i retningen af: »Jammen, så dumper der jo nok snart et referat af generalforsamlingen ind ad brevsprækken«. Cool reaktion! Ret skal være ret. Hans efterfølgende reaktion finder jeg dog temmelig ynkelig. Efter endt græsslåning - mon ikke hans hjerne arbejdede på højtryk undervejs, mens han overvejede situationen og sit mulige modtræk? - opsøger han formanden for grundejerforeningens bestyrelse for at klage sin nød. Kan han da ikke få lov til at benytte vendepladsen de sidste to måneder, inden han alligevel flytter? Nu har han jo benyttet den i flere år. Og står det overhovedet i vedtægterne, at vendepladsen ikke må bruges som parkeringsplads? Når sandheden skal frem, er generalforsamlingens beslutning nok også i virkeligheden truffet med henblik på den kommende ejer af genboens hus. Egentlig orker jeg heller ikke at gå mere i clinch med genboen, når han nu alligevel - omsider! - skal flytte. Men det er nok hans forbløffende henvendelse vedrørende trillebøren, der får en lille djævel til at fare i mig. Måske er det ikke helt tilfældigt, at jeg i sin tid skrev speciale om Heinrich von Kleists geniale fortælling om Michael Kohlhaas, om hvem det siges, at »retsfølelsen gjorde ham til røver og morder«. Mit næste træk i slaget om trillebøren er nemlig at tvinge min genbo ud i et dilemma. Jeg anbringer nu med vilje trillebøren cirka en meter inde på fællesarealerne. Hvad vil genboen nu gøre, næste gang græsset skal slås? Vil han bruge fem sekunder på at trille børen ind på vores grund? Vil han igen henvende sig personligt? Eller vil han - som han selv havde skitseret som en mulighed - slå græsset uden om trillebøren? Min kone er mindre begejstret for mit eksperiment. Hun vil nødigt være alene hjemme, hvis genboen skulle vælge option nummer to. Han vælger dog at slå græsset i en nydelig bue uden om trillebøren, hvilket jeg betragter som en halv sejr. Kære læser, jeg håber ikke, De keder Dem. Forhåbentlig er De ikke alt for skuffet over, at min beretning ikke har involveret bulldozere, men foreløbig kun en beskeden trillebør. Mon ikke De spørger Dem selv, hvordan det kunne komme til stridigheder på så infantilt et niveau? Hvordan begyndte det hele? Før genboen flyttede ind, var alt såre godt. Vores rækkehus ligger smukt i det grønne i udkanten af en større østjysk provinsby. Her lå tidligere en campingplads. Grundejerforeningens kun ti rækkehuse omgiver en slags naturlig dyb lomme, hvorfra der udgår et stisystem ned til fjorden. Lige bag vores hus høres en rislende bæk. Den rene idyl! Her bor mange slags mennesker: børnefamilier, barnløse, ældre, enlige mødre, offentligt ansatte, pensionister, håndværkere, udøvere af liberale erhverv og så videre. Kort sagt en temmelig broget flok. Skal der defineres en fællesnævner, må det være, at vores 'lomme' bebos af mennesker, der nyder den unikke, tilbagetrukne beliggenhed og ikke ønsker at rende hinanden for meget på dørene. Selvfølgelig gør vi hinanden små tjenester, som man jo gør blandt gode naboer. Vi holder også en sommerfest hvert år. Men det er nu vist mest for børnenes skyld. Den meste dramatiske begivenhed i 'lommen' - inden genboen flyttede ind, forstås! - var nok, dengang to andre genboer medvirkede i TV 2's ubehagelige boligprogram 'Roomservice'. Kære læser, mon ikke De engang har prøvet at være den nye dreng eller pige i klassen? Eller den nye svigerdatter/svigersøn i Deres livs udkårnes familie? Eller den nye på arbejdspladsen? Eller bare den nye passager, der er steget på toget og høfligt spørger, om en bestemt plads er ledig? Der er en række situationer, hvor man naturligt må skelne mellem 'de gamle' og 'de nye'. I sådanne situationer gælder et par uskrevne love, en slags uudsagt overenskomst, som selvfølgelig også gælder, når 'en ny' flytter ind blandt 'de gamle'. Hvis der skal opstå et godt naboskab, er det vigtigt, at både 'de gamle' og 'de nye' kender de roller, de skal spille i henhold til den skjulte kontrakt. Kære læser, dette er naturligvis selvfølgeligheder for Dem, men lad mig alligevel for god ordens skyld repetere de roller, 'de gamle' og 'de nye' skal spille, for at der kan opstå et godt naboskab: 'de gamle' skal i princippet stille 'de nye' lige med sig selv; populært sagt 'give de nye en chance'; 'de nye' skal derimod respektere en principiel ulighed og ikke antaste den; populært sagt 'stikke fingeren i jorden'. På en måde skal de to parter altså spille modsatrettede roller, som alligevel korresponderer smukt med hinanden. Hvis de to parter spiller deres roller overbevisende, er grunden til et - om ikke smukt venskab, så dog - godt naboskab lagt. Tro mig, når jeg siger, at vi - 'de gamle' - overholdt vores del af den skjulte kontrakt. Vi var imødekommende fra dag et over for den dengang nye beboer. Han blev hurtigt hyret som havemand, når han nu så gerne ville. Vi gjorde ingen indsigelser, da han fældede et smukt træ, som ganske vist befandt sig lige ved siden af hans hus, men rent faktisk på grundejerforeningens fællesareal. (På min ældste datter, som elsker at klatre i træer, gjorde dette anslag særligt ondt. Vi har en hjerteskærende hjemmevideo fra den gyldne tid - før genboens entré - hvor hun siddende i træet erklærer: »Det her er mit klatretræ«). Vi oprettede en suppleantplads i den lille grundejerforenings bestyrelse, når genboen nu så gerne ville være med. Og næsten alle beboere lod sig villigt udkommandere til en fælles 'havedag', som genboen havde slået til lyd for på sin første generalforsamling i grundejerforeningen. Behøver jeg at sige, at genboen ikke overholdt s in del af den skjulte overenskomst? Havedagen blev i øvrigt temmelig dramatisk, et slags point of no return. Nøgleordet var 'udtynding'. Genboen havde fået mandat til at skabe en mere åben forbindelse fra vores 'lomme' ud til stisystemet, der fører ned til fjorden. Der skulle med andre ord fjernes nogle buske og planter, hvorved der desværre samtidig ville gå hul på vores naturlige grønne 'lomme'. Min kone og jeg, der som nævnt bor i enderækkehuset og dermed mest direkte ville blive berørt, var de eneste erklærede modstandere af saneringsprojektet. Vi havde ikke tænkt os at deltage. Næsten alle øvrige beboere - flinke, langmodige, (konfliktsky?) som de er - stillede op, på trods af/netop fordi (?) de ikke var direkte involverede. Forestil Dem, hvilke kvaler min kone og jeg led, da vi inde fra vores hus afmægtige fulgte havedagen på afstand. Vi så, hvordan genboen effektivt styrede sine tropper og i et inferno af lyd fra om ikke bulldozere, så dog motorsave destruerede vores grønne paradis. Men hov! Nu begyndte de også at fælde træerne! Det havde de ikke mandat til! Det her var ikke 'udtynding', men snarere motorsavsmassakrer! Nu gik det for vidt! Næsten spontant styrtede min kone og jeg ud af huset og begyndte at uddele kopier af en artikel, vi netop havde læst om træers uvurderlige betydning for vores mentale sundhed. Genboens soldater indstillede straks - lettere flove - træfældningen. Havedagen var forbi. Men kampen mod genboen var først lige begyndt. Efter den fatale havedag stod det min kone og mig lysende klart, at vi var nødt til at kæmpe, om ikke for vores liv, så dog for vores livsstil. En af de uvurderlige kvaliteter ved vores 'lomme' er som nævnt, at beboerne ikke ønsker at blande sig for meget i hinandens liv, vel ud fra devisen 'lev og lad leve'. Denne samlivsform var med genboens entré blevet alvorligt udfordret, ja faktisk truet på sin eksistens. De daglige irritationsmomenter - f.eks. at hans firmabil skulle gå i tomgang flere minutter om vinteren, før han, som den kagekone, han også er, kunne stige ind i en veltempereret bil - kunne være slemme nok. Det ulyksalige var, at genboen på værste kulturimperialistisk vis ville påtvinge et helt beboelsesområde sin egen livsstil. Hans vision var at amputere og omdanne 'lommens' fællesarealer til en velfriseret, gennemkontrolleret have med indlagte ringe af beton. »Jammen, i Danmark snakker man da om tingene. Kunne I ikke bare snakke om det?«. Kære læser, vi har prøvet. Prøv at gætte, hvad genboen sagde, dengang min kone bad ham om at lade være med at hælde Roundup på mælkebøtterne af hensyn til områdets børn; han sagde: »Giver du dine børn Fun?«. Hans pointe var, at det gjorde hun jo nok, og at hun dermed udsatte sine børn for mange flere tilsætningsstoffer, end hun gjorde sig klart. Hvordan skal man snakke med sådan et menneske? Vi så os nødsaget til at tale det eneste sprog, han forstår: magtens. Kære læser, jeg forstår til fulde Deres mulige irritation over den megen tale om 'grundejerforeningen' og 'generalforsamlinger'. Det er meget kedsommelige størrelser. Før genboen flyttede ind, var jeg selv knap nok bevidst om, at jeg var medlem af en grundejerforening. Nu havde min kone og jeg imidlertid erkendt, at det var på grundejerforeningens årlige generalforsamling, at det afgørende slag skulle slås. Vi havde begrebet, at vi skulle 'træde i karakter' - som man siger - på den næste generalforsamling. På en håndfast måde skulle vi anskueliggøre over for genboen, at vi var de sande repræsentanter for 'lommen' og dens særlige kultur. Vi skulle simpelthen udgøre flertallet! Det viste sig at være en uventet let opgave. Vi havde dårligt nok behøvet at mobilisere vores nærmeste alliancepartnere, genboens hårdt prøvede naboer; ud over vores fraktion og bestyrelsesformanden selv mødte kun genboen op. De øvrige beboere havde selvfølgelig lugtet lunten og ville ikke udsætte sig selv for ubehagelige konfrontationer. For genboen blev generalforsamlingen et ubehageligt sandhedens øjeblik. Han måtte nu erkende, at han ikke uden indædt modstand kunne forfølge sin vision for 'lommen'. Om der er nogen sammenhæng mellem denne generalforsamling, som fandt sted for to år siden, og det forhold, at genboen nu flytter, skal jeg lade være usagt. Den nye ejer af genboens hus skal selvfølgelig have en chance. Han er i øvrigt sælger.