0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Slaget om trillebøren

Godt naboskab kan være alt lige fra anonymitet til fælles vejfester. Men hvad er dårligt naboskab? Dagens kronikør har et aktuelt eksempel fra det hede, danske rækkehusliv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Husker De Leif Panduros og Bent Christensens snart 40 år gamle film 'Naboerne'? De to naboer tandlæge Gormsen og fabrikant Sandelund har aldrig kunnet fordrage hinanden. I løbet af en sommer går det helt over gevind, og de to naboer tager stadig grovere midler i brug i den gensidige bekæmpelse. Det begynder med relativt uskyldige drengestreger, men ender med bulldozere. Filmen er blevet fortolket som en politisk film, der i allegorisk form fremstiller rustningskapløbets absurditet. Den kolde krig var jo stadig temmelig kold i 1966. Men først og fremmest griner man af 'Naboerne'. Filmen blev da også en stor folkelig succes.

Nabostridigheder er simpelthen godt stof. Hvem har ikke rystet på hovedet, men samtidig moret sig over nabokrige, der blev ført ad absurdum? Så længe de ikke vedrører en selv, er nabostridigheder nemlig ganske underholdende. Den dag, man selv fanges ind i en strid, bliver det noget sværere at se det sjove. Man får snarere behov for at rase ud. Så, kære læser, når jeg i det følgende indvier Dem i min egen nabostrid - som ret beset er en genbostrid - får både De og jeg forhåbentlig noget ud af det: De kan læne Dem tilbage og tænke: 'Godt det ikke er mig', samtidig med at De kan nyde beretningens underholdningsværdi. Selv får jeg - i form af dette stykke skriveterapeutiske hjemmesløjd - lejlighed til at rase ud på en ikke-voldelig måde.

En dag ringer min genbo på døren og beder mig om at flytte min trillebør fra grundejerforeningens fælles græsareal. Sagen er den, at han er ved at slå græs - et job, grundejerforeningen mod passende honorering har hyret ham til. Nu står min trillebør i vejen. I stedet for selv at trille børen ind på min grund - det ville have taget cirka et halvt minut - vælger genboen - sikkert opfyldt af retfærdig harme - at bruge to minutter på at henvende sig personligt. Min reaktion på genboens anmodning er lettere forbløffet: »Beder du mig om at flytte trillebøren?«. Genboen svarer: »Der er to muligheder: Enten flytter du trillebøren, eller også må jeg slå græs uden om den« (idet den mest nærliggende mulighed, at han selv flytter trillebøren, åbenbart er udelukket). »Vil du så flytte dine to biler fra vendepladsen?«, spørger jeg. Der har lige kort forinden været afholdt generalforsamling i grundejerforeningen, hvor man har vedtaget, at nu må det være slut med, at genboen bruger vendepladsen som sin private parkeringsplads. Efter at have bygget et skur inde i sin carport har genboen ikke plads til sine to biler - en firmabil i den bedre mellemklasse og en potent firehjulstrækker. Han har for så vidt heller ikke plads til sin lystbåd eller sin trailer. Disse besiddelser anbringer han med den største selvfølge på fællesarealerne, således at gæster til områdets øvrige beboere vanskeligt kan parkere. Børnene har dårligt nok mulighed for at lege og spille bold. Dette har i årevis været et irritationsmoment for de nærmeste naboer. Vores enderækkehus ligger lige op ad vendepladsen.

Jeg er selv meget tilfreds med mit snarrådige spørgsmål, som ret beset også nærmest har karakter af en bombe. Jeg henviser nemlig nu til generalforsamlingen, som genboen ikke har deltaget i. Desværre er jeg ikke så cool i situationen, som jeg gerne vil være; min stemme dirrer af flere års sammensparet indignation. Min genbo, som er sælger og dermed sikkert vant til pokerlignende forhandlingssituationer, er i stand til at bevare fatningen. Hans svar er noget i retningen af: »Jammen, så dumper der jo nok snart et referat af generalforsamlingen ind ad brevsprækken«. Cool reaktion! Ret skal være ret. Hans efterfølgende reaktion finder jeg dog temmelig ynkelig. Efter endt græsslåning - mon ikke hans hjerne arbejdede på højtryk undervejs, mens han overvejede situationen og sit mulige modtræk? - opsøger han formanden for grundejerforeningens bestyrelse for at klage sin nød. Kan han da ikke få lov til at benytte vendepladsen de sidste to måneder, inden han alligevel flytter? Nu har han jo benyttet den i flere år. Og står det overhovedet i vedtægterne, at vendepladsen ikke må bruges som parkeringsplads? Når sandheden skal frem, er generalforsamlingens beslutning nok også i virkeligheden truffet med henblik på den kommende ejer af genboens hus. Egentlig orker jeg heller ikke at gå mere i clinch med genboen, når han nu alligevel - omsider! - skal flytte. Men det er nok hans forbløffende henvendelse vedrørende trillebøren, der får en lille djævel til at fare i mig. Måske er det ikke helt tilfældigt, at jeg i sin tid skrev speciale om Heinrich von Kleists geniale fortælling om Michael Kohlhaas, om hvem det siges, at »retsfølelsen gjorde ham til røver og morder«. Mit næste træk i slaget om trillebøren er nemlig at tvinge min genbo ud i et dilemma. Jeg anbringer nu med vilje trillebøren cirka en meter inde på fællesarealerne. Hvad vil genboen nu gøre, næste gang græsset skal slås? Vil han bruge fem sekunder på at trille børen ind på vores grund? Vil han igen henvende sig personligt? Eller vil han - som han selv havde skitseret som en mulighed - slå græsset uden om trillebøren? Min kone er mindre begejstret for mit eksperiment. Hun vil nødigt være alene hjemme, hvis genboen skulle vælge option nummer to. Han vælger dog at slå græsset i en nydelig bue uden om trillebøren, hvilket jeg betragter som en halv sejr.

Kære læser, jeg håber ikke, De keder Dem. Forhåbentlig er De ikke alt for skuffet over, at min beretning ikke har involveret bulldozere, men foreløbig kun en beskeden trillebør. Mon ikke De spørger Dem selv, hvordan det kunne komme til stridigheder på så infantilt et niveau? Hvordan begyndte det hele?

Før genboen flyttede ind, var alt såre godt. Vores rækkehus ligger smukt i det grønne i udkanten af en større østjysk provinsby. Her lå tidligere en campingplads. Grundejerforeningens kun ti rækkehuse omgiver en slags naturlig dyb lomme, hvorfra der udgår et stisystem ned til fjorden. Lige bag vores hus høres en rislende bæk. Den rene idyl!

Her bor mange slags mennesker: børnefamilier, barnløse, ældre, enlige mødre, offentligt ansatte, pensionister, håndværkere, udøvere af liberale erhverv og så videre. Kort sagt en temmelig broget flok. Skal der defineres en fællesnævner, må det være, at vores 'lomme' bebos af mennesker, der nyder den unikke, tilbagetrukne beliggenhed og ikke ønsker at rende hinanden for meget på dørene. Selvfølgelig gør vi hinanden små tjenester, som man jo gør blandt gode naboer. Vi holder også en sommerfest hvert år. Men det er nu vist mest for børnenes skyld. Den meste dramatiske begivenhed i 'lommen' - inden genboen flyttede ind, forstås! - var nok, dengang to andre genboer medvirkede i TV 2's ubehagelige boligprogram 'Roomservice'.

Kære læser, mon ikke De engang har prøvet at være den nye dreng eller pige i klassen? Eller den nye svigerdatter/svigersøn i Deres livs udkårnes familie? Eller den nye på arbejdspladsen? Eller bare den nye passager, der er steget på toget og høfligt spørger, om en bestemt plads er ledig? Der er en række situationer, hvor man naturligt må skelne mellem 'de gamle' og 'de nye'. I sådanne situationer gælder et par uskrevne love, en slags uudsagt overenskomst, som selvfølgelig også gælder, når 'en ny' flytter ind blandt 'de gamle'. Hvis der skal opstå et godt naboskab, er det vigtigt, at både 'de gamle' og 'de nye' kender de roller, de skal spille i henhold til den skjulte kontrakt. Kære læser, dette er naturligvis selvfølgeligheder for Dem, men lad mig alligevel for god ordens skyld repetere de roller, 'de gamle' og 'de nye' skal spille, for at der kan opstå et godt naboskab: 'de gamle' skal i princippet stille 'de nye' lige med sig selv; populært sagt 'give de nye en chance'; 'de nye' skal derimod respektere en principiel ulighed og ikke antaste den; populært sagt 'stikke fingeren i jorden'. På en måde skal de to parter altså spille modsatrettede roller, som alligevel korresponderer smukt med hinanden. Hvis de to parter spiller deres roller overbevisende, er grunden til et - om ikke smukt venskab, så dog - godt naboskab lagt.

Tro mig, når jeg siger, at vi - 'de gamle' - overholdt vores del af den skjulte kontrakt. Vi var imødekommende fra dag et over for den dengang nye beboer. Han blev hurtigt hyret som havemand, når han nu så gerne ville. Vi gjorde ingen indsigelser, da han fældede et smukt træ, som ganske vist befandt sig lige ved siden af hans hus, men rent faktisk på grundejerforeningens fællesareal. (På min ældste datter, som elsker at klatre i træer, gjorde dette anslag særlig