Der høres en aggressiv, metallisk lyd, når de kraftige lameller fra Frelsens Hærs og FDF's tøjcontainer smækker tilbage efter at have ladet den sorte sæk passere igennem åbningen og ned i bugen af tøjspiseren, hvor andre identitetsløse beklædningsgenstande håber på en ny tilværelse hos gode, taknemmelige ejere i genopstandelsesbutikken, der vil føje nye historier til de gamle glemte, som tøjet umærkeligt fører med sig. Da den sjette sorte sæk er stedt til hvile i mausoleet over noget, der var , føles det lidt underligt, for var det nu også nødvendigt at skille sig af med denne bagage, der i så lang tid har hvilet på hylder og i skabe som et synligt vidnesbyrd om et liv, der var levet til ende, og hvis artefakter som en art religiøse kultgenstande beregnet til ritualer, der ingen mening giver uden den, som tøjet passede, alligevel har givet falske forhåbninger om, at livet (jeg mener selvfølgelig liget!) stod op af den dybe og dystre grav og atter tog del i festlighederne, som kun midlertidigt var blevet afbrudt! Når noget hører op og forsvinder, gælder det om at begribe dette ophør for hurtigst muligt at komme videre til noget andet i en verden fuld af midlertidige fællesskaber. Men det er ikke altid nemt, fordi man bag den overflade, der signalerer, at det dog vel nok var godt, at der gik hul på bylden, at den grimme materie flød ud og såret blev renset, alligevel kan huske alt for meget af det hele og måske især af det gode, der også var, der har en tendens til at fylde meget og også for meget i erindringsbillederne. Hvorfor ved jeg ikke, men måske fordi én god oplevelse nemt (og især set i bakspejlet) kan kompensere for hundrede dårlige. Er det ikke også godt (selv om det vel næppe er godt nok!), at det er eller føles sådan, og er det ikke et tegn på, at et menneske på trods af det sørgelige i livet alligevel bevarer en optimisme og en lyst efter dét, der er godt, frem for at blive hængende i katastroferne og det alt for onde? At vi mennesker kan glæde os over, bevare og hæge om autenticiteten i det, vi oplever (oplevede), hvor ringe plads den end optog målt med kvantitative alen, mens dens voldsomme modsætning trods alt ikke sætter sig så dybe spor i én? Tag nu f.eks. de mørkeblå shorts med den hvide snor i linningen, som jeg et par gange i de sidste to år har kigget på med undrende øjne, fordi det ingen mening gav, at de bare lå uvirksomme hen i stedet for at sidde om dine balder og lår og blafre af liv og lyst og glæde, som da vi første gang, hvor solen stod højt på himlen hele døgnet, bevægede os ud på pilgrimsvandring i Schwarzwald og fra herlige Lautenbach nåede den romantiske Elsbethhütte, hvor vi indtog en så memorabel frokost med spegeskinke, lokale pølser, ost, vand og Affentaler Spätburgunder, at det svimlede for mig, da jeg langsomt løsnede den hvide snor, så der kunne komme luft og sol og en mild brise til dét, der nu var ganske blottet. Husker du, hvordan vi begge havde blikket rettet mod Obertsrot langt under os, mens naturen gik sin herlige gang og en mild træthed bredte sig bagefter? Da var der ingen tvivl om, at alt dette og meget mere ville fortsætte og fortsætte i intensitet og glæde, og at de mørkeblå shorts, når de var slidt op i den gode sags tjeneste, ville blive erstattet af andre tilsvarende. Solen, vinen, vandet fra kilden, den overstrømmende kærlighed, da vi øre af glæde og liv, liv, liv var på vej til Die Alten Eichen, som - på trods af alskens trækirurgi for at lappe på et brøstfældigt indre med store bortrådnede partier - i det ydre og lidt på afstand fremstod som livskraftige og djærve repræsentanter for uendelighed og styrke, gjorde, at vi atter nedlod os og benyttede de kraftige og simple træborde som altre, hvor det helligste ritual af alle gentagne gange blev celebreret til kærlighedens guds ære af to ydmyge officianter. Husker du vore stumme løfter om evighed og aldrig noget andet? Husker du varmen, duftene, insekternes summen, når de forgreb sig på vores dyd, glæden og lykkefølelsen ved at drikke den sidste vin af plastikkalken, mens det sidste brød omhyggeligt blev brudt, og taknemmeligheden over, at vi var til sammen i kroppen og uden for kroppen, usårlige elskere med livet for sig i al evighed? Da jeg for to år siden i påsken vovede mig ud på en vandretur som vores dengang, og da jeg atter stod i Elsbethhütte, kom det hele tilbage med glæde og megen smerte. De mørkeblå shorts med den kraftige hvide snor i linningen var der jo stadigvæk, men når jeg åbnede øjnene, var de borte, borte: Dér på bænken havde den blå rygsæk stået, dér papiret med de lokale pølser, dér Affentaleren. Nu stod det der igen, og det hele smagte godt, om end det vigtigste manglede: dit og mit væsen i forening, og den gådefulde kærlighed, der havde båret det hele, og som kun vanskeligt kan glemmes, selv om det ikke er usædvanligt, at man lader som om; man gør en dyd af at glemme dét, som er lagret inderst på harddisken, om end man har smidt filnavnet væk! Det er godt, at jeg endelig har skilt mig af med dine blå shorts med den hvide snor i linningen, som jeg alligevel aldrig mere skal løsne. Hvorfor hentede du ikke det, der nu ligger i den dystre container, mens tid var? Hvorfor forlod du vores liv uden at sige hvorfor? Hvorfor smed du loyaliteten på lossepladsen, som jeg nu smider tingene i containeren? Så mange tåbelige spørgsmål, men ingen svar. I en af de sorte ligsække lå der et slidt lyserødt badehåndklæde, som jeg havde overvejet at give en anden skæbne på museumshylden i mit raritetskabinet, hvor jeg stadig gemmer dine smukke breve med løfter om alt, hvad der er stort, smukt, godt og sandt i verden, selv om jeg selvfølgelig for længst burde have brændt dem, men det nænner jeg ikke endnu. I et af dem ligger det store hjerte, du sendte mig fra udlandet som et tegn på, at du for altid ville være min. Jeg ved, hvor det ligger, men jeg vover ikke at lede efter det og åbne det, for selv om alt er forbi, ville jeg alligevel ikke kunne læse det, uden at jeg bliver ramt af stor rørelse og umandig mangel på selvkontrol. Og at stå med et hjerte i hånden, hvis liv er annulleret, og hvis røde farve er kunstig, er mere, end jeg vil bryde mig om. Det slidte lyserøde badehåndklæde var ikke slidt, dengang vi med armen om hinanden slentrende bevægede os op fra badet i Baumefloden lidt syd for Valgorge i Ardèche, vores yndlingsdepartement: Som en najade slangede du dig på klippen, mens jeg svømmende lykkelig og fyldt af voldsomt begær fangede dit blik, der sagde det samme. Åh, igen at skulle forenes med dig i den øde flodseng, inden vi veltilpasse går op til bilen; du med det lyserøde håndklæde som en enkel og smuk kreation draperet om den krop, der lige har været katalysator for så megen glæde og lykke, og hvor fine sveddråber anes i eftermiddagssolen. En smukkere kjole havde du aldrig haft! Husker du hin aften uden for vores hus i Loubaresse, hvor vi indledte pragtmåltidet med jambon persillé med perlende Saint-Péray i nogle af glassene, mens tusmørket sænkede sig og vore lys på bordet afslørede alt, og ingen eksisterede uden os, mens vi endnu en gang lovede hinanden det hele og gentog det højtidelige løfte i soveværelset på 1. sal, mens cikader akkompagnerede vores lette og melodiske søvn afbrudt af talrige stumme bekræftelser af, at vi stadig var til? Måske ender det slidte lyserøde håndklæde som avispapir, hvorpå denne artikel vil blive trykt. Måske draperes det siden om en slimet og afsjælet fiskekrop. Ak, hvor forandret! Når noget er slut, er det selvfølgelig naivt at forestille sig, at det alligevel ikke er det. Men det er også naivt at forestille sig, at det er det. For alt lever i erindringen, og nok kan man til en vis grad fortrænge ting og sager, men de forsvinder jo ikke fuldstændigt af den grund. De er der stadig og kan fremkaldes i den givne situation, som duften af Prousts madeleinekage kunne fremkalde hele inventarier af erindringer mere virkelige end virkeligheden, som er gådefuld. For er kun dét til, der eksisterer i øjeblikket, og som er forbi på et øjeblik? Eller eksisterer det, der var i utallige øjeblikke, der afløste hinanden, og som kun havde begrænset varighed, i al evighed (eller så længe vor hukommelse fungerer)? Og er det legalt at opleve det forgangne som noget, der lader hånt om enhver form for primitiv lineær tidsopfattelse, så man, på trods af at det er forsvundet, alligevel i visse situationer kan opleve det som højst nærværende? I en anden af de triste sorte sække ligger en hvid kjole, som sad på dig, og som klædte dig så godt, da du i efteråret 1991 ventede på mig i lufthavnen i Barcelona. Mit fly var forsinket, og da du kom mig i møde, var det, som var det for anden gang første gang, jeg mødte dig som en ung brud, der længtes efter sin elskede. Da jeg omfavnede dig, kunne jeg mærke, at du var lidt fugtig, og jeg forestillede mig med glæde og stolthed, at det ikke kun skyldtes den fugtige varme, men sikkert især din bekymring over det forsinkede fly og din utålmodighed efter at se mig igen efter tre måneders adskillelse. Hvor var det dog befriende forsigtigt at tage den hvide kjole af dig på vores værelse på Pensió Hostal Lesseps i Gráciakvarteret i nærheden af Güellparken. Hvor havde jeg dog længtes efter dig, og hvor stod tiden dog stille, da vi atter forenedes og blev til mere end ét, inden vi fik stillet vores anden sult på en restaurant med servering i det fri i den lune Barcelonaaften, hvor nogle af Loubaressecikadernes ældre og mere adstadige slægtninge slog rytmen an til aftendans. Vil nogen mon købe din hvide kjole og sige højtideligt ja til en anden iført al pragten? Og vil vedkommende være i stand til at fornemme kjolens internationale forhistorie og høre det ikke så fjerne ekko af cikadernes fortrolige sang? De seks sorte sække med deres rige indhold af liv og historie ligger nu sammen med alt muligt andet affald og venter på en genfødsel, når lemmen åbnes og flittige og kyndige hænder sorterer varerne og lægger dét sammen i bunker, man synes må høre sammen, så genbrugsbutikken kan friste fattigere sjæle med interessante kvalitetsvarer parate til nye historier og med deres egne vævet ind i mønstret og teksturen. Jeg har tøvet i et par år med at skille mig af med denne synlige del af min fortid. Nu er det sket, og jeg synes allerede, selv om det stadig smerter noget, og selv om det hele er der alligevel og i den grad griner ad mine bestræbelser på at glemme, at jeg har lidt nemmere ved at ane et pålideligt lys for enden af tunnelen. Men hvor var det dog pragtfuldt og livsbekræftende, alt dét, der foregik i Elsbethhütte og ved Die Alten Eichen, og hvor jeg dog (med skam at melde!) savner atter langsomt at løsne den hvide snor i linningen om dine mørkeblå og næsten uskyldige shorts, der ikke findes mere, ligesom du heller ikke gør det!