0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den første gang

Dagens 16-årige kronikør har for få uger siden sagt farvel til folkeskolen. Men han husker tydeligt den dag, han stod i skolegården for første gang. Ligesom han husker andre begyndelser og debuter, andre første gange.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er historisk alt sammen. Første gang jeg gik, åbnede mine forældre munden med en forbavset gispen, slog hænderne mod hinanden og smilede så lykkeligt, at Anders Fogh ville blive misundelig. Første gang jeg gik i skole, var jeg tvunget til at slynge armen rundt om mine venners skuldre, kigge ind i det tikkende kamera, og gud hjælpe mig, om jeg ikke skulle sige appelsin. Første gang jeg slog en bøvs, første gang jeg sagde et ord, første gang jeg fik ros af mine lærere, første gang jeg scorede i fodbold, første gang jeg slog hul på knæet, første gang jeg stod på en scene, første gang jeg kom på skadestuen, første gang til fodboldkamp, første gang i avisen. Det er historisk, alt sammen. Hver enkelt lille detalje har en plads i ikke kun min historie, men også i mine forældres. Første gang, den allerførste gang. Puha. Sikke en.

Der er noget forbandet historisk og svært ved den første gang. Første dag i skolen og foran sig ventende 10 år, 2.000 alt for tidlige vækninger, rundt regnet 42.000 timer. Der er noget hulens romantisk og sentimentalt ved at stå ved en begyndelse. Jeg husker det. Jeg står der. Alene for et kort sekund. I skolegården. Midt i virvaret. Jeg er ingenting, blot en lille dreng med karakteristisk rødt hår og 6 år på bagen. En kølig brise strømmer gennem mit krøllede hår, og solen skinner ned på mine forvirrede blå øjne. Jeg står med en fin hjemmehentet buket blomster i den højre hånd, der ryster en smule. Det uregerlige hår er fint redt til siden, de små shorts er omhyggeligt strøget sammen med den lange T-shirt, der løst hænger på min spinkle krop. En lille prik i skolegården, en knægt i et virvar af blitzlys. En splitdel af et sekund. En tanke i virvaret. 2 øjne, 2 ben, 2 arme og en hjerne, der uden at ænse, hvad der sker, koncentrerer sig om det store hus, der flot bugner frem lige foran mig. En skinnende sol, hundrede forældre, larm, råb, latter, smil, kameraer, nysgerrige skoledrenge og -piger, inspektører i smil, en udklædt løve og et hus, der gemmer på flere års slid, gråd, glæde, latter, forvirring, nervøsitet, frygt og naivitet. En ringen med klokken, en arm på en skulder, et farvelkys, en forsigtig vinken og et kik ind i to spændte øjne. Den første gang på skolen. Den første spænding. Det første frie fald. Lærdommens hus! I 10 sekunder står jeg der, mig, en dreng på 6 år, og tænker en stille tanke, inden det hele løber af stablen.

Det er historisk, det må det være. For tiden er gået, en dag blev til to, og et goddag blev til et farvel og uger til år. Jeg er færdig med skolen, det er forbi, alle de år, alt det slid kan jeg lægge bag mig. En æra er slut, en vigtig periode har taget sin slutning, og tilbage sidder jeg blot med en tåget erindring, et stille smil på læben, en underlig følelse i maven og den tomme fornemmelse af at vide, at det er slut. Den første gang blev til den sidste gang.

Der er stille foran mig, træerne blomstrer udenfor, fuglene pipper, og ved min side ligger en seddel. Den er fra i går. Efter træningen lå den der og blomstrede, da jeg sønderbombet kastede min taske fra mig og kiggede på mit skrivebord. »Ring til Fakta«, stod skrevet med en sjusket håndskrift. »Så skulle det altså være«, tænkte jeg forsigtigt, mens jeg kopierede det nummer, der stod på sedlen, og endte med en Faktamedarbejder i røret.

En kort forvirring, et høfligt okay og et indre smil forplantede sig, mens tiden gik støt og roligt og en tvivlen blev til en jobsamtale, torsdag kl. 14.00.

Jeg skal til jobsamtale. De vil snakke med mig, og hvad enten det er et godt tegn eller dårligt, så er det i hvert tilfælde ensbetydende med én ting, ny oplevelser. For det er første gang, første gang nogensinde, at jeg skal til jobsamtale.

Så skulle det altså være. Forhåbentlig. Jeg kan mærke det igen. Maven, den siger noget. Den taler til mig, en sagte rumlen bliver til lydløse sætninger og en underlig fornemmelse bliver til en sikker forklaring. Det skal ske igen. En æra venter forude. Ikke så snart noget er sluttet, starter noget andet. Jeg skal på arbejdsmarkedet, foran mig venter mig meget: sure chefer, frustrerende arbejdstider, halsbrækkende dilemmaer og frem for alt masser af surt arbejde. Det er nyt, spændende. Første gang nogensinde jeg får et job. Et sted at gøre nytte, et sted at gøre sig fortjent til de penge, jeg hyppigt spenderer. Et sted, hvor man kan føle sig som en del af samfundet, for første gang. Arbejdet kalder, chefens stemme lyder svagt ude i periferien, selv om det kun er et måske, selv om det kun er et fritidsjob, og selv om det kun er i et supermarked, er det spændende. Lille Jakob Munk, der for 10 år siden stod i en skolegård og kiggede ud mod den uoverskuelige horisont, står på dørtærsklen igen, denne gang er det jobmarkedet, det gælder. Et godt nok andet perspektiv, men hvem siger, at det ikke er lige så vigtigt og svært som matematikken, hvem siger, at problematikken ikke er lige så stor?

Der lyder stemmer ude på vejen. Et par unger spenderer deres fritid i fuld galop, frejdige, friske, uden hæmninger og lykkelige. De er i gang med deres rejse, de er startet og er endnu ikke nået langt, de har stadigvæk lang vej igen. Jeg, en rutineret rejsende, sidder og kigger ud gennem vinduet, ud over den grønne have, der ligger lige ud til mit værelse, som dekoreres af Brøndby- og Arsenalplakater. En have, der startede med blot at være et grønt areal, men som lige nu er et stort virvar af minder. Det var her, hvor jeg som barn legede de første lege, det var her, hvor jeg plaskede i et badebassin første og sidste gang, det var her, kun omringet af tre hække, en langside på et hus og den friske luft.

Første leg med vennerne, første undren over livet, første glæde, første så meget. Det var faktisk her, at min første store fest blev holdt. For rundt regnet et år siden ringede kirkeklokkerne ind, og ud kom den stadig rødhårede dreng med et smil på læben og en konfirmation bag sig.

I den smukke maj måned, hvor græsset stod grønt, og hvor solen skinnede, var det første gang. Første gang jeg fejrede noget vigtigt, min indtræden i de voksnes rækker, indtræden i den kristne tro, indtræden i et selskab, hvor den ene store fest fører til den anden, og hvor du først kan slappe af, når du er død.

Det skete i haven, der lige nu er dækket af skyggen fra en stor sky, i haven, der lige nu udsender de smukkeste grønne farver. Det var her. Den første gang, debuten, man aldrig glemmer. Det var her, at jeg med jakkesættet tæt siddende på kroppen og med et sodavandsglas i den ene hånd med stive sko og et næsten bange udtryk i ansigtet sparkede til fodbolden for første gang som voksen. Den runde bold, som det eneste barndommen havde efterladt mig her i det voksne liv. En knægt, der for 15 år siden lå på en rolig arm og kiggede ud på den store kirke og den store verden, står i haven, mens et par gæster kommer glade med en stor gave på armen. Den første fest, den første gang.

En vibrerende følelse efterfulgt af en høj lyd fra min lomme afbryder mit tilbageblik. Den moderne teknologi afbryder fortidens sagn. På min telefon har der udbredt sig en bunke ord fra en af mine venner: »Hey. Ska d med op og købe øl«. 8 ord, 20 bogstaver på en telefon, og et dilemma for mig. Tusind tak, teknologi! Skal jeg købe øl for mine venner eller ej? I teorien kunne jeg bare sige nej, men når man som den eneste er 16 og klarer cuttet, er det svært at være koldblodig. Så jeg vrister mig fri fra min plads på sofaen, fatter