Det var to europæiske tvillingtårne, som styrtede sammen ved folkeafstemningerne om forfatningstraktaten i Frankrig og Holland. Skønt begivenheden var vel varslet, kom den som et chok for den politiske klasse i Europa. At netop disse to lande, som mere end nogen var kernelande i det europæiske projekt, kunne forkaste det dokument, som var tænkt og tegnet til at blive fundamentet for en europæisk union, forekom ufatteligt. Man kan sige om folkeafstemninger, hvad man vil. Men når de 'går galt', og resultatet viser et så massivt gab mellem 'folk' og 'elite', som tilfældet var her, så er det ikke 'folkets' skyld. Så er det politikerne, der har misrøgtet det ansvar, som vælgerne har givet dem. Ikke nødvendigvis ved at træffe de forkerte beslutninger, for folket kan godt i et demokrati vælge forkert. Det er demokratiets risiko. Men politikerne har ansvar for at gøre i hvert fald den største del af vælgerne begribeligt, hvorfor de ønsker samfund, lovgivning og retsvæsen indrettet på den måde, som de efter grundige og i dette tilfælde årelange overvejelser finder bedst. Det har de ikke formået. Og det stilles de nu til ansvar for. Det gælder hele bundtet fra Berlusconi til Blair, for de har alle femogtyve skrevet under. Det må være en noget slukøret forsamling, der mødes i dag. Om stemningen vil være iskold, fordi traktaten skal lægges i dybfryseren, eller glødende, fordi man begynder at skændes om penge og budget, er ikke godt at vide. Skal der komme noget godt ud af miseren, så må det ske ved, at man erkender sine fejl og søger at rette op på dem, det vil sige i et enkelt og let forståeligt sprog forklarer den europæiske borger, hvorfor det er nødvendigt at skabe 'Europa'. Ingen født, efter at Romtraktaten blev underskrevet i 1957, synes virkelig at være klar over det, for de kan af gode grunde ikke huske historien. De stiller derfor et rungende spørgsmål: hvorfor Europa? Hvorfor skal vi have denne union? Hvad skal det gøre godt for? Det 20. århundredes europæiske borgerkrig er jo slut. Svaret på et sådant eksistentielt spørgsmål, for det er, hvad det er, må ikke bestå i at lægge en juridisk-kryptisk tekst på to hundrede sider med endnu flere i protokoller og bilag foran borgeren, ligegyldigt med hvor meget gallisk retorik den bliver garneret. Forfatningstraktatens hovedforfatter, den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing, har efter sigende haft en ambition om, at Konventet, som udarbejdede den, skulle kunne tåle sammenligning med det konvent, som i Philadelphia i 1787 udformede USA's forfatning. Det var for så vidt en prisværdig målsætning, for den forfatning med sine senere tilføjelser og ændringer har vist sig bæredygtig i mere end to hundrede år. Men det lykkedes ikke, tværtom. Giscard d'Estaing synes at have glemt, at et endnu mere centralt dokument i almindelige amerikaneres bevidsthed om deres union er den amerikanske uafhængighedserklæring, som blev udarbejdet elleve år tidligere, i 1776. Såfremt vi i Europa havde vist rettidig omhu og været i stand til at formulere et tilsvarende dokument for elleve år siden, havde der i dag ikke været behov for at stille spørgsmålet: hvorfor Europa? Et sådant dokument kunne være udformet som et moderne spejlbillede af den amerikanske uafhængighedserklæring og ville i givet fald være blevet en europæisk afhængighedserklæring. Det skete ikke, men det havde været et forsøg værd at indsætte en sådan som fortale til den nu fremlagte forfatningstraktat i stedet for Giscard d'Estaings smukt klingende ord. Den amerikanskeuafhængighedserklæring falder i tre dele; først en kort indledning, derefter de velkendte sætninger om de 'indlysende sandheder' og endelig et meget langt slutningsafsnit med en opregning af den britiske konges urimelige handlinger, som har ført til kravet om uafhængighed. Specielt den korte indledning burde europæiske politikere bide mærke i. Den lyder således: »Når det i de menneskelige hændelsers løb bliver nødvendigt for et folk at opløse de politiske bånd, som har knyttet dem til et andet, og at tilegne sig den særskilte og lige stilling blandt Jordens magter, som de har ret til efter naturens og naturens guds love, kræver en sømmelig hensyntagen til menneskehedens meninger, at de gør rede for de grunde, der driver dem til adskillelsen«. (Min fremhævelse). Herefter følger de ofte citerede og stadig aktuelle sætninger: »Vi anser disse sandheder for selvindlysende: at alle mennesker er skabt lige; at deres skaber har givet dem visse umistelige rettigheder; at blandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke; at regeringer, som hidleder deres sande myndighed fra de styredes samtykke, er indrettet blandt menneskene for at sikre disse rettigheder; at når som helst nogen styreform virker ødelæggende for disse formål, har folket ret til at ændre eller afskaffe den og at indrette et nyt styre og grundlægge det på sådanne principper og ordne dets myndighed i en sådan form, som synes dem rimeligst vil kunne bringe dem sikkerhed og lykke«. »Forsigtighed vil naturligt påbyde, at styreformer, der har været længe i kraft, ikke bør omskiftes af lette og flygtige grunde; al erfaring har da også vist, at menneskeheden er mere tilbøjelig til at tåle, så længe onderne er tålelige, end til at skaffe sig selv ret ved at fjerne de former, de er vænnede til. Men når en lang række misbrug og overgreb, der ufravigelig følger det samme mål, bevisliggør en plan om at tvinge dem under absolut despoti, er det deres ret, er det deres pligt at kaste et sådant styre fra sig og skaffe nyt værn for deres fremtidige sikkerhed«. Herefter redegøres konkret for de grunde, der driver amerikanerne til adskillelse fra Storbritannien: »Således har disse kolonier tålmodigt holdt ud, og således står de nu foran den tvingende nødvendighed at ændre deres hidtidige regeringsform. Den nuværende konge af Storbritanniens regeringstid er karakteriseret ved ufravigelig forurettelse og bestandige overgreb, som alle tilsigter oprettelsen af et absolut tyranni over disse stater. Til bevis på dette skal forelægges den retfærdigt dømmende verdens kendsgerninger«. Her skal kun plukkes i kongens lange synderegister. Det starter med, at han har nægtet sit samtykke til helt nødvendige love og har saboteret al lovgivningsvirksomhed. Han har gjort dommere afhængige af sin vilje alene og sendt sværme af embedsmænd for at plage folket og fortære dets kapital. Han har hindret handel og pålagt skatter. Han har erklæret »os som stående uden for hans beskyttelse og ført krig mod os. Han har plyndret vore have, hærget vore kyster, nedbrændt vore byer og ført krig mod os«. Han har anstiftet opstande og ophidset de indianske vilde, »hvis krigsførelse som bekendt består i at nedslagte alle uden forskel på alder, køn eller stand«. Underdanige bønner over for kongen »er kun blevet besvaret med gentagen uret«. Heller ikke appeller til »vore britiske brødre« har hjulpet; »selv de er forblevet døve over for retfærdighedens og blodslægtskabets røst«. Konsekvensen er, at de herefter vil blive betragtet som »den øvrige menneskehed: som fjender i krig, som venner i fred«, og at »vi er løst fra enhver troskabspligt mod den engelske krone, og at hver politisk forbindelse mellem (disse forenede kolonier) og staten Storbritannien er ophævet og skal vedblive at være det«. Lad os forsøge at stille argumentationen i den amerikanske uafhængighedserklæring på hovedet ved at bruge den som skabelon for en europæisk afhængighedserklæring - for det er netop den gennemtrængende konsekvens af den gensidige afhængighed mellem de europæiske lande, der driver dem mod sammenslutning. I 1776-tallets lidt arkaiske sprog kunne en sådan erklæring lyde: »Når det i de menneskelige hændelsers forløb bliver nødvendigt for en nation at oprette politiske bånd, som vil knytte den til andre nationer for derved at fastholde de værdier, som disse nationer er fælles om blandt Jordens magter, og som de agter at opretholde over for det tryk, som naturens og verdens gang øver på dem, kræver en sømmelig hensyntagen til menneskehedens og folkenes meninger, at disse nationer redegør for de grunde, der driver dem til sammenslutning«.»Vi blandt de europæiske nationer regner disse sandheder for selvindlysende: at vore nationer er ligeværdige; at deres historie har skabt grundlag for visse umistelige rettigheder; at blandt disse er retten for vore folk til liv, frihed og stræben efter lykke; at vore nationer blandt vore folk har indrettet regeringer, som sikrer disse rettigheder, og som hidleder deres sande myndighed fra vore folks samtykke; at disse principper i historiens løb er blevet udmøntet i politiske værdier, og blandt disse er retten til en demokratisk styreform, som respekterer retssikkerheden, og retten til et økonomisk system som, baseret på markedsøkonomi, tilstræber social balance og tryghed; at når som helst nogen styreform blandt vore nationer virker ødelæggende for disse værdier og formål, har vor sammenslutning ret til at ændre eller udelukke dette styre fra vort fællesskab, indtil et nyt styre grundlagt på de fælles europæiske værdier synes rimeligst at kunne bringe dette folk sikkerhed og lykke«.»Forsigtighed vil naturligt påbyde, at styreformer, der i vore nationer længe har været i kraft, ikke bør indskrænkes af lette og flygtige grunde; al erfaring har da også vist, at nationen og dens folk er mere tilbøjelige til at tåle, så længe onderne er tålelige, end til at afstå retten til selv at genoprette en styreform, som respekterer de europæiske værdier. Men når en lang række misbrug og overgreb, der ufravigeligt følger det samme mål, bevisliggør en plan om at tvinge en nation under despoti og elendighed, er det dette folks ret at kunne påkalde den europæiske sammenslutnings pligt til at bistå det med at kaste et sådant styre fra sig og skaffe nyt værn for dets fremtidige sikkerhed«. Ord af denne karakter ville gøre det klart, at Den Europæiske Union har det helt dominerende formål at etablere et sikkerhedsfællesskab, en politisk union, som kan garantere opretholdelsen af fred og frihed i Europa. Det var det, som europæerne i øst og i vest havde behov for at høre i 1992. Og det er et behov, de stadig har, når man betragter udviklingen, hvad enten det er i Serbien eller i Italien. De helt konkrete grunde, der især siden 1989 har drevet de europæiske lande mod sammenslutning, er mangfoldige og mangeartede. Med blot et sporadisk kendskab til de faktiske begivenheder i de sidste årtier og til de udfordringer af både politisk og økonomisk karakter, som de europæiske lande står overfor i det 21. århundrede, kunne der opregnes et katalog af tvingende omstændigheder, som ville være mindst lige så langt, som den britiske konges synderegister var i 1776. Indledningen hertil kunne passende være: »Således har disse nationer forgæves søgt at opretholde eller tilegne sig deres fulde suverænitet, og således står de nu foran den tvingende nødvendighed at ændre denne tilstræbte regeringsform. Gennem årtier, for nogle gennem århundreder, har Europas nationer været karakteriseret ved ufravigelig bestandige krigeriske overgreb og gensidig økonomisk forulempning, som alt har resulteret i ufred nationerne imellem og ulykke for vore folk. Til bevis for dette skal forelægges nogle af disse kendsgerninger og nogle af de alvorlige udfordringer, som kommende generationer står overfor, og som driver vore nationer til sammenslutning«. Blandt de kendsgerninger, der kunne refereres til, er den Første Verdenskrigs absurde blodbad foranlediget af nationalismens gift, 1920'ernes opblomstrende fascisme og 1930'ernes dybe depression, for ikke at tale om den Anden Verdenskrig og medfølgende holocaust. Men det er ikke engang nødvendigt at gå så langt tilbage. 1990'erne byder på adskillige tragiske kendsgerninger foranlediget eller forøget af de europæiske nationers manglende vilje og evne til et effektivt samarbejde for fred og sikkerhed. De helt aktuelle udfordringer udspringer dels af det amerikanske politiske og økonomiske hegemoni, markedsøkonomiens og globaliseringens brutalitet, det gabende økonomiske svælg til de fattige lande, som fremkalder et stadig stigende indvandringspres, og de potentielle klimaændringer og miljøødelæggelser, foruden den nye terrortrussel. Den europæiske afhængighedserklæring kunne herefter, helt parallelt med den amerikanske, slutte med at fastslå: »at vi, som europæiske nationer, erkender at være gensidigt dybt afhængige såvel politisk som økonomisk; at vi, for at fastholde de fælles værdier som trods fejl og mangler karakteriserer vor samfundsform i dens forskellige udtryk, i fællesskab vil føre krig, slutte fred, indgå forbund, drive handel og foretage alle andre handlinger og afvikle statsanliggender med respekt for hinandens nationale identitet og traditioner«. Det er i en sådan erkendelse, at man finder svaret på spørgsmålet: hvorfor Europa? Sømmelig hensyntagen til menneskehedens meninger kræver, at politikerne kommer med det i et enkelt og forståeligt, moderne sprog. Og herefter kan man så begynde at tale om og skabe politik, rigtig politik, som sikrer fred og velfærd. Det er jo det, som hele tiden har været det europæiske projekts formål. Hvis det sker, kan der meget vel komme noget godt ud af den jammerlige situation.