Der er nedfældet adskillige samfundshistoriske betragtninger om vore kunstmuseer og ofret mange fortolkninger på, at oprindelsen til deres indhold af kunst kan føres tilbage til enevoldskongers, fyrsters og storkøbmænds indkøb af kostbare skatte. Vigtigere er det dog, at de for os i dag fremstår som samlinger, der er kommet til verden over et langt forløb, og at de stedse udbygges ved skiftende tiders - også vor egen tids - erhvervelse og bevaring af dén kunst og kun dén, som skønnes at have mere end tidsbestemt og tidsafhængig værdi. Det er hverken fortid eller nutid, som er hovedpersonen i disse samlinger, men det er tidernes sammenhæng. Vi behøver andre tiders kunst for at kunne sætte niveau og dybde på vor egen tids; ja, for at kunne genkende den dimension, som forener alle de forskellige kulturers forskellige frembringelser i begrebet kunst - i selve menneskeartens tradition for at give menneskeskabte former liv og udtryk. Mens vi altid kan have al verdens litteratur ved hånden, fordi den formidles ved skrift, så kan vi i hovedsagen kun have billedkunsten nærværende som værker in natura: som maleri, skulptur, vævning, keramik, grafik etc. Og vi bruger klassikerne, vi har dem ikke bare til pynt og forherligelse og nostalgi, vi kan ikke undvære dem. Vi læser deres bøger og spiller deres musik, og det er museernes og især Statens Museum for Kunsts ufravigelige forpligtelse, at vi har let og stadig adgang også til de væsentligste af de af billedkunstens klassiske og nyklassiske værker, som vi har i dansk offentligt eje. De er ikke noget andet end vor nutid, de er en del af den, for, kære kuratorer, det er som sindslig oplevelse, kunsten indfanger os, og ikke som belæring. Og i oplevelsen bliver det betragtede til nutid og ganske historiebefriet. Billedkunst er kunst uden ord. Billedkunst giver sin synlige konkrete form varme, fylde, poesi, verve og karskhed, glæde og vemod. Den fortæller, hvad der kun kan fortælles med billedet og skulpturen som middel, og som bare ville hæmmes og fattiggøres af ordrige fortolkninger. Så lad dog kunstværkerne tale for sig selv i en musisk fremvisning under lyse og rolige forhold og hav respekt for, at de er en personligheds hårdt tilkæmpede budskab, hvad enten de stammer fra 1300-tallet eller fra 2005. I langt det meste af mit voksenliv har der været gratis adgang til Statens Museum for Kunst. Fri indlevelse i den europæiske og danske kulturarv blev betragtet som et selvfølgeligt og frugtbart gode, og man tænkte ikke så meget på at skaffe store publikumstilstrømninger eller på institutionens årlige besøgstal, men langt mere på den stadig daglige siven af mennesker, som var eller blev dybt optagne af værkerne i den permanente samling. Fra jeg var ganske ung, og før jeg tænkte på at blive billedhugger, holdt jeg meget af at gå ind på Statens Museum for Kunst for at se Tizian, Cranach, Philipsen, Matisse, Weie, Hartz, Hoppe og meget mere. Den frie entré gjorde det muligt, for mine besøg drejede sig ikke om engangsoplevelser; tværtimod gik jeg gang på gang for at se de samme malerier og skulpturer og blive fortrolig med dem på samme måde, som jeg læste Dostojevskij, Holberg, Blicher, Frøding, Herman Bang og andre forfattere om og om igen. Lige netop dette at se og atter se har været min uddannelse - og ikke nogen belæring på akademi eller lignende. Og var jeg ikke blevet billedkunstner, havde jeg dog modtaget den samme rigdom i sindet. Nogle skælder museerne ud for, at de er finkulturelle og kun dyrker kunsten med stort K. Der er dog intet aristokratisk i at bevare fornemmelsen for den lovmæssighed, som skiller kunst fra ikke-kunst, men der kommer åndssnobberi af fornærmelsen over, at det ene ikke lige så godt kan være kunst som det andet, og af at bruge adjektivet kunstnerisk som en diffus tilskudskvalitet til både denne og hin produktion. En ringeagtende forgudelse, må man sige. Man smeder jo ikke en kasserolle i dag, man skaber den. Tidsånden er blevet kynisk. Der er ord og begreber, politikerne har bragt med sig, som man godt kunne ønske en lille pause, når vi taler om kunst: penge, turisteri og besøgstal for eksempel. Det er længe siden, vi har haft en direktør for Statens Museum for Kunst, som erklærede, at ethvert kunstværk, museet erhvervede, fik sin pengeværdi nedskrevet til 0, når det kom inden for murene. Nu er det jo næsten blevet en sædvane at have sponsorer med i kulturelle aktiviteter, og det sker måske også, at man vælger sådanne aktiviteter, som sponsorer vil skyde penge i? For man skal ikke være for naiv. Nok har der været og er stadig mæcener, som sætter kunsten lige så højt eller næsten lige så højt som deres erhvervsegoistiske interesser, men man skal ikke regne det for en regel. Firmaer vil have noget for pengene, ikke så primitivt som meningscensur, men de vil have reklameværdi, noget, der bliver lagt mærke til - og så bliver det dog alligevel til meningscensur ad bagdøren, for hvad med den kunst, der ikke er spektakulær nok? Og måske har politikerne og sponsorerne i alt for høj grad sammenfald i deres tankegang, for også politikerne kan måle og se kunstens mulige nytteeffekt. Både blandt den forrige regerings politikere og den nuværendes huserer en ganske sejlivet ønskedrøm, der da også er delvist realiseret. Den handler om en ny slags kunst, næsten en ny kunstart, som bygger på en sammensmeltning af erhvervslivets gener med kunstens til et så intimt ægteskab, at der af det kunne komme to slags afkom: dels et kunstnerisk erhvervsliv og dels en kommerciel kunst. I begge tilfælde kunne man kalde det en kapitalistisk og markedsøkonomisk socialrealisme. Blot har man glemt det helt selvindlysende, at skabende kunst kun kan eksistere som autonom udfoldelse. Den må man så undvære i dette spil, for der er jo så meget, der er sandt som politik, men vrøvl som kunst og kunstoplysning. Sådan er det også, når det gælder kunstmuseerne og i særdeleshed Statens Museum for Kunst, som i kraft af sit indhold af mesterværker fra 1300-tallet til i dag burde være blandt det ypperste, vi har af mulighed for kunstoplevelse her i landet. Men politikerne blander sig, og de blander sig med udgangspunkt i et tidsperspektiv, der er alt for kort. Derfor falder de for den alt for forenklede opfattelse, at et kunstmuseums betydning uden videre kan aflæses af dets årlige besøgstal. Det chokerede mange af kunstens venner, da politikerne i 1992 kontant og brutalt forlangte stilen lagt om på Statens Kunstmuseum, fordi man var utilfreds med besøgstallet. Man ønskede en ganske anderledes prosaisk effekt af museets virksomhed, end alene det museale arbejde med at vedligeholde, opbevare og udstille de mangfoldige værker fra syv århundreders europæiske kunst kan give. Kulturministeriet og Finansministeriet trak en resultatkontrakt ned over hovedet på museumsfolkene, og 'resultatet', det var publikumstallet, der skulle nås. Derfor skulle produktionen af begivenheder forøges, for nu var det ikke længere institutionen, der skulle tjene kunsten, nu var det kunsten, der skulle skaffe institutionen succes. Man har måske ment, at tiden ikke var så meget mere til i fred og stilhed at se på kunst eller til at føle og tænke eksistentielt? Jeg tror, politikerne tager skæbnesvangert fejl; modesvingninger er der altid og som regel modesvingninger, der modsiger hinanden inden for samme tidsrum. Men de fylder ikke engang en brøkdel af et bogstav i menneskeartens store historiebog. En eftertid er der altid. Det er nu ikke noget nyt, dette her med besøgsstatistikken i fokus frem for indholdet. Også i direktør Jørn Rubows tid blev Statens Museum for Kunst pisket med Louisianas publikumssucceser af pressen og politikerne. Rubow forsvarede museets saglige integritet og bøjede sig ikke trods underhåndstrusler om fyring. Dem turde man dog ikke effektuere, men efter Rubows afgang i 1979 ændrede man direktørstillingens ansættelsesvilkår til at blive åremålsbestemt; så i dag har Kulturministeriet anderledes magt over museets status trods megen snak om armslængdeprincippet. Nu har Statens Museum for Kunst med Allis Helleland en leder, som både vil leve op til Kulturministeriets krav om en større 'produktion' af succesaktiviteter og til dets ønsker om en tæt forbrødring med erhvervslivet. Og at Allis Helleland virkelig gør noget ved det, fremgår af, at hun på nettet lader Statens Museum for Kunst »tilbyde en enestående ramme om Deres næste arrangement i hjertet af København og midt i en verden fuld af kunst fra 1300-tallet til i dag« - og videre - »museet kan rumme arrangementer af enhver art og størrelse, og vi tilrettelægger gerne arrangement med mad, musik og omvisning skræddersyet til netop Deres behov« - og om 'Skulpturgaden' specielt, at den egner sig til »middage, receptioner, diverse show og produktlanceringer« - »kapacitet 1.000 personer siddende«. Nogle hævder, at det er tidens trend og dermed næsten følgen af en naturlov at popularisere et kunstmuseum på denne måde. Men en tid har nu altid flere trends, og jeg vil tro, der findes en endnu større, som føler sig ilde tilpas og har mere finfølelse end den markskrigerske del af kunstverdenen. At tænke sig: 1.000 mennesker i et kunstmuseum med mad og drikke i opstemt humør, firmaers produktlanceringer, musik og show, med færdsel til og fra toilettet og til og fra restaurationskøkkenet, med mados i store dele af huset og spild på gulvet - man har virkelig bedt om uheld og skader. Det har man da også fået. For da jeg på min tur i 'Skulpturgaden' sidste efterår kom til min egen store træskulptur 'Kvinde' (1961-1963), fandt jeg den tilsølet af rødvin; sandsynligvis af en gæst, der var snublet med sit glas i hånden. Skulpturen er udført direkte til Statens Museum for Kunst i direktør Jørn Rubows tid og er også af den nuværende museumsledelse blevet betegnet som et hovedværk i nyere dansk billedhuggerkunst. Farvet væske på tørt, råt træ er et vanskeligt problem, og med eksperimenter og tålmodigt manuelt arbejde har det taget Nationalmuseet et halvt år at få den renset. Hvis noget tilsvarende skete med en skulptur udført i en af de porøse stærkt sugende stenarter: sandsten, kalksten, marmor eller i gips eller ler, kan rensningsproblemet nærme sig det umulige. Men det koster at leve af succesaktiviteter. De stjæler af ressourcerne til forsvarlig opbevaring og vedligeholdelse, til påpasselighed og opsyn. Der kan nemt blive tale om uacceptabelt spild for pjattede forehavenders skyld. To andre af mine større væsentlige skulpturer har lidt overlast. Det er tre i alt på fire år, alene af mine skulpturer vel at mærke. År 2000 fjernede Statens Museum for Kunst alle skulpturer, der stod i anlægget foran bygningen. Ingen kunne vist forstå, hvorfor man opgav dette glimrende udstillingssted til museets store bronze- og stenskulpturer. Her kunne man dog se hvert enkelt værk i sit eget rum. Et par år efter dukkede nogle af dem frem igen for sammen med adskillige andre at deltage i den rædsomme masseopstilling langs muren i 'Skulpturgaden', hvor fuldkommen væsensforskellige figurer står så sammenklumpede, at de træder hinanden over tæerne og totalt ødelægger hinandens udtryk. De viser en rystende mangel på sans for skulpturens væsen - at skabe sit eget rum. Men de skal nok også bare være spændende kulisse til firmafesterne og tjene penge og sponsorer til institutionen. Hér ikke bare med besøgstallet, men det pengestærke besøgstal som målet - og den manipulerede kunst som middel. Da jeg så til min retrospektive udstilling i 2001 lånte min store bronzeskulptur 'Kvinde' (1975-1977), som fuldkommen ren og uantastet havde stået i tyve år ved museets hovedindgang, var den til min overraskelse svinet kraftigt til af væske, som var løbet på tværs af dens højdeakse og havde ætset sig ind i overfladen. Og jeg fik desuden at vide, at dens granitsokkel var bortkommet! Det blev efterhånden opklaret, at skulpturen i udækket tilstand var lagt på jorden uden for et magasin og antagelig under et tagdryp. Der havde den ligget siden fjernelsen fra anlægget. Jeg skønner allermindst et halvt år - og hvor længe, hvis jeg ikke havde skullet låne den? Efter udstillingen blev skulpturen renset og nypatineret, og der blev hugget en ny granitsokkel. Til min store glæde anmodede lederen af Bornholms Kunstmuseum 'Helligdommen' ved Rø, Lars Kærulf Møller, om at få den i depot fra Statens Museum. Så nu står den der ualmindeligt smukt uden for bygningen og i det vældige landskab. Men så bagefter spørger jeg mig selv, var min skulptur den eneste, det gik galt med? For der har jo bestemt ikke været noget kompetent tilsyn med flytning og anbringelse af de mange meget store skulpturer. En anden skulptur, jeg lånte, 'To mennesker' i træ (1953), gave til museet fra P.T. Nielsens Fond vist nok i 1954, havde også fået pletter, denne gang af maling og denne gang, mens den stod fremme inde på museet. Jeg har kun erfaringer med mine egne skulpturer, men ud fra dem at dømme er påpasseligheden med museets kunstværker taget under ét alt for ringe. Jeg har ikke oplevet noget lignende i de 50 år, jeg har haft arbejder på museet. Og så undrer jeg mig over, hvorledes mon kulturministeren bringer harmoni mellem de to holdninger: på den ene side at acceptere eller måske selv diktere udlejning af kunstmuseets lokaler til firmafester - og så på den anden side at tale så varmt om respekt for vor kulturarv. Jeg fatter ikke, nogen har kunnet finde på det, og det helt bortset fra, at det er alt for risikabelt, ja helt uansvarligt. Der er dog noget, der ikke er forretning. Regeringen trænger nok til en anden form for kulturkamp end den meget opreklamerede. Engang udfordrede forfatteren og museumslederen Peter Seeberg kulturpolitikerne med sit spørgsmål: Elsker I museerne? Det var et spørgsmål, som havde dyb mening. For det værdifuldes bevaringsværdighed, som er museernes emne, åbner for en tidsdimension både bagud og fremefter, som vi ikke kan undvære, hvis vi vil bevare selvrespekten som mennesker, og det hele ikke skal forsvinde i aktualiteter, som kommer og går. Det tror jeg, folk i al almindelighed godt er klar over; det er snarere hos de involverede og aktive, det svigter.